Tag: sømanden

Uh, spændende!

Hvis man træder et skridt tilbage, kniber øjnene sammen, holder vejret og står helt stille, så kunne det måske godt se ud som om, at vi ganske langsomt nærmer os en genåbning.

Man tør jo næsten ikke sige det højt, i hvertfald ikke uden at banke under bordet, lade være med at træde på stregerne og smide salt over skulderen.

Den tredje bølge ligger jo og lurer, som en angrebslysten russisk los i det høje græs.

Det mindste fejltrin og den sidder lige i struben.

Så vi må gøre os umage og holde tungen lige i munden.

Man tør jo næste ikke tro på det.

-for hvordan gør man egentligt? Spurgte studievejlederen helt perpleks en dag, hvor vi endevendte verdenssituationen.

Jeg var lige lidt forvirret et øjeblik.

-ja, du ved, fortsatte hun, kan vi huske at være spontane, impulsive og sociale, uden at det er planlagt, udmålt og afvejet på forhånd. Kan vi huske, hvordan man gør?

Den stod vi lidt og tyggede på.

Og jeg kan da kun give hende ret.

For selvom genåbningen sniger sig ind af dørsprækken og man efterhånden både kan blive klippet og gå på cafe mod fremvisning af en ren profil på sundhed.dk, så kræver det jo planlægning, afstand og mundbind.

Så den store frie folkefest er langt bag i køen og lige nu kan en tur i det lokale supermarked føles som en uhåndterlig folkemængde, der vælter formålsløst rundt mellem hylderne.

For vi er ikke længere vant til at stå tæt, kramme og smage hinandens drinks.

Men heldigvis er vi jo en nation af omstillingsparate borgere, der kan arbejde målrettet og koncentreret med nye retninglinier.

Det kan vi da allesammen skrive på vores cv efter sådan en omgang pandemi.

Kreativ, opfindsom og i stand til at underholde sig selv er vel også kompetencer, vi allesammen har trænet siden d. 11.marts sidste år.

Ligesom gåture, fjernsynskiggeri og håndvask er højt på listen.

Så nu skal vi bare vænne os til at være sammen med andre mennesker.

Så derfor er jeg begyndt at rydde op i mit tøjskab.

Joggingtøjet, striktrøjerne og trusserne uden elastik bliver foldet sammen og lagt bagerst i skabet. Sammen med hyggesokkerne, strithåret og forvaskede bh’er med helt utroligt lange stropper.

Frem i rækken med kjolerne, strømpebukser og pæne sko, der føles helt underlige og anderledes på fødder, der har levet deres eget liv, siden hjemmekontoret blev åbnet.

Strygejernet er kommet i sving og makeup-skuffen er åben.

For jeg trænger til at gøre lidt ud af mig selv.

Hejse op og hive ind, sætte hårnåle i og gøre lidt ud af det.

Bruge hårlak og læbestift.

Neglelak.

Drysse guld og glimmer, rød farve og leopardmønster ud over den hverdag, der lurer lige om hjørnet.

For det trænger jeg til.

Efter et år klædt som et fattiglem fra Katholt, med en frisure skudt ud af firserne, så skal kjolerne altså luftes.

Og den røde frakke.

Og de lyseblå laksko.

For måske smækker døren i lige om lidt og vi bliver nødt til at kravle hjem i hulen, og så ville det da være ærgerligt, hvis man ikke nåede at bruge de nye glimmersko.

xxx

Skal vi lave en aftale?

Skal vi ikke lave en aftale?

Vi tager en dag om ugen, det kunne for et eksempel være fredag.

Så gør vi fredagen coronafri.

Vi skal selvfølgelig fortsat spritte af, holde afstand, bruge mundbind og alt det der.

Også om fredagen.

Men vi taler ikke om det.

Vi gør det bare.

Ikke et ord om incidentstal, pcr-test, kurver eller vacciner.

Eller Søren og Mette.

Vi lukker lige den skuffe i, bare en gang om ugen.

Så snakker vi om noget andet.

Sjove ting.

Og hvis du efterhånden helt har glemt, hvad sjov er, så er det noget med at grine.

Så kan vi fortælle sjove historier eller grine af åndsvage vittigheder.

Måske kan vi danse fjollet eller udvikle en ny gakket gangart.

Det eneste vi ikke må om fredagen, er at nævne corona.

