Tag: corona

Cho-cho-chokolade

Coronaslikken episode 4,5

Nu har jeg rodet i alle skabe og skuffer.

Kigget i den gamle margarinekasse, der står ovenpå køleskabet, selvom jeg udmærket godt ved, at den kun indeholder gammelt knækbrød, en pose med bløde chips og et porcelænsfad med en kanin, som jeg engang har fået af min far i fødselsdagsgave.

-og svaret er nej!

Vi har ikke noget chokolade nogen steder.

Og jeg ved godt, at det er min egen skyld.

Jeg har nemlig forbudt sømanden at købe chokolade.

Så vi har ikke noget, fordi vi ikke har købt noget.

Men da jeg sagde til sømanden, at han ikke skulle købe chokolade, fordi at jeg gerne ville leve lidt sundere, gerne ville snacke lidt mindre og alt muligt andet vrøvl, så mente jeg jo ikke, at han skulle stoppe med at købe chokolade.

Jeg mente bare, at han skulle købe noget, som han kunne smugle ind i huset, og gemme på strategiske steder, hvor jeg så kunne finde det, når trangen til chokolade blev for stor.

Sådan en slags gemmeleg, bare med yankiebars, snickers og rittersport.

Og jeg er ikke den der holder nogen udenfor, så vingummibamser, lakridspiber og romkugler må gerne være med.

Når man sådan skal bevæge sig, for at få fat i de gode sager, så når man jo også at brænde lidt kalorier af, inden chokoladen bliver fundet og spist.

Tænker det er en nulsumsspil.

Det lyder i hvertfald  ikke som noget, man kan blive ret tyk af.

Også ville der jo også ske lidt.

Man kan både gøre det alene eller sammen med familien.

jeg forstiller mig fx, at hele familien mødes kl 10.30 i køkkenet, og så går den vilde skattejagt, og vinderen får yankiebaren.

Hvis man gør det alene, så er man selvfølgelig sikker på at få præmien.

-så jeg kommer nok mest til at gøre det alene.

Så nu skal jeg bare have overtalt sømanden til at indkøbe og gemme chokolade på matriklen.

Det kan både være udenfor og indenfor.

Jeg er åben for alle muligheder.

Bare de kan spises.

-og smager af chokolade.

xxx

Det var een..

Coronaræs episode 4,4

Så gik den første uge af 2021.

Og selvom jeg optimistisk forestillede mig, at januar ville smelte stille og fordringsløst væk, så lykkedes det alligevel den orange mand i Amerika at lave gak og løjer i årets første uge.

Suppleret med et par metooskandaler, så var 2021 ligesom skudt igang.

Heldigvis kan vi klamre os til vaccinehåbet.

Og imens så traver jeg min daglige tur, for at få bevæget kroppen og sove bedre om natten.

Sømanden cykler.

Det har han altid gjort.

Kilometer efter kilometer.

Hvis ikke det kan kureres med zinkpasta eller en cykeltur, så er det ikke noget for ham.

Det er ikke noget med spandex, klunkevoks, drikkedunke eller fråde om munden, men bare almindeligt cykleri rundt havnen.

Ligesom mine gåture.

Bare helt almindeligt gåen.

Fordelen er også, at det ikke kræver omklædning, specialudstyr og brusebade.

Desuden så orker jeg bare ikke at proppe alle mine løsdele ned i en omgang elastisk sportstøj.

Der er simpelthen for meget at tage hensyn til, og så ved jeg ikke, om I nogensinde har prøvet at skulle tisse halvvejs i sådan med træningstime med spandextræningsbukser.

Det går fint med at få dem af, men det er faktisk utroligt svært at få sådan nogle sataner på igen, hvis man har svedt bare en lille bitte smule.

Jeg ved ikke hvad er sker, med det der sportsstof, de er lavet af. Det er somom alt ruller den forkerte vej, og pludselig er det meste af den dyrt betalte træningstime gået med at stå ude på toilettet, imens man panisk kæmper imod sved og elastik.

Jeg ved godt, at man kan tisse af, inden man går ind til timen, men når man når en vis alder, og der er meget hopperi involveret, så forslår det som en skrædder i helvede at tisse inden timen.

Til gengæld har jeg købt nyt hjemme-hygge-tøj.

