sømanden – Side 12

Baghjul

Julehvil

Så kom julen listende.

Sneg sig ind på os, i små grupper, uden sang om juletræet, julefrokoster og gudstjenester, men til gengæld med afstand, håndsprit og en vaccine, der drønede ind over grænsen i minus 70 grader.

Her giver sangen, “Drivning home for Christmas” da virkelig mening..

På vores matrikel minder tingene meget om sig selv, da sømanden og jeg ikke har de store familiejulefrokosttraditioner.

Faktisk var vi flere, end vi plejer at være, da vi fik en sidste-øjebliks-gæst, som måtte bøje sig for coronaen og melde afbud i den anden ende af landet.

Og sømandens julegave til mig, som han på forhånd spændt havde afsløret startede med s, viste sig at være en antik skrivemaskine. En gammel, smuk, sort Erika, som sømanden bestemt mener, at Lise Nørgaard brugte, da hun skrev “Matador”.

Han gav mig også en dåse spraymaling.

I guld.

For som han sagde: -du er jo så glad for guld, så nu kan du male det hele guld, hvis du vil!

Det er da en kærlighedserklæring.

For sådan er det jo med julegaver.

De bedste julegaver er jo dem, hvor der er lyttet, lagt mærke til og indkøbt gaver der handler om, at giveren har hørt og modtageren bliver set.

Så sømanden fik en urtekniv og den nye bog om Knud Rasmussen.

Og således begavet, afventer vi spændt det nye års komme.

Og da det tidligere i historien har vist sig, at der efter pandemier ofte følger seksuel tøjlesløshed, økonomisk opsving, omvendt religiøsitet, frisind og løssluppenhed, så kan det da vist kun blive et godt år, når vaccinen har gjort hovedrent og ryddet op efter 2020’s rodebutik.

Så det glæder vi os til, selvom 2020 i den grad har lært os, at man ikke skal glæde sig for tidligt.

Til noget som helst.

Ever.

Så imens vi venter på alting og ingenting, lægger jeg puslespil, spiser julekonfekt og kigger på to tilfredse katte, der forædte ligger foran brændeovnen efter julens andeskrogsfest.

Imens vi venter på alting og ingenting, kører et bornholmsk transport firma rundt i landet med håbet i kølebokse, Englands grænser er lukkede og fiskerne bander bander over fordelingen af kvoter.

Imens vi venter på alting og ingenting, så kan vi jo kun håbe på, at det bliver bedre i morgen, som Gertrud Sand altid sagde.

Xxx

Morning has broken…

Coronafred episode 3,3

Så blev det lørdag morgen, for engangs skyld en vindstille en, i Danmarks nordligste by.

Om det er stilhed før eller efter storm, ligger hen i det uvisse, efter en uge med genåbne kommunegrænser, grædende statsministre og julen der langsomt sniger sig ind i vores flow-tv.

Så nu sidder jeg så her ved køkkenbordet, imens resten af huset sover, og afventer vaccinens komme.

Og imens forsætter hverdagen, for hvad skal vi ellers gøre?

Så vi står op om morgenen, spritter hænderne af, cykler på arbejde, spritter af og cykler hjem igen, med et enkelt svinkeærinde forbi vores lokale pakkepusher efter en kjole, som jeg fik listet ned i netindkøbskurven i en af mine yndlings butikker.

Den skulle så byttes.

Til et nummer mindre.

Jeg er åbenbart ikke så fed, som jeg troede jeg var.

Så jeg sendte sømanden til pakkepusheren med returpakken, for lykkeligt at hente den rigtige størrelse et par dage efter.

Og skulle jeg handle lokalt?

Det skulle jeg måske nok, men når man har en tøjsmag og stil, som ikke lige er at finde i lokal området, så må man jo ty til andre muligheder.

Så det gør jeg.

Googler nettet tyndt efter kulørte strømpebukser, farvestrålende sko, plussize kjoler i vintage-stilen og flotte hårblomster, både nyt og brugt.

Sømanden går i genbrugsbutikker.

Efter konceptet, hvis det ikke er i stykker, så virker det.

Cowboybukser, T-shirt og striktrøjer.

Det virker.

Han har også købt en julegave til mig.

Den starter med S.

Så meget har han fortalt.

Han har fået en af pigerne til at pakke ind, og nu ligger gaven derinde i stuen, med bånd og sløjfe og prøver at holde på en hemmelighed.

Det er altid spændende, om han kommer til at afsløre det inden juleaften.

