Forfatter: Laura

Nå nå da da..

Coronahvisturerdet episode 3, del 6

Gæt lige, hvem der er kommet i skammekrogen og hvem der er blevet udnævnt til klassens duks?

Vi fik oven købet fedterøvspoint og blev nævnt som det gode eksempel.

Så kan man jo pudse sin glorie og mærke vingerne vokse ud på ryggen, og håbe på, at man får lov til at rense tavlesvampen, imens andre bliver sat udenfor døren. Hvor de ikke kan lave andet end at vente, slå hinanden oven i hovedet og bøje en gammel femogtyveøre.

Og vi kender det godt.

Vi ved godt, hvordan det er at blive sat udenfor døren.

Og vi ved også godt, at den hurtigste vej til klasseværelset er at gøre, som der bliver sagt.

For lærerne arbejder sammen, holder øje og gør notater, for at få styr på klassens enfant terrible, som smitter alle og spreder dårlig stemning.

Så uanset hvor selvfed man kan føle sig som nordjyde lige nu, hvor vi pludseligt bader i et hav af frihed, så er det jo altid lidt sjovere, hvis vi allesammen kan få lov til at svømme frit.

Så derfor, kære kjøwenhavnere (for det kalder vi jer, uanset hvilken kommune I kommer fra), så håber jeg, at det går stærkt.

Gå hjem og luk døren og ked jer halvt ihjel.

Det virker jo.

Det er den kedeligste medicin nogensinde, og man får lange meloner, lange løg og meget lang tid, fra man får fri fra arbejde til man skal i seng.

Uendeligt lang tid.

Tid til at minde sig selv om, at man elsker sin familie, selvom de smasker utroligt højt, når de tygger tyggegummi.

Tid til at ønske, at skraldespanden var fyldt, så man i det mindste kunne gå ud med den.

Tid til at lægge noget på plads, imens man hvisler ud mellem tænderne, at hvis folk for helvede bare ville rydde op efter sig..

Tid til at google alt i hele verden.

Tid til at rydde op i skabe, sortere sokker og folde den hadefulde retorik sammen og putte den i den nederste skuffe.

Timevis af uendeligt langsom tid.

Havde det været et yogaretreat havde det kostet mange penge, men så havde det selvfølgelig været uden familien!

Xxx

Snøft

Coronajeggåramok episode 3, afsnit 5

Her på matriklen er vi så ramt af influenza.

Vi er testet for corona, enkelte personer endda to gange, men det er bare i kategorien “almindelig forkølelse”.

Så det er også en af de fede oplevelser, som 2020 har budt på.

4 mennesker der på skift hoster, harker og snøfter, indespærret i et parcelhus, for enden af en blind vej.

Jeg går amok.

Også har jeg fået halsbrand af varm kakao.

Supermarkedet Lidl uddeler jo jævntligt en lille erkendtlighed til de trofaste kunder.

Sømanden er super trofast.

Så i sidste uge hjembragte han en pose kakaopulver.

Det skal røres op i varmt vand og smager et sted imellem automatkakao og tankstationskaffe.

Det er godt nok til mig.

For hvis det smager af automat og tankstation, så må det jo betyde, at man har fået lov til at komme PÅ UDFLUGT.

Så det har jeg drukket.

Og fået halsbrand.

Så det er jo super!

Pigerne er blevet friske igen, men sømanden og jeg er stadigvæk sygemeldte.

Og det er jo virkelig en kærlighedsbooster, sådan at være sammen hele dagen, imens man pudser næse, trækker vejret tungt og har så meget snot i hovedet, at man ikke rigtigt kan høre, hvad den anden siger.

Vi har delt huset imellem os, sømanden hænger foran fjernsynet og jeg sidder ved køkkenbordet, hvor jeg kan stirre irriteret ud af vinduet.

Og som alt andet i 2020, så venter vi bare på, at det går over.

Men jeg er så træt af at vente.

Og jeg ved godt, at jeg ikke kan være bekendt at sige det, for det er jo sådan set det eneste jeg skal, imens andre opfinder vacciner, lægger strategier og arbejder i døgndrift.

Vente og følge med i nyhederne, og mærke en snert af retfærdighedsfølelse, når stramningerne nu også rammer derovre på djævleøen.

