Forfatter: Laura

Så klipper vi

Jeg har haft gang i saksen.

Jeg har klippet perler af mine underbukser.

3 bitte små, hvide plasticperler, omhyggeligt monteret fast på en lille delikat sløjfe.

Hele herligheden var så syet fast på forsiden af mine underbukser.

En eller anden designer har siddet på et eller andet kontor og fået den ide, at mormortrusser da også lige skal have lidt gejl og lir.

Så har han simpelthen opkøbt en pose hvide plastic perler et ukendt sted i Kina, fået produceret en masse små sløjfer og derefter fået hele herligheden syet på forsiden af en bunke gode, brede, højtaljede trusser i solid kvalitet.

En sløjfe og tre perler per trusse.

Det var, hvad det kunne blive til.

Syet solidt og stramt fast med machende sort sytråd.

Den mikro lille sløjfe og de ultra små perler står i hjerteskærende kontrast til underbuksernes design og udformning.

Og det faktum, at jeg ligger et godt stykker fra en størrelse ekstra small, betyder også, at forskellen mellem trusse og dekoration bliver ganske markant.

En mormortrusse, som i en snæver vending også kan bruges til opbevaringsnet, pyntet med perler så små, at forstørrelsesglasset kan blive en nødvendighed.

Så i første omgang havde jeg slet ikke opdaget dem.

Perlerne.

Eller sløjfen.

Jeg havde bare med vanlig effektivitet, rykket trusser ned af hylden i A-Z og kylet dem i indkøbsvognen sammen med hårshampoo, vatrondeller og kattemad.

Men så er det bare, at jeg har en forkærlighed for fiskenetsstrømper.

Altså dem med de små huller.

Præcis store nok til at perlerne kan krybe ud igennem hullerne og sætte sig fast.

Det betød, at et helt almindeligt toiletbesøg udartede sig til et mindre hovedbrud, der mest af alt mindede om et super irriterende IQ-puslespil.

Udført med fyldt blære og utroligt dårlig belysning i en klaustrofobisk toiletbås.

Så nu har jeg klippet dem af.

Både perler og sløjfer.

Så fungere tingene lidt bedre.

Det er mere praktisk.

Måske havde designeren tænkt, at tykke damer også skulle have lov til at være lidt fine.

Pyntede.

Sexede.

Eksklusive.

Måske.

Men jeg vil bare gerne påpege, at når man købe trusser i den størrelse og form, i elastisk stof med en god fast linning, så er det ikke de tre bitte små perler der gør en forskel på handlen.

Eller en matchende sløjfe.

Så er man der, hvor det handler om funktionalitet og effektivitet på en god lang arbejdsdag med en cykeltur i begge ender.

Og perlerne.

De røg i skraldespanden.

Sammen med sløjferne og et helt læs restriktioner.

xxx

Tørt

Hver dag kl. 14.05 stirrer jeg på min telefon, indtil mine øjne bliver så tørre, at jeg bliver nødt til at blinke.

Jeg holder telefonen i et fast greb, indtil mine knoer bliver hvide og sveden begynder at pible frem inde i håndfladen.

Jeg bliver en lille smule tør i munden og er tabt for omverdenen, indtil jeg finder det jeg leder efter.

Nogle dage bliver jeg lidt skuffet, andre dage er bedre.

En god dag ligger op ad de fyrre tusinde, mindre gode dage kryber ned mod de sytten.

Men selv det mindste tal er positivt og giver lige humøret et tak opad.

Hver eneste vaccine tæller, og hver gang nålen er hamret i armen på en ventende borger, så er vi jo et skridt tættere på.

Tættere på friheden, livet og al verdens muligheder.

Så jeg kigger hver dag lige efter klokken to.

Stirrer på tallet og hvisker det højt for mig selv.

17317

39567

27341

Kigger længe på antallet af påbegyndte vaccinationer og procentandelen af fuldt vaccinerede i Danmark.

11,1%

Sjældent har kurver og statistikker interesseret mig så meget.