Heller ikke i TV-avisen.

Eller på Facebook.

Om fredagen skal det simpelthen være forbudt at komme med radikale holdninger og hjemmestrikkede teorier om corona på de sociale medier.

Jeg forestiller mig, at det bliver en succes.

Et kæmpestort frikvarter.

En pause.

Og corona vil stadigvæk være der.

Folk vil stadigvæk blive syge, testet, vaccineret og alting vil stadigvæk være udmattende trælst.

Men det vil være et åndehul.

Bare lige én dag.

Om fredagen bliver det forbudt at tale om corona.

Det er mit forslag.

Og så kommer der lige en regel mere.

Fredagsregel nummer to.

For når vi ikke kan tale om corona, hvad skal vi så tale om?

Og det er her regel nummer to kommer ind i billedet.

Vi skal tale om noget, der er positivt.

Noget sjovt.

Fun.

Det kan ikke nyttet noget, at vi afløser coronasnakken med emner som skattetryk, mangel på lægeambulancer og snevejr i april.

Så nu tager vi os sammen og graver i hjernebarken efter positive historier.

Og det gør ikke noget, at det er genbrug.

Det gør ikke noget, at vi har hørt historien før.

Bare den er sjov.

For der er jo efterhånden lidt lavvande i kassen med nye sjove og underholdende oplevelser, men så er det jo heldigvis dejligt klimabevidst at recykle.

Så det kan du sagtens .

Hiv en gammel historie frem og underhold det nærmeste publikum.

Og hvis ikke historien er sjov nok, så finder du bare på noget selv.

Og kan du slet ikke huske noget, fra dengang man rent faktisk måtte opleve noget, så kan man altid gribe til telefonfis.

Telefonfis er altid sjovt.

Så skaber man en sjov historie lige der.

Og den historie, om dengang vi lavede telefonfis, den kan man jo altid genfortælle på næste fredag, når vi igen holder coronafri.

For lige nu trænger vi til at grine.

Længe.

Højt.

Og til vi får tårer i øjnene.

Så kan vi altid tale om corona imorgen.

Og det er jo ikke fordi vi går glip af noget på den front.

For når du vågner i morgen, så kan du være helt sikker på, at corona stadigvæk hænger i sofaen med en morgenbajer, som den allersidste gæst der bare ikke vil gå hjem.

For corona går ingen steder.

Men det gør dagen i dag.

Og dagen i morgen.

Så vi skal forsat gøre som vi gør, men derfor kan vi jo godt tale om noget andet.

Bare én gang om ugen.

xxx

Ufatteligt

Der er mange ting, som jeg ikke forstår.

Lavtaljede træningsbukser for et eksempel.

Hvad er meningen med dem?

Prøv lige at lave gymnastiske øvelser i sådan et par lavtaljede bukser.

Jeg foreslår squat.

Eller lounges.

Du vælger.

Forestil dig lige det.

Bar-øv, ikke bar-røv, bar-røv, ikke bar-røv.

Jeg fatter det ikke.

Man mister jo fuldstændigt koncentrationen midt i den dyrt betalte og entusiastiske gymnastiktime, fordi man bliver bekymret for, om dem der står bagved, får en helt anden oplevelse, end den de har betalt for.

Sådan har jeg det også med badedragter.

Værsågod, her er det et lillebitte stykke elastisk lommetørklæde med huller.

Så skal det nok holde sammen på det hele, imens du hopper fra vippen og kurer ned af vandrutsjebanen.

Ingen bekymringer der.

Men er er så mange beklædningsgenstande, som jeg ikke forstår.

Sokletter kunne vi også godt indlemme på den liste.

De der bitte små strømper, der kun lige dækker det yderste af storetåen og lige kysser det nederste af din hæl.

Supersvære at få på og umulige at beholde på, til gengæld så er de nemme at få af.

Det er en strømpe beregnet til damesko.

Hvis man da kan kalde det en strømpe.

Jeg vil nok snarere kalde det for at stykke mellemlægspapir.

Og nu vi er i køkkenregionen, hvad er ideen så med klumper i marmelade.

Så sidder man der med sin ostemad og får lyst til lidt marmelade ovenpå, så man stikker forventningsfuldt en ske ned i glasset, også får man sådan et deprimeret bær med op. Geleagtigt, udsplattet og med en hudfarve, der vil gøre ethvert lig misundelig.

