bloglaurabork – Side 4

Vandhund

Så er jeg begyndt at svømme om onsdagen.

Simpelthen.

Iført solidt badetøj har jeg møjsommeligt svømmet brystsvømning i Frederikshavn svømmehal.

Frem og tilbage.

Der er fem baner i den svømmehal.

Bane 5 er reserveret til crawl.

Folk der suser intenst frem og tilbage, iført dykkerbriller og en meget avanceret vejrtrækningsteknik, hvor hovedet systematisk drejes, sådan at frisk luft kan hives indenbords og det høje tempo kan fastholdes.

De er meget dygtige.

Og hurtige.

Jeg holder mig fra bane 5.

Bane 1 er reserveret til vandgang.

Det vidste jeg slet ikke fandtes.

Det betyder, at man tager en svømmevest på og går frem og tilbage i bassinet. Akkurat som hvis du spadserende en tur på Langelinie en hyggelig eftermiddag.

Bare i Frederikshavn svømmehal.

Jeg lagde ud i bassin 2.

I et adstadigt og værdigt tempo.

Jeg blev overhalet en del gange.

Især da der kom flere til, og jeg måtte dele bane med en anden motionist.

En af de hurtige.

Men jeg holdt fast i mit og svømmede stædigt frem og tilbage.

Så opstod behovet for en badehætte.

Jeg har et tykt hår, der er lang tid om at tørre og desuden har håret jo ikke godt af alt det klorvand.

Så jeg googlede.

Og googlede.

For mit hoved er til den store side, og mit hår fylder en del, så jeg stirrede bekymret på de forslag, som google bragte på banen.

En hjemmeside lovede, at det ville sætte min hastighed gevaldigt op, hvis jeg købte deres produkt.

En badehætte, hvor der oven i købet skulle bruges talkum, for rigtigt at kunne skrue hætten på hovedet.

Det så en lille smule besværligt ud.

Til trods for den lovede hastighedsforøgelse.

Jeg besluttede mig for, at hastigheden ikke var det vigtigste.

Komfort er nok mere mig.

Jeg brokkede mig til min storebror, lagerforvalteren.

Han kender problemet med stort hoved og tykt hår på egen krop.

Vi husker stadigvæk den dag i 80’erne, hvor han ved et uheld kom til at bruge balsam, og fik voksenskæld ud på arbejdet, fordi den påkrævede hovedbeklædning ikke kunne fastholdes på hovedet.

-nåe, sagde han lettere bekymret, – har du så købt en Yvonne-badehætte?

Jeg sagde ikke rigtigt noget.

-har du? Spurgte han igen, -sådan en med store kulørte blomster?

Jeg måtte indrømme, at jeg havde kigget på dem.

Et sejt og festligt indslag i den grå hverdag.

Men her var også bekymret for størrelsen.

Hvor meget kan sådan noget gummi give sig?

Til sidst fandt jeg en hætte med velcrolukning.

De påstod, at den var ekstra stor.

Det vil jeg nu ikke give dem ret i.

Men det går, og håret var kun en lille smule fugtigt bagefter.

Og så skal jeg lige regne ud, hvordan jeg undgår luftboblen ovenpå hovedet.

Jeg anede ikke, at så meget luft kunne samle sig på det sted.

Det var først, da jeg fik hovedet under vand, at jeg kunne mærke hulrummet imellem isse og hætte.

En helt ny følelse.

Så hvis du kommer forbi svømmehallen, og kan se en lille sort kugle langsomt bevæge sig henover vandet, så bare mig.

Med badehætte, brystsvømning og god tid.

xxx

–

Skrald

Så er den seriøse affaldssortering ved at nå til Nordjylland.

Vi skal simpelthen til at sortere revl og krat i nøje opdelte kategorier, omhyggeligt fordele det i korrekte affaldsspande og der med afhjælpe klimaet, vores egen samvittighed og diverse politiske ambitioner.

Alt er godt og jeg deltager med glæde i oprydningen af Moder Jord.

Nu er systemet ikke nået helt op til Skagen endnu, men derfor kan man jo godt tænke fremad.

Så det gjorde jeg.

Ude på toilettet.

Der sad jeg og havde lige brugt det sidste toiletpapir på rullen.

Jeg havde heldigvis en ekstra rulle, men sad så lidt og funderede over det nu tomme paprør.