Selvom om både sømanden og jeg tappert prøver at lade som ingenting. Vi prøver at lade være med at tale alt for meget om det, og taler forsigtigt optimistiske om alt andet.

Efterhånden er vi blevet ret trænet i at undgå dårlige coronanyheder. Vi går let henover pressemeddelser, undgår alvorlige debatprogrammer og scroller hastigt forbi krigeriske kommentarer på de sociale medier.

Det er bare fordi, at det er så udmattende og trælst. Det er somom, at nyhederne kører i båndsløjfe og de samme 5 mennesker bliver interviewet om de samme 5 ting, af de samme 5 journalister.

Og det er alt sammen meget vigtigt og interessant og alt muligt, men vi er bare så slidte. Coronakvalmen sidder i halsen og vaccinekalenderen svinger efterhånden så meget frem og tilbage, at det føles som en tur i Det flyvende Tæppe i Dahlgårds Tivoli.

Og af alle de planer, som jeg har lagt i mit liv, både de gennemførte og dem der blev ved drømmen, så har corona aldrig været en del af det.

Det kom bare, som en uønsket gave fra et fjernt familiemedlem, hvor byttemærket er revet af og størrelsen ikke passer.

Der er åbenbart ingen returret.

Men hvor underlige urtepotter, mystiske lysestager og bekymrende grimt tøj, kan sniges ud af bagdøren og henlægges til genbrug, så sidder corona der i stuen og lægger en dæmper på alting.

Kan man aflevere en global pandemi på den lokale genbrugsplads?

Skal den i småt brandbart eller over i kassen med kemiske væsker?

Kan man tillade sig at stille den i spejdernes genbrugscontainer eller kan man bare stille den ud til storskrald?

Allermest har jeg bare lyst til at skylle det hele ud i toilettet, klappe brættet ned og vaske mine hænder.

Så vil jeg slukke lyset, lukke døren og fortsætte med mit liv.

Det er det jeg allerhelst vil.

Men indtil da, så må jeg nøjes med at kigge på dagens vaccinetal.

Som et lille lys, lige der, for enden af tunnelen.

xxx

Uh, spændende!

Hvis man træder et skridt tilbage, kniber øjnene sammen, holder vejret og står helt stille, så kunne det måske godt se ud som om, at vi ganske langsomt nærmer os en genåbning.

Man tør jo næsten ikke sige det højt, i hvertfald ikke uden at banke under bordet, lade være med at træde på stregerne og smide salt over skulderen.

Den tredje bølge ligger jo og lurer, som en angrebslysten russisk los i det høje græs.

Det mindste fejltrin og den sidder lige i struben.

Så vi må gøre os umage og holde tungen lige i munden.

Man tør jo næste ikke tro på det.

-for hvordan gør man egentligt? Spurgte studievejlederen helt perpleks en dag, hvor vi endevendte verdenssituationen.

Jeg var lige lidt forvirret et øjeblik.

-ja, du ved, fortsatte hun, kan vi huske at være spontane, impulsive og sociale, uden at det er planlagt, udmålt og afvejet på forhånd. Kan vi huske, hvordan man gør?

Den stod vi lidt og tyggede på.

Og jeg kan da kun give hende ret.

For selvom genåbningen sniger sig ind af dørsprækken og man efterhånden både kan blive klippet og gå på cafe mod fremvisning af en ren profil på sundhed.dk, så kræver det jo planlægning, afstand og mundbind.

Så den store frie folkefest er langt bag i køen og lige nu kan en tur i det lokale supermarked føles som en uhåndterlig folkemængde, der vælter formålsløst rundt mellem hylderne.

For vi er ikke længere vant til at stå tæt, kramme og smage hinandens drinks.

Men heldigvis er vi jo en nation af omstillingsparate borgere, der kan arbejde målrettet og koncentreret med nye retninglinier.

Det kan vi da allesammen skrive på vores cv efter sådan en omgang pandemi.

Kreativ, opfindsom og i stand til at underholde sig selv er vel også kompetencer, vi allesammen har trænet siden d. 11.marts sidste år.

Ligesom gåture, fjernsynskiggeri og håndvask er højt på listen.