Det er sket før.

Men det gør ikke noget.

For han gør sig umage, og med pigernes hjælp og en hel masse bandeord, lykkes det ham altid at fremskaffe det jeg ønsker mig.

-men det er famne heller ikke nemt, som han brølede et år, imens han hidsigt tastede på iPad’en, du ønsker dig jo det mærkeligste lort!

Og det gør jeg jo nok.

Men så er jeg jo heldigvis gift med en mand, der kan løse de fleste problemer.

Xxx

Kødløs

Coronagak episode 3, 2

-far, spurgte den ene af pigerne, imens de hjalp sømanden med opvasken, tror du, at der er nogen, der lader deres katte leve vegansk?

-hold nu kæft, brølede sømanden og skrubbede vildt og intenst på stegepanden, jeg bliver vanvittig, når du siger den slags. Der er sgu da ingen der lader deres kat blive veganer. Det er jo fuldstændigt sindsygt!

Her kunne yngste barnet så supplere med en historie fra internettet, om en veganerkat, der helt tydeligt var fejlernæret.

-jeg tror ikke på det, råbte sømanden og proppede hidsigt stegepanden ned i skuffen, der findes ingen mennesker, der er så åndssvage!

Så var der stille lidt, der ude i køkkenet, imens der blev tørret af og fejet, og tænkt over verdens besynderlighed.

Verden er jo som bekendt fyldt med syge stoddere og åndssvage kællinger, som sømanden plejer at udtrykke det, og veganere bliver vores katte nok aldrig.

Men “Toogoodtogo”-app’en skubber i hvertfald på grøntsagsindtaget, og mængden af hjemslæbte clementiner førte igår til 5 liter hjemmepresset frugtjuice.

Og restproduktet fra juiceriet smed sømanden resolut i en omgang hjemmebagte boller.

Nu med clementinsmag.

Så det kan godt være, at vi coronakeder os, men vi er i hvertfald blevet lidt sundere.

For det er jo nemt nok at falde i hyggespiseriet dybe sorte hul, når der ikke rigtigt er andet at lave.

Så lokker slik og chokolade, hyggesnacks, romkugler og skilpaddeis, og tilbyder varme, hygge og et øjebliks virklighedsflugt.

Så derfor er julepynteriet for alvor gået igang her på matriklen, for hvad skal vi ellers lave.

Og lyskæder, nisser, glaskugler og alverdens glimmerragelse tilbyder jo også et kig ind i verden, som den var engang.

Ikke dengang før krigen, eller dengang i tresserne eller i vikingetiden.

Bare sådan, som det var, dengang sidste år.

Xxx

Nu tæller jeg..

Coronamedløgpå episode 2, dag 12

Vi har nu set Harry Potter nummer 1 og nummer 2.

Så mangler vi kun 400.

I to’eren listede Harry rundt på gangene, fordi han kunne høre noget, der kaldte på han igennem væggen.

Imens de tre entusiastiske unge mennesker susede optimistisk rundt, for at finde monsteret, der hviskede igennem væggen, slog det mig.

Det er nøjagtigt sådan, jeg har det med nutella.

Det kalder også på mig igennem væggen.

Lige nu har vi et næsten tømt nutellaglas.

Altså det er jo ikke den rigtige nutella.

Det er noget der hedder Chokonussa, og det kræver kontant opbevaring i køleskabet, for ikke at blive flydende.

Sømanden påstår hårdnakket, at han overhovedet ikke kan smage forskel.

Men selvom det er nutellas kusine i tredje led, så er den kaldende hvisken uomtvistelig, konstant og den stopper ikke, før glasset er helt kørt helt i bund.

Når man kommer dertil, at uanset hvilken vinkel kniven holdes i, så kan man bare ikke få fat i de sidste insisterende klatter, der stædig klæber sig til bunden og kliner sig fast på siderne.

Så jeg forstår så udemærket Harry og hans to raske svende.

Når det kalder, så kalder det.

Så må man følge efter.

Især når man sidder inde ved spisebordet, og prøver at få alting til at ligne en normal arbejdsdag.

Med frokostpause, kuglepenne på bordet og et virvar af ledninger.

Men der er bare så stille.

Jeg savner kopimaskinen, folks slæbende fodtrin, de små hyggelige bemærkninger og andre menneskers vejrtrækning.

I dag har vi kun været mig og chokonussa.

Og en pose pistacienødder, som har givet mig ondt i maven.