Vi har faktisk allerede tre skraldespande.

Mad, pap/papir og restaffald.

Men når man nu har brugt sådan en rulle toiletpapir, så er det i hvert fald sjældent, at jeg omgående piler hele vejen ud i indkørslen med det tomme rør.

Drøner afsted med bukserne nede om hælene, for at gøre det helt rigtige.

Jeg er nok lidt mere typen, der husker mig selv på, at den skal sorteres i pap-skralderen, sætter den på bordet og bliver opslugt af andre ting.

Så står røret der på bordet, indtil en af os bliver tilpas irriteret og smider det i skraldespanden ude på toilettet, og dermed ender røret jo så i kategorien restaffald.

Så var det, at jeg fik en ide, derude imellem klinker, håndklæder og paprør.

Lidt genialt i al beskedenhed.

Jeg ville sørge for en opsamlingskurv på badeværelset.

Til paprør, tomme plastikdunke og andet emballage.

Så er det jo bare at tømme kurven, når badeværelset alligevel får en overhaling.

Da jeg var færdig på toilettet, gik jeg straks ud for at finde sømanden, så han omågende kunne blive informeret om mit geniale indfald.

Han var ikke så imponeret, og mente, at det var en af det mest åndsvage ideer, han længe havde fået kendskab til.

Men jeg holdt på mit og fandt en aflagt hvid plastikkasse, som tidlige havde været brugt til pigernes legetøj.

Den blev fyldt i løbet af fem dage.

Tomme shampoodunke, cremetuber, paprør, tandpastakasser, tomme poser fra vatrondeller, en tom vatpindekasse og alt muligt andet.

Sådan et badeværelse laver godt nok meget affald.

Jeg tog kassen og gik ud for at sortere pappet fra.

Plastikken havde jeg ikke rigtigt nogen mulighed for at sortere.

Endnu.

Men ideen er hermed givet videre.

Helt gratis.

Og min kollega opgraderede endda ideen, ved at foreslå, at man kunne rydde en skuffe, og bruge den som affaldsopsamler.

Diskret og elegant.

For uanset hvordan vi vender og drejer det, så er affaldssortering og genbrug jo nok en god ide.

Så mens vi venter på Godot og de nye sorteringsspande, så øver jeg mig.

Tænker mig om, og spekulerer i løsninger, der kan hjælpe min egen hverdag og skraldespandssortering.

For ligesom så meget andet, så er det jo spørgsmål om nye vaner og rutiner.

Og vilje.

Og sømanden?

Han måtte overgive sig.

Ideen var jo ikke så åndsvag alligevel.

xxx

Lys over land

-vi skal have en samtale, meddelte jeg sømanden.

Han fik omgående små nervøse tics.

-en samtale, mumlede han og tog en forsigtig tår af den varme kaffe.

Han skævede til mig.

-om hvad? spurgte han og satte omhyggeligt kaffekoppen tilbage på bordet.

-om julebelysning.

Jeg kiggede opfordrende på han.

-kom med din mening!

-åh, jeg har ikke rigtigt nogen mening, forsøgte han og var tydeligvis rædselsslagen for, at jeg ville tvinge ham til at deltage i julepyntningsseancen.

Så var det, at jeg lige måtte udfylde paletten for ham. Minde ham om det plasticjuletræ, som jeg pynter hvert år med min store samling af glaskugler.

Og lyskæder.

Minde ham om de kulørte lyskæder, som jeg plejer at hænge op udenfor.

Minde ham om lyskæder OG strømforbrug.

Så havde jeg hans interesse.

For jeg gider ikke at hænge lyskæder op og pynte træet, hvis de kun må være tændte i det nøjagtige tidsrum, hvor jeg opholde mig i stuen.

I en normal december, så tænder jeg for kæderne omkring klokken fire om eftermiddagen, og slukker når jeg går i seng.

Jeg slukker ikke for kæderne, hvis jeg går ud af rummet, fordi jeg skal ordne vasketøj eller på toilettet.

Så er jeg sådan en vanvittig type, der lader lyset brænde.

Sømanden er mere lyseslukker typen.

Forleden slukkede han for lyset, fordi jeg var gået ud af stuen.

Jeg skulle bare hente en læbepomade i soveværelset.

Det tog cirka 11 sekunder.

Så var stuen mørklagt.

