Kategori: Blog

Med glimmer på!

Coronaneverendingstory episode 3, 1

Imens nogen har valgt at bruge weekenden på at stille deres traktor ved Langelinie, så er der en anden en, der har brugt weekenden på at smøre glimmer på julekugler.

Det er muligvis at stikke hovedet i glimmerbusken, men det er godt nok svært at rumme alt fra demonstrationer, tastaturkrigernes kamp på de sociale medier, folk i lidt for små habitjakker, der vil være kalif i stedet for kaliffen, statistikker om dødelighed og julens røvsyge ståen for døren.

Så kan det godt hjælpe at hælde lidt glimmer ud over det hele.

Altså, det hjælper jo ikke rigtigt noget, men så er der i hvertfald glimmer på.

Så det har jeg gjort.

Smurt glimmer på hårblomster og julekugler og hørt den samme julecd rigtig mange gange i træk.

Cd’en har nemlig sat sig fast i afspilleren, og sømanden var på havet, så jeg måtte afvente hans tekniske kunnen.

-måske skulle vi bare smide lortet i skraldespanden, foreslog han efter et par sekunders inspektion, det er jo noget gammelt ragelse.

Så var det, at jeg blev helt irriteret indeni.

For jeg ved godt, at man kan streame fra telefonen, lave playlister og det er jo SÅ meget nemmere.

Men jeg kan bare godt lide mine cd’er.

Og min pladespiller.

Vi konstaterede derfor ret hurtigt, at lossepladsen ikke var en mulighed.

Så stod vi der, sømanden og jeg, og kiggede på den sorte kasse, som nægtede at spytte en cd ud, selvom sømanden havde forsøgt at lirke med en urtekniv.

-nu skal jeg altså på havet, sagde han så, lagde urtekniven på køkkenbordet og gik ud af døren.

Så nu har jeg lært den cd udenad, imens jeg har opgraderet 5 gamle julekugler, drukket to kopper kaffe og lukket kattene ind og ud femhundrede gange.

For nogle gange, så kan man ikke rumme mere, så bliver de store linier for store, horisonten fortoner sig, og alting bliver for meget.

Så er det godt, at man kan dyppe sin pensel i glimmer, lade op og lade verden være et øjeblik, imens julemusikken kører i båndsløjfe.

Xxx

The End

Coronacirkus episode 2, dag 13

Jar-men, jøsses Maren, kommer der virkelig en ende på alt det pangel?

Og så før tid!

Nu var vi lige ellers blevet vant til, at alting blev forlænget, udsat og lukket.

Vi har holdt op med at glæde os til noget som helst, fordi alting bliver jo alligevel til ingenting, når coronamonstret stikker sit kronede hoved frem.

Men nu blæser der nye vinde over Nordjylland.

Skal vi nu finde bøjlebh’en frem, kridte balskoene, frisere håret og gå ud i virkeligheden.

Vi er godt nok tilbage til restriktionerne før nedlukningen af Nordjylland, men det er jo også en slags fest.

Når man er trængende, kan alt bruges…

Så nu skal hjemmekontoret pakkes ned, stables ind i bilen og fragtes til kontoret til et gensyn med kollegaer, kopimaskiner og fælles toiletter.

Og jeg glæder mig.

Sømanden glæder sig også.

Det kan godt være lidt hårdt at komme hjem til en kone, som ikke rigtigt har oplevet det store i løbet af dagen, men som alligevel gerne vil fortælle om det hele.

I detaljer.

Jeg kan godt mærke, at hans interesse ikke er så stor, men hvem har jeg ellers skulle fortælle de spændende ting til.

Hans reaktion, da jeg fortalte at katten havde haft mareridt, var i hvert fald en lille smule distanceret.

Men pyt med det, for i morgen skal jeg ud af døren.

Jeg skal have madpakke med, makeup på, strømpebukser og trusser med elastik.

Måske nupper jeg også et brusebad.

Xxx

Tamtam på afstand

Coronaspat episode 2, dag 13

Er det sjovt at drikke sig fuld, når man ikke har pænt tøj på?

Hvor hurtigt damper en brannert af, når man sidder der bag skærmen, som en anden Jens Vejmand?

