Forfatter: Laura

Coronafængsel

Coronaens uendelige, kedsommelige og drænende indtog i min hverdag har betydet, at jeg efterhånden har set ubeskriveligt mange røvsyge, programmer i fjernsynet.

I tusindvis.

Jeg ved godt, at man kan bruge de der streamingstjenester og vælge, hvad man gerne vil se.

Jeg har bare så svært ved at vælge.

Jeg synes, at det hele lyder lidt kedeligt.

Derfor ender vi altid med at se “alle katagorier” det meste aftenen.

Altså den der funktion, hvor der er oversigt over de programmer, man kan vælge.

Det er nok det, jeg ser mest.

Det er derfor sømanden har sørget for, at vi har den mindste pakke hos Skagen Antennelaug.

-når vi alligevel kun ser “alle katagorier”, så kan vi ligeså godt spare de 300 kr, meddelte han med vanlig økonomisk snu og afmeldte den mellemstore kanalpakke.

Så kom corona.

Så nu sidder vi der, og kan vælge imellem tre kanaler.

Og så er det, at man kommer ud i alle afkroge af billigt produceret fjernsyn.

Helt derude, hvor man pludselige ser et program, hvor folk stolt fremviser deres samling af fodboldtrøjer.

Opbevaret i en plasticboks, så de nemt kan medbringes i tilfælde af ildebrand.

Programmer, hvor opkørte folk med lommelygter i panden, sidder i forladte huse og venter på spøgelser, der aldrig kommer.

Programmer, hvor folk skal gætte alverdens revl og krat. Og det er ikke fordi, at quizdeltagerne har en særlig viden, eller spørgsmålene har et tema.

Det er bare tilfældigt gætteri på tilfældige spørgsmål.

Så kan de vinde noget, også har vi fræst den halve time af foran kukkassen.

Jeg kunne selvfølge bare streame en god film.

Det kunne jeg.

Men det gider jeg ikke.

Jeg vil underholdes af godt gammeldags flowtv, hvor jeg ikke skal tage stilling til hvad jeg vil se, men hvor der er en vis garanti for en vis kvalitet, hvor jeg måske bliver en lille smule klogere på et emne, som jeg ikke lige have interesseret mig for i forvejen.

Jeg  vil gerne udsættes for lidt almen dannelse.

Bare en lille smule.

Men det er store krav at stille, jeg ved det godt.

Jeg kunne selvfølge også bare slukke for fjerneren.

Det kunne jeg godt.

Give mig til at strikke, sy, brodere, læse en bog eller bygge et hønsehus.

Det kunne jeg godt.

Men nogle aftenener så vil jeg bare gerne ikke lave noget, og bare sidde der, med fødderne oppe og se noget fjernsyn.

Så indtil videre ser vi “alle kategorier”.

Og sommetider sker der det, at vi kommer til at snakke sammen.

Altså vores lille familie, samlet der foran husalteret.

Nogle gange griner vi også.

Eller står på hovedet efter tur, bare for at se om vi kan.

Nogle kan og andre kan ikke.

Imens står “alle katagorier” og  blinker på skærmen.

Ene og forladt.

For nogle gange er det bedste show, det vi selv laver.

xxx

Romance

-vil du med ind for at gøre “The dirty Business”, brølede sømanden, imens han kæmpede for at flå sit bælte op.

Det kom ærlig talt lidt bag på mig. Jeg var ved at ordne vasketøj.

-Nu?

Jeg kiggede bekymret på ham.

-ja, hylede sømanden og knappede bukserne op, kom nu!

-jamen, hvorfor så pludseligt? Jeg krammede en sort sok og var en lille smule forskrækket.

-fordi jeg ikke kan finde det skide æggeur, råbte sømanden og pegede på en kasserolle, der stod på komfuret.

Han var ved at lave blødkogte æg.

-så tænkte jeg, at det nok passede nogenlunde med tiden, hvis vi lige skyndte os.

Han nikkede febrilsk hen mod soveværelset.

Det blev et nej herfra.

Men sådan er det nok, når man har været gift i rigtigt mange år.

Så behøver det ikke altid være så romantisk.

Så er der også visse praktiske hensyn at tage.

Børn, vasketøj, æggekogning og den slags.

Til gengæld foreslog Facebook senere på aftenen, at vi skulle købe et romantisk brætspil.

Der fulgte sådan nogle lyserøde kort med, som man skulle skiftes til at læse højt for hinanden. Facebook var det generøse hjørne, og vi kunne få lov til at se et par kort, uden beregning.

