Tag: bloglaurabork

I går skulle jeg klippe mine lilletånegle.

Jeg ved ikke med jer, men det som om, at det der med at klippe tånegle, bliver en lille smule mere besværligt med alderen.

Der er to forhindringer.

Den ene er afstanden.

Det er er bare længere ned til fødderne, end der var dengang i 80’erne.

Måske er jeg ikke så smidig mere, måske lidt for tyk, måske er det alderen, men på en eller anden måde, så bliver jeg bare lidt forpustet, når jeg skal i gang en tre-i-eneren.

Det er svært at finde den rigtige vinkel.

Som en anden George Michael har jeg afprøvet flere muligheder. Jeg har haft en fod på toilettet, på badeværelsets bordet, på køkkenbænken og siddet i sengen med foden støttet på en hylde i tøjskabet.

Jeg har ikke rigtigt fundet en favorit endnu.

Men når jeg har fundet en nogenlunde tålelig placering, når jeg til forhindring nummer to.

Synet.

Jeg er kommet i læsebrille alderen og det betyder, at der skal tages beslutninger.

Skal jeg have mine almindelige briller på, læsebriller, skærmbriller eller fungerer det bedst uden briller.

Det er her, at afstanden bliver vigtig.

Hvor langt er der fra øjet og til lilletåen?

Skal jeg bøje benet?

Vinkle foden?

Briller kommer af og på, foden vinkles, ryggen krummes og en lavmælt banden kan forekomme.

Jeg kan også godt komme til at svede lidt.

Og sådan en tre-i-ener er et svært uhåndterligt instrument, som nemt kan smutte ud af fingrenes intense pincetgreb og lande på gulvet.

Udenfor rækkevidde.

Så skal man jo starte forfra.

Og når man endelig er vinklet, har indstillet synet og trækker vejret helt utroligt tungt, så skal neglen indfanges.

Lilletånegle er nogle små glatte sataner.

Og til sidst, når sejren er i hus, så vil stoltheden ingen ende tage.

Så kan jeg godt finde på at fortælle sømanden, at jeg har klippet mine tånegle.

Han er som regel helt utrolig uimponeret.

Men er jeg selv svært tilfreds.

Og lettet.

Mission completed.

xxx

Så så man lige mig købe 3 flasker babyolie.

Med pumpe.

Sommeren er nemlig på vej og jeg har smidt strømpebukserne.

Og det afslørede et par helt utroligt hvide ben.

Det skar helt i øjnene.

Og når man er gift med sømanden, der ligger et sted mellem nougat og mørk chokolade det meste af året, så fremstår sådan et par ben helt ekstremt blege.

Og når man dertil lægger, at jeg ikke er en særligt aktiv soldyrker, som helst hænger ud i skyggen, så er der også langt til lidt farve på benene.

Men er de altså røget strømpebukserne, og det kaldte babyolien frem fra sit vinterhi.

For sådan er det, når man ikke kan fotoshoppe virkeligheden og derfor ikke har et luftigt hul imellem sine inderlår.

Altså, der er selvfølgelig et hul, men lige der hvor mine lår slutter og inden Narnia begynder, der mødes mine inderlår med hinanden.

Og det kan give røde knopper, en helt utrolig intens svien og en gangart som en cowboy.

Den mest almindelige løsning er et par indershorts.

Det kaldes de.

Indershorts.

De kan rekvireres i opfindsomt beige, sort eller hvid.

Med eller uden pikant blonde.

Med eller uden stram-ind-effekt.

En enkelt forhandler kalder dem også æstetiske.

Men det er vist en tilsnigelse.

De minder mest om cykelshorts, bare uden den der gelepude på numsen.

De løser problemet.

Det gør de.

Og hvis der skulle komme en lille vind forbi, så kan du være helt bombesikker på, at ingen ser dine underbukser.

Og sidder du på en kold flise, så isolerer de også lidt, så nummergøjen ikke bliver så hurtig kold.