Så nu skal vi bare vænne os til at være sammen med andre mennesker.

Så derfor er jeg begyndt at rydde op i mit tøjskab.

Joggingtøjet, striktrøjerne og trusserne uden elastik bliver foldet sammen og lagt bagerst i skabet. Sammen med hyggesokkerne, strithåret og forvaskede bh’er med helt utroligt lange stropper.

Frem i rækken med kjolerne, strømpebukser og pæne sko, der føles helt underlige og anderledes på fødder, der har levet deres eget liv, siden hjemmekontoret blev åbnet.

Strygejernet er kommet i sving og makeup-skuffen er åben.

For jeg trænger til at gøre lidt ud af mig selv.

Hejse op og hive ind, sætte hårnåle i og gøre lidt ud af det.

Bruge hårlak og læbestift.

Neglelak.

Drysse guld og glimmer, rød farve og leopardmønster ud over den hverdag, der lurer lige om hjørnet.

For det trænger jeg til.

Efter et år klædt som et fattiglem fra Katholt, med en frisure skudt ud af firserne, så skal kjolerne altså luftes.

Og den røde frakke.

Og de lyseblå laksko.

For måske smækker døren i lige om lidt og vi bliver nødt til at kravle hjem i hulen, og så ville det da være ærgerligt, hvis man ikke nåede at bruge de nye glimmersko.

xxx

Skal vi lave en aftale?

Skal vi ikke lave en aftale?

Vi tager en dag om ugen, det kunne for et eksempel være fredag.

Så gør vi fredagen coronafri.

Vi skal selvfølgelig fortsat spritte af, holde afstand, bruge mundbind og alt det der.

Også om fredagen.

Men vi taler ikke om det.

Vi gør det bare.

Ikke et ord om incidentstal, pcr-test, kurver eller vacciner.

Eller Søren og Mette.

Vi lukker lige den skuffe i, bare en gang om ugen.

Så snakker vi om noget andet.

Sjove ting.

Og hvis du efterhånden helt har glemt, hvad sjov er, så er det noget med at grine.

Så kan vi fortælle sjove historier eller grine af åndsvage vittigheder.

Måske kan vi danse fjollet eller udvikle en ny gakket gangart.

Det eneste vi ikke må om fredagen, er at nævne corona.

Heller ikke i TV-avisen.

Eller på Facebook.

Om fredagen skal det simpelthen være forbudt at komme med radikale holdninger og hjemmestrikkede teorier om corona på de sociale medier.

Jeg forestiller mig, at det bliver en succes.

Et kæmpestort frikvarter.

En pause.

Og corona vil stadigvæk være der.

Folk vil stadigvæk blive syge, testet, vaccineret og alting vil stadigvæk være udmattende trælst.

Men det vil være et åndehul.

Bare lige én dag.

Om fredagen bliver det forbudt at tale om corona.

Det er mit forslag.

Og så kommer der lige en regel mere.

Fredagsregel nummer to.

For når vi ikke kan tale om corona, hvad skal vi så tale om?

Og det er her regel nummer to kommer ind i billedet.

Vi skal tale om noget, der er positivt.

Noget sjovt.

Fun.

Det kan ikke nyttet noget, at vi afløser coronasnakken med emner som skattetryk, mangel på lægeambulancer og snevejr i april.

Så nu tager vi os sammen og graver i hjernebarken efter positive historier.

Og det gør ikke noget, at det er genbrug.

Det gør ikke noget, at vi har hørt historien før.

Bare den er sjov.

For der er jo efterhånden lidt lavvande i kassen med nye sjove og underholdende oplevelser, men så er det jo heldigvis dejligt klimabevidst at recykle.

Så det kan du sagtens .

Hiv en gammel historie frem og underhold det nærmeste publikum.

Og hvis ikke historien er sjov nok, så finder du bare på noget selv.

Og kan du slet ikke huske noget, fra dengang man rent faktisk måtte opleve noget, så kan man altid gribe til telefonfis.

Telefonfis er altid sjovt.

Så skaber man en sjov historie lige der.