Jeg forstår det ikke.

Og hvis man efterfølgende skulle få lyst til en leverpostegsmad med rødbede, hvem er det så, der har besluttet, at låget på sådan et glas rødbede skal skrues så hårdt fast.

Er det et lovkrav?

Selvom man bruger alle de trick man har samlet op fra Ude og Hjemmes husmoderbrevkasse, så giver det åndsvage låg sig ikke en tomme.

Man banker og skruer, pirker med en gaffel og holder det under varmt vand.

Og til sidst, når man er klar til at smadre det møgirriterende glas op ad væggen, så kommer sømanden lige forbi og skruer låget af.

Det er da om muligt endnu mere irriterende.

Akkurat lige så trælst, som når hverdagsting bliver væk.

Når man pludselig ikke kan finde sine briller, sin mobiltelefon, sin læbepomade eller den lighter, som man lige stod med i hånden.

Og man leder og leder, og stemningen nærmer sig hysteri, indtil man opdager, at det ligger på køkkenbordet.

Så bliver man lidt flov og en smule ærekær og insisterer på, at nogen har flyttet på noget, så man ikke kan finde sine ting.

Det med lighteren har sømanden dog fundet en løsning på.

Han har simpelthen lænket en lighter fast til pejsesættet.

Men en halvanden meter lang kæde i rustfrit stål.

Præcis lang nok til at den kan nå ind i brændeovnen og sætte ild til en tændbriket.

-så var det problem løst, meddelte han og fortsatte med dagens gøremål.

Og det er måske ikke verdens største opfindelse, eller den pæneste.

Men den virker.

xxx

Tittebøh

I går købte sømanden en dåse chokoladecigarer.

Det er en stor dåse, der indeholder en masse rør lavet af sprød kiks.

De ligner cigarer eller måske mest cerutter.

Inde i rørene er der så fyldt med nutella.

Altså, de må jo ikke kalde det for nutella, så de kalder det for hasselnøddecreme.

Men vi ved jo godt, hvad de mener.

I går aftens blev chokoladecerutterne så serveret til en portion is med hjemmepisket jordbærguf.

De fleste blev spist.

Resten blev i dåsen til en anden god gang.

Den gode gang er så nu.

Problemet er bare, at sømanden er cyklet en tur rundt havnen.

Og han har ikke fortalt mig, hvor han har gemt de satans cerutter.

Jeg har kigget mange steder.

I skabe og skuffer og oven på køleskabet.

Under viskestykkerne, bagved brødristeren og i skuffen med flåede tomater.

De er væk.

Jeg har gennemsøgt køkkenet, stuen og baggangen, og spekulerer nu over, om han måske har gemt dem i sin undertøjskuffe.

Vil det være for mærkeligt?

Hvor mange steder kan man egentlig gemme sådan en åndsvag dåse chokoladerør?

Hvor svært kan det være?

Åbenbart mange steder og man må påpege, at han er afsindigt god til at gemme chokolade.

Det er i hvert fald sindssygt svært at finde dem.

Men han har jo også øvet sig i mange år.

Cirka 28.

Og så kender man jo efterhånden hinanden.

Og det giver jo både fordele og ulemper.

Fordelen er for eksempel, at man bare kan ringe op på mobilen og brøle tandpasta, så ved personen i den anden ende godt, hvad det betyder.

Man har jo set hinanden nøgne tilstrækkeligt mange gange til, at høftlighedsplasteret er revet af for længe siden.

Altså, man skal da tale pænt til hinanden og alt det der, men nogle gange behøver man ikke så mange ord.

Man gør det bare.

Sætter kaffe over til to kopper, køber den rigtige type havregryn og fortsætter den samtale, som man begyndte på for 3 måneder siden.

Og gemmer chokolade på hemmelige steder.

Personligt har jeg ingen hemmelige chokolade-gemmersteder, for det vil jo kræve, at jeg rent faktisk havde noget chokolade at gemme.

Og det har jeg ikke.

For det vil kræve, at chokoladen overlevede længe nok til at blive gemt.

Og det kommer ikke til at ske.

Ikke på min vagt.

xxx

Fradrag

I gamle dage, da Danmark var et katolsk land, arbejdede man koncentreret med begrebet skærsilden.

Det var det helvede, som man skulle igennem efter døden og inden himlen.

