Forfatter: Laura

Så tager vi da bare en tur mere i coronakarrusellen.

Med mundbind, håndsprit og afstand.

Altså bare heroppe i Nordjylland, hvor der åbenbart er en hel del flere minkfarme, end jeg regnede med.

Fire uger hjemme på matriklen, hvor jeg allerede er begyndt at blive irriteret over den måde sømanden trækker vejret på.

Hvor tøserne og jeg har aftalt at se alle Harry Potter filmene.

Dem allesammen.

Der er vist omkring en trillion, men alternativet er at dø af kedsomhed, eller slå hinanden ihjel.

Det er dag nul i coronakarantæne vol.2, og der er godt nok langt til den 3. december.

– og hvor har alting forandret sig, siden dag nul i coronakarantænen episode 1.

Hvor var vi dog naive dengang, hvor vi troede på, at det snart var ovre, at nu gik vi mod lysere tider, imens vi i hemmelighed fnes af dem, der gik med mundbind offentligt.

Det var dengang.

Nu har vi blikket stift rettet imod d. 3. december, imens vi desperat prøver at lede efter motivationen og stoltheden over at være dem, der skal skærme resten af verden imod en mutation, som pædagogisk er blevet forklaret med tv-avisens smarte grafik.

For det hele er jo ret diffust, og vi må lægge alt troen og tilliden i hænderne på de videnskabsmænd, som vi efterhånden kender bedre, end de venner vi ikke må se, imens journalisterne leger stoleleg, og gør deres bedste for at stille kloge spørgsmål efter tur.

Men Fuck, hvor har jeg bare lyst til at lade tophatten gå af, flippe ud, drikke mig stiv og råbe: “rend mig i røven!” , imens jeg smadrer et halvråddent halloween græskar med et afbrækket stoleben.

For halloween blev jo ligesom lidt fesent i år, akkurat som julen og nytåret også bliver, og hold nu kæft, hvor jeg bare savner at trække i et par nylonstrømper, kravle op på et par høje sko og bare lade tingene ske.

Og jeg ved godt, at det er en masse mennesker der har det “majet værre”, og hold nu op, hvor skal vi være glade for vores velfærdssamfund.

Den sang kender jeg godt, for den synger jeg nemlig selv hver dag.

Det er bare som om, at jeg ikke rigtigt kan finde melodien lige nu.

Det hele sidder lidt fast i halsen.

Den eneste, der synes tilfreds med dagens udfald, er min 16 år gamle stalkerkat Findus, der tilbringer alle sine vågne timer med at glo på mig. Nu er det ikke så mange timer hun rent faktisk er vågen, men når hun er, så trasker hun i hælene på mig, imens hun stirrer henført og spinder forventningsfuldt.

Hun elskede hvert sekund af coronakarantænen episode 1, og glæder sig allerede til to’eren.

Så nu må vi jo folde den ja-hat, selvom det holder lidt hårdt, trække den nordjyske sejhed op af den jyske muld og forskanse os hjemme på matriklen.

Det bliver kedeligt, langsommeligt og trættende, men hvis det er det eneste det bliver, så går det jo nok.

Xxx

 Hvor er der varmt.

Ja, jeg tør godt sige det højt, og jeg ved godt, at man ikke må brokke sig over vejret, og alt det der..

Men i skrivende stund sidder jeg i undertøj på min terrasse, og det er altså ikke et kønt syn, skulle jeg hilse og sige.

Men varmen gør bare det ved mig, at alle hæmninger bliver smidt over bord, og i min hjerne kan jeg kun sanse én ting.

At komme af med noget tøj, så jeg kan blive afkølet.

Så i den anledning vil jeg gerne opfordre til at I sender en sms i forvejen, eller evt. råber et højt og intenst hallo, inden I træder ind på vores matrikel.

Bare for jeres egen skyld.

For det kunne ske, at jeg lå i afklædt søstjerne-stilling, for sådan at få luftet ud i alle lokaler.

-og det tror jeg faktisk ikke, at I har lyst til at se…

For det er ikke optimalt, men kan være den nødvendighed der gribes til, når alle andre muligheder er udtømte.