Og så er de, hånden på hjertet, også en lille smule usexede.

Bare lidt.

Og varme.

Så jeg bruger babyolie.

Så glider tingene i stedet for at gnide.

Og det virker.

Lige sådan lidt til hver side, og jeg er klar til dagens gøremål.

Så nu kan den sommer bare komme an.

Jeg er klar.

Olieret og alt muligt.

xxx

Da jeg kom hjem fra arbejde i dag, så lavede jeg en kop kaffe, tog min telefon og satte mig ud i gårdhaven.

Op med fødderne, frem med telefonen, klar til lidt afslapning.

Jeg var lidt på facebook, lidt på instagram og lidt på facebook igen.

Så var det, at jeg så det.

Det var en reklame for et firma, som meget elegant fremviste det nyeste produkt.

En lille stofpose var det.

4 gange 8 centimeter.

Posen var fyldt med tørrede lavendler og kunne lukkes med en snor i kontrastfarve.

349 kr.

Det var simpelthen prisen.

Trehundrede-niogfyrre-kroner.

Vi prøver lige igen.

349 kr.

Meget sympatisk var poserne var lavet af resterne fra deres tørklædeproduktion, så der var jo ikke engang fordi, at de skulle indkøbe nyt stof for at producere de poser.

De havde det allerede i forvejen.

Sådan en bette rest, der lige var fræset igennem på symaskinen.

De havde så godt nok fået en kunstner til at lirre det op, selvom det måske lige var lidt svært at gennemskue opdateringen.

Men der var garanteret tænkt store tanker.

Lavendlerne var så håndplukkede.

Det annoncerede de stolt i produktbeskrivelsen.

Hvilket ikke rigtigt kommer bag på en jyde.

For hvor meget lavendel skal de egentligt bruge til sådan et par poser på 4 gange 8 centimeter.

Det kan da ikke dreje sig om flere tons.

Allerhøjst et par hundrede gram, vil jeg tro, så der jo ikke rigtigt nogen grund til at trække mejetærskeren ud af garagen.

Til gengæld var poserne både upcycled, sommerfuglevenlige og helt ubeskrivelige unikke.

Og det er jo et dejligt produkt.

Sådan en lavendelpose.

En gammel klassiker, lige til at putte ned i underbukseskuffen.

Men 349 kr.

Så er den satme også betalt, som vi siger i nordjylland.

Men godt købmandsskab er det.

Og en lille smule kejseren nye klæder.

xxx

Jeg har et krater ved mit højre øre.

Det er på størrelse med en mindre svensk skovsø.

Og så dybt, at man nemt kan lave et hovedspring uden at brække nakken.

Jeg viste det til sømanden.

Først var han interesseret.

Tog læsebriller på, og alt muligt.

Rejste sig op og stirrede intenst på skovsøen.

Lige umiddelbart var han ikke skide imponeret.

En lille prik kaldte han det.

En prik`!

Jeg tvang ham til at mærke på det.

Han duttede med fingeren.

-argh, sagde han og trak lidt på smilebåndet, -det er vist ikke rigtigt noget.

-du mærkede ikke rigtigt efter, argumenterede jeg, -du skal ikke dutte, du skal stryge, sådan lidt følsomt.

Jeg demonstrerede omhyggeligt, men sømanden havde allerede mistet interessen.

Jeg kunne helt tydeligt mærke det enorme hul, og kom til at tænke på en film, jeg så for flere år siden, hvor der boede en helt lille landsby i et aflåst bagageskab på en togstation.

Jeg foreslog sømanden, at der boede en hel landsby i mit afgrundsdybe hul lige ud for mit højre øre.

Sømanden rejste sig op og gik ud i haven for at tisse.

Så sad jeg der alene tilbage i stuen, helt opslugt af mit selvopfundne drama.

Så var det at jeg kom til at tænke på min lilletå.

Neglen kan godt vokse lidt skævt, og pludseligt blev det uopsætteligt at tage strømpen af for at følge med i udviklingen.