Og den historie, om dengang vi lavede telefonfis, den kan man jo altid genfortælle på næste fredag, når vi igen holder coronafri.

For lige nu trænger vi til at grine.

Længe.

Højt.

Og til vi får tårer i øjnene.

Så kan vi altid tale om corona imorgen.

Og det er jo ikke fordi vi går glip af noget på den front.

For når du vågner i morgen, så kan du være helt sikker på, at corona stadigvæk hænger i sofaen med en morgenbajer, som den allersidste gæst der bare ikke vil gå hjem.

For corona går ingen steder.

Men det gør dagen i dag.

Og dagen i morgen.

Så vi skal forsat gøre som vi gør, men derfor kan vi jo godt tale om noget andet.

Bare én gang om ugen.

xxx

Ufatteligt

Der er mange ting, som jeg ikke forstår.

Lavtaljede træningsbukser for et eksempel.

Hvad er meningen med dem?

Prøv lige at lave gymnastiske øvelser i sådan et par lavtaljede bukser.

Jeg foreslår squat.

Eller lounges.

Du vælger.

Forestil dig lige det.

Bar-øv, ikke bar-røv, bar-røv, ikke bar-røv.

Jeg fatter det ikke.

Man mister jo fuldstændigt koncentrationen midt i den dyrt betalte og entusiastiske gymnastiktime, fordi man bliver bekymret for, om dem der står bagved, får en helt anden oplevelse, end den de har betalt for.

Sådan har jeg det også med badedragter.

Værsågod, her er det et lillebitte stykke elastisk lommetørklæde med huller.

Så skal det nok holde sammen på det hele, imens du hopper fra vippen og kurer ned af vandrutsjebanen.

Ingen bekymringer der.

Men er er så mange beklædningsgenstande, som jeg ikke forstår.

Sokletter kunne vi også godt indlemme på den liste.

De der bitte små strømper, der kun lige dækker det yderste af storetåen og lige kysser det nederste af din hæl.

Supersvære at få på og umulige at beholde på, til gengæld så er de nemme at få af.

Det er en strømpe beregnet til damesko.

Hvis man da kan kalde det en strømpe.

Jeg vil nok snarere kalde det for at stykke mellemlægspapir.

Og nu vi er i køkkenregionen, hvad er ideen så med klumper i marmelade.

Så sidder man der med sin ostemad og får lyst til lidt marmelade ovenpå, så man stikker forventningsfuldt en ske ned i glasset, også får man sådan et deprimeret bær med op. Geleagtigt, udsplattet og med en hudfarve, der vil gøre ethvert lig misundelig.

Jeg forstår det ikke.

Og hvis man efterfølgende skulle få lyst til en leverpostegsmad med rødbede, hvem er det så, der har besluttet, at låget på sådan et glas rødbede skal skrues så hårdt fast.

Er det et lovkrav?

Selvom man bruger alle de trick man har samlet op fra Ude og Hjemmes husmoderbrevkasse, så giver det åndsvage låg sig ikke en tomme.

Man banker og skruer, pirker med en gaffel og holder det under varmt vand.

Og til sidst, når man er klar til at smadre det møgirriterende glas op ad væggen, så kommer sømanden lige forbi og skruer låget af.

Det er da om muligt endnu mere irriterende.

Akkurat lige så trælst, som når hverdagsting bliver væk.

Når man pludselig ikke kan finde sine briller, sin mobiltelefon, sin læbepomade eller den lighter, som man lige stod med i hånden.

Og man leder og leder, og stemningen nærmer sig hysteri, indtil man opdager, at det ligger på køkkenbordet.

Så bliver man lidt flov og en smule ærekær og insisterer på, at nogen har flyttet på noget, så man ikke kan finde sine ting.

Det med lighteren har sømanden dog fundet en løsning på.

Han har simpelthen lænket en lighter fast til pejsesættet.

Men en halvanden meter lang kæde i rustfrit stål.

Præcis lang nok til at den kan nå ind i brændeovnen og sætte ild til en tændbriket.