Hvor lang tid man skulle tilbringe i skærsilden afhang af, hvor dumt et svin man havde været på jorden.

Og man behøvede faktisk ikke at være et specielt stort røvhul.

Bare et menneske.

Som laver fejl, dummer sig og skider i nælderne.

Mens man var i live, kunne man gøre nogle ting, som betalte af på gælden på forhånd, og dermed forkortede tiden i skærsilden.

Et slags fradrag om man vil.

Man kunne betale for opførelsen af en ny kirke.

Stort fradrag.

Man kunne kravle på knæene op til kirkedøren.

Lille fradrag.

Man kunne også gøre gode gerninger.

Hjælpe de fattige og den slags.

Men kirken foretrak dog kolde kontanter, for som de sagde: “Når pengene i kisten klinger, straks sjælen ud af Skærsilden springer.”

Og for sin sidste skilling kunne man så købe et afladsbrev, en slags kvittering, som bevis på at vejen til himlen var blevet en lille smule kortere.

Nu er jeg ikke katolik.

Men evangelisk-luthersk bekvemmelighedskristen.

Her har vi lidt mere fokus på tilgivelsesbegrebet.

Og jeg betaler troligt min kirkeskat, går i kirke til jul og synger lystigt med på salmerne, men er det nok?

Hvad nu, hvis Martin L. tog fejl og skærsilden findes?

Har jeg så skaffet nok fradrag?

Har jeg gjort nok gode gerninger?

Har jeg lidt nok?

Det må da give en lille smule fradrag for hver gang, at man beder sine unger om at samle de våde håndklæder op fra badeværelsets gulvet.

For alle de gange, man fået serveret og drukket elendig lunken kaffe.

For alle de gange, man har kigget oplagt på andre folks superspændende feriebilleder.

For alle de gange, man har lyttet interesseret og høfligt til folks hjemmestrikkede teorier om dette og hint.

For alle de gange man ikke har gebet et gevær og skudt folk, der der siger: -nu er jeg jo ikke racist, men…

For alle de gange man har købt en avokado, fordi man troede, at den var moden.

Men det var den ikke.

For alle de gange, man har skulle gætte, hvad fanden folk nu er sure over.

For alle de gange, man har hørt folk fortælle om, at de ikke kan lave nummer to, når de er på ferie.

For de kan ikke lave det, men de har åbenbart ingen problemer med at tale om det.

For alle de gange, man stirret olmt på en printer, for at finde ud af, hvad der er nu galt med den åndsvage maskine.

For alle de lejlighedssange man har sunget.

For alle de gange man har stået i en helt sindssyg lang kø ved et ishus, og personen foran dig, først begynder at overveje hvilken smag de måske, måske, kunne tænke sig at få i deres kræmmerhus med to kugler, når de er nået helt op til skranken. Hmm, hvad kunne de så tænke sig i vaflen. Nej, vent lidt, måske vil de hellere have et bæger og hvordan smager isen med appelsinsmag egentlig?

Appelsin. Den smager af appelsin.

For alle de gange.

Det må da give en lille smule rabat.

Bare lidt.

Ellers så må jeg jo bare bide i det sure æble og tage elevatoren ned kælderen.

xxx

Bee There

-ååhh, hylede sømanden, imens han skrubbede løs på det honningglas, som han var ved at rengøre.

-folk der ikke kan lide honning, de skulle satme skydes ved daggry!

En lidt voldsom udmelding, men vi har jo alle sammen nogle ting, som vi brænder for.

Sømanden brænder for honning.

Lokal lynghonning, indsamlet af flittige bier på Hulsig hede, opsamlet og slynget af en lokal biavler og hans dansk-svenske gårdhund. Herefter hældt på glas, påsat etiketter og bragt til vores matrikel, i den fineste lille papirspose med motiver af nuttede bier og fine blomster.

Og du giver en femmer i pant for glasset, som du får retur, når du afleverer et rengjort glas med intakt låg.

Det er et koncept, som sømanden kan forstå.

Vi tømmer så mange honningglas om året, at det næsten nærmer sig religiøs fanatisme.

Og når man tænker på, hvad folk ellers får nedlukningen til at gå med, så er det da forholdvist uskadeligt.

Honningspiseri er vel på line med surdejsbagning, strikning og vandreturer.