Og det er jo både godt og fornuftigt af spare på strøm og varme i den kommende Putin-vinter.

Men hvis det bliver et tænden og slukken for de lyskæder, så bliver det jo en stressfaktor, i stedet for et supplement til hyggen.

-så, spurgte jeg og kiggede ham lige i øjnene, -kan du lade være med at slukke for de lyskæder, hver gang jeg går ud af rummet?

Vi blev enige om, at de lyskæder ikke skal op i år.

Julen skal jo først og fremmest være hyggelig.

Bivirkningen er så, at plastictræet og kuglerne også kommer til at overvintre.

Så vi rider stormen af og går oldschool.

Et par stearinlys, ild i brændeovnen og uldsokker.

Og sjælefred.

xxx

Sømandens sparetips

1: Pis i haven

Du gøder blomsterne og sparer både vand, lys, varme, håndsæbe og håndklæder.

Hvis du gør det en gang om dagen, så er der mange penge at hente på årsbasis.

2: Brug cyklen.

Hver dag, altid, hele tiden.

Ræs rundt havnen en syv-otte gange om dagen.

Det er spændende action.

Tag en ekstra lang tur efter aftensmaden.

Gå direkte i seng, når du kommer hjem.

Så sparer du også dyre streamings tjenester.

3: Sørg altid for, at det er dig, der besøger andre.

Så der det deres lys, varme og kaffe der fyres af, og du kan skride, når de bliver trælse at høre på.

Måske giver de kage.

Eller aftensmad.

4: Køb alt på tilbud.

Alt.

Også ting, som du ikke kan lide.

Er det på tilbud, så kan du lide det.

5: Køb tøj i den lokale genbrug.

Hvis du ikke kan se, om det er dame eller herrebukser, så er det sikkert unisex.

Alletiders.

6: Hold dig gode venner med drivhusfolket.

Særligt sidst i august måned.

De har som regel plantet alt for mange tomat og agurkeplanter.

Så høster du.

Er du heldig, har de også sået peberfrugter.

7: Hvis konen ikke er hjemme, så slukker du alt lyset.

Det er fedt at se fjernsyn i totalt mørke.

Hygge.

Næsten som biografen, bare uden de dyre billetter.

Kan du ikke finde fjernbetjeningen, så er skærmlyset fra din telefon en udmærket lyskilde.

Ikke at forveksle med telefonens lommelygte, den brænder jo alt for meget strøm.

8: Undgå grænsehandel.

Det er muligt, at der er gode tilbud på slik og chokolade, men hvis du helt lader være med at købe noget som helst, så sparer du jo endnu mere.

Både penge og kalorier.

Og benzin.

9: Klip dig selv.

Det er faktisk ikke så svært, og hvis det ikke er så pænt i nakken, så pyt.

Det kan du jo ikke se alligevel.

10: Køb ildfaste fade og andet køkkengear i den lokale genbrug.

Det kan ikke smages, og man kan få rigtigt meget for en femmer.

11: Køb aldrig N-O-G-E-N-S-I-N-D-E en plastikpose.

Det er en af de syv dødssynder.

Har du glemt et stofnet, så går du hellere to gange.

Tag gerne imod andre aflagte plastikposer.

Især dem fra Meny, i den gode kvalitet.

12:Gro et fuld skæg.

Du sparer både barbergrej, solcreme om sommeren og halstørklæde om vinteren.

Genialt.

13: Undgå ugentlige madindkøb.

Det er noget opreklameret fis.

Du skal i stedet handle ind hver dag, så kan du nemlig nupse de varer, der er tæt på udløbsdato. De er billige.

Mange gode sager til en femmer.

Desuden sparer du strøm til en kummefryser.

For din aftensmad ligger koldt og behageligt i i supermarkedets køledisk, indtil du skal bruge det.

Deres køledisk, deres strømforbrug, deres problem.

xxx

Løg

Forleden stødte jeg på en annonce for klunkevoks.

Jeg faldt tilfældigt over det på internettet, og måtte læse navnet tre-fire gange, før det gav mening.

Klunkevoks.

Der var et foto af en lille gul metaldåse med postkasserødt logo.

Ret flot design faktisk.

Dåsen indeholder så en portion voks.

Til klunkerne.

Det var en gåde for mig, hvorfor klunker havde brug for voks, indtil jeg fik forklaringen af kvinde, der er lykkeligt gift med en ivrig cykelrytter.