Xxx

På med træskostøvlen

Coronavalsen episode 2, dag 7

Jeg opdagede her til morgen, at en facebookven havde valgt at tilbringe gårdagen i pink træskostøvler.

Bare sådan for at holde humøret oppe på sig selv.

Et andet muntert indslag på Facebook var en kvinde, der var meget bekymret over begrebet samfundssind og borgernes behov for at følge retningslinierne.

Som argument bragte hun Phobos på banen.

Nu vidste jeg ikke lige, hvem Phobos var, så der jeg hentede hjælp hos Google.

Det viste sig så, at planeten Mars har to måner.

Den ene hedder Phobos.

Uvist af hvilke årsager, mente damen, at Phobos havde en stor indflydelse på pøblens håndtering af Covid 19.

Så trak hun tråde til anden verdenskrig, nattelivet, aflivningen af mink og magtindehavernes ubetingede og tilsyneladende hovedløse behov for udøve magt, suppleret med et bibelcitat.

Egentlig en ret flot præsentation.

Og hvis hun mangler en ny hat, så giver jeg gerne den rulle staniol.

Et andet festligt indslag her på matriklen er, at sømanden har downloaded “Toogoodtogo”- appen.

Her kan man for billige penge, lægge billet ind på poser med mad, som supermarkedet ikke kan sælge, fordi de nærmer sig sidste salgsdato.

Det er både klimavenligt, giver et varieret udbud af frugt og grønt og så er det billigt.

Og da sømanden stammer fra en slægt, om hvem man i hvertfald ikke kan sige, at de rutter med pengene, så er det lige noget for os.

Det betyder også, at der kan være frugt og grønt i posen, som man ikke lige selv havde valgt.

Et hokkaido-græskar for et eksempel.

Og sådan er hverdagen alligevel fyldt af små vigtige glæder og festlige indslag, man skal bare huske at kigge efter dem.

Xxx

Partyfantasi

Coronauendeligheden episode 2, dag 4

Holder I også fantasifester inde i jeres hoveder?

Det gør jeg.

Digter lange historier om hvem der skal inviteres, hvad menuen står på, hvor sjovt det bliver, musikken og påklædningen bliver overvejet, drinks bliver planlagt.

Mine fantasifester går altid rigtigt godt, indtil en bil dytter på vejen, naboen råber af ungerne, eller katten jamrer sig ved hoveddøren og virkeligheden vender tilbage.

For hold nu k… hvor er jeg træt af den virkelighed.

At arbejde hjemme, ved spisebordet i stuen, er nøjagtigt lige så irriterende og trættende, som jeg husker det.

Og det er jo ikke ret lang tid siden, vi sidst sad der og afventede verdenssituationen.

Når mit nye liv starter, I ved, postcorona, så vil jeg aldrig nogensinde sige nej til noget somhelst.

Uendelige fester i forsamlingshuse, med E-formede bordplaner, hjemmelavede lejlighedssange og fulde onkler, det lyder lige til at være noget for mig.

Mit gamle jeg ville tænke, at det måske lød lidt som en tør kiks, men mit nye jeg, mit efter-corona-jeg, glæder sig allerede.

Der er garanteret både ananasringe med hønsesalat, honningglaseret skinke og islagkage til dessert.

Nums

Og alle de spændende samtaler med folk, som man aldrig har mødt før, og aldrig kommer til at møde igen.

Og det gør ikke noget, hvis jeg får en bordherre, der kun svarer med enstavelsesord.

Så kan jeg jo bare sige noget.

Og det er jeg ret god til.

Bare jeg får nogle nye at snakke med.

Jeg har jo sømanden, og han er en udemærket samtalepartner, men vi er nødt til at være ærlige.

Emnerne er ved at være lidt udtømte.

Sømanden er selvfølgelig altid klar på en sludder om anden verdenskrig, den tidligere konflikt i Jugoslavien og det kaspiske hav, men altså, det kunne være forfriskende med lidt nye input.

Og jeg er ikke kræsen.

Jeg er faktisk klar til at snakke med hvem som helst, om hvad som helst.

For efter sådan et år i coronaens tegn, så er jeg godt nok ved at være en smule socialt understimuleret.

Jeg har kun været til tankstationsejerens 50 års fødselsdag.

I februar.

Det var det.

Så det kan man da vist godt kalde for et tomt balkort.

-og der er ikke rigtigt nye fester i kikkerten.

Så derfor holder jeg altså fantasifester engang imellem.

