Sømænd, sølvbryllup og guldsko

Sømanden og jeg har lige haft sølvbryllup.

25 år.

Et kvart århundrede.

Det er da alligevel noget.

Men vi har ikke holdt sølvbryllupsfest.

Der var hverken morgenvækning, trompetmusik, eller inviteret fest med borde i E-forms-opstilling, håndskrevne bordkort og uendelige lejlighedssange, med morsomme fotos fra ungdommens vår.

Faktisk tog sømanden på havet ved 19-tiden aftenen før og kom først hjem 24 timer senere, pigerne havde travlt med diverse eksamener, og jeg smuttede på arbejde.

Sådan som vi ønskede, og havde aftalt, at den dag skulle være.

Alligevel gik sømanden i panik dagen før, da han i et inspireret øjeblik ønskede at købe en gave til sin sølvbrud.

Hvilket havde resulteret i, at han havde faret rundt i gågaden og stirret vildt på butikkernes vinduesudsmykning i et desperat forsøg på at huske, hvad det nu var jeg havde sagt, at jeg ønskede mig.

Derfor blev jeg mødt af en brødebetynget sømand, da jeg kom hjem fra arbejde dagen før dagen.

-Jeg kan simpelthen ikke huske, hvad det var du ønskede dig, måtte han så indrømme, samtidigt med at han gav mig en ekstra stor velkomst krammer.

-var det nogle øreringe?, spurgte han optimistisk, i et tappert forsøg på at hitte rede i min evige cyklus af sko, kjoler og øreringe.

– nej, det var sko, sagde jeg og mindede ham om de guldsko, som jeg havde vist ham ugen før.

Det gav sømanden et fuldstændigt blankt udtryk i øjnene og en rynke i panden, imens han bladrede i hukommelsen for at finde en erindring om et par guldsko.

Her måtte jeg lige hjælpe ham på vej.

-ja, du ved, ”Diggi Loo, Diggi Ley..”

Og her stod vi begge to lidt i tavshed, imens vi genkaldte os episoden en sen aften ugen før, hvor jeg i et forsøg på at forebygge sømandens traditionelle fuck-hvad-skal-jeg give-min-kone-i gave-i morgen-panikanfald, havde vist ham et foto på min telefon.

Det forstillede et par sko.

Guldsko.

Hvilket omgående fik sømanden til at køre ud af en tangent og brøle: ”Diggi Loo, diggi Ley, alla tittar på mej, når jeg går i mina gjyldna sko….”.

Og da pigerne og jeg kom til at grine over han mildest talt overraskende reaktion på et par guldsko, så valgte han at ride på sin umiddelbare succes som entertainer og rejste sig op, for at udføre koreografien fra Herreys brødrenes hedegangne melodi grandprix hit fra engang i firserne.

-men var det nogle sko du ønskede dig? Sømanden virkede ekstremt forbløffet, og en lille smule forvirret, imens han hjerne arbejde på højtryk for at huske, hvordan skoene egentligt så ud.

-jeg ønsker mig ikke noget, sagde jeg og gav ham et kys, jeg ønsker mig kun dig.

Alligevel hjembragte han senere en gave fra sin daglige rundtur i de lokale supermarkeder.

En æske kattetunger.

Med et, som han selv udtrykte det, helt vildt nuttet billede af tre kattekillinger uden på æsken.

Og tænk, det var lige hvad jeg ønskede mig.

Og skoene.

Dem har jeg selv købt.

xxx

Nyt tøj

Jeg har fået en ny skjorte.

I leopard.

Og satin.

Købt på hjemmeside, hvor jeg begejstret klikkede den i kurven, uden at være opmærksom på en ret vigtig detalje.

Det er en bodystocking.

Og os, der levede i firserne, hvor bodystockings var på det højeste, ved godt hvad det betyder.

Trykknapper.

I skridtet.

Og det gør unægtelig toiletbesøg til en kompliceret affære.

Her er det særligt vigtigt at gå på toilettet i god tid.

For hvis det er lidt påtrængende og man er nødt til at holde benene lidt samlet, så kan det faktisk være svært at finde tiden til at få knappet bunden op, og få alle dele af vejen, inden det tager fart.

Og bagefter skal det så knappes sammen igen.

Her er det rimeligt nemt at finde forsiden.

Den hænger ligesom der og dingler.

Men bagsiden.

Bagsiden, som den skal knappes sammen med, er altid kravlet op på ryggen, hvor den ligger sig til hvile lige præcis der, hvor man ikke kan nå.

Så er det, at man bliver nødt til at svaje i ryggen, for at få fat i bagsiden.

Her er det ekstremt vigtigt at holde fast i noget stabilt med den ene hånd, imens man med den anden hånd fumler intens efter den bodystocking, som man efterhånden har fortrudt, at man har taget på.

Når man endelig har fanget den lille satan, så er det bare med at holde fast.