-så var det problem løst, meddelte han og fortsatte med dagens gøremål.

Og det er måske ikke verdens største opfindelse, eller den pæneste.

Men den virker.

xxx

Tittebøh

I går købte sømanden en dåse chokoladecigarer.

Det er en stor dåse, der indeholder en masse rør lavet af sprød kiks.

De ligner cigarer eller måske mest cerutter.

Inde i rørene er der så fyldt med nutella.

Altså, de må jo ikke kalde det for nutella, så de kalder det for hasselnøddecreme.

Men vi ved jo godt, hvad de mener.

I går aftens blev chokoladecerutterne så serveret til en portion is med hjemmepisket jordbærguf.

De fleste blev spist.

Resten blev i dåsen til en anden god gang.

Den gode gang er så nu.

Problemet er bare, at sømanden er cyklet en tur rundt havnen.

Og han har ikke fortalt mig, hvor han har gemt de satans cerutter.

Jeg har kigget mange steder.

I skabe og skuffer og oven på køleskabet.

Under viskestykkerne, bagved brødristeren og i skuffen med flåede tomater.

De er væk.

Jeg har gennemsøgt køkkenet, stuen og baggangen, og spekulerer nu over, om han måske har gemt dem i sin undertøjskuffe.

Vil det være for mærkeligt?

Hvor mange steder kan man egentlig gemme sådan en åndsvag dåse chokoladerør?

Hvor svært kan det være?

Åbenbart mange steder og man må påpege, at han er afsindigt god til at gemme chokolade.

Det er i hvert fald sindssygt svært at finde dem.

Men han har jo også øvet sig i mange år.

Cirka 28.

Og så kender man jo efterhånden hinanden.

Og det giver jo både fordele og ulemper.

Fordelen er for eksempel, at man bare kan ringe op på mobilen og brøle tandpasta, så ved personen i den anden ende godt, hvad det betyder.

Man har jo set hinanden nøgne tilstrækkeligt mange gange til, at høftlighedsplasteret er revet af for længe siden.

Altså, man skal da tale pænt til hinanden og alt det der, men nogle gange behøver man ikke så mange ord.

Man gør det bare.

Sætter kaffe over til to kopper, køber den rigtige type havregryn og fortsætter den samtale, som man begyndte på for 3 måneder siden.

Og gemmer chokolade på hemmelige steder.

Personligt har jeg ingen hemmelige chokolade-gemmersteder, for det vil jo kræve, at jeg rent faktisk havde noget chokolade at gemme.

Og det har jeg ikke.

For det vil kræve, at chokoladen overlevede længe nok til at blive gemt.

Og det kommer ikke til at ske.

Ikke på min vagt.

xxx

Fradrag

I gamle dage, da Danmark var et katolsk land, arbejdede man koncentreret med begrebet skærsilden.

Det var det helvede, som man skulle igennem efter døden og inden himlen.

Hvor lang tid man skulle tilbringe i skærsilden afhang af, hvor dumt et svin man havde været på jorden.

Og man behøvede faktisk ikke at være et specielt stort røvhul.

Bare et menneske.

Som laver fejl, dummer sig og skider i nælderne.

Mens man var i live, kunne man gøre nogle ting, som betalte af på gælden på forhånd, og dermed forkortede tiden i skærsilden.

Et slags fradrag om man vil.

Man kunne betale for opførelsen af en ny kirke.

Stort fradrag.

Man kunne kravle på knæene op til kirkedøren.

Lille fradrag.

Man kunne også gøre gode gerninger.

Hjælpe de fattige og den slags.

Men kirken foretrak dog kolde kontanter, for som de sagde: “Når pengene i kisten klinger, straks sjælen ud af Skærsilden springer.”

Og for sin sidste skilling kunne man så købe et afladsbrev, en slags kvittering, som bevis på at vejen til himlen var blevet en lille smule kortere.

Nu er jeg ikke katolik.

Men evangelisk-luthersk bekvemmelighedskristen.

Her har vi lidt mere fokus på tilgivelsesbegrebet.