Kan man holde festen kørende, når man sidder der og råber skål, ind i en skærm?

Man behøver selvfølgelig kun at tage pænt tøj på den øverste halvdel.

Pailletbluse og skisokker.

Men hvor sjovt er det egentligt?

Kan man for et eksempel blive budt op til dans?

Hvad med køen til dametoilettet, hvor man altid møder en gammel bekendt, kan låne et hygiejnebind og lytte til andres samtaler.

Det er også svært at snakke om de andre, når alle kigger ind i skærmen på samme tid.

Men man skal selvfølgelig ikke bruge penge på en taxa hjem.

Det bedste ved en god solid julefrokost, er jo også, at man har noget at snakke om, når folk lettere pinligt berørte lusker ind af døren mandag morgen.

For når vi har gennemtygget smittetallet, ministreafgange, Sørens frisure, Kåres pension og hvad-er-det-nu-ham-strisseren-hedder, så er der jo ikke ret meget tilbage.

Oplevelseskontoen er gået i minus, og vi higer efter enhver information, der kan få dagen til at gå.

-Har I ellers noget nyt, det må gerne være noget, som I selv finder på, som en kollega håbefuldt sagde, tidligere idag.

Også kunne vi ikke engang finde på noget.

Nu er fantasiens kilde åbenbart også ramt af karantæne.

Og det er nok det, der gør mig lidt loren ved en skypefest.

Der foregår jo ikke noget i krogene.

Hvordan kan Birthe fra regnskab have en affære med Kent fra økonomi, når det hele foregår på en fælles skærm?

Jeg synes, at der er flere spørgsmål end svar, når det kommer til skypefester.

Men hvis jeg bliver inviteret, så er jeg da villig til at give det en chance.

Xxx

Nu tæller jeg..

Coronamedløgpå episode 2, dag 12

Vi har nu set Harry Potter nummer 1 og nummer 2.

Så mangler vi kun 400.

I to’eren listede Harry rundt på gangene, fordi han kunne høre noget, der kaldte på han igennem væggen.

Imens de tre entusiastiske unge mennesker susede optimistisk rundt, for at finde monsteret, der hviskede igennem væggen, slog det mig.

Det er nøjagtigt sådan, jeg har det med nutella.

Det kalder også på mig igennem væggen.

Lige nu har vi et næsten tømt nutellaglas.

Altså det er jo ikke den rigtige nutella.

Det er noget der hedder Chokonussa, og det kræver kontant opbevaring i køleskabet, for ikke at blive flydende.

Sømanden påstår hårdnakket, at han overhovedet ikke kan smage forskel.

Men selvom det er nutellas kusine i tredje led, så er den kaldende hvisken uomtvistelig, konstant og den stopper ikke, før glasset er helt kørt helt i bund.

Når man kommer dertil, at uanset hvilken vinkel kniven holdes i, så kan man bare ikke få fat i de sidste insisterende klatter, der stædig klæber sig til bunden og kliner sig fast på siderne.

Så jeg forstår så udemærket Harry og hans to raske svende.

Når det kalder, så kalder det.

Så må man følge efter.

Især når man sidder inde ved spisebordet, og prøver at få alting til at ligne en normal arbejdsdag.

Med frokostpause, kuglepenne på bordet og et virvar af ledninger.

Men der er bare så stille.

Jeg savner kopimaskinen, folks slæbende fodtrin, de små hyggelige bemærkninger og andre menneskers vejrtrækning.

I dag har vi kun været mig og chokonussa.

Og en pose pistacienødder, som har givet mig ondt i maven.

Xxx

Dagen der gak

Coronalalaland episode 2, dag 11

Så gik den dag.

Nummer 11.

Uha, som tiden flyver når man har det sjovt!

Min arbejdsdag sluttede klokken 15, så der slukkede jeg for computeren, og kiggede mig omkring i stuen.

Der var jeg nok lige kommet til det punkt, hvor jeg ikke rigtigt vidste, hvad jeg skulle lave.

Jeg må altså tilstå, at jeg keder mig af helvede til.

Så ansporet af min veninde, studievejlederen, gik jeg på loftet efter årets første nedtagning af julepynt.