For et øjebliks uopmærksomhed betyder, at den kravler op på ryggen igen og hele skal starte forfra.

Når man endelig har fat i begge ender, så skal de føres sammen og lukkes.

Her bliver man så nødt til at bøje sig kraftigt forover, for at se hvor de bitte, bitte, bitte små knapper befinder sig.

Det kan være ret besværligt, hvis man befinder sig i en lille bitte toiletbås, og har store bryster der spærrer for udsynet.

Og hvis man er kommet i den alder, hvor læsebriller er en nødvendighed, så kan der godt udvikle sig en temmelig intens stemning inde i den toiletbås.

Efterhånden når man så et stadie, hvor man både kampsveder, stønner og har udviklet en akut klaustrofobi.

Evnen til at tænke klart og logisk forsvinder i horisonten, og man føler, at man har tilbragt det meste af sit liv inde i den lillebitte, og i øvrigt ikke særligt lydtætte toiletbås.

Når knapperne endeligt har fundet hinanden og er forsvarligt sikret, så er man lige nødt til at tage en lille pause, for at få pulsen ned, inden resten af tøjet kan bringes i orden.

Så står man der.

Med en knappet bodystocking og bukserne nede om haserne, med svedige håndflader og røde kinder, og lover sig selv, at man ikke skal have mere væske den dag, i et fromt håb om at begrænse toiletbesøgene.

For sådan en skjorte-bodystocking er jo en super god ide.

På papiret.

xxx

Kød og klima

Her i huset er vi, stærkt opfordret af den yngste af tøserne, begyndt at tale om sammenhængen imellem kost og klima.

Vi har altid forsøgt at bidrage med det der lå lige for, som fx affaldssortering, cykleri, genbrug og besparelser på vand og varme.

Det med vand og varme er især sømandens område, thi det kan jo mærkes direkte ned i pungen.

Altså pengepungen.

Vi sørger for at have planter, træer og blomster i haven, og prøver at skabe muligheder for pindsvin og andre små dyr.

Dræbersnegle undtaget, dem nakker jeg ubetinget.

Og efter flere års kamp med opsamling og øl-fælder, så må jeg indrømme, at jeg har grebet til et kemisk våben.

Alternativet ville være at fraflytte matriklen og overlade det hele til de små slimede sataner.

Det er jo helt vanvittigt, som de kan formere sig!

Men nu er kosten kommet på dagsordenen, og det er jo især forbruget af kød, der i fokus i disse veganertider.

Særligt oksekød.

Kunne vi skære lidt ned?

Og hvad kan kødet erstattes med?

Bliver man ordentlig mæt uden animalsk protein, og hvor mange slags bønner findes der egentligt?

Suppleret med et program jeg så i fjernsynet om syvende-dags-adventisterne i USA, en frikirke hvor medlemmerne lever vegansk, og hvor det ældre segment er utroligt sunde og raske, og gennemsnitsalderen er ret høj, så har det sat tankerne i gang.

Så hvis det er godt for klimaet og mig selv, så kunne man måske skære lidt ned.

Men det er også en proces som tager tid.

Mange vaner skal ændres.

Jeg tilhører jo den generation, hvor ispapir var noget man smed ud af bilvinduet i fuld fart på motorvejen.

-husk at række armen langt ud, kommanderede min mor omme fra forsædet.

Og det gjorde vi så.

Rullede vinduet ned og rakte armen helt ud af vinduet, og smed papiret op i luften.

Det var vigtigt med den rigtige teknik, så ispapiret ikke ramte bilen og lavede en plet på lakken.

For det ville jo være noget griseri.

Det var dengang hvor klorin var et almindeligt rengøringsmiddel, landbruget eksperimenterede med ukrudtsmidler, forurening betød kun noget, hvis man kunne se den og genbrugsbutikker var for fattigfolk.

Og mange ting har ændret sig, noget er blevet forbudt, nye opfindelser er kommet til, klimakampen er i fuld gang, og gudskelov for det.

Og nu er overvejelserne kommet til kosten, hvor stop mad spild, sænk kød forbruget og spis lokale råvarer, er de områder vi har særligt fokus på her i huset.

Man skal jo starte et sted.

xxx

Bare ben og tophue

Jeg har smidt strømpebukserne.

Sådan.

Efter en heftig svedetur på arbejdet, cyklede jeg målrettet hjem, trak strikkjolen over hovedet og hev strømpebukserne af, og kylede det hele hen i et hjørne af soveværelset.

Bagefter smed jeg mig i søstjernestilling på sengen, for sådan lige at få lufttørret alle arealer.

Så var det, at jeg besluttede mig for, at nu er foråret altså for alvor startet, og de tykke sorte strømpebukser er blevet forvist til skuffen, indtil efteråret sætter ind.

Så i dag cyklede jeg afsted uden strømpebukser.

Med solen lige i ansigtet, og de vinterblege ben stukket i et par sandaler.