En teaser, om man vil.

Jeg testede dem på sømanden.

-hvornår kyssede vi første gang?

Det kunne sømanden ikke huske.

Jeg kunne heller ikke huske det.

Næste kort; hvornår var I på date første gang?

Så erklærede sømanden, at det var et lortespil og i øvrigt skulle han se fjernsyn.

Nu har datoer og milepæle aldrig rigtigt interesseret os, men det var altså også en anden tid, dengang i firserne.

Der var man ikke på date.

Man var på “Atlantic”.

Man kridtede banen på hjemmefra, med Pisan Ambon, hårlak og crepejern, imens Thomas Helmig bankede på. Op på cyklen og ned på “Atlantic”, hvor man gik runder og flirtede med den udkårne.

Måske kyssede man.

Så gentog man det hele weekenden efter.

Og weekenden efter igen.

Det var ikke en datingkultur, mere frie markedskræfter.

Så sømanden og jeg droppede det brætspil.

Det var også alt for meget kiggen i øjnene.

Og kævleri.

Og hvis det pludseligt kommer over mig, så kan jeg jo altid bede ham om at lave et blødkogt æg.

xxx

Stødt på manchetterne

Coronajaloux episode 4,7

Hold nu kæft, hvor jeg keder mig!

Jeg har gennemtrævlet Facebook, gloet på alverdens mærkelige stories, været på Instagram, gået ture, gjort rent, gloet ud af vinduet og mødtes med en veninde på en bænk i en skov, indtil vi fik frostbylder et vist sted og blev nødt til at gå hver til sit.

Jeg har lagt puslespil, broderet og hørt P4, indtil jeg ikke orkede mere smalltalk og skiftede til P8jazz.

Jeg kan simpelthen ikke finde på mere at lave.

Jeg er socialt udmagret, udsultet og udhungret, og hvis bare det kunne ses på badevægten, så ville det da i det mindste have lidt nytte.

Der er sker så lidt i mit liv, at jeg ikke engang har tankemylder, når jeg skal sove.

Jeg falder bare i søvn af ren og skær kedsomhed.

-eller, det var da lige, indtil jeg opdagede, at nogen sneg sig ud af bagdøren og susede til Dubai.

Det har været en blandet flok, de der nogen, og der kan både nævnes vigtige og meget betydningsfulde influencers, politikere der medbringer kærester som afslapningsbasis, millionærdøtre og afdankede sportsstjerner.

Allesammen med meget vigtige og betydningsfulde opgaver, der ikke kan løses over Skype.

Så kan man godt, af ren og skær kedsomhed, gå hen og blive lidt bitter.

Det kunne faktisk godt gå så vidt, at jeg blev en bitterfisse.

Min retfærdighedsfølelse er i hvertfald krænket.

De suser til Dubai, og jeg kommer ikke engang i NETTO.

Jeg kunne selvfølgelig godt finde på en grund, købe en billet og fræse til Dubai, det står jo åbenbart frit for.

Grunden skal bare være vigtig for mig!

Så længe jeg kan retfærdiggøre det over for mig selv, så skide være med alle de andre.

Åbenbart.

Men det har jeg bare ikke rigtigt lyst til.

Det er muligt, at jeg er jaloux, misundelig, jantelovsknepper og coronanazist.

Det er muligt.

Så kald mig det.

Men jeg synes bare ikke, at det er fair, når sygehusvæsenet hænger i med neglene, de gamle er låst inde på plejehjemmene, børnefamilierne er ved at gå op i limningen og landet efterhånden ligger fladt ned.

Det er simpelthen bare dårlig stil.

Man skal da være noget fyldt af sig selv, for at kunne gøre det og bagefter lige ligge lidt billeder op på de sociale medier.

Så selvfølgelig er jeg jaloux, det er da klart.

Jeg vil også gerne ud og rejse, men at gøre det lige nu, det er satme røvhulsstil.

Og uklogt.

Xxx

Gå, så går det nok

Coronatraskeri episode 4,6

Så det gør jeg.

Trasker troligt afsted hver dag efter endt arbejde.

På med gåskoene og ud på den samme rute hver dag.

-for når du går igennem helvede, så skal du bare blive ved med at gå, som en cigarrygende brite engang sagde.

Så jeg går.

Nu er det bare blevet så koldt, at jeg har fået tiltusket mig en af sømandens aflagte havnehabitter.