Jeg er slet ikke i tvivl om, at alle gør, hvad de kan, og det er ikke en pegen fingre af noget som helst, men bare et udtryk for den udmattelse og sociale isolation, som efterhånden er ved at få skovlen under os.

Vi når aldrig at komme i nærheden af målenstregen, før den bliver flyttet lidt længere væk.

Så skal vi lige løbe lidt længere, strække os lidt mere og vente lidt endnu.

Kirkerne er begyndt at sælge billetter til julegudstjenesterne, sjællænderne spekulere over, om de må holde Jul i Jylland og andre giver den gas med julebelysning og Gløgg med runkne rosiner, for hvad skal vi ellers gøre?

-man må sno sig, som ålen sagde, og der kommer jo en ende på alting, men jeg synes godt nok, at vejen er træls og lang at gå.

Xxx

Det er jo glimrende

Coronaglitter 3,4

Ting jeg har smurt glimmer på:

14 julekugler

En lysestage

To fyrfadsstager

En adventskrans i messing

Et par højhælede sko

Overvejede at gejle mine briller, men her måtte den ældste af pigerne træde i karakter og sætte en prop i hullet.

Sømandens entusiasme er til at overse, tilgengæld er jeg stærkt begejstret.

Tænk at fem bøtter glimmer og en flaske limlak fra A-Z kan give så meget fornøjelse.

Så spørgsmålet er bare, hvad der skal have en tur næste gang.

For glimmer er min yndlingsfarve, og lige for tiden kan vi da vist godt bruge lidt glimmer, sådan spredt ud over det hele.

Smøre lidt glimmer på talestolen i folketingssalen, drysse lidt glimmer på vejrudsigten, putte lidt glimmer i madpakken og sende lidt glimmer med posten.

Og sømanden sidder tålmodigt midt i glimmerhvirvlen og foregiver interesse, når jeg endnu engang fremviser en ting, jeg har smurt glimmer på.

-jeg ved ikke rigtigt, sagde han og gned sig lidt i øjnene, da jeg viftede med et par glimmermodificerede fyrfadsstager.

Han forsøgte tydeligvis at udtænke det korrekte svar.

-er det lysestager?

Her måtte jeg sukke højlydt over hans manglende evne til at spotte den fikse opgradering af stagerne.

-jeg har smurt guld på! Påpegede jeg ivrigt og fiskede med en stor krog efter en lille kompliment.

Sømanden rynkede brynene og lagde hovedet på skrå.

-har de ikke altid set sådan ud?

Og sådan kan man jo kaste glimmer for svin, men heldigvis kan jeg lide det, og det er jo det vigtigste.

Og sømanden kan få lov til at se bonderøven i fred, og det er også vigtigt.

Og således med prioriteterne i orden, kan vi se en morgendag i møde, hvor den første december står på dørtrinet og tigger for at komme ind.

Og det får den lov til, men den skal selv medbringe glimmer.

Xxx

Morning has broken…

Coronafred episode 3,3

Så blev det lørdag morgen, for engangs skyld en vindstille en, i Danmarks nordligste by.

Om det er stilhed før eller efter storm, ligger hen i det uvisse, efter en uge med genåbne kommunegrænser, grædende statsministre og julen der langsomt sniger sig ind i vores flow-tv.

Så nu sidder jeg så her ved køkkenbordet, imens resten af huset sover, og afventer vaccinens komme.

Og imens forsætter hverdagen, for hvad skal vi ellers gøre?

Så vi står op om morgenen, spritter hænderne af, cykler på arbejde, spritter af og cykler hjem igen, med et enkelt svinkeærinde forbi vores lokale pakkepusher efter en kjole, som jeg fik listet ned i netindkøbskurven i en af mine yndlings butikker.

Den skulle så byttes.

Til et nummer mindre.

Jeg er åbenbart ikke så fed, som jeg troede jeg var.

Så jeg sendte sømanden til pakkepusheren med returpakken, for lykkeligt at hente den rigtige størrelse et par dage efter.

Og skulle jeg handle lokalt?

Det skulle jeg måske nok, men når man har en tøjsmag og stil, som ikke lige er at finde i lokal området, så må man jo ty til andre muligheder.

Så det gør jeg.

Googler nettet tyndt efter kulørte strømpebukser, farvestrålende sko, plussize kjoler i vintage-stilen og flotte hårblomster, både nyt og brugt.

Sømanden går i genbrugsbutikker.

Efter konceptet, hvis det ikke er i stykker, så virker det.