Og jeg betaler troligt min kirkeskat, går i kirke til jul og synger lystigt med på salmerne, men er det nok?

Hvad nu, hvis Martin L. tog fejl og skærsilden findes?

Har jeg så skaffet nok fradrag?

Har jeg gjort nok gode gerninger?

Har jeg lidt nok?

Det må da give en lille smule fradrag for hver gang, at man beder sine unger om at samle de våde håndklæder op fra badeværelsets gulvet.

For alle de gange, man fået serveret og drukket elendig lunken kaffe.

For alle de gange, man har kigget oplagt på andre folks superspændende feriebilleder.

For alle de gange, man har lyttet interesseret og høfligt til folks hjemmestrikkede teorier om dette og hint.

For alle de gange man ikke har gebet et gevær og skudt folk, der der siger: -nu er jeg jo ikke racist, men…

For alle de gange man har købt en avokado, fordi man troede, at den var moden.

Men det var den ikke.

For alle de gange, man har skulle gætte, hvad fanden folk nu er sure over.

For alle de gange, man har hørt folk fortælle om, at de ikke kan lave nummer to, når de er på ferie.

For de kan ikke lave det, men de har åbenbart ingen problemer med at tale om det.

For alle de gange, man stirret olmt på en printer, for at finde ud af, hvad der er nu galt med den åndsvage maskine.

For alle de lejlighedssange man har sunget.

For alle de gange man har stået i en helt sindssyg lang kø ved et ishus, og personen foran dig, først begynder at overveje hvilken smag de måske, måske, kunne tænke sig at få i deres kræmmerhus med to kugler, når de er nået helt op til skranken. Hmm, hvad kunne de så tænke sig i vaflen. Nej, vent lidt, måske vil de hellere have et bæger og hvordan smager isen med appelsinsmag egentlig?

Appelsin. Den smager af appelsin.

For alle de gange.

Det må da give en lille smule rabat.

Bare lidt.

Ellers så må jeg jo bare bide i det sure æble og tage elevatoren ned kælderen.

xxx

Knæhøj karse

Jeg bor på en vej, der forgrener sig ud i en masse små blinde veje.

Ved siden af ligger der en anden vej, fuldstændigt magen til.

Ind imellem de to veje er der et indviklet stisystem.

Med små grønne firkanter, en masse træer og en hengemt fodboldbane.

Et eller andet sted, dybt inde i hjertet af kommunens afdeling for vedligeholdelse af grønne områder, blev der sidste år taget en beslutning om at være lidt mere klimavenlige.

Derfor er Park og Vej begyndt på en ny strategi.

De slår ikke alt græsset.

Kun udvalgte områder som foldboldbanen og enkelte gangstier bliver fræst over af slåmaskinen.

Så har de sået blomster og forsøger i det hele taget at gøre området lidt mere naturligt og dyrevenligt.

De har også sat pædagogiske plancher op.

Der er bare det, at der her i kvarteret findes der folk, der simpelthen ikke kan sove om natten, hvis ikke græsstråene er nøjagtigt lige høje.

Det graver i deres sjæl, som en halsbåndsmus i en hengemt hasselnød.

De kan ikke klare det.

Så derfor står de op om natten og slår græsset.

Bare lige det stykke udenfor deres eget stakit.

Så er det i hvert fald ordnet.

Der er også en enkelt beboer, der vander rundt om kommunens træer med noget væske af ukendt oprindelse. Sådan, at der rundt om træerne er en fin brun ring af blotlagt jord.

Så ser det nemlig pænest ud.

Det har de vedtaget på “Mødet for Retningsliner for Havehold i Parcelhusområder”.

Der bliver vedtaget mange regler på det møde.

Og der er mange stærke holdninger om græslængde, stakitmaling, visne blade og tvangspræget kørsel med haveaffald til lossepladser.

Vigtige ting.

På det møde laver de også en årlig liste over dem, der ikke holder deres have.

Altså på den rigtige, pæne måde.

Og det står i vedtægterne, hvornår en have er pæn og velholdt.

Hvis du var i tvivl.

Og der er virkeligt meget, som de brænder for på det møde.