I nogens verden, er det måske for tidligt, men på vores vej, der er jeg faktisk lidt bagud.

Og det er ikke naturpynt, diskret belysning og udvalgte farvetemaer der dyrkes.

Det er mere ovre i den udknaldede afdeling, hvor der ikke bliver sparet på noget, når det kommer til udendørs belysning.

Og den er jeg helt med på, så jeg fik åbnet loftslemmen og kravlede op på loftet.

Det første jeg fik hevet ned fra loftet, var mit hvide plastikjuletræ.

Et skattet fund fra sidste jul, hvor jeg spottede det, imens jeg var på arbejde, og derfor ikke havde mulighed for at handle på min indkøbsimpuls.

Jeg var meget bekymret for, om det blev solgt, inden jeg nåede ned i butikken.

En bekymring, som jeg blev nødt til at indvie sømanden i.

Han var iskold.

-bare rolig, sagde han, det bliver ikke solgt, der er ikke andre end dig, der vil eje det.

Han fik ret og jeg fik et hvidt juletræ.

Så det har jeg pakket ud idag.

De kulørte lyskæder til pergolaen må vente lidt, da regnen kom snigende ind over gårdhaven, og umuliggjorde ophængning af udendørs gejl og lir.

Jeg har faktisk to plastikjuletræer, det hvide og et grønt. De står fremme hele december, pyntet med min samling af glaskugler.

Så kan vi rigtigt nyde alle de fine ting.

Selvom det ikke rigtigt kan hidse sømanden op.

Hans interesse går mere i retning af cykelreparationer, lynghonning og den slags.

Så lyskæderne har jeg for mig selv her på matriklen, men jeg behøver bare at kigge ud af indkørslen, for at se mine åndsfæller i aktion.

Xxx

Fordele og ulemper

Coronagalaksen episode 2, dag 10

Positivlisten

10 positive ting i hverdagen, opnået som følge af nedlukningen i Nordjylland.

1:……..

2.?!?

3. Øhh….

4.Bumbum….

5. Ledige parkeringspladser

6. Uha, nu skal jeg lige tænke…

7. Nejaaarhhh….

8. Man kan med god samvittighed takke nej til sociale begivenheder uden for kommunen, som man alligevel ikke rigtigt har lyst til at deltage i.

9. Grenen er helt ledig, hvis man skulle få lyst til at gå derud.

10. Hmmm….

Nu har de dog lukket lidt op, så nu må vi bevæge rundt i de syv kommuner, hvilket betyder, at vi må køre i A-Z.

Til sømandens store lettelse, så er IKEA stadigvæk lukket land.

Og sådan er der jo fordele og ulemper ved alting.

Og for at sætte tingene i perspektiv i diverse medier, så holdes de nordjyske tal op imod smittetrykket på Vestegnen.

Og som nordjyde, så er man nok lige nødt til at tænke lidt over, hvad Vestegnen egentligt er.

Altså, hvor ligger der henne?

Og for mig, lyder det en helt del mere eksotisk end 14 dages smuttur til Grækenland med all-inklusive.

Og jeg har endda to fætre der bor derover.

Og selvom Danmark er et little land, and in Denmark vi do not understand, som en folkemusiker engang udtrykte det.

Så vi beholder vores 20 tønder land, tomheden, kedsomheden og de ledige parkeringspladser, og glæder os over, at A-Z igen er en mulighed.

Og hvem ved, hvad resten af 2020 byder på, måske bliver vi genforenet med moderlandet.

Xxx

Så holder vi!

Coronadetbliveretnejherfra episode 2, dag 9

Hvis Corona var min kæreste, så havde jeg altså slået op!

Det ville godt nok have været en usædvanligt vedholdende og ivrig kæreste, men selv de bedste ting kan jo tage for lang tid.

Man skal kende sin begrænsning og slutte, imens legen er god.

Ligesom det der Tantrasex-halløj.

Hvor man jo roder i soveværelset i noget der ligner otte timer, omgivet af duftlys, panfløjtemusik og dekorative puder, uden man sådan set rigtigt kommer i mål.

Ideen er sikkert udemærket, men otte timer lyder godt nok som lang tid!