Det er for at undgå gnavsår og røde knopper på klunkerne.

Åbenbart.

Smart og effektivt.

Hvis dingleværket smøres omhyggeligt ind, så kører det hele meget bedre.

Så det tænker jeg på, når jeg møder en folk entusiastiske mamil’er på landevejen.

Så i stedet for at se en flok halv aggressive mænd i lycra, så tænker jeg på, at der kommer 5 sæt velvoksede klunker.

Så bliver man bare i lidt bedre humør.

I dag opdagede jeg så et andet produkt.

Et tillæg.

En lille krølle på hale.

En opgradering.

Klunkeshampoo’en.

Mild og skånsom klunkeshampoo.

Det stod der i produktbeskrivelsen.

Der blev lovet bløde løg.

Det er åbenbart en ting.

Silkebløde bløde.

Og det er jo dejligt, at der er kommet intimprodukter til mænd, så de kan skåne skrævet og passe på kronjuvelerne.

Det er sandelig da på tide, for vi sejler jo i vaskeprodukter til kvinder, intim barrierecreme og den slags, og jeg er da sikker på, at verden har manglet klunkevoks.

Og jeg er vild med navnet.

Klunkevoks.

Og jeg tænker faktisk godt, at producenterne af produkter til kvinderne kunne komme lidt på banen.

Her er emballagen altid diskret, neutral og har ligegyldige navne, som man ikke kan huske alligevel.

Som regel noget med intim og vaginal.

Med små bogstaver.

Det forhandles primært på apoteket, akkurat som var det en sygdom, der skulle bekæmpes.

Der kan vi godt lærer noget af klunkevoks.

Ikke noget musegråt diskret produkt gemt på nederst hylde, som man hviskende efterspørger hos den altid tunghøre apoteker, der som en beostær brølende gentager alt, hvad du har sagt.

Tænk, hvis det hed Fisseshampoo.

Kussesæbe.

Inderlårsvoks.

Og lovede bløde skamlæber, glatte inderlår og velduftende venusbjerge.

Hvis emballagen var smuk og veldesignet, med et lille humoristisk tvist.

Tænk hvad det ville gøre ved kvinders selvforståelse.

Værdighed.

Stolthed.

Så udover at jeg personligt synes, at klunker er et sjovt ord, så har de jo fat i noget, de der klunkevoksproducenter.

Og så fås det som et kit.

Shampoo, voks, deodorant og solcreme.

En samlet pakke.

Så er man jo ligesom dækket ind.

xxx

Rød alarm

Jeg fik en rød kuffert af sømanden i julegave.

Jeg elsker den.

Den er knaldrød, en passende størrelse og med hjul og alting.

Der er også sådan en låsemekanisme til lynlåsen.

En lille dims der sidder på siden, hvor lynlåshåndtagene kan klikkes i, så lynlåsen ikke bliver lynet op ved et uheld.

Klik-klik siger det, og så forhindres en utilsigtet oplyning.

Man kan også vælge en kode.

3-cifret.

Sådan, at det kun er den person, der kender koden, der kan få lynlåsen til at gå op.

Fabrikken havde på forhånd valgt kombinationen 0-0-0.

Den har jeg beholdt, fordi jeg ved, at jeg omgående glemmer en eller anden fiks kode.

Desuden ville det jo også kræve, at jeg læste brugsanvisningen, og det kommer ikke til at ske.

Og da kufferten skulle i brug forleden, havde jeg faktisk allerede glemt, at det var en lås med en talkombination, og brugte derfor 30 minutter på at lede efter en nøgle.

Derfor var lettelsen stor, da jeg forsøgsvis indledte med kombinationen 0-0-0, og kufferten gik op med et fint lille smæld.

-ha-ha!

Brølede jeg stolt, til sømandens store forskrækkelse og lynede kufferten op, helt imponeret over min egen forudseenhed.

Tilfreds begyndte jeg at pakke, imens sømanden spurgte, om ikke den talkombination var lige lovlig nem at regne ud.

Og det må jeg da indrømme, at den er.

Især fordi jeg glemmer at dreje tallene rundt, når jeg aflevere kufferten i lufthavnen.

Så det er faktisk rigtigt nemt at bryde ind i min kuffert.

Man skal bare trykke på knappen.