Cowboybukser, T-shirt og striktrøjer.

Det virker.

Han har også købt en julegave til mig.

Den starter med S.

Så meget har han fortalt.

Han har fået en af pigerne til at pakke ind, og nu ligger gaven derinde i stuen, med bånd og sløjfe og prøver at holde på en hemmelighed.

Det er altid spændende, om han kommer til at afsløre det inden juleaften.

Det er sket før.

Men det gør ikke noget.

For han gør sig umage, og med pigernes hjælp og en hel masse bandeord, lykkes det ham altid at fremskaffe det jeg ønsker mig.

-men det er famne heller ikke nemt, som han brølede et år, imens han hidsigt tastede på iPad’en, du ønsker dig jo det mærkeligste lort!

Og det gør jeg jo nok.

Men så er jeg jo heldigvis gift med en mand, der kan løse de fleste problemer.

Xxx

Kødløs

Coronagak episode 3, 2

-far, spurgte den ene af pigerne, imens de hjalp sømanden med opvasken, tror du, at der er nogen, der lader deres katte leve vegansk?

-hold nu kæft, brølede sømanden og skrubbede vildt og intenst på stegepanden, jeg bliver vanvittig, når du siger den slags. Der er sgu da ingen der lader deres kat blive veganer. Det er jo fuldstændigt sindsygt!

Her kunne yngste barnet så supplere med en historie fra internettet, om en veganerkat, der helt tydeligt var fejlernæret.

-jeg tror ikke på det, råbte sømanden og proppede hidsigt stegepanden ned i skuffen, der findes ingen mennesker, der er så åndssvage!

Så var der stille lidt, der ude i køkkenet, imens der blev tørret af og fejet, og tænkt over verdens besynderlighed.

Verden er jo som bekendt fyldt med syge stoddere og åndssvage kællinger, som sømanden plejer at udtrykke det, og veganere bliver vores katte nok aldrig.

Men “Toogoodtogo”-app’en skubber i hvertfald på grøntsagsindtaget, og mængden af hjemslæbte clementiner førte igår til 5 liter hjemmepresset frugtjuice.

Og restproduktet fra juiceriet smed sømanden resolut i en omgang hjemmebagte boller.

Nu med clementinsmag.

Så det kan godt være, at vi coronakeder os, men vi er i hvertfald blevet lidt sundere.

For det er jo nemt nok at falde i hyggespiseriet dybe sorte hul, når der ikke rigtigt er andet at lave.

Så lokker slik og chokolade, hyggesnacks, romkugler og skilpaddeis, og tilbyder varme, hygge og et øjebliks virklighedsflugt.

Så derfor er julepynteriet for alvor gået igang her på matriklen, for hvad skal vi ellers lave.

Og lyskæder, nisser, glaskugler og alverdens glimmerragelse tilbyder jo også et kig ind i verden, som den var engang.

Ikke dengang før krigen, eller dengang i tresserne eller i vikingetiden.

Bare sådan, som det var, dengang sidste år.

Xxx

Med glimmer på!

Coronaneverendingstory episode 3, 1

Imens nogen har valgt at bruge weekenden på at stille deres traktor ved Langelinie, så er der en anden en, der har brugt weekenden på at smøre glimmer på julekugler.

Det er muligvis at stikke hovedet i glimmerbusken, men det er godt nok svært at rumme alt fra demonstrationer, tastaturkrigernes kamp på de sociale medier, folk i lidt for små habitjakker, der vil være kalif i stedet for kaliffen, statistikker om dødelighed og julens røvsyge ståen for døren.

Så kan det godt hjælpe at hælde lidt glimmer ud over det hele.

Altså, det hjælper jo ikke rigtigt noget, men så er der i hvertfald glimmer på.

Så det har jeg gjort.

Smurt glimmer på hårblomster og julekugler og hørt den samme julecd rigtig mange gange i træk.

Cd’en har nemlig sat sig fast i afspilleren, og sømanden var på havet, så jeg måtte afvente hans tekniske kunnen.

-måske skulle vi bare smide lortet i skraldespanden, foreslog han efter et par sekunders inspektion, det er jo noget gammelt ragelse.

Så var det, at jeg blev helt irriteret indeni.

For jeg ved godt, at man kan streame fra telefonen, lave playlister og det er jo SÅ meget nemmere.

Men jeg kan bare godt lide mine cd’er.