Modsat sortklædte demonstrationer, galdegylperi på sociale medier og alle de indre Gerda’er, som får frit løb i de lokal supermarkeder.

Og jeg forstår godt behovet for at gøre noget.

Bare et eller andet.

Jeg forstår godt, at man kan blive helt stram i kroppen, når folk glemmer at spritte af, ikke holder afstand og alt det der.

Det er jo bare fordi, at man vil jo så gerne have, at det snart går over.

For vi gider jo ikke rigtigt mere, og for fanden hvor jeg glæder mig til den vaccine.

Så jeg holder Gerda i rigtig stram snor lige for tiden.

Og når jeg kan mærke, at hun rumsterer og gerne vil ud, så rækker jeg hende min hånd, og så får vi lige en lille snak.

Så kigger vi lige på agendaen og intentionen bag ved det verbale udbrud, der ligger og lurer.

Er det reelt en kommentar, der kommer til at gøre en forskel, eller er det bare fordi, at det vil give lidt luft for alle de frustrationer, som vi alle sammen efterhånden slæber rundt på.

Og hvis det er det sidste, som det nok oftes er, så sætter jeg lige Gerda til at tælle til 38, inden hun åbner sin mund.

Tælle til ti er sjældent nok og tælle til hundrede er for langt tid til at hidse sig op i.

38 er det perfekte tal.

Så når hjernen lige at blive afledt, men man når ikke at begynde på intense og indædte grublerier.

Bagefter går vi hjem, Gerda og jeg, og måske kigger vi lidt på en solsort, der sidder på stakittet og spiser af det æble, som sømanden troligt sætter frem hver dag.

Laver en kop kaffe, tænder for P8 Jazz, smækker benene op og prøver at finde lidt ro, i en verden af lave.

Og hvis vi er heldige og sømanden er hjemme, så kan det være, at han tilbyder at smøre en ostemad.

Med honning på, naturligvis.

xxx

Det var en overraskelse

Kender I det, når man ser et foto af sig selv, og så bliver man sådan helt forbavset.

-er det virkelig mig, tænker man så og prøver desperat at få det indre til at matche det ydre.

Og det er ikke noget med, at man er blevet gammel, lidt for tyk eller har begyndende hårvækst på helt nye steder.

Det er mere det, at det ikke lige var det, man regnede med.

Og man får lyst til at spørge fotografen, om der ikke lige kan blive taget 20 billeder mere, så man kan vælge det bedste.

Eller bare et, hvor man ikke ligner Slush-Puppie.

Men man vil ikke fremstå som et forfængeligt menneske, så man siger bare, at det er fint, imens man spekulerer over, om man er besat af en dæmon, der tager over, så snart blitzen blinker.

Så var det altså lidt nemmere, dengang i firserne.

Det havde man 24 chancer, og de skulle spredes ud over hele ferien.

Og når man kom hjem fra ferien, så gik der tit 14 dage, før man kom i tanke om, at de skulle afleveres til fremkaldelse.

Og så gik der to uger mere, inden de færdige billeder kunne afhentes i det lokale supermarked.

Så var tålmodigheden også opbrugt, og man endte som regel med at flå kuverten op ude på parkeringspladsen.

Hvis man var heldig, så var 14 brugbare fotos ud af 24.

Resten var enten helt sorte, fotos af fortovet eller indersiden af tasken, eller totalt overbelyst, fordi man var kommet til at åbne kameraet for tidligt.

Ud af de 14 var der 7 så af udsigten, hotellets reception og buffén fra den spanske grisefest.

Intentionen har helt sikkert været god, da billederne blev taget, men bagefter så ved man jo ikke rigtigt, hvad man skal med de billeder.

3 af de 7 var slørede, fordi datidens kamera havde en lang lukketid, og derfor mistede alle levende væsener tålmodigheden og begyndte at bevæge sig, inden fotoet var taget færdig.

Så var der fire billeder tilbage.

Som ofte taget på for lang afstand, så man kom lidt i tvivl om det er et ansigt eller en vindrue, derude i svømmepølen.

Så det eneste tidspunkt, hvor vi rigtigt så os selv gengivet på papir, var ved den årlige skolefotos-seance.

Så stod vi på række, for at blive fotograferet af en tydeligt irriteret mand, der nok havde startet sin karriere med drømme om årets pressefoto, og nu stod midt i virkeligheden på en landsby skole, lidt uden for Horsens.