Hækken skal være klippet, bedene luget og revet med et tydeligt mønster i den blotlagte jord. Alt afklippet materiale skal køres på lossepladsen og der skal være rengjort imellem fliserne.

Så begynder det at ligne noget.

Så skal havemøblerne skrubbes og der skal sættes to krukker foran hoveddøren.

En lille og en stor.

Havens træer skal helst stå vinkelret, der skal luges under hækken og hvis naboens træer understår sig i uvedkommet drysseri, så er der en mulighed for konfliktoptrappende adfærd.

Det er nemlig alvor.

For tænk, hvis der kom en revne i den pudsede facade?

Hvis græsset fik lov til at gro, planter fik lov til at sprede sig og mosset listede sig ind i græsplænen.

Hvis naturligt forekommende planter fik lov til at være, i stedet for at få en ordentlig tur med brænderen.

Måske blev det lidt hyggeligere?

Mere afslappet.

Måske.

Men hvem har lyst til at tage den chance?

Folk kunne jo tro, at man ikke var rigtigt klog?

xxx

Cowboy’er

Så er der simpelthen cowboy’er-uge i flimmeren.

Nogle programplanlæggere på DR2 har ganske enkelt fået den geniale ide at fylde påskens sendeflade med western-film.

Om det er af økonomiske grunde eller ren og skær dovenskab, står hen i det uvisse, men når vi nu alligevel sidder der hjemme, så kan vi ligeså godt gøre det med John Wayne og Geronimo.

Har de åbenbart tænkt og klistret en stribe westerns i enden af hinanden, trykket på startknappen, og drønet på påskeferie.

Og jeg klager ikke.

Jeg kan godt lide cowboy-film.

Det er en særlig blanding af lejrbål, heste, frynser og gnavne heltetyper, der lader seksløberen tale.

Og de rammer plet hver gang.

Skurkene falder om på en helt særlig dramatisk måde, der er minimum af blod og begrænset ansigtsmimik.

Og det kunne jo være skønt, hvis det var var sådan i det virkelige liv.

Hvis vi lige forestiller os, at Søren Brostrøm var sheriffen, med stjerne på brystet, hjulben og de der læderovertræksbukser med frynser.

Så kunne Mette F. være borgmesteren med den høje hat og det snoede overskæg.

Og i stedet for at tale om bølger, restriktioner og retningslinjer, så kunne Søren bare lige trække sin gun.

-sagde du stigende incidenstal?

Pow-pow

-glemte du at spritte af?

Pow-pow.

Så kunne borgmesteren sætte en dusør på Red Coronas hoved, og det vil straks fange en masse dusørjægeres opmærksomhed.

Søren Sherif vil samle et slæng af ukendt og mystisk oprindelse, udnævne dem til vicesheriffer, fylde saddeltaskerne med mundbind og ride ud på prærien for at nakke Red Corona.

Om aftenen vil de lave bål, komme op at skændes, spise bønner og drikke sprit, indtil de falder i søvn med sadlen som hovedpude og hatten ned i øjnene.

Uden den mindste smule tømmermænd, dog en anelse angerfulde, vil de sadle op dagen efter og fortsætte jagten.

Så krydser de måske et indianerterritorie. Det kommer til at stresse dem lidt, men heldigvis kender Søren Sherif allerede den øverste medicinmand, Henrik-taler-med-pap-stykker.

Da indianerne også er rigtigt trætte af Red, så trækker de i krigsmaling, pakker tomahawken og deltager i jagten Red, der mildest talt er ved at være lidt presset.

Til sidst er der en koncentreret ildkamp, hvor begge parter gemmer sig bag ved nogle dekorative klipper og fyrer løs med deres pistoler.

Pow-pow

Der er også rifler og pile involveret.

Pow-pow og swisshh

Det hele ender med en nævekamp mellem Red og Søren.

Red er en fej banan, så han ypper kniv.

Men Søren er en ærlig sjæl, så han vinder, nakker Red og rider ud i solnedgangen på sin trofaste ganger, som han har opkaldt efter borgmesteren.