Otte timers pusten og stønnen, intens kiggen hinanden i øjnene, kildren med fjer og et forspil der føles længere end en film med Olsen-banden.

Så ville jeg nok komme til at tænke lidt på gulvvask, loppekur til kattene og romkugler med krymmel undervejs.

-altså, det med de otte timer og fjeren var noget jeg selv fandt på, men det er cirka sådan, at jeg forestiller mig at det foregår.

Hvem er også de mennesker, der har så meget tid og energi?

Personligt ville jeg nok komme til at tage en lille morfar undervejs.

De mennesker har i hvertfald hverken børn, græsplæner, tagrender eller brug for at støvsuge.

Måske har de en robotstøvsuger.

Og en havemand.

Og en barnepige.

Lige nu har vi selvfølgelig rigeligt med tid, men så vil jeg altså hellere have en skumbanan og tidligt i seng, som en af sømanden kollegaer engang sagde.

Det er sikkert et spørgsmål om temperament, fuldstændigt ligesom med haveredskaber.

Her kan man jo dele befolkningen op i to; dem der oliere skaftet, inden de hænger det hele pænt på plads, modsat dem der, hvis de husker det, smider hele bunken ind i haveskuret og håber på det bedste.

Og imens du spekulerer over, hvilken type du er til, og hvad der i virkeligheden er mest interessant, så vil jeg gerne slå op med corona.

Det var et ulideligt bekendtskab, så længe det varede, og nu behøver vi heldigvis aldrig ses mere.

Og jeg kommer ikke til gensynsfesten.

Det bliver et nej-tak herfra.

Xxx

Det var langt…

Coronarendmigirøven episode 2, dag 8

Jeg læste engang, at ens bryster vil blive 9 cm længere, hvis man ikke bruger bh.

9 cm.

9.

Jeg kan ikke rigtigt huske tidshorisonten, og kan heller ikke lade være med at spekulere på, hvem der har forsket i brysters længde, med og uden bh.

Hvordan har man fundet ud af det?

I hvertfald er det en tanke der strejfer mig, hver gang jeg spænder op og lader tingene leve deres eget liv.

9 cm.

Men sådan er det vel med alting, der bliver sluppet fri.

Bryster, børn, coronavirus..

Og det er vel også det Mette F. er igang med, derinde på Borgen. At samle op, rulle sammen, folde sammen og komme det hele tilbage i skålene.

Så må vi jo bare håbe på, at størrelsen stadigvæk passer..

Og imens vasker vi andre joggingtøj og gør klar til en weekend, hvor vi heller ikke skal noget.

Intet.

Det burde efterhånden være en vane, men jeg er lige skuffet hver gang, jeg endnu engang ikke skal noget som helst.

Og jeg venter bare på den der åbenbaring, som folk får, når de har opholdt sig i et kloster, på kanten af et bjerg i Nepal.

Hvor man går totalt i zen, og resten af livet bare sætter pris på de små gratis glæder, aldrig mere bliver grebet af et materialistisk begær eller drikker sig bimmelim.

Det skulle eftersigende, være det højeste trin i den menneskelige udvikling.

Der er bare lige det ved det, at jeg synes, at det lyder lidt kedeligt.

Og meget alvorligt.

Så jeg er faktisk lidt bekymret.

Tænk hvis jeg ender med, at jeg udvikler mig i den retning!

Og går nonner overhovedet med bh?

Hvis ikke de gør, så er jeg for alvor på spanden.

For de er altså lange nok i forvejen.

Xxx

På med træskostøvlen

Coronavalsen episode 2, dag 7

Jeg opdagede her til morgen, at en facebookven havde valgt at tilbringe gårdagen i pink træskostøvler.

Bare sådan for at holde humøret oppe på sig selv.

Et andet muntert indslag på Facebook var en kvinde, der var meget bekymret over begrebet samfundssind og borgernes behov for at følge retningslinierne.

Som argument bragte hun Phobos på banen.

Nu vidste jeg ikke lige, hvem Phobos var, så der jeg hentede hjælp hos Google.

Det viste sig så, at planeten Mars har to måner.

Den ene hedder Phobos.

Uvist af hvilke årsager, mente damen, at Phobos havde en stor indflydelse på pøblens håndtering af Covid 19.

