Måned: november 2020

Coranasagaen episode 2, dag 2

Jeg vågnede i morges og var helt lettet over, at jeg ikke deltager i årets “Vild med dans”

For så havde jeg jo været nødt til at melde afbud i går.

Med mindre de havde valgt at flytte hele gesjæften til Skagens idrætshal.

Men det ville jo nok have udløst et problem i forhold til de andres fremmøde.

-men hvorfor skulle de også lige vælge dig? Som min kollega undrende spurgte en formiddag, hvor jeg pludselig blev personligt fornærmet over, at jeg ikke fik tilbuddet om at julepynte facaden på d’Angleterre.

Og jeg ved da virkelig ikke, hvorfor de skulle vælge mig, men jeg gad da godt være med i “Vild med dans” og julepynte hotelfacader.

Om ikke andet, så bare for at komme ind bagved kulisserne for at prøve alle de kjoler og gramse på alverdens glimmergejl.

Og jeg tror faktisk, at jeg vil være megagod til det.

Jeg har gået til latinmix OG været til linedance fire gange.

Men heldigvis har jeg ikke den slags problemer.

Så istedet for, har jeg fået en gevaldig middagslur, og det er da den vildeste luksus, sådan at sove en lur, bare fordi man har lyst.

Så lå jeg der og savlede på hovedpuden, imens det amerikanske præsidentvalg gled ind i den afsluttede fase.

Og nu er præsidenten valgt, og enkelte individer har nu en masse tid til at pleje deres spraytan og frisere deres hentehår.

Imens prøver vi at få tiden til at gå heroppe i det kolde nord, hvor vi har bestilt til tid at at stå i kø på det lokale rådhus, for at blive rodet i halsen med en vatpind i jagten på den røvirriterende mutation.

I ventetiden kan vi måske lave “Vild med dans” hjemme i stuen. Hvis vi inddrager kattene, så kan vi danne tre par, så leger vi bare, at resten er i karantæne.

Xxx

Coronakarrusellen episode 2, dag 1.

Hvad har jeg så lavet i dag?

-ud over at skrabe min arbejdsplads ned i en sort sæk og slæbe hele baduljen hjem på matriklen, blot for at stable det hele op på spisebordet og passe mit arbejde.

Så har jeg vasket tøj.

Joggintøj og gamle striktrøjer.

BH-er uden bøjle og trusser med slap elastik.

For der er ingen tvivl om, at det bliver min primære garderobe den næste måned.

Trætte joggingbukser, hullede trøjer med mystiske pletter og melonerne i slaskehøjde.

For jeg kan lige så godt se det i øjenene.

Jeg er ikke typen der tager pænt tøj på, hvis jeg ikke skal udenfor matriklen.

Så er jeg mere typen, der tænker pyt.

Og den der med at klæde sig pænt på, for sømandens eller min egen skyld, den kan I altså godt skyde en hvid pil efter.

Sømanden har set mig producere og føde tre børn, så det punkt er vi forbi for længe siden.

Derudover så er det jo bare et spørgsmål om at hænge et lagen over badeværelsetspejlet, så man undgår at blive forskrækket, når man vasker hænder for ethundredeogsyttende gang.

Og jeg kunne sikkert gøre mig mere umage, men nu synes jeg jo heller ikke rigtigt at 2020 har gjort sig særligt umage, så der står vi nok lige.

Så nu sidder jeg her, og kigger ud af vinduet og har en lille smule ondt i min tommelfinger, fordi jeg har opdateret Facebook 4.567.812 gange, i håbet om at finde noget interessant, der har kunne aflede tanken om at closter 5 åbenbart siver ud over det ganske land.

Facebook bød ind med præsidentvalget i USA eller to hunde der var stive af skræk, alene ved tanken om deres ejers kat.

Valget faldt på hundene.

På en eller anden måde virkede de mere reelle end den orange mands kamp imod oldingen.

Så gik dag et, og dag to ligger fuldstændigt livløs foran os, uden indhold og bøjler i BH’en.

Xxx

Så tager vi da bare en tur mere i coronakarrusellen.

Med mundbind, håndsprit og afstand.

Altså bare heroppe i Nordjylland, hvor der åbenbart er en hel del flere minkfarme, end jeg regnede med.

Fire uger hjemme på matriklen, hvor jeg allerede er begyndt at blive irriteret over den måde sømanden trækker vejret på.

Hvor tøserne og jeg har aftalt at se alle Harry Potter filmene.

Dem allesammen.

Der er vist omkring en trillion, men alternativet er at dø af kedsomhed, eller slå hinanden ihjel.

Det er dag nul i coronakarantæne vol.2, og der er godt nok langt til den 3. december.

– og hvor har alting forandret sig, siden dag nul i coronakarantænen episode 1.

Hvor var vi dog naive dengang, hvor vi troede på, at det snart var ovre, at nu gik vi mod lysere tider, imens vi i hemmelighed fnes af dem, der gik med mundbind offentligt.

Det var dengang.

Nu har vi blikket stift rettet imod d. 3. december, imens vi desperat prøver at lede efter motivationen og stoltheden over at være dem, der skal skærme resten af verden imod en mutation, som pædagogisk er blevet forklaret med tv-avisens smarte grafik.

For det hele er jo ret diffust, og vi må lægge alt troen og tilliden i hænderne på de videnskabsmænd, som vi efterhånden kender bedre, end de venner vi ikke må se, imens journalisterne leger stoleleg, og gør deres bedste for at stille kloge spørgsmål efter tur.

Men Fuck, hvor har jeg bare lyst til at lade tophatten gå af, flippe ud, drikke mig stiv og råbe: “rend mig i røven!” , imens jeg smadrer et halvråddent halloween græskar med et afbrækket stoleben.

For halloween blev jo ligesom lidt fesent i år, akkurat som julen og nytåret også bliver, og hold nu kæft, hvor jeg bare savner at trække i et par nylonstrømper, kravle op på et par høje sko og bare lade tingene ske.

Og jeg ved godt, at det er en masse mennesker der har det “majet værre”, og hold nu op, hvor skal vi være glade for vores velfærdssamfund.

Den sang kender jeg godt, for den synger jeg nemlig selv hver dag.

Det er bare som om, at jeg ikke rigtigt kan finde melodien lige nu.

Det hele sidder lidt fast i halsen.

Den eneste, der synes tilfreds med dagens udfald, er min 16 år gamle stalkerkat Findus, der tilbringer alle sine vågne timer med at glo på mig. Nu er det ikke så mange timer hun rent faktisk er vågen, men når hun er, så trasker hun i hælene på mig, imens hun stirrer henført og spinder forventningsfuldt.

Hun elskede hvert sekund af coronakarantænen episode 1, og glæder sig allerede til to’eren.

Så nu må vi jo folde den ja-hat, selvom det holder lidt hårdt, trække den nordjyske sejhed op af den jyske muld og forskanse os hjemme på matriklen.

Det bliver kedeligt, langsommeligt og trættende, men hvis det er det eneste det bliver, så går det jo nok.

Xxx