Eller loungewear, som det hedder nu om dage.

Akkurat som dengang det pludseligt ikke længere hed gamacher, men leggings.

Fra den ene dag til den anden, var det navn ændret.

Og moderne, smarte butiksassistenter med lidt for meget eyeliner, irrettesatte dig straks, når du vovede sig ind og spurgte efter et par gamacher.

-mener du leggings? Spurgte de så, og spidsede overlegent munden, så det hele kom til at minde lidt om at spise en citron.

Vi købte nemlig mange gamacher dengang i 80’erne, med t-shirts det passede til.

Gerne i neonfarver og med et flot mønster der forestillede tropiske frugter.

Ananas og den slags.

Xxx

Nå for dælen..

Coronasåerdengaligen episode 4,3

Jamen, det er da super.

Imens vi har sprittet af, holdt afstand og trukket vejret igennem mundbind fyldt af frustration, panikangst og smittetalskurver, der bliver mere og mere indviklede for hver dag, så har Corona udviklet sig til et syvhovedet monster, der frådende vælter sig igennem Europa.

Så i eftermiddags trak Mette F. i habitten, denne gang i en karrybrun nuance, og præsenterede de nye restriktioner.

Som den pligtopfyldende samfundsborger jeg er, så vil jeg selvfølge gerne gøre det hele rigtigt.

Problemet er bare, at jeg ikke engang har fem personer i min sociale bobbel.

Heller ikke, selvom jeg tæller den hundelufter med, som jeg møder hver dag på min daglige gåtur.

Heller ikke, selvom jeg tæller hans hund med.

Det er da muligt, at jeg havde en omgangskreds engang, men jeg kan simpelthen ikke huske, hvordan de ser ud.

Eller hvem de er!

Og det der med at aflyse sociale arrangementer…

Det er ikke noget problem, for jeg har ingen.

Min kalender er ørkenvandring.

Uden oaser.

Her forleden forsøgte jeg at knibe øjnene sammen, så jeg kunne se dobbelt og dermed få illusionerne af, at der var flere i rummet.

Det lykkedes ikke rigtigt, og desuden vil det jo bare give dobbelt op af sømanden, og det virkede på en eller anden måde lidt for overvældende.

Og så mistede jeg helt ærligt lidt interessen for det pressemøde, for de kommer godt nok hele tiden.

Og de ævler bare løs om tal og kurver, så man bliver helt søsyg, og jeg indrømmer blankt, at jeg efterhånden ikke rigtigt kan skelne det ene tal fra det andet. Kurverne cykler op og ned, tegnsprogstolkene gør deres bedste for at følge med og ord som positivprocent, pcr-test og incidens væver sig ind og ud af ordstrømmen.

Måske magter jeg det bare ikke mere.

Jeg skal nok gøre som der bliver sagt, det er jo ikke rigtigt noget problem, for mit liv er alligevel en indetørret rosin, uden indhold og med endeløse kilometer af ingenting.

Igår gik dagen for et eksempel med at sortere mine underbukser, se “Sex and the City” og lede efter mine vinterstøvler.

Jeg er nemlig en praktisk sjæl, så da der faldt 21 snefnug igår eftermiddags, så begyndte jeg straks af forberede mig på en snestorm.

Efter lidt søgen fandt jeg mine Sorell-støvler med pelskant.

Jeg tog dem straks på.

Sømanden syntes, at de var flotte.

Pigerne syntes, at de var meget 00’erne.

Men de blev også købt i 00’erne.

Det var dengang, butikkerne havde åbnet.

Xxx

Slut prut finale

Coronasåråbervipikogskrider episode 4, 2

Så er jeg satme ved at være færdig med 2020.

Det kan kun gå for hurtigt.

I skraldespanden med det, også glæder jeg mig ellers til januar.

Januar, som ligger grå og trøstesløs foran os, i alt sin mangel på festivas, ligegyldige hverdage, dårligt vejr og absolut ingen aktion.

Januar, jeg elsker dig.

Godt nok er vi hjemsendt, og der skal ikke ske en skid, men..men, men, så er der heller ingen forventninger.

Ingen fester der partou skal afholdes, ingen familiesammenkomster, ingen højtider og dermed forhåbenligt, også lidt mindre sure miner, lidt færre folk der slår sig i tøjret og knap så mange aggressive udbrud.