Så trak hun tråde til anden verdenskrig, nattelivet, aflivningen af mink og magtindehavernes ubetingede og tilsyneladende hovedløse behov for udøve magt, suppleret med et bibelcitat.

Egentlig en ret flot præsentation.

Og hvis hun mangler en ny hat, så giver jeg gerne den rulle staniol.

Et andet festligt indslag her på matriklen er, at sømanden har downloaded “Toogoodtogo”- appen.

Her kan man for billige penge, lægge billet ind på poser med mad, som supermarkedet ikke kan sælge, fordi de nærmer sig sidste salgsdato.

Det er både klimavenligt, giver et varieret udbud af frugt og grønt og så er det billigt.

Og da sømanden stammer fra en slægt, om hvem man i hvertfald ikke kan sige, at de rutter med pengene, så er det lige noget for os.

Det betyder også, at der kan være frugt og grønt i posen, som man ikke lige selv havde valgt.

Et hokkaido-græskar for et eksempel.

Og sådan er hverdagen alligevel fyldt af små vigtige glæder og festlige indslag, man skal bare huske at kigge efter dem.

Xxx

Årh, hold nu kæft…

Coronablues episode 2, dag 6

-behøver du råbe så højt i telefonen, hvæsede sømanden, da jeg diskret og velafbalanceret, havde talt i telefon med en kollega.

-jeg er sgu da nødt til at passe mit arbejde, hvæsede jeg tilbage, og gloede ondt på ham hen over spisebordet.

-ja, men det behøver sguda ikke være så højt, mukkede han, og stirrede intens ind i sin bærbare, imens han slubrede kaffe helt utroligt højlydt.

Så sad vi lidt i indædt stilhed.

Indtil sømanden rejste sig op og meddelte, at han cyklede en tur til Hulsig.

Så meddelte jeg, at det var da en UD-mærket ide!

For man kan jo godt blive lidt presset, når man bevæger sig i de samme cirkler, på den samme matrikel, i det samme hus, med de samme mennesker og gør alting på samme tid.

Og så var jeg pludselig alene hjemme.

Og så var det, at den kom snigende.

Min coronablues.

Jeg har ellers forsøgt at holde den stangen.

Stoppet alle huller og sprækker med kapok, gamle klude og stumper af papir fra gamle jahatte.

Men alligevel så krøb den ind under huden.

Trak mit humør ned under gulvbrædderne og trak i overskuddet, som var det en gammel elastik.

Jeg forsøgte ellers med en fyldt chokoladeskildpadde, en af de store.

Lovede mig selv, at jeg ville spise den langsomt, og rigtigt nyde den.

Men det glemte jeg, da jeg først kom i gang.

Så gik det hurtigt.

Vi har heller ikke flere yankie-bars.

Så er der jo også ryddet op i det.

Så nu er der efterhånden ikke flere ting i skuffer og skabe.

Altså, der er jo selvfølgelig alle de sunde ting.

Rugbrød, mel, mærkelige dåser, tørrede kikærter og sådan nogle ting.

Men altså, de lækre ting, de er udsolgt!

Og det er jeg helt sikker på, for jeg har nemlig åbnet og lukket alle skufferne i køkkenet flere gange.

Fire gange, bare her i formiddag, for lige at være helt præcis.

Og der er intet interessant dernede, skulle jeg hilse og sige.

Hvilket jo lige lagde et ekstra lag på min coronablues.

Og jeg har været ude for at gå en tur, jeg har foldet en jahat, sludret med en kollega over Skype, læst på sundhed.dk, at jeg ikke har corona og set et klip om en gadehund, der blev kureret for eksem.

Men det hjælper ikke rigtigt.

Jeg har efterhånden så lange og tørre løg, at jeg er nødt til at binde dem op, når jeg går en tur.

For det gør jeg to gange om dagen.

Går en tur.

En lille tur om formiddagen, og en lang tur om eftermiddagen.

Nazi-turen, som resten af familien har døbt min eftermiddagstur, fordi den åbenbart indeholder mange regler og retningslinier.

Men gå, så går det nok, som Søren K. sagde i tidernes morgen.

Så det gør jeg.

Går.

Også skal tiden bare gå.

Xxx