Og min pladespiller.

Vi konstaterede derfor ret hurtigt, at lossepladsen ikke var en mulighed.

Så stod vi der, sømanden og jeg, og kiggede på den sorte kasse, som nægtede at spytte en cd ud, selvom sømanden havde forsøgt at lirke med en urtekniv.

-nu skal jeg altså på havet, sagde han så, lagde urtekniven på køkkenbordet og gik ud af døren.

Så nu har jeg lært den cd udenad, imens jeg har opgraderet 5 gamle julekugler, drukket to kopper kaffe og lukket kattene ind og ud femhundrede gange.

For nogle gange, så kan man ikke rumme mere, så bliver de store linier for store, horisonten fortoner sig, og alting bliver for meget.

Så er det godt, at man kan dyppe sin pensel i glimmer, lade op og lade verden være et øjeblik, imens julemusikken kører i båndsløjfe.

Xxx

The End

Coronacirkus episode 2, dag 13

Jar-men, jøsses Maren, kommer der virkelig en ende på alt det pangel?

Og så før tid!

Nu var vi lige ellers blevet vant til, at alting blev forlænget, udsat og lukket.

Vi har holdt op med at glæde os til noget som helst, fordi alting bliver jo alligevel til ingenting, når coronamonstret stikker sit kronede hoved frem.

Men nu blæser der nye vinde over Nordjylland.

Skal vi nu finde bøjlebh’en frem, kridte balskoene, frisere håret og gå ud i virkeligheden.

Vi er godt nok tilbage til restriktionerne før nedlukningen af Nordjylland, men det er jo også en slags fest.

Når man er trængende, kan alt bruges…

Så nu skal hjemmekontoret pakkes ned, stables ind i bilen og fragtes til kontoret til et gensyn med kollegaer, kopimaskiner og fælles toiletter.

Og jeg glæder mig.

Sømanden glæder sig også.

Det kan godt være lidt hårdt at komme hjem til en kone, som ikke rigtigt har oplevet det store i løbet af dagen, men som alligevel gerne vil fortælle om det hele.

I detaljer.

Jeg kan godt mærke, at hans interesse ikke er så stor, men hvem har jeg ellers skulle fortælle de spændende ting til.

Hans reaktion, da jeg fortalte at katten havde haft mareridt, var i hvert fald en lille smule distanceret.

Men pyt med det, for i morgen skal jeg ud af døren.

Jeg skal have madpakke med, makeup på, strømpebukser og trusser med elastik.

Måske nupper jeg også et brusebad.

Xxx

Tamtam på afstand

Coronaspat episode 2, dag 13

Er det sjovt at drikke sig fuld, når man ikke har pænt tøj på?

Hvor hurtigt damper en brannert af, når man sidder der bag skærmen, som en anden Jens Vejmand?

Kan man holde festen kørende, når man sidder der og råber skål, ind i en skærm?

Man behøver selvfølgelig kun at tage pænt tøj på den øverste halvdel.

Pailletbluse og skisokker.

Men hvor sjovt er det egentligt?

Kan man for et eksempel blive budt op til dans?

Hvad med køen til dametoilettet, hvor man altid møder en gammel bekendt, kan låne et hygiejnebind og lytte til andres samtaler.

Det er også svært at snakke om de andre, når alle kigger ind i skærmen på samme tid.

Men man skal selvfølgelig ikke bruge penge på en taxa hjem.

Det bedste ved en god solid julefrokost, er jo også, at man har noget at snakke om, når folk lettere pinligt berørte lusker ind af døren mandag morgen.

For når vi har gennemtygget smittetallet, ministreafgange, Sørens frisure, Kåres pension og hvad-er-det-nu-ham-strisseren-hedder, så er der jo ikke ret meget tilbage.

Oplevelseskontoen er gået i minus, og vi higer efter enhver information, der kan få dagen til at gå.

-Har I ellers noget nyt, det må gerne være noget, som I selv finder på, som en kollega håbefuldt sagde, tidligere idag.

Også kunne vi ikke engang finde på noget.

Nu er fantasiens kilde åbenbart også ramt af karantæne.

Og det er nok det, der gør mig lidt loren ved en skypefest.

Der foregår jo ikke noget i krogene.

Hvordan kan Birthe fra regnskab have en affære med Kent fra økonomi, når det hele foregår på en fælles skærm?