Den er blå og rød, fyldt med velcrofunktioner og en lille smule for lille.

Faktisk er jeg nødt til at tage skoene på, inden jeg lyner den.

For jeg kan simpelthen ikke bukke mig ned, når den først er lukket.

Der er ikke plads.

Jeg kan mærke, at det også vil være svært at gå op af en trappe i den kedeldragt.

Jeg kan heller ikke klø mig i rumpen.

Altså hvis jeg skulle få brug for det.

Og som studievejlederen sagde, da vi mødtes i hver vores dragt, så gør det ikke rigtigt noget godt for ens figur.

Men den er varm.

Og så længe jeg kun skal gå lige ud, så går det fint.

Når jeg så skal dreje til højre eller venstre, så gør jeg det bare med forsigtighed.

Så iført pandebånd, skiluffer, musik i ørene og godt med læbepomade vandre jeg afsted på min tur.

Hvis musikken er rigtig god, kan jeg også komme til at tage et par dansetrin.

Eller synge med.

Eller snurre rundt om mig selv, bare fordi det er flot at se horisonten hele vejen rundt.

Som regel er jeg alene derude.

Men ind imellem møder jeg nogen, der går tur på en meget alvorlig måde.

De traver målbevidst afsted, iklædt passende tøj og med hovedet bøjet i vinden.

De er ude-at-gå-tur.

-og det virker lidt somom det skal overståes, og der skal i hvert fald ikke fjolles imens.

Det er alvorlige ture.

Meget alvorlige.

Og passende og ordentlige.

Og vi er allesammen forskellige og vi skal være her allesammen, men næste gang du er ude for at gå en tur, så prøv lige at tage et dansetrin.

Bare et enkelt.

Drej rundt om dig selv, eller syng højt og falsk med på et gammelt Dolly Parton hit.

Måske kan du også hinke lidt.

Det koster ikke noget, også er det sjovt.

Fun.

Og det har vi da ved Gud ikke for meget af i disse tider…

Så hvis I ser en dansende blå Michelinmand derude på heden, så er det bare mig.

I modvind, med musik i ørene og en dragt der er en lille smule for stram.

Xxx

Cho-cho-chokolade

Coronaslikken episode 4,5

Nu har jeg rodet i alle skabe og skuffer.

Kigget i den gamle margarinekasse, der står ovenpå køleskabet, selvom jeg udmærket godt ved, at den kun indeholder gammelt knækbrød, en pose med bløde chips og et porcelænsfad med en kanin, som jeg engang har fået af min far i fødselsdagsgave.

-og svaret er nej!

Vi har ikke noget chokolade nogen steder.

Og jeg ved godt, at det er min egen skyld.

Jeg har nemlig forbudt sømanden at købe chokolade.

Så vi har ikke noget, fordi vi ikke har købt noget.

Men da jeg sagde til sømanden, at han ikke skulle købe chokolade, fordi at jeg gerne ville leve lidt sundere, gerne ville snacke lidt mindre og alt muligt andet vrøvl, så mente jeg jo ikke, at han skulle stoppe med at købe chokolade.

Jeg mente bare, at han skulle købe noget, som han kunne smugle ind i huset, og gemme på strategiske steder, hvor jeg så kunne finde det, når trangen til chokolade blev for stor.

Sådan en slags gemmeleg, bare med yankiebars, snickers og rittersport.

Og jeg er ikke den der holder nogen udenfor, så vingummibamser, lakridspiber og romkugler må gerne være med.

Når man sådan skal bevæge sig, for at få fat i de gode sager, så når man jo også at brænde lidt kalorier af, inden chokoladen bliver fundet og spist.

Tænker det er en nulsumsspil.

Det lyder i hvertfald  ikke som noget, man kan blive ret tyk af.

Også ville der jo også ske lidt.

Man kan både gøre det alene eller sammen med familien.

jeg forstiller mig fx, at hele familien mødes kl 10.30 i køkkenet, og så går den vilde skattejagt, og vinderen får yankiebaren.

Hvis man gør det alene, så er man selvfølgelig sikker på at få præmien.

-så jeg kommer nok mest til at gøre det alene.

Så nu skal jeg bare have overtalt sømanden til at indkøbe og gemme chokolade på matriklen.

Det kan både være udenfor og indenfor.

Jeg er åben for alle muligheder.

Bare de kan spises.

-og smager af chokolade.

xxx

Det var een..

Coronaræs episode 4,4

Så gik den første uge af 2021.