Det hele bliver selvfølgeligt fulgt af et hold sortklædte tegnsprogstolke, der skiftes til at tolke, efter en præcis og stramt tilrettelagt tidsplan.

Borgmesteren vil gerne uddele dusøren, men sheriffen er allerede langt væk, så dusøren bliver proppet i pengekassen, som ærligt talt også er blevet lidt tørlagt efter den omgang.

Så står der “The End” på skærmen, for en af de gode ting ved western er, at der aldrig er en cliffhanger. Historien slutter, døren lukkes og der koges ikke mere suppe på den pølsepind.

Sådan er det jo ikke i virkeligheden, hvor historien om borgmesteren, sheriffen og Red fortsætter som et hamsterhjul.

Med en træt, skævbenet hamster, der efterhånden har svært ved at se meningen med det åndsvage hjul.

Så hvis du trænger til en pause, en anden fortælling, her i påsken, så skal du måske overveje at tænde for John Wayne og hans seksløber.

Så kan du jo altid lave dig en whisky og se den med støvlerne på.

xxx

Bee There

-ååhh, hylede sømanden, imens han skrubbede løs på det honningglas, som han var ved at rengøre.

-folk der ikke kan lide honning, de skulle satme skydes ved daggry!

En lidt voldsom udmelding, men vi har jo alle sammen nogle ting, som vi brænder for.

Sømanden brænder for honning.

Lokal lynghonning, indsamlet af flittige bier på Hulsig hede, opsamlet og slynget af en lokal biavler og hans dansk-svenske gårdhund. Herefter hældt på glas, påsat etiketter og bragt til vores matrikel, i den fineste lille papirspose med motiver af nuttede bier og fine blomster.

Og du giver en femmer i pant for glasset, som du får retur, når du afleverer et rengjort glas med intakt låg.

Det er et koncept, som sømanden kan forstå.

Vi tømmer så mange honningglas om året, at det næsten nærmer sig religiøs fanatisme.

Og når man tænker på, hvad folk ellers får nedlukningen til at gå med, så er det da forholdvist uskadeligt.

Honningspiseri er vel på line med surdejsbagning, strikning og vandreturer.

Modsat sortklædte demonstrationer, galdegylperi på sociale medier og alle de indre Gerda’er, som får frit løb i de lokal supermarkeder.

Og jeg forstår godt behovet for at gøre noget.

Bare et eller andet.

Jeg forstår godt, at man kan blive helt stram i kroppen, når folk glemmer at spritte af, ikke holder afstand og alt det der.

Det er jo bare fordi, at man vil jo så gerne have, at det snart går over.

For vi gider jo ikke rigtigt mere, og for fanden hvor jeg glæder mig til den vaccine.

Så jeg holder Gerda i rigtig stram snor lige for tiden.

Og når jeg kan mærke, at hun rumsterer og gerne vil ud, så rækker jeg hende min hånd, og så får vi lige en lille snak.

Så kigger vi lige på agendaen og intentionen bag ved det verbale udbrud, der ligger og lurer.

Er det reelt en kommentar, der kommer til at gøre en forskel, eller er det bare fordi, at det vil give lidt luft for alle de frustrationer, som vi alle sammen efterhånden slæber rundt på.

Og hvis det er det sidste, som det nok oftes er, så sætter jeg lige Gerda til at tælle til 38, inden hun åbner sin mund.

Tælle til ti er sjældent nok og tælle til hundrede er for langt tid til at hidse sig op i.

38 er det perfekte tal.

Så når hjernen lige at blive afledt, men man når ikke at begynde på intense og indædte grublerier.

Bagefter går vi hjem, Gerda og jeg, og måske kigger vi lidt på en solsort, der sidder på stakittet og spiser af det æble, som sømanden troligt sætter frem hver dag.

Laver en kop kaffe, tænder for P8 Jazz, smækker benene op og prøver at finde lidt ro, i en verden af lave.

Og hvis vi er heldige og sømanden er hjemme, så kan det være, at han tilbyder at smøre en ostemad.

Med honning på, naturligvis.

xxx