For vi har jo ikke rigtigt noget på spil i januar, ud over den traditionelle slankekur, som alligevel fordre en asketisk livsstil uden alkohol og abegilder.

Så januar passer jo som en fod i en hose, og personligt skal jeg da sidde i værkstedet med min bærbare, en elektrisk radiator og udsigt til et gammelt staffeli.

Føler jeg mig ene og alene forladt, så kan jeg jo altid finde en undskyldning for at Skype med en kollega, høre om studievejlederen vil med på en hurtig gåtur rundt om vejen, eller sende en kærlig tanke til sundhedspersonalet, lærere, pædagoger, falckreddere, skraldemænd, kasseekspedienter og hvem der ellers kæmper derude ved fronten, for at få det hele til at køre rundt.

Tænke lidt over min frisør og andre selvstændige, der hænger i med neglene, og varme mig lidt ved tanke om hjælpepakker og velfærdsstaten og alt det der.

Også vil jeg i øvrigt glæde mig over januars komme, at foråret og vaccinen er på vej, og spændt afvente den seksuelle tøjlesløshed og religiøse ligegyldighed, der har efterfulgt tidligere tiders pandemier.

Så vil jeg nuppe et par møder på teams, spise frokost i køkkenet og ind imellem starte cyklen op, for at varetage opgaver, der ikke kan laves hjemmefra.

Jeg har nemlig besluttet mig for at indrette mig efter betingelserne. Pandemien raser og alting sejler i håndsprit, og vi er jo bare nødt til at leve med det og i det.

Derfor glæder jeg mig til forventningsfrie januar.

Grå, røvsyge, triste og kedelige januar, som med sin underspillethed og diskrete charme måske kan vende skuden, og hvis ikke tingene løser sig i januar, så står februar heldigvis for døren, med sit sjapvejr, regnfulde eftermiddage og mudder på skoene.

Så er der en masse at glæde sig til.

Måske.

Godt nytår.

Xxx

Ny lærdom

Coronaforsatan episode 4, 1

Igår lærte sømanden mig, hvordan man puster stearinlys ud med næsen.

Vi har nemlig et par fyrfadsstager, som jeg, i et entuastisk øjeblik, smurte ind i glimmer i starten af december.

Stagerne er lidt høje og står på kaminhylden, hvilket betyder, at de skal løftes ned, når de skal tændes og slukkes.

Sømandens glimmerkvote er opbrugt, så derfor har han udviklet næsepuster-teknikken.

Så behøver han ikke at røre ved glimmeret.

Istedet stiller han sig foran kaminhylden, vinker ansigtet, så skægget ikke kommer i kambolage med glimmeriet, og afsender et kort, præcist og hårdt pust med næsen, som dermed slukker det lille fyrfadslys i bunden af stagen.

Man må sno sig, som ålen sagde, da den ikke ville have glimmer i skægget.

Således tilfreds med sig selv, slukker sømanden så det elektriske lys, losser kattene ud, og skrider i seng med en god bog.

Slut med den dag, og der afventes en ny begyndelse.

Og det kan vi heldigvis snart gøre med det herrens år 2020. Losse kattene ud, slukke lyset og vente på at det bliver en ny dag, et nyt år og en ny situation.

Jeg har været rasende, hidsig, ked af det og sur over 2020, men lige nu, så har jeg bare overgivet mig. Indrettet mig, imens jeg venter, der er slukket for alle forhåbninger og forventninger om, at 2021 bliver bedre.

Det pæne tøj hænger ubrugt i skabet, ligesom resten af 2020, og hvad næste år bringer, det må guderne vide.

Til gengæld kan jeg nu puste stearinlys ud med næsen, og man kan da aldrig får for mange kundskaber, og om ikke andet, så har 2020 da tvunget os til at strække kompetanceelastikken til det yderste.

Evnen til at spritte af, holde afstand og bruge mundbind, er jo efterhånden så indgroet en vane, at jeg blev helt forskrækket, da jeg så en genudsendelse i fjernsynet.

-prøv at se, sagde jeg forarget til sømanden, der var dybt begravet i sin bærbare.