Og selvom jeg optimistisk forestillede mig, at januar ville smelte stille og fordringsløst væk, så lykkedes det alligevel den orange mand i Amerika at lave gak og løjer i årets første uge.

Suppleret med et par metooskandaler, så var 2021 ligesom skudt igang.

Heldigvis kan vi klamre os til vaccinehåbet.

Og imens så traver jeg min daglige tur, for at få bevæget kroppen og sove bedre om natten.

Sømanden cykler.

Det har han altid gjort.

Kilometer efter kilometer.

Hvis ikke det kan kureres med zinkpasta eller en cykeltur, så er det ikke noget for ham.

Det er ikke noget med spandex, klunkevoks, drikkedunke eller fråde om munden, men bare almindeligt cykleri rundt havnen.

Ligesom mine gåture.

Bare helt almindeligt gåen.

Fordelen er også, at det ikke kræver omklædning, specialudstyr og brusebade.

Desuden så orker jeg bare ikke at proppe alle mine løsdele ned i en omgang elastisk sportstøj.

Der er simpelthen for meget at tage hensyn til, og så ved jeg ikke, om I nogensinde har prøvet at skulle tisse halvvejs i sådan med træningstime med spandextræningsbukser.

Det går fint med at få dem af, men det er faktisk utroligt svært at få sådan nogle sataner på igen, hvis man har svedt bare en lille bitte smule.

Jeg ved ikke hvad er sker, med det der sportsstof, de er lavet af. Det er somom alt ruller den forkerte vej, og pludselig er det meste af den dyrt betalte træningstime gået med at stå ude på toilettet, imens man panisk kæmper imod sved og elastik.

Jeg ved godt, at man kan tisse af, inden man går ind til timen, men når man når en vis alder, og der er meget hopperi involveret, så forslår det som en skrædder i helvede at tisse inden timen.

Til gengæld har jeg købt nyt hjemme-hygge-tøj.

Eller loungewear, som det hedder nu om dage.

Akkurat som dengang det pludseligt ikke længere hed gamacher, men leggings.

Fra den ene dag til den anden, var det navn ændret.

Og moderne, smarte butiksassistenter med lidt for meget eyeliner, irrettesatte dig straks, når du vovede sig ind og spurgte efter et par gamacher.

-mener du leggings? Spurgte de så, og spidsede overlegent munden, så det hele kom til at minde lidt om at spise en citron.

Vi købte nemlig mange gamacher dengang i 80’erne, med t-shirts det passede til.

Gerne i neonfarver og med et flot mønster der forestillede tropiske frugter.

Ananas og den slags.

Xxx

Nå for dælen..

Coronasåerdengaligen episode 4,3

Jamen, det er da super.

Imens vi har sprittet af, holdt afstand og trukket vejret igennem mundbind fyldt af frustration, panikangst og smittetalskurver, der bliver mere og mere indviklede for hver dag, så har Corona udviklet sig til et syvhovedet monster, der frådende vælter sig igennem Europa.

Så i eftermiddags trak Mette F. i habitten, denne gang i en karrybrun nuance, og præsenterede de nye restriktioner.

Som den pligtopfyldende samfundsborger jeg er, så vil jeg selvfølge gerne gøre det hele rigtigt.

Problemet er bare, at jeg ikke engang har fem personer i min sociale bobbel.

Heller ikke, selvom jeg tæller den hundelufter med, som jeg møder hver dag på min daglige gåtur.

Heller ikke, selvom jeg tæller hans hund med.

Det er da muligt, at jeg havde en omgangskreds engang, men jeg kan simpelthen ikke huske, hvordan de ser ud.

Eller hvem de er!

Og det der med at aflyse sociale arrangementer…

Det er ikke noget problem, for jeg har ingen.

Min kalender er ørkenvandring.

Uden oaser.

Her forleden forsøgte jeg at knibe øjnene sammen, så jeg kunne se dobbelt og dermed få illusionerne af, at der var flere i rummet.

Det lykkedes ikke rigtigt, og desuden vil det jo bare give dobbelt op af sømanden, og det virkede på en eller anden måde lidt for overvældende.

Og så mistede jeg helt ærligt lidt interessen for det pressemøde, for de kommer godt nok hele tiden.

Og de ævler bare løs om tal og kurver, så man bliver helt søsyg, og jeg indrømmer blankt, at jeg efterhånden ikke rigtigt kan skelne det ene tal fra det andet. Kurverne cykler op og ned, tegnsprogstolkene gør deres bedste for at følge med og ord som positivprocent, pcr-test og incidens væver sig ind og ud af ordstrømmen.