Og hvis der er en enkelt, der får den tanke, så tror jeg faktisk, at vedkomne bliver en lille smule skuffet.

Alt det arbejde med at negle min kuffert, slæbe den hjem, smide den på sofabordet og måske brygge en kop kaffe, imens der spekuleres over min yderst hemmelige kode.

Med en varm kop kaffe i den ene hånd, så sætter han sig måske ned i sofaen og forbereder sig på en længere matematisk seance, hvor koden skal knækkes.

Han starter fra bunden med kombinationen 0-0-0.

Trykker på knappen.

Og iagttager målløst, at låsen går op med et lille raskt smæld.

Måske ryster han på hovedet over, hvor dårlige folk er til at passe på deres ting.

Så lyner han langsomt kufferten op, og glæder sig til at finde værdifulde ting og sager.

Det er så her, at skuffelsen sætter ind.

Jeg ejer ikke et eneste stykke mærketøj, mine smykker består af plastik og glimmer, men til gengæld er jeg indehaver af en stor samling mormortrusser.

Brede, elastiske og lidt slidte.

Der ligger også et par bh’er, der snildt kan bruges som indkøbsnet.

Noget udkneppet makeup og en halvflaske hårlak.

Der er ingen tandpasta, den ligger i sømanden kuffert, fordi jeg engang efterlod en næsten ny tube tandpasta på et hotelværelse.

Så nu må jeg ikke længere have ansvaret for Colgate Sensation White.

Herudover tænker jeg, at tyveknægten ville være den heldige vinder af vatrondeller, vatpinde, en gammel hårbørste og en dunk babyolie.

Med pumpe.

Nogle hyggesokker, en t-shirt og en lang batikfarvet tunika.

Lyseblå.

Den er jeg begyndt at tage med på ferie, efter at sømanden påpegede, at det kunne være lettere traumatisk for gæsterne på hotellet overfor, når jeg gik nøgen rundt, uden at trække gardinerne for.

Eller åbnede vinduet i en akut svedetur og ligesom ventilerede det hele.

Derfor medbringer jeg nu en tynd, meget løs tunika, der dækker det meste.

Folk skulle jo gerne komme udhvilede hjem fra deres ferie.

Og hvis du dertil lægger et læs creme, shorts og en negleklipper, så er vi nok ved at være igennem den samlede gevinst.

Så jeg kan godt forstå, hvis han bliver skuffet.

Efter alt det arbejde med at hugge kufferten, slæbe den hjem og op af trapperne.

Måske bor han på sjette sal.

Uden elevator.

Det er faktisk hårdt at slæbe en kuffert så langt.

Hjulene er jo ikke rigtigt til nogen nytte, når der skal stavres på trapper.

Så at låsen er nem at regne ud, er faktisk en lille velfortjent godbid.

En treat.

Til gengæld undgår jeg at blive hidsig, når destinationen er nået og kufferten skal låses op.

Jeg kunne jo godt blive en lille bitte smule irriteret på sømanden, hvis han stod der og trak vejret på en træls måde, imens jeg forgæves forsøgte at komme i tanke om en indviklet talkombination.

Eller ledte efter en nøgle, som slet ikke findes.

Nu skal jeg bare trykke, så går kufferten op, helt af sig selv.

Det er en win-win-situation.

Og en god start på ferien.

xxx

Damesiden

Hvad sker der lige for køen på dametoiletterne ?

Hvorfor er køen altid så lang?

Og langsom.

Ovre på herresiden er det langt mere effektivt. Mænd går ind og mænd går ud.

I et jævnt tempo.

Ind ud.

På damesiden er der bare kø.
Hver gang der kommer en mand ud af herretoiletter, så støder der to damer til i damekøen

En lang slange af ventende dame, som står utålmodigt, småstepppende, med strakte halse og stirrer forventningsfuldt på den forreste del af køen, i håbet om en lille bitte smule fremskridt.

Bare lidt.

Imens de forreste i køen stirrer intenst på de lukkede og låste døre.

Hvad fanden laver folk derinde?

Skriver deres testamente?

Bygger med Lego?

Velvidende, at der findes folk, der har medicinske og gode grunde til ekstra besøgstid, så nægter jeg at tro på, at det er dem allesammen.

Når man så har stået der, i længere tid end Moses var i ørkenen, så kan det ske, at en af båsene ganske langsomt bliver låst op.