Sømanden og jeg har ellers været på forkant med udviklingen, og i foråret byggede sømanden en art pergola i hjørnet af vores terrasse.

Vi byggede en for flere år siden på den anden side af huset, som stod der i al sin glans, indtil en af sømandens bekendte forundret spurgte, hvorfor vi havde bygget en busstation i baghaven.

En busstation.

I baghaven.

Men nu har vi lavet en mere.

I gårdhaven.

Og plantet klatreplanter, som vi hverdag stirrer spændt og forventningsfuldt på, i håbet om, at de er vokset i løbet af natten, så de snart har lavet en skyggefuldt og smukt naturligt tag, som kan give den eftertragtede flimmer skygge.

Og mens vi venter på Godot, så aftenbader vi, drikker danskvand og forsøger at sove om natten, uden at få fuldstændigt spat og hedeslag på samme tid.

Gennemtrævler klædeskabet for at finde tøj der ikke strammer, sidder tæt på kroppen eller klistrer i armhulerne.

Og pludselig forstår man godt hvorfor folk i Sydeuropa holder siesta, og fortryder i samme åndedrag, at man ikke har plantet tomater i år, for så var det dælme da vores tur til at få saftige, solmodne tomater.

Og i Danmark, hvor det ellers er en nationalsport at brokke sig over vejret, er det åbenbart forbudt at pive over varmen.

Men jeg glæder mig altså til efteråret.

Bare lige en lille smule.

xxx

Der findes et eventyr om en konge, der har den evne, at alt hvad han rører ved, bliver til guld.

Sådan nogle mennesker findes faktisk, derude i virkeligheden.

Bortset fra, at alt hvad de rører ved bliver til støv, og ikke guld.

Alle samtaler, morsomme historier og initiativer bliver til drys og falder til jorden.

Alting bliver kværnet ihjel, og alt hvad man nogen siden har sagt og gjort, bliver omhyggeligt gemt i små støvsikre æsker og lagt på deres lager.

Så har de nemlig ammunition til den dag, de har brug for at hævde sig selv.

Så kan de tage æsken frem, de bruger nemlig kun en æske af gangen, og puste støvet fra noget du har sagt eller gjort for titusind år siden, lige i dit ansigt.

Så kan man sidde der og føle sig ramt af støvet fra en kæk bemærkning, opsamlet d. 17. marts 2011, kl.10.31.

Og når man, som mig, sejler i kække bemærkninger, slagfærdige holdninger og pludselige indfald, så er der rigeligt at lægge i de små æsker til en anden dag.

Problemet er bare, at jeg ikke altid kan huske, at det var min ordstrøm støvet kom fra, men fordelen er til gengæld, at støv kan børstes væk.

Så det virker jo aldrig rigtigt efter hensigten.

Alligevel er jeg en lille smule bange for støv-mennesker.

Allermest er jeg bange for at blive ligesom dem.

Bruge dagen på at spejde efter andres fejl og mangler, indtil jeg til sidst har et babelstårn af æsker, som jeg kan stå på, når jeg skal række ud efter et bedre selvværd.

Støv-mennesker kommer i alle former og farver, men kan kendes på deres rigide adfærd og en udpræget mangel på humoristisk sans. Ofte forholder de sig tavst i større grupper, til møder og socialt samvær, simpelthen fordi deres indre notesblok er i gang med at notere og lægge i æsker.

I støv-menneskers verden må man ikke ændre holdning, standpunkt eller livsindstilling.

Alt står til troende.

Og det er det, der gør dem så skræmmende.

Og ufleksible.

Og røvsyge.

Så næste gang støvet rammer mig i ansigtet, så vil jeg puste det væk og huske på, at livet ikke skal leves på et lager af støv, men i den virkelige verden, med varme, humor, kække bemærkninger, fejl og mangler.

Og støv-menneskerne?

De må gerne lægge på lager, af ting jeg har sagt og gjort. De må også gerne hive det frem og puste støvet fra mine handlinger lige i mit ansigt.

For det rammer jo i virkeligheden mest dem selv.

For det er jo dem, der sidder tilbage med den tomme æske.

xxx