Måske magter jeg det bare ikke mere.

Jeg skal nok gøre som der bliver sagt, det er jo ikke rigtigt noget problem, for mit liv er alligevel en indetørret rosin, uden indhold og med endeløse kilometer af ingenting.

Igår gik dagen for et eksempel med at sortere mine underbukser, se “Sex and the City” og lede efter mine vinterstøvler.

Jeg er nemlig en praktisk sjæl, så da der faldt 21 snefnug igår eftermiddags, så begyndte jeg straks af forberede mig på en snestorm.

Efter lidt søgen fandt jeg mine Sorell-støvler med pelskant.

Jeg tog dem straks på.

Sømanden syntes, at de var flotte.

Pigerne syntes, at de var meget 00’erne.

Men de blev også købt i 00’erne.

Det var dengang, butikkerne havde åbnet.

Xxx

Slut prut finale

Coronasåråbervipikogskrider episode 4, 2

Så er jeg satme ved at være færdig med 2020.

Det kan kun gå for hurtigt.

I skraldespanden med det, også glæder jeg mig ellers til januar.

Januar, som ligger grå og trøstesløs foran os, i alt sin mangel på festivas, ligegyldige hverdage, dårligt vejr og absolut ingen aktion.

Januar, jeg elsker dig.

Godt nok er vi hjemsendt, og der skal ikke ske en skid, men..men, men, så er der heller ingen forventninger.

Ingen fester der partou skal afholdes, ingen familiesammenkomster, ingen højtider og dermed forhåbenligt, også lidt mindre sure miner, lidt færre folk der slår sig i tøjret og knap så mange aggressive udbrud.

For vi har jo ikke rigtigt noget på spil i januar, ud over den traditionelle slankekur, som alligevel fordre en asketisk livsstil uden alkohol og abegilder.

Så januar passer jo som en fod i en hose, og personligt skal jeg da sidde i værkstedet med min bærbare, en elektrisk radiator og udsigt til et gammelt staffeli.

Føler jeg mig ene og alene forladt, så kan jeg jo altid finde en undskyldning for at Skype med en kollega, høre om studievejlederen vil med på en hurtig gåtur rundt om vejen, eller sende en kærlig tanke til sundhedspersonalet, lærere, pædagoger, falckreddere, skraldemænd, kasseekspedienter og hvem der ellers kæmper derude ved fronten, for at få det hele til at køre rundt.

Tænke lidt over min frisør og andre selvstændige, der hænger i med neglene, og varme mig lidt ved tanke om hjælpepakker og velfærdsstaten og alt det der.

Også vil jeg i øvrigt glæde mig over januars komme, at foråret og vaccinen er på vej, og spændt afvente den seksuelle tøjlesløshed og religiøse ligegyldighed, der har efterfulgt tidligere tiders pandemier.

Så vil jeg nuppe et par møder på teams, spise frokost i køkkenet og ind imellem starte cyklen op, for at varetage opgaver, der ikke kan laves hjemmefra.

Jeg har nemlig besluttet mig for at indrette mig efter betingelserne. Pandemien raser og alting sejler i håndsprit, og vi er jo bare nødt til at leve med det og i det.

Derfor glæder jeg mig til forventningsfrie januar.

Grå, røvsyge, triste og kedelige januar, som med sin underspillethed og diskrete charme måske kan vende skuden, og hvis ikke tingene løser sig i januar, så står februar heldigvis for døren, med sit sjapvejr, regnfulde eftermiddage og mudder på skoene.

Så er der en masse at glæde sig til.

Måske.

Godt nytår.

Xxx

Ny lærdom

Coronaforsatan episode 4, 1

Igår lærte sømanden mig, hvordan man puster stearinlys ud med næsen.

Vi har nemlig et par fyrfadsstager, som jeg, i et entuastisk øjeblik, smurte ind i glimmer i starten af december.

Stagerne er lidt høje og står på kaminhylden, hvilket betyder, at de skal løftes ned, når de skal tændes og slukkes.

Sømandens glimmerkvote er opbrugt, så derfor har han udviklet næsepuster-teknikken.

Så behøver han ikke at røre ved glimmeret.

Istedet stiller han sig foran kaminhylden, vinker ansigtet, så skægget ikke kommer i kambolage med glimmeriet, og afsender et kort, præcist og hårdt pust med næsen, som dermed slukker det lille fyrfadslys i bunden af stagen.