Et kvindemenneske kigger omhyggeligt ud, inden hun så får samlet sit habengut og i slowmotion overlader båsen til den næste heldige vinder.

Og fordi hun har stået i kø i tusind år, med krydsede lår og vand i øjnene, så skulle man tro, at hun så skyndte sig lidt.

Bare en lille smule.

Tænkte på sin næste, fik tisset af og skrubbede ud af den bås, så vi andre ikke ender med at tisse i bukserne.

Men nej.

Hun tager nøjagtigt lige så mange millioner år, som dem der kom før hende.

Men hvorfor?

Findes der en eller anden hemmelig lokumsklub, som jeg ikke er medlem af?

Et hemmeligt søsterskab.

En særligt udvalgt tisseforening.

Jeg har selvfølgelig min mistanke.

En begrundet og bekræftet mistanke.

Det handler om toiletpapir.

Kilometervis af toiletpapir, der skal rulles ud og lægges på brættet.

Foldes, bukkes og lægges i lange rækker, for at nummergøjen undgår direkte kontakt med brættet.

En situation, som for enhver pris skal undgåes.

Det er åbenbart meget, meget, meget farligt.

I mange år troede jeg, at det farligste i verden var at sove med åbningen på dynebetrækket tættest på hovedet.

Men det er det ikke.

På en klar første plads, langt forbi krokodiller, flodheste, dynebetrækker og corona, er den bare mås i kontakt med et w.c.-bræt.

Og når hele herligheden er pakket grundigt ind, så skal vandoverfladen dækkes.

Også med toiletpapir.

Kummen skal fyldes, for Gud forbyde, at det kan høres, at toilettet rent faktisk bliver benyttet.

Så derfor lægges der et tykt lag lydisolerende papir i vandoverfladen.

Pænt foldet.

Så er der ved at være klat til afgang, bortset fra at tasker skal hænges på knager, jakker skal hænges op og ikke mindst skal bukserne åbnes.

Bagefter indledes oprydningsfasen, hvor papir skal pilles af både bræt og numse. Alt tøjet skal bringes i orden, og der skal afrykkes et stykke papir, så der undgåes direkte kontakt med dørhåndtaget.

Imens bliver køen længere og længere udenfor båsen, der bliver sukket, skiftet ben og utålmodige kropbevægelser florerer.

Men når man først er i båsen, så er der intet der haster. Tid bliver til at abstrakt begreb og al fokus er på opgaven.

Omhyggelighed og koncentration.

Fokus.

Jeg fatter simpelhen ikke, at et almindeligt toiletbesøg skal tage så lang tid.

Jeg fatter heller ikke, at de kan undgå at tisse i bukserne, imens de bevæger sig i dekorationsfasen.

Det er somom at de mister enhver fornemmelse for tid og sted, så snart døren til båsen lukker bag dem.

Personligt er jeg nok mere typen, der flår både dør og bræt op, inden jeg sætter mig med et tilfredst suk.

Vi er allesammen forskellige, med forskellige vaner, rutiner og behov.

Jeg ville bare ønske, at de lavede en kvik-bås på dametoilettet.

Akkurat som kvik-kassen i Føtex.

Hurtig, effektiv og selvhjulpen.

xxx

Dinner for two

-hvad skal vi have til aftensmad? Spurgte jeg interesseret sømanden, der rumsterede intenst i skuffen med potter og pander.

Han rettede sig op og satte en stegepande på komfuret.

Smed en klat smør på panden og trak en bakke æg ud af køleskabet.

Jeg prøvede igen.

-hvad er du ved at lave?

Sømanden tog en stegespatel op at skuffen, kørte smørret rundt på panden og kiggede på mig henover brillekanten.

-pigerne er ikke hjemme, jeg gider ikke rigtigt lave mad, så du kan få pik og spejlæg.

Den tyggede jeg lidt på.

Smørret brusede på panden.

Sømanden fiskede et æg op af æggebakken.

Det var alligevel en ny kombination.

Altså jeg har da prøvet begge dele, men ikke rigtigt på samme tid.

Sømanden slog æg ud på panden.

-det er faktisk lidt dyrt, meddelte han så.

-pik og spejlæg?

Jeg var lidt forvirret.

Sømanden prikkede med en finger på låget af æggebakken.