Fuldstændigt overbevist om, at resten af verden da også kunne mærke foråret.

Indtil jeg mødte en dame i lang dynejakke, halstørklæde, luffer og tophue.

Hun skuttede sig i kulden og kiggede bekymret ud under huens tykke kant, imens hun spejdede efter snestorme, forkølelser og halsbetændelse.

Også krydsede vi hinanden.

Optimisten og pessimisten.

Frossenpinden og den evigt svedende viking.

Hun, forsigtigt trippende på fortovet i medvind, og mig på min cykel i modvind, med frakkeskørterne blafrende i vinden.

For vi havde begge to klædt os på efter forholdene.

Og vejret.

Og sådan er alting jo relativt, og der findes jo ikke dårligt vejr, kun dårlig påklædning, som børnehavepædagogerne altid påpeger, spørgsmålet er jo bare, hvad dårlig påklædning egentligt er.

Og et sekund mødtes vores øjne, der under tophuens kant, og vi stemplede straks hinanden som fuldkommen vanvittige og ude af trit med virkeligheden.

Og så var det, at jeg blev helt glad for at bo i et land, hvor man selv bestemmer, om man vil gå til købmanden i bare ben eller foretrækker at rulle sig ind i dynejakker og halstørklæder.

For selvom vi lever i den samme verden, så lever vi jo i hver sin virkelighed, og det gør jo bare det hele lidt mere interessant.

xxx

Kend dig selv!

Har du nogensinde prøvet at google dig selv?

Sådan lige tastet dit navnet ind i søgefeltet og trykket søg, bare for at se hvad der sker?

Det har jeg gjort engang.

Og da jeg ikke kender andre med min navnekombination, var det med en klar forventning om, at fotos og oplysninger om mig selv ville dukke frem på skærmen.

Det skete bare ikke.

For jeg har åbenbart en navnesøster i Amerika.

Som var blevet anholdt for at banke sin mand og to sønner med en stegepande.

I en trailerpark.

Politiet var blevet tilkaldt af nervøse naboer, og havde efterfølgende trukket hele familien med på stationen.

Det hele var omhyggeligt beskrevet i en avisartikel, som også var prydet med mugshots af hele familien.

Kvinden med stegepanden optrådte som den første, med langt permanentet hår, et markant underbid og ondskabsfuldt udtryk i øjnene.

Her efter fulgte fotos af hendes granvoksne sønner, der virkede både forskræmte, forslåede og lidt forvirrede.

Til sidst var der et foto af hendes trætte mand, med blåt mærke i panden, et træt blik i øjnene og et stort hvidt overskæg, der hang opgivende ned af hagen.

Nogen gange så tænker jeg på hende, min navnesøster, der over i Amerika.

Hvordan mon hun har det?

Hvordan ender man der, hvor man tæver to granvoksne sønner og en mand med en stegepande?

Er det noget hun gør tit, eller fik hun bare nok den dag?

Den anden dag fik jeg så en sms fra min veninde. Hun havde, ved et tilfælde, fundet en af mine andre navnesøstre, en webmaneger for fodboldklubben Brøndby.

Trods alt i den mere normale ende af skalaen.

Så nu er vi tre.

Måske skulle vi lave en klub?

xxx

Sov godt!

Sømanden har sendt mig til lægen.

Efter mange søvnløse nætter og intens søgen på internettet, mener han, at jeg lider af søvnapnø.

Tilsyneladende ligger jeg og holder vejret i lange perioder om natten, hvorefter jeg intenst og højlydt gisper efter luft.

Herefter vender jeg mig om på siden og sover fredeligt videre, imens han ligger lysvågen og venter på det næste anfald.

Desuden påstår han, at jeg begyndt at snorke og når det så toppes med mine mange og livlige mareridt, så er det en cocktail der betyder, at sømanden er begyndt at længtes efter en god nats søvn uden afbrydelser.

Det har taget mig lidt tid at anerkende muligheden for en diagnose, også fordi der rammer min forfængelighed, når han påstår, at jeg snorker.

Det er bare ikke lige det billede, jeg havde af mig selv.

Men så læste jeg, at Susse Wold også lider af søvnapnø, og som følge deraf har belastet sit hjerte.

Tilsyneladende har det noget at gøre med bløddele i ganen, og kan ramme alle uanset størrelse, vægt og alder.

Således informeret og opmuntret, bestilte jeg tid ved lægen.

Hun var faktisk lidt i tvivl proceduren, og bad mig om at bestille tid hos en øre-næse-hals-læge.

Så et par måneder senere ramte jeg venteværelset hos en øre-næse-hals-læge, hvor jeg sad og ventede blandt gamle ugeblade, en rodekasse med legetøj og de der koboltblå stole, som åbenbart er et krav, for at få lov til åbne en lægeklinik.

Jeg nåede lige at tænke over det med alle de udenlandske læger og deres kommunikations vanskeligheder, da en Laudar blev kaldt ind