-Se! De giver hånd, og de står godt nok tæt!

Sømanden satte sine læsebriller op i panden og studerende fjernsynet.

-jeg tror, at det er optaget før Corona, konkluderede han så, tog læsebrillerne på igen og forsvandt ind i en debat på Facebook.

Så sad jeg der, og kiggede ind i en fortid, hvor man både kunne kramme, give hånd og slikke folk i øret, uden at det havde konsekvenser.

Det var en anden tid, dengang sidste år, og vi har været nødt til at lære at gøre tingene på nye måder, ændre på det der var og det der vil blive, og finde på nye strategier, når lysene skal pustes ud.

Xxx

Baghjul

Julehvil

Så kom julen listende.

Sneg sig ind på os, i små grupper, uden sang om juletræet, julefrokoster og gudstjenester, men til gengæld med afstand, håndsprit og en vaccine, der drønede ind over grænsen i minus 70 grader.

Her giver sangen, “Drivning home for Christmas” da virkelig mening..

På vores matrikel minder tingene meget om sig selv, da sømanden og jeg ikke har de store familiejulefrokosttraditioner.

Faktisk var vi flere, end vi plejer at være, da vi fik en sidste-øjebliks-gæst, som måtte bøje sig for coronaen og melde afbud i den anden ende af landet.

Og sømandens julegave til mig, som han på forhånd spændt havde afsløret startede med s, viste sig at være en antik skrivemaskine. En gammel, smuk, sort Erika, som sømanden bestemt mener, at Lise Nørgaard brugte, da hun skrev “Matador”.

Han gav mig også en dåse spraymaling.

I guld.

For som han sagde: -du er jo så glad for guld, så nu kan du male det hele guld, hvis du vil!

Det er da en kærlighedserklæring.

For sådan er det jo med julegaver.

De bedste julegaver er jo dem, hvor der er lyttet, lagt mærke til og indkøbt gaver der handler om, at giveren har hørt og modtageren bliver set.

Så sømanden fik en urtekniv og den nye bog om Knud Rasmussen.

Og således begavet, afventer vi spændt det nye års komme.

Og da det tidligere i historien har vist sig, at der efter pandemier ofte følger seksuel tøjlesløshed, økonomisk opsving, omvendt religiøsitet, frisind og løssluppenhed, så kan det da vist kun blive et godt år, når vaccinen har gjort hovedrent og ryddet op efter 2020’s rodebutik.

Så det glæder vi os til, selvom 2020 i den grad har lært os, at man ikke skal glæde sig for tidligt.

Til noget som helst.

Ever.

Så imens vi venter på alting og ingenting, lægger jeg puslespil, spiser julekonfekt og kigger på to tilfredse katte, der forædte ligger foran brændeovnen efter julens andeskrogsfest.

Imens vi venter på alting og ingenting, kører et bornholmsk transport firma rundt i landet med håbet i kølebokse, Englands grænser er lukkede og fiskerne bander bander over fordelingen af kvoter.

Imens vi venter på alting og ingenting, så kan vi jo kun håbe på, at det bliver bedre i morgen, som Gertrud Sand altid sagde.

Xxx

Nå nå da da..

Coronahvisturerdet episode 3, del 6

Gæt lige, hvem der er kommet i skammekrogen og hvem der er blevet udnævnt til klassens duks?

Vi fik oven købet fedterøvspoint og blev nævnt som det gode eksempel.

Så kan man jo pudse sin glorie og mærke vingerne vokse ud på ryggen, og håbe på, at man får lov til at rense tavlesvampen, imens andre bliver sat udenfor døren. Hvor de ikke kan lave andet end at vente, slå hinanden oven i hovedet og bøje en gammel femogtyveøre.

Og vi kender det godt.

Vi ved godt, hvordan det er at blive sat udenfor døren.

Og vi ved også godt, at den hurtigste vej til klasseværelset er at gøre, som der bliver sagt.

For lærerne arbejder sammen, holder øje og gør notater, for at få styr på klassens enfant terrible, som smitter alle og spreder dårlig stemning.

Så uanset hvor selvfed man kan føle sig som nordjyde lige nu, hvor vi pludseligt bader i et hav af frihed, så er det jo altid lidt sjovere, hvis vi allesammen kan få lov til at svømme frit.