-pik kan du få gratis, men æg er jo steget helt vildt.

Vi stod lidt i tavshed og kiggede på, at æggehviderne stivende.

-det er den skøre russers skyld, sagde sømanden så, -alting stiger.

Blommerne begyndte at stivne.

Jeg åbnede køleskabet.

-skal vi have ketchup til?

-ja, sagde han så og skubbede spejlæggene rundt på panden, -og rugbrød.

Jeg begyndte at dække bord.

Til to personer.

Får sådan er det, når ungerne står på kanten af deres eget liv, flytter hjemmefra, har deres eget sociale liv og skal alt muligt andet end at spise aftensmad med deres mor og far.

Så står moren og faren tilbage med en hel masse ledig tid, aftener foran fjernsynet, middage for to og eftermiddage, hvor man grubler over, hvor resten af familien egentlig er.

Så nu skal vi selv til at fylde kalenderen, sømanden og jeg.

Finde på, tage afsted og grave gamle hobbyer og interesser op af kælderen.

Men livet har ændret os, og livet har ændret sig, så vi skal alligevel genopfinde vores liv en lille smule.

For når man i mange år har haft kalenderen fyldt af pakkespil, gymnastikopvisninger, fødselsdage, forældremøder og legeaftaler, så kan man godt blive lidt forvirret over de ledige dage i kalenderen.

Eftermiddage, hvor man ikke rigtigt skal noget, søndag formiddage helt alene og den der med, at man ikke behøver at skynde sig hjem, for de kan godt klare sig selv.

Bortset fra katten.

Den jamrer sig en hel del, leder efter ledige hænder og kaster sig i grams for tilfældige forbipasserende i håbet om at få lidt tilfældig kærlighed.

Den er hudsulten og længtes efter bedre tider, hvor der var leg, børnehænder og putning på programmet.

Og selvom den fuld af selvmedlidenhed kravler op på skødet af sømanden hver aften, så bliver det bare aldrig rigtigt det samme.

Det er nye tider her på matriklen og når man lægger to år i coronafængsel til ligningen, så virker mulighederne endnu mere svimlende.

Så nu planlægger vi en smuttur til Berlin, sømanden og jeg.

Bare os to.

Det bliver spændende at se, hvad der er på menukortet dernede.

xxx

Sort sol

Sømanden har været på jagt.

I Netto.

Gennemrodet tilbudskurven og hjembragt en pakke kiks.

Sorte kiks.

Uden tvivl fancy, moderne og med et strejf af vesterhavssalt og tørret tang.

De smager præcis som så mange andre kiks.

Tørt og smuldrende.

Det er farven, der går mig på.

Det er muligt, at jeg ikke er den store gastronom, men sort mad gør mig altid lidt mistænksom.

Akkurat som den gang jeg havde forvildet mig på en cafe på “Black Friday”.

Inspireret af årets største shoppingdag havde cafeen valgt at tilbyde en sort burger.

Black burger, som de opfindsomt kaldte det.

Som fastboende nordjyde troede jeg først, at det var uden moms.

Lige lovligt friskt at trykke det på forsiden af menukortet.

Men det viste sig at være sort, sådan helt bogstaveligt.

Sort brød, sorte tomater, sorte løg og en tyk, elastisk sort sovs hældt ud over hele herligheden.

Det var et bekymrende syn.

Lignede lidt en mudderkage.

Men vi var ved frisk mod og greb bestikket.

Gik optimistiske til angreb.

Spiste med lukkede øjne, for at abstrahere fra det triste syn og lade smagsløgene bedømme oplevelsen.

Men det lykkedes ikke rigtigt.

Men der var point for opfindsomhed, innovation og gå-på-mod.

Og der findes jo ellers flere gode og kendet sorte madvarer.

Kaviar for et eksempel.

Tang rullet rundt om sushi.

Peber.

Lakrids.

Bortset fra, at lakridsmoden er ved et være en lille smule udkneppet.

I gamle dage var der lakrids i lakridskonfekt, lakridspiber og kong-fu-is.

Nu er der lakrids i alt.

Brød, salat, kød og fyldte chokolader.

Lakrids og så frysetørrede hindbær.

Det røde fnuller er jo drysset ud over enhver vandret flade.

Presset ned i glasur, proppet ned i chokolade og sølet ind i müsli.