-hvad laver du nu?

Sømanden satte sig i lænestolen med et lille suk.

Måske rullede han også lidt med øjnene.

Bare lidt.

Jeg følte hypokonderens åg på min skuldre.

-åh, ikke noget.

Jeg tog strømpen på og så sad vi lidt og kiggede på James Bond, der løb som en gal i ført smoking og blanke sko.

Han kan jo løbe åndsvagt hurtigt, ham James.

Han virker ikke umiddelbart som en, der døjer med huller ved højre øre eller skæve lilletånegle.

Til gengæld har han det fuldstændigt som prins Andrew. Han sveder aldrig.

Da James havde løbet op og ned af gader og vej i en rum tid, spurgte sømanden, om jeg ville med i seng.

Og det ville jeg gerne, for det gode ved en James Bond film er jo, at man altid kan se resten en anden gang.

For godt nok løber han stærkt ham James, men det kan godt føles, som om han løber lidt i ring.

Desuden var klokken kvart i ti, og vi skulle jo både børste tænder og kyle katten ud, inden vi blev alt for trætte.

Og så havde vi også lidt ondt i ryggen, jeg var lidt stiv i nakken og sømanden stirrede intens på sin finger, hvor han måske, måske ikke havde en flis.

Så tog vi brillerne af, børstede tænder og haltede i seng.

Så må vi jo håbe, at det bliver bedre i morgen.

xxx

#5tinghverdag

1:Ingen chokolade: 7/365

2:Skridt: 42742/365

3:Blogindlæg: 5/365

4:Sund frokost på job:4/4

5: Hånden arbejde: 4t50m/365

Har mit liv så forandret sig?

Er der sket vanvittige ændring med min krop, mit udsende, mit psykiske velvære efter at jeg har gjort 5 ting hver dag i 7 dage.

Har alting ændret sig og er jeg tranformeret til en åleslank cigar der masseproducerer smukker broderier?

Indtil videre må jeg indrømme, at det hele ligner sig selv.

Jeg forsøger efter bedste evne at få travet nogle skridt, smyger mig uden om chokoladen og har da fået strikket 1 1/2 klarklud.

Processen skal nok stå på lidt endnu, før der kan øjnes nogle resultater af indsatsen.

Målet er jo heller ikke fastlagt, men det er et forsøg på at ændre vaner og adfærdsmønstre i håbet om mere livsglæde og styrke.

Når det så er sagt, så gad jeg da godt være tyndere.

Jeg ved godt, at det er det indre der tæller, men det er da bare lidt sjovere, når man kan passe det tøj, som man godt kunne tænke sig.

-har du nogen sinde tænkt på at få reduceret dine bryster, blev jeg spurgt om for noget tid siden.

At det var den samme person, der spurgte mig for anden gang i vores bekendtskab, vækkede da lidt stof til eftertanke, men nej, de generer ikke mig, men åbenbart fylder de lidt i andres bevidsthed.

Jeg har aldrig været ked af mit udseende, og har altid hvilet i min krop og de gener, som jeg har fået i fødselsgave.

At andre folk altid haft haft en interesse i mit udseende og ikke har holdt sig tilbage med kommentarer og sigende blikke, er jo noget som de må rode med.

En kompliment er jo altid dejligt, men jeg kommer aldrig til at forstå behovet for at komme med negative udmeldinger om andres krop, udseende og tøjstil.

Og kvinderne er altid de værste.

Men jeg har en kæmpe interesse i tøj og stil fra 1930 til 1950’erne og det tøj vil jeg gerne blive ved med at gå i, uagtet andres holdning, så derfor må jeg ud at gå, undgå chokolade og spise sundere.

Derfor.

Så 5 ting hver dag er målet og ikke vejen til målet.

Det er mit mål, min vej og mit ønske.

Det er noget, som jeg gør for mig selv.

Og hvem ved, måske fejrer jeg det med en lille hat, når jeg har nået de første 3 måneder.

xxx