Så derfor, kære kjøwenhavnere (for det kalder vi jer, uanset hvilken kommune I kommer fra), så håber jeg, at det går stærkt.

Gå hjem og luk døren og ked jer halvt ihjel.

Det virker jo.

Det er den kedeligste medicin nogensinde, og man får lange meloner, lange løg og meget lang tid, fra man får fri fra arbejde til man skal i seng.

Uendeligt lang tid.

Tid til at minde sig selv om, at man elsker sin familie, selvom de smasker utroligt højt, når de tygger tyggegummi.

Tid til at ønske, at skraldespanden var fyldt, så man i det mindste kunne gå ud med den.

Tid til at lægge noget på plads, imens man hvisler ud mellem tænderne, at hvis folk for helvede bare ville rydde op efter sig..

Tid til at google alt i hele verden.

Tid til at rydde op i skabe, sortere sokker og folde den hadefulde retorik sammen og putte den i den nederste skuffe.

Timevis af uendeligt langsom tid.

Havde det været et yogaretreat havde det kostet mange penge, men så havde det selvfølgelig været uden familien!

Xxx

Snøft

Coronajeggåramok episode 3, afsnit 5

Her på matriklen er vi så ramt af influenza.

Vi er testet for corona, enkelte personer endda to gange, men det er bare i kategorien “almindelig forkølelse”.

Så det er også en af de fede oplevelser, som 2020 har budt på.

4 mennesker der på skift hoster, harker og snøfter, indespærret i et parcelhus, for enden af en blind vej.

Jeg går amok.

Også har jeg fået halsbrand af varm kakao.

Supermarkedet Lidl uddeler jo jævntligt en lille erkendtlighed til de trofaste kunder.

Sømanden er super trofast.

Så i sidste uge hjembragte han en pose kakaopulver.

Det skal røres op i varmt vand og smager et sted imellem automatkakao og tankstationskaffe.

Det er godt nok til mig.

For hvis det smager af automat og tankstation, så må det jo betyde, at man har fået lov til at komme PÅ UDFLUGT.

Så det har jeg drukket.

Og fået halsbrand.

Så det er jo super!

Pigerne er blevet friske igen, men sømanden og jeg er stadigvæk sygemeldte.

Og det er jo virkelig en kærlighedsbooster, sådan at være sammen hele dagen, imens man pudser næse, trækker vejret tungt og har så meget snot i hovedet, at man ikke rigtigt kan høre, hvad den anden siger.

Vi har delt huset imellem os, sømanden hænger foran fjernsynet og jeg sidder ved køkkenbordet, hvor jeg kan stirre irriteret ud af vinduet.

Og som alt andet i 2020, så venter vi bare på, at det går over.

Men jeg er så træt af at vente.

Og jeg ved godt, at jeg ikke kan være bekendt at sige det, for det er jo sådan set det eneste jeg skal, imens andre opfinder vacciner, lægger strategier og arbejder i døgndrift.

Vente og følge med i nyhederne, og mærke en snert af retfærdighedsfølelse, når stramningerne nu også rammer derovre på djævleøen.

Jeg er slet ikke i tvivl om, at alle gør, hvad de kan, og det er ikke en pegen fingre af noget som helst, men bare et udtryk for den udmattelse og sociale isolation, som efterhånden er ved at få skovlen under os.

Vi når aldrig at komme i nærheden af målenstregen, før den bliver flyttet lidt længere væk.

Så skal vi lige løbe lidt længere, strække os lidt mere og vente lidt endnu.

Kirkerne er begyndt at sælge billetter til julegudstjenesterne, sjællænderne spekulere over, om de må holde Jul i Jylland og andre giver den gas med julebelysning og Gløgg med runkne rosiner, for hvad skal vi ellers gøre?

-man må sno sig, som ålen sagde, og der kommer jo en ende på alting, men jeg synes godt nok, at vejen er træls og lang at gå.

Xxx

Det er jo glimrende

Coronaglitter 3,4

Ting jeg har smurt glimmer på:

14 julekugler

En lysestage

To fyrfadsstager

En adventskrans i messing

Et par højhælede sko

Overvejede at gejle mine briller, men her måtte den ældste af pigerne træde i karakter og sætte en prop i hullet.