Nogle gode mennesker har endda valgt at trække en tredje trendy spiller på banen, og har parret lakrids og frysetørret hindbær med en flødebolle.

Det skal jeg altså ikke bede om.

Så derfor var min overraskelse også stor, da sømanden hjembragte sutteis med lakrids og hindbær sidste sommer.

-dem skal vi prøve, meddelte han glad og masede kassen med sun-lollys ind i fryseren.

Jeg var ikke overbevist.

Indtil de var tilpas frosne og sømanden skar toppen af de trekantede is.

Han bød mig en.

Mopset besluttede jeg mig for at give den en chance.

Jeg blev omgående afhængig og går nu rundt og fadbyder dem til folk og fæ.

Har slæbt dem med på arbejde i en lille køletaske og presset dem ned i halsen på uskyldige kollegaer.

Den ene kunne ikke lide dem og den anden oplyste diplomatisk, at det nok ikke var hendes første valg.

Og sådan kan man jo blive overrasket.

For jeg stadigvæk træt af lakridspulver og frysetørrede hindbær.

Undtaget hvis det er frossent, åbenbart.

Så slubrer jeg det i mig.

xxx

Tissetrang

Da pigerne var små, var vi til sådan noget spise-aften-kom-hinanden-ved-i klassen-så børnene- ikke-mobber-hinanden-halløj.

Det foregik i al fredsommelighed.

Der blev spillet rundbold, grillet pølser, spist brændte flutes med ketchup og samtalerne gik sådan nogenlunde.

Lige indtil en lillebror fik akut tissetrang og besluttede sig for at hive kalorius frem for at tisse i det fjerne hjørne af den mark, som arrangementet forgik på.

Det fik mødrene på barrikaderne.

-nejjj, råbte den flove og desperate mor til det tissetrængende barn, -han ved godt, at det er det værste jeg ved!

Hvorefter hun pilede afsted for at udskamme sin lille søn.

De andre mødre bakkede hende op og fortalte højlydt om, hvordan de havde forbudt både mænd og sønner at tisse udenfor.

Tydeligvis var det den mest ulækre aktivitet, de nogensinde havde hørt om.

Mændene sagde ikke så meget.

Nu er hun blevet skilt, moren til den tissetrængende søn, og der er sikkert mange grunde og årsager til den beslutning, men en af dem var, at hendes mand var en vatpik.

-han tager aldrig initiativ til noget som helst, og venter bare på, at jeg sætter alting i gang, meddelte hun omverden og smed han ud af huset.

Nu påstår jeg ikke, at deres ægteskab ville være reddet, hvis manden havde fået lov til at tisse i haven, men alligevel!

Han skulle jo nok have sagt fra og sagt til, taget noget mere initiativ og pisset, hvor det passede ham.

Men et eller andet sted, så tænkte han måske; -happy wife, happy life, og så gjorde han sig rigtigt umage for at gøre hende tilfreds.

Lidt for umage.

Tissede i toilettet, vaskede hænder i en økologisk lavendelsæbe med indstøbte valmuer. Og selvfølgelig slog han brættet ned, inden han omhyggeligt hængte det kridhvide håndklæde på plads, slukkede lyset og omhyggeligt lukkede døren efter sig.

Gik ind i stuen og puffede sofapuderne, imens han afventede nye ordrer.

Fordi han gerne ville gøre hende glad og fordi han måske også håbede på muligheden for lidt fjams.

Bare en lille smule.

Hvis hun altså ikke var for træt.

Eller sur.

Og til sidst blev hun helt sur over den vatnisse, som hun selv havde skabt, og besluttede sig for, at græsset var grønnere på den anden side, hvor mænd tager initiativ, løfter deres kvinder op på et bord og pisser i haven, hvis det passer dem.

Eller gror et fuldskæg.

For da sømanden for en del år siden besluttede sig for at lade skægget stå, var det nøjagtigt den samme gruppe kvinder, der havde ekstremt stærke holdninger.

De forlangte, at jeg forlangte, at sømanden skulle fjerne sit skæg.

Men sømanden er en voksen mand, så han bestemmer selv over sin skægvækst og pisser, hvor det passer ham.

Til gengæld er jeg holdt op med at omgås den type kvinder. Der var simpelthen alt for mange indviklede regler, uudtalte forventninger og voksen skældud.

Og var jeg ikke engang gift med dem.

xxxx