Og hvis sømanden er sød, og tager pænt tøj på, så kan det være, at han får lov til at komme med.

Xxx

Værnemidler DIY

SE! Brølede sømanden og væltede ind i stuen, med et stykke sort stof stramt viklet om hovedet.

-nu skal vi ikke være bekymret for at mangle værnemidler, vi kan bare lave dem selv, meddelte han stolt og stirrede forventningsfuldt på mig.

Nu var jeg ikke lige i en situation, hvor værnemidler var akut påkrævet, men det er jo altid dejligt at være forberedt.

Sømanden rankede ryggen og var svært tilfreds med sig selv.

-er det et par underbukser? Spurgte jeg så forsigtigt, efter lidt betænkningstid.

-jep! Råbte han lykkeligt, og drejede rundt om sig selv, så jeg kunne se vidunderet fra alle sider.

-jeg lærte det, da jeg var soldat, konstaterede han, ovenud tilfreds med at kunne aktivere færdighederne fra tiden som marinesoldat.

-når temperaturen faldt, så var det alle mand ind til siden og på med underbukserne, fortalte han, imens han lige blev nødt til marchere et par skridt og stå ret, der midt i stuen.

Herefter fulgte der et lille informativt kursus, hvor jeg blev instrueret i at omdanne et par herreunderbukser til et brugbart værnemiddel, hvor kun øjnene var synlige.

-du må gerne låne et par, sagde han og nikkede flot i retning af soveværelset, du tager bare, – og du må godt tage et par rene!

Altså, hvor heldig kan man være!

Xxx

Karantæne

Så sidder vi her.

Sammen med resten af Danmarks befolkning.

For vi er hverken sundhedspersonale, statsminister eller politibetjente her i huset. Vi er mere dem, der bare skal blive hjemme.

Så det gør vi.

Bliver hjemme i sofaen, hjemme på matriklen, arbejder ved spisebordet, kun afbrudt af strejftogter for at skaffe mad og gåture med passende afstand til andre mennesker.

Imens vi vasker hænder, vasker tøj, vasker samvittigheden og bekæmper trangen til at vaske andres mund med sæbe.

Og keder os.

For sømanden, som har et medfødt højt energiniveau, er situationen særligt presset.

-skal jeg sparke dine briller af med et cirkelspark, spurgte han optimistisk i formiddags, da jeg var ved at gøre badeværelset rent.

For sådan er det, når man er isoleret med familien, og der efterhånden ikkke er mere at fortælle, når selv de mindste oplevelse er gennemtygget, både forfra og bagfra, og der sådan set ikke er sket noget nyt den sidste uge.

Og man har støvsuget under sengen, bagt boller, hæklet en klarklud og set alle film om Hobitten.

Så er det, at man pludselig kommer i tanke om, alt det man kunne være blevet, hvis man havde holdt fast dengang, da man startede til karate, klaver, glaskunst og håndbold.

Og en akut trang til at finde den gamle tennisketsjer frem, begynde strikke, løbetræne og sylte tomater melder sig.

Men det bliver ikke rigtigt til noget alligevel, for dagene glider ind i hinanden, imens man lytter til nyhederne og tæller minutterne til næste måltid.

Sømanden sidder hårdt på snacks-kassen her i huset, og selvom jeg har prøvet med både sweettalk og løfter om tørre tæsk, så bliver der kun åbnet for chokoladeindkøb om fredagen.

-men vi har jo aftalt, at vi kun skal have fredagsslik om fredagen, siger han helt fortvivlet, når jeg skuffet og irriteret spejder efter chokolade i hans indkøbsnet.

Så imens vi venter på næste måltid, den næste kop kaffe og et nyt opslag på de sociale medier, er vi overladt til at underholde os selv.

Så er det, at man pludselig imiterer en flagermus, imens resten af familien optimistisk gætter på kænguru og grævling.

Så er det, at man byder stilheden med oplysningen om, at ens kollega har fået bananpandekager til morgenmad.

Så er det, at resten af familien synes, at det er en spændende nyhed.

Så er det, at man bliver uvenner med sin mor, fordi de har sagt i radioen, at man skal ringe til de gamle familiemedlemmer.

Så er det, at man har hæklet fire klarklude på en uge.

Og haft alvorlige samtaler om kattes sovestillinger, skænderier om hvorfor lighteren ikke er lagt på plads, kigget i gamle fotoalbums og overvejet at lave kunstige blomster af gamle æggebakker.