Sømandens entusiasme er til at overse, tilgengæld er jeg stærkt begejstret.

Tænk at fem bøtter glimmer og en flaske limlak fra A-Z kan give så meget fornøjelse.

Så spørgsmålet er bare, hvad der skal have en tur næste gang.

For glimmer er min yndlingsfarve, og lige for tiden kan vi da vist godt bruge lidt glimmer, sådan spredt ud over det hele.

Smøre lidt glimmer på talestolen i folketingssalen, drysse lidt glimmer på vejrudsigten, putte lidt glimmer i madpakken og sende lidt glimmer med posten.

Og sømanden sidder tålmodigt midt i glimmerhvirvlen og foregiver interesse, når jeg endnu engang fremviser en ting, jeg har smurt glimmer på.

-jeg ved ikke rigtigt, sagde han og gned sig lidt i øjnene, da jeg viftede med et par glimmermodificerede fyrfadsstager.

Han forsøgte tydeligvis at udtænke det korrekte svar.

-er det lysestager?

Her måtte jeg sukke højlydt over hans manglende evne til at spotte den fikse opgradering af stagerne.

-jeg har smurt guld på! Påpegede jeg ivrigt og fiskede med en stor krog efter en lille kompliment.

Sømanden rynkede brynene og lagde hovedet på skrå.

-har de ikke altid set sådan ud?

Og sådan kan man jo kaste glimmer for svin, men heldigvis kan jeg lide det, og det er jo det vigtigste.

Og sømanden kan få lov til at se bonderøven i fred, og det er også vigtigt.

Og således med prioriteterne i orden, kan vi se en morgendag i møde, hvor den første december står på dørtrinet og tigger for at komme ind.

Og det får den lov til, men den skal selv medbringe glimmer.

Xxx

Morning has broken…

Coronafred episode 3,3

Så blev det lørdag morgen, for engangs skyld en vindstille en, i Danmarks nordligste by.

Om det er stilhed før eller efter storm, ligger hen i det uvisse, efter en uge med genåbne kommunegrænser, grædende statsministre og julen der langsomt sniger sig ind i vores flow-tv.

Så nu sidder jeg så her ved køkkenbordet, imens resten af huset sover, og afventer vaccinens komme.

Og imens forsætter hverdagen, for hvad skal vi ellers gøre?

Så vi står op om morgenen, spritter hænderne af, cykler på arbejde, spritter af og cykler hjem igen, med et enkelt svinkeærinde forbi vores lokale pakkepusher efter en kjole, som jeg fik listet ned i netindkøbskurven i en af mine yndlings butikker.

Den skulle så byttes.

Til et nummer mindre.

Jeg er åbenbart ikke så fed, som jeg troede jeg var.

Så jeg sendte sømanden til pakkepusheren med returpakken, for lykkeligt at hente den rigtige størrelse et par dage efter.

Og skulle jeg handle lokalt?

Det skulle jeg måske nok, men når man har en tøjsmag og stil, som ikke lige er at finde i lokal området, så må man jo ty til andre muligheder.

Så det gør jeg.

Googler nettet tyndt efter kulørte strømpebukser, farvestrålende sko, plussize kjoler i vintage-stilen og flotte hårblomster, både nyt og brugt.

Sømanden går i genbrugsbutikker.

Efter konceptet, hvis det ikke er i stykker, så virker det.

Cowboybukser, T-shirt og striktrøjer.

Det virker.

Han har også købt en julegave til mig.

Den starter med S.

Så meget har han fortalt.

Han har fået en af pigerne til at pakke ind, og nu ligger gaven derinde i stuen, med bånd og sløjfe og prøver at holde på en hemmelighed.

Det er altid spændende, om han kommer til at afsløre det inden juleaften.

Det er sket før.

Men det gør ikke noget.

For han gør sig umage, og med pigernes hjælp og en hel masse bandeord, lykkes det ham altid at fremskaffe det jeg ønsker mig.

-men det er famne heller ikke nemt, som han brølede et år, imens han hidsigt tastede på iPad’en, du ønsker dig jo det mærkeligste lort!

Og det gør jeg jo nok.

Men så er jeg jo heldigvis gift med en mand, der kan løse de fleste problemer.

Xxx