Jeg synes, at der er flere spørgsmål end svar, når det kommer til skypefester.

Men hvis jeg bliver inviteret, så er jeg da villig til at give det en chance.

Xxx

Nu tæller jeg..

Coronamedløgpå episode 2, dag 12

Vi har nu set Harry Potter nummer 1 og nummer 2.

Så mangler vi kun 400.

I to’eren listede Harry rundt på gangene, fordi han kunne høre noget, der kaldte på han igennem væggen.

Imens de tre entusiastiske unge mennesker susede optimistisk rundt, for at finde monsteret, der hviskede igennem væggen, slog det mig.

Det er nøjagtigt sådan, jeg har det med nutella.

Det kalder også på mig igennem væggen.

Lige nu har vi et næsten tømt nutellaglas.

Altså det er jo ikke den rigtige nutella.

Det er noget der hedder Chokonussa, og det kræver kontant opbevaring i køleskabet, for ikke at blive flydende.

Sømanden påstår hårdnakket, at han overhovedet ikke kan smage forskel.

Men selvom det er nutellas kusine i tredje led, så er den kaldende hvisken uomtvistelig, konstant og den stopper ikke, før glasset er helt kørt helt i bund.

Når man kommer dertil, at uanset hvilken vinkel kniven holdes i, så kan man bare ikke få fat i de sidste insisterende klatter, der stædig klæber sig til bunden og kliner sig fast på siderne.

Så jeg forstår så udemærket Harry og hans to raske svende.

Når det kalder, så kalder det.

Så må man følge efter.

Især når man sidder inde ved spisebordet, og prøver at få alting til at ligne en normal arbejdsdag.

Med frokostpause, kuglepenne på bordet og et virvar af ledninger.

Men der er bare så stille.

Jeg savner kopimaskinen, folks slæbende fodtrin, de små hyggelige bemærkninger og andre menneskers vejrtrækning.

I dag har vi kun været mig og chokonussa.

Og en pose pistacienødder, som har givet mig ondt i maven.

Xxx

Dagen der gak

Coronalalaland episode 2, dag 11

Så gik den dag.

Nummer 11.

Uha, som tiden flyver når man har det sjovt!

Min arbejdsdag sluttede klokken 15, så der slukkede jeg for computeren, og kiggede mig omkring i stuen.

Der var jeg nok lige kommet til det punkt, hvor jeg ikke rigtigt vidste, hvad jeg skulle lave.

Jeg må altså tilstå, at jeg keder mig af helvede til.

Så ansporet af min veninde, studievejlederen, gik jeg på loftet efter årets første nedtagning af julepynt.

I nogens verden, er det måske for tidligt, men på vores vej, der er jeg faktisk lidt bagud.

Og det er ikke naturpynt, diskret belysning og udvalgte farvetemaer der dyrkes.

Det er mere ovre i den udknaldede afdeling, hvor der ikke bliver sparet på noget, når det kommer til udendørs belysning.

Og den er jeg helt med på, så jeg fik åbnet loftslemmen og kravlede op på loftet.

Det første jeg fik hevet ned fra loftet, var mit hvide plastikjuletræ.

Et skattet fund fra sidste jul, hvor jeg spottede det, imens jeg var på arbejde, og derfor ikke havde mulighed for at handle på min indkøbsimpuls.

Jeg var meget bekymret for, om det blev solgt, inden jeg nåede ned i butikken.

En bekymring, som jeg blev nødt til at indvie sømanden i.

Han var iskold.

-bare rolig, sagde han, det bliver ikke solgt, der er ikke andre end dig, der vil eje det.

Han fik ret og jeg fik et hvidt juletræ.

Så det har jeg pakket ud idag.

De kulørte lyskæder til pergolaen må vente lidt, da regnen kom snigende ind over gårdhaven, og umuliggjorde ophængning af udendørs gejl og lir.

Jeg har faktisk to plastikjuletræer, det hvide og et grønt. De står fremme hele december, pyntet med min samling af glaskugler.

Så kan vi rigtigt nyde alle de fine ting.

Selvom det ikke rigtigt kan hidse sømanden op.

Hans interesse går mere i retning af cykelreparationer, lynghonning og den slags.

Så lyskæderne har jeg for mig selv her på matriklen, men jeg behøver bare at kigge ud af indkørslen, for at se mine åndsfæller i aktion.

Xxx