Man må sno sig, som ålen sagde, da den ikke ville have glimmer i skægget.

Således tilfreds med sig selv, slukker sømanden så det elektriske lys, losser kattene ud, og skrider i seng med en god bog.

Slut med den dag, og der afventes en ny begyndelse.

Og det kan vi heldigvis snart gøre med det herrens år 2020. Losse kattene ud, slukke lyset og vente på at det bliver en ny dag, et nyt år og en ny situation.

Jeg har været rasende, hidsig, ked af det og sur over 2020, men lige nu, så har jeg bare overgivet mig. Indrettet mig, imens jeg venter, der er slukket for alle forhåbninger og forventninger om, at 2021 bliver bedre.

Det pæne tøj hænger ubrugt i skabet, ligesom resten af 2020, og hvad næste år bringer, det må guderne vide.

Til gengæld kan jeg nu puste stearinlys ud med næsen, og man kan da aldrig får for mange kundskaber, og om ikke andet, så har 2020 da tvunget os til at strække kompetanceelastikken til det yderste.

Evnen til at spritte af, holde afstand og bruge mundbind, er jo efterhånden så indgroet en vane, at jeg blev helt forskrækket, da jeg så en genudsendelse i fjernsynet.

-prøv at se, sagde jeg forarget til sømanden, der var dybt begravet i sin bærbare.

-Se! De giver hånd, og de står godt nok tæt!

Sømanden satte sine læsebriller op i panden og studerende fjernsynet.

-jeg tror, at det er optaget før Corona, konkluderede han så, tog læsebrillerne på igen og forsvandt ind i en debat på Facebook.

Så sad jeg der, og kiggede ind i en fortid, hvor man både kunne kramme, give hånd og slikke folk i øret, uden at det havde konsekvenser.

Det var en anden tid, dengang sidste år, og vi har været nødt til at lære at gøre tingene på nye måder, ændre på det der var og det der vil blive, og finde på nye strategier, når lysene skal pustes ud.

Xxx

Baghjul

Julehvil

Så kom julen listende.

Sneg sig ind på os, i små grupper, uden sang om juletræet, julefrokoster og gudstjenester, men til gengæld med afstand, håndsprit og en vaccine, der drønede ind over grænsen i minus 70 grader.

Her giver sangen, “Drivning home for Christmas” da virkelig mening..

På vores matrikel minder tingene meget om sig selv, da sømanden og jeg ikke har de store familiejulefrokosttraditioner.

Faktisk var vi flere, end vi plejer at være, da vi fik en sidste-øjebliks-gæst, som måtte bøje sig for coronaen og melde afbud i den anden ende af landet.

Og sømandens julegave til mig, som han på forhånd spændt havde afsløret startede med s, viste sig at være en antik skrivemaskine. En gammel, smuk, sort Erika, som sømanden bestemt mener, at Lise Nørgaard brugte, da hun skrev “Matador”.

Han gav mig også en dåse spraymaling.

I guld.

For som han sagde: -du er jo så glad for guld, så nu kan du male det hele guld, hvis du vil!

Det er da en kærlighedserklæring.

For sådan er det jo med julegaver.

De bedste julegaver er jo dem, hvor der er lyttet, lagt mærke til og indkøbt gaver der handler om, at giveren har hørt og modtageren bliver set.

Så sømanden fik en urtekniv og den nye bog om Knud Rasmussen.

Og således begavet, afventer vi spændt det nye års komme.

Og da det tidligere i historien har vist sig, at der efter pandemier ofte følger seksuel tøjlesløshed, økonomisk opsving, omvendt religiøsitet, frisind og løssluppenhed, så kan det da vist kun blive et godt år, når vaccinen har gjort hovedrent og ryddet op efter 2020’s rodebutik.

Så det glæder vi os til, selvom 2020 i den grad har lært os, at man ikke skal glæde sig for tidligt.

Til noget som helst.

Ever.

Så imens vi venter på alting og ingenting, lægger jeg puslespil, spiser julekonfekt og kigger på to tilfredse katte, der forædte ligger foran brændeovnen efter julens andeskrogsfest.

Imens vi venter på alting og ingenting, kører et bornholmsk transport firma rundt i landet med håbet i kølebokse, Englands grænser er lukkede og fiskerne bander bander over fordelingen af kvoter.

Imens vi venter på alting og ingenting, så kan vi jo kun håbe på, at det bliver bedre i morgen, som Gertrud Sand altid sagde.

Xxx