Og når der så var gået urimeligt mange dage, så uddelte klasselæreren kuverter med klassefotoet og klip-selv ark, hvor ens barneansigt var gengivet cirka 38 gange i forskellige størrelser

Billederne med det skæve pandehår og den stribede t-shirt blev behørigt klippet ud med køkkensaksen og delt ud som julegave til trætte bedsteforældre. Det største beholdt forældrene selv, det blev sat i glas og ramme og banket op på væggen over fjernsynet.

Det var det.

Vi var taknemmelige over, at det blev et foto, og det betød ikke så meget, for det blev jo alligevel indenfor familiens rammer.

Og året efter, så kom skolefotografen forbi igen, for hvert år mere bitter end det forrige, tog nye fotos, og så blev rammerne taget ned og billederne skiftet ud, og hele herligheden hængt op på væggen over fjernsynet indtil næste skoleår.

Det var ikke noget der fyldte ret meget, det var bare billeder.

Ikke som i dag, hvor man kan tage hundrede fotos på få minutter, vælge det bedste og lægge et filter på.

Og hvor alting potentielt kan ende på internettet, og blive delt millioner af gang på alverdens uartige voksen-sites.

Nu tror jeg ikke rigtigt, at et uheldigt shapshot af mig vil ende på sådan en side, men derfor kan man jo godt blive både forbavset. forvirret og en lille smule skræmt, når man ser sig selv udefra.

xxx

Fordele ved alting

Jeg bor i Skagen.

Det blæser næsten altid heroppe, og hvis der er en enkelt vindstille dag, så stiller vi os alle sammen måbende ud på terrassen, imens vi venter på, at det starter igen.

Der er mange fordele ved at bo i Danmarks nordligste by.

Pigerne har for eksempel gået i Danmarks nordligste skole.

Altså, det er jo ikke rigtigt en oplysning man kan bruge til så meget, men som sømanden siger, så kan man jo prale af alting.

Hvis man vil.

Det kan også være et stærkt kort at have på hånden, hvis man får en indbydelse til et selskab.

Sådan en indbydelse, som afsenderen tydeligvis selv har lavet på computeren.

Printet ud på fotokopipapir og foldet, så det næsten ligner et købekort.

På forsiden er der ofte et morsomt billede af fødselaren.

Man kunne næsten fristes til at kalde det for et fjollet billede.

Ved siden af det festlige foto er der altid placeret en aflang firkant, fyldt med dekorative blomsterelementer, gerne i grå og hvide farver.

Måske er det også et lille klistermærke.

Så åbner man indbydelsen og indser, at man godt kan den dag.

Man kan godt.

Så melder man til, køber en gave og begynder måske også at glæde sig en lille smule.

Og når dagen oprinder, så går man i bad, friserer sit hår og hvis årstiden er til det, så kan det være, at man oven i købet ofre et par af sine gode nylonstrømper.

Og så sætter man sig ind i bilen, sammen med sømanden, der har været klar til afgang i lang tid, men som alligevel finder på noget uopsætteligt i sidste øjeblik.

Når man så ankommer til festen, har afleveret sin gave og givet hånd de samme mennesker flere gange, så skal man finde sin plads.

Der er bordkort, og man håber bare, at der ikke er alt for mange lejlighedssange.

Forretten er en helt utrolig kold fiskeanretning, med hvidt flutés skåret på skrå.

Og kuvertsmørret er skåret ud med en ostehøvl.

Så snipper man lidt af hvidvinen, der er så sur, at man får en lille smule tårer i øjnene.

Og når forretten er spist og hvidvinen er drukket, så er man kommet til det punkt, hvor det meste af selskabet skal ud for at ryge.

Sådan var det i hvert fald i gamle dage.

Men nu er der jo ingen, der ryger mere.

Så vi bliver siddende.

Drejer lidt rundt med vinglasset, bøjer bordkortet og forsøger at komme i tanke om et neutralt samtaleemne, inden den berømte engel ikke bare går igennem stuen, men simpelthen vælger at slå sig ned ved bordet.

Så er der altid en, der får et genialt indfald, og smider bomben.

-nå, men hvor kommer I så fra? Spørger de og håber at englen sætter sig ved nabobordet.

Og det er jo et dejligt stikord, når man bor i Skagen.

For de fleste folk har en holdning til Skagen.