Påklædningen bliver mere og mere sjusket, håret vikles i en knold og de gode bh’er får lov til at vente. Makeuppen ligger ubrugt i skuffen, man opdager, at man går i uens sokker, bliver forskrækket over sit eget spejlbillede og ser små film på telefonen, om aber i Thailand, der sulter, fordi turisterne ikke længere kan fodre dem.

Så er det, vi rider stormen af.

Hjemme på matriklen.

Det er da det mindste, vi kan gøre, når nu de andre kæmper ved fronten.

Xxx

Valentinsdag, nu med gave !

Så er det Valentinsdag i morgen.

Normalt forbigåes Valentinsdag i tavshed her på matriklen, da det simpelhen strider imod sømandens religion at fejre det, som han med foragt kalder “en fis i en hornlygte”

Han har for mange år meddelt, at en fejring af Valenstinsdag bare ikke kommer til at ske, så længe han er i live.

Men man har jo som bekendt en holdning, indtil man får en ny.

Og i år er alting anderledes.

Sømanden er blevet angrebet af et pludseligt romantisk sindelag, og har udtænkt en personlig valentinsgave til mig.

Stolt af sig selv, og dybt imponeret over sin egen opfindsomhed, kom han til at afsløre det hele her forleden.

Selv om overraskelsesmonentet er ødelagt, så må jeg her afsløre, at jeg nu alligevel lidt glad for at være informeret på forhånd.

Sømanden har nemlig besluttet at give sig selv som gave.

Fredag d.14. februar fra kl.6.30 til 7.00, er han således til min disposition.

Han er ganske enkelt til fri afbenyttelse i præcis 30 minutter.

-du er simpelthen velkommen til at tage for dig af retterne, som han udtrykte det, imens han gned sig forventningsfuldt i hænderne.

Tidspunktet har han nøje udtænkt, så jeg både kan nå et bad bagefter og en portion havregryn med rosiner, inden jeg skal møde på arbejde kl.8.00.

Sjældent har han glædet sig så meget, til at give mig en gave.

Og som han påpegede, så er det gratis, god motion og så slipper han for at rode med gavepapir og sløjfer.

Det virker faktisk lidt om om, at han også selv glæder sig til, at jeg får den gave.

Jeg ved ikke rigtigt, om jeg sådan ligefrem glæder mig, men jeg er nu alligevel lidt taknemmelig for, at han kom til at afsløre det hele.

For på en eller anden måde, føles det nu meget godt at være mentalt forberedt på mængden af action, sådan en råkold morgen i februar.

Og sømanden.

Han glæder sig helt vildt til Valentinsdag.

Og han er allerede begyndt at snakke om at gøre det til en tradition.

Xxx

Shopping vol.2

Her på matriklen er det sømanden, der står for indkøb af dagligvarer.

Dagligt cykler han gaderne tynde og afsondrer byens supermarkeder for spotvarer, restsalg og madspildstilbud.

Og han er rigtigt god til det og hjembringer hver dag spændende ting, som med stor iver bikses sammen til lækker aftensmad. Og eftersom jeg hverken kan eller gider at lave mad, eller handle ind, så er det bare en win-win situation.

Her forleden havde han så opsnust et godt tilbud på toiletpapir.

Juletoiletpapir.

Med små påtrykte røde nissemænd og grønne grantræer.

Og vaniljeduft.

Det er godt nok meget at gøre ud af toiletpapir.

Tænk hvis det smitter af.

Og hele familien nu går rundt med aftryk af juletræer og nissemænd, der hvor vi er højst når vi plukker jordbær.

Og hvad med duften?

Dufter vi nu af vanilje private steder?

Af alle meningsløse ting i denne verden, så rangerer toiletpapir med nissemænd og vaniljeduft godt nok højt på min liste.

Hvem er det der går på arbejde hver dag, for at udvikle og producere den slags?

Findes der mennesker der ikke kan få en god jul, hvis de ikke har julepapir på toilettet?

Giver vanlijeduften en ekstra trang til vanlijekranse?

Og har toiletpapirsproducenten aktier i småkagefirmaet og drejer det sig i virkeligheden om en meget snedig form for nudging?

Papiret er brugt, vaniljeduften forduftet og sømanden er draget afsted på nye handelseventyr.

Og tilbage sidder jeg og spekulerer over, om jeg skal finde et spejl og tjekke om mønstret har sat permanent aftryk, eller om jeg hellere vil leve i lykkelig uvidenhed og håbe på det bedste…

Xxx