De har selv været der, eller så kender de nogen, der har været der. Måske vil de gerne derop, og hvordan er det nu med uge 29?

Så er der lidt at snakke om, og folk vil altid gerne sikre sig, om det nu er helt rigtigt, at sømanden og jeg bor deroppe hele året.

Både sommer og vinter.

Og det gør vi jo.

Om vi så kender deres mors onkel?

Han flyttede godt nok derfra i 70’erne, men alligevel.

Måske hed han Jens eller Niels, eller måske Claus?

Og hvor ufatteligt det end lyder, så er det så sikkert som amen i kirken, at sømanden ved hvem han er.

Og på den måde, kan samtalen så åbne sig i alle retninger, alt efter hvem man deler bord med.

Kunstnerkolonien, de gule huse, andre kendte feriesteder, folk fra København, Sverige, alt muligheder står åbne.

Og pludselig er hoveretten på vej, og man håber bare, at grøntsagerne ikke er alt for udkogte.

Og måske er rødvinen helt utroligt tung, og der kommer flere lejlighedssange, og nogen af dem har måske så mange vers, at det har været nødvendigt at trykke på begge sider af papiret.

Men det gør ikke så meget.

For nu har man fundet et fælles tredje, som studievejlederen kalder det.

Så går aftenen lidt nemmere.

Man kommer helskindet til både desserten og natmaden, og ind imellem er man måske blevet budt op af en danseglad bordherre, der svinger én rundt og rundt i dansen, så man er en lille smule svimmel bagefter.

Og når det hele ovre, så siger man farvel og ja til, at folk må kigge ind, hvis de kommer derop, og nej til, at de må overnatte med 4 af deres bedste veninder i uge 29.

Og måske har man lejet et hotelværelse, eller måske har man holdt sig ædru, så man kan kører hele vejen hjem igen.

På den øde motorvej.

Imens man hører P4-aften, kigger ud i mørket, endelig når til Frederikshavn og indser, at det stadigvæk mangler 45 km.

Inden man er hjemme.

Der hvor man bor hele året.

xxx

Snacks

John-Henry har spist to blomsterløg.

Det var af typen vibeæg, som giver de fineste små ternede blomsterhoveder.

Løgene var en del af en forsinket fødselsdagsgave, som jeg gav John-Henrys mor i sidste uge.

I glæde over forårets komme, havde hun så plantet dem ud i en fin kurv, sammen med blålilla hornvioler.

Så var det, at John-Henry kom forbi.

John-Henry er en bassethund i lømmelalderen.

Han kunne ikke stå for fristelsen, så han åd dem.

Blomsterløgene.

Og nu er der kun to stængler tilbage.

De er sat i en vase, i håbet om at de alligevel blomstre og trods alt kommer til at sprede lidt glæde.

Og imens sidder John-Henry og slår mave, uden at skamme sig.

Og det kan vi andre måske godt lære lidt af.

Den der med at gå efter guldet, uden nogen form anger.

Overveje hvad det er vi allerhelst vil have, også gå efter det.

Skamløst.

Selvfølgelig med Kardemommeloven i mente, det er klart.

Men den der med at kigge lidt mindre ind af de andres vinduer og lidt mere ud af vores egne, den kunne jeg da godt blive lidt bedre til.

Mærke efter sine egne drømme, ønsker og planer.

For eksempel har jeg altid drømt om at deltage i Vild med Dans.

Ikke fordi jeg regne med, at de ringer i morgen, men jeg gad da godt lige gå en runde i den kjolegarderobe.

Og var jeg rig nok, så ville jeg straks leje en helikopter og flyve verden rundt, for at besøge alle broer i verden.

For broer er noget af det sejeste, og jeg elsker en god bro.

Og havde jeg tid og tålmodighed, så ville jeg sy et kæmpe patchworktæppe ud af alle sømanden aflagte t-shirts.

Og hvis ikke Nutella var så usundt, så ville jeg spise et helt fransbrød med Nutella hver dag.

Og så drømmer jeg om at få nogle flere redekasser til småfugle sat op på stakittet i gårdhaven. En hel lille landsby af redekasser.

Det kunne jeg godt tænke mig.

Så selvom jeg aldrig har tænkt på blomsterløg som en lækker snack, så har jeg respekt for John-Henrys valg.

Han så noget, som han godt kunne tænke sig, også gik han efter det.

Uden at holde sig selv tilbage og for fuld skrue.

xxx

Nå, men teløk!

Så har corona officiet blandet sig i vores liv i et helt år.

Som en anden irriterende grandfætter, har den skruet sig ind i alle sammenhænge. Familiefester, arbejde, juleaften, begravelser, konfirmation og alt det der imellem.

Som den der gæst, man ikke rigtigt gider at have med, men som man alligevel inviterer, fordi det giver alt for meget pangel, hvis man ikke gør.

Et helt år med corona på slæb.

Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at jeg var blevet klogere.

At jeg ikke ville have været corona foruden.

At jeg har gravet dybt i mit indre, lært mig selv at kende og kommer ud på den anden side, som et nyt og bedre menneske.

Men det er bare ikke sket.

Jeg har kedet mig, været bange, optimistisk, pessimistisk, foldet en jahat og haft alvorlige samtaler med Gerda.

Jeg har strikket klarklude, lagt puslespil, stirret på de sociale medier, indtil mine øjenæbler blev tørre og fulgt intenst med i dagens coronakurver.

Jeg har siddet hjemme.

I et helt år.

Jeg arbejder ikke på et hospital eller i et supermarked, så min opgave under pandemien har været at dyppe mig selv i sprit, blive hjemme og holde mig i ro.

Så det har jeg gjort.

Låst Johnny Fisskarl inde i kælderen, og set dyreprogrammer med Dovnekurt.

I et helt år.

Og af respekt for dem der kæmper ved fronten, skal jeg nok fortsætte.

Hvis det er det, der gør en forskel.

Men når jeg sidder på et plejehjem om mange år, i en øreklapstol med et hæklet tæppe om benene og et glas portvin på det lille bord ved siden af, så kan det være, at jeg får besøg at nogle unge studerende.

De er måske ved at skrive afgangsprojekt, om dengang i 20’erne hvor den globale pandemi hærgede.

Og nu har de fundet mig.

En gammel krage på 121 år, en lille smule bimmelim af portvin og med et par gigantiske glimmer øreringe i ørerne.

De har sikkert forberedt en masse kloge spørgsmål, som de vil bruge til deres interview.

Også vil jeg lukke øjnene og tænke tilbage på dengang, vi alle sammen havde utroligt grimt hår.

Dengang vi sprittede alting af, gik med mundbind og så så mange dyreprogrammer i fjernsynet, at man til sidst troede, at den russiske los var med i huset sociale boble.

Dengang ens sociale liv døde fuldstændigt, hvor man kun forlod matriklen for at handle ind og husets eneste gæst var den mus, katten slæbte med hjem.

-var det spændende? vil de unge studerende nok spørge om.

-nej, det var det ikke, vil jeg så svare, det var naturligvis hårdt, særligt for dem der kæmpede i fronten, men for os, der bare skulle blive hjemme, var det allermest bare røvsygt og kedeligt.

-hvad lærte du af pandemien? vil de så nok spørge om, imens de forventningsfulde vil kigge på mig, for at se min utrolige selvindsigt folde sig ud.

-ikke en skid, vil jeg så svare og drikke resten af min portvin, ikke en skid.

Og så vil jeg pege på flasken henne på skænken, hvor plejepersonalet har stillet den, for at begrænse mit indtag.

Den mest vakse af de unge studerende vil hente flasken og fylde mit glas op.

-det var bare ulideligt, grimt og forfærdelig at se folk blive syge, virksomheder gå op i røg og mærke hvor hurtigt folks sociale kompetencer skrumper ind, når de ikke bliver brugt. Det var ikke spor morsomt, styrkende eller udviklende. Det var bare trælst. Med joggingtøj på.

Og så vil jeg drikke resten af portvinen og falde i søvn midt i samtalen.

Og de to unge studerende vil stille liste ud, og på vejen hjem vil de overveje, om de kan bruge interviewet til deres opgave.

De vil være i tvivl om, der er kød nok på min fortælling.

Og de vil undre sig over, at jeg ikke kom med alle mulige spændende guldkorn og universelle indsigter, når jeg nu havde overlevet den store pandemi i 20’erne.

Men det er fordi, der ikke rigtigt er nogen indsigt.

Der er ingen guldkorn.

Det er bare været mørke og stueurets sagte tikken.

Og en ubeskrivelig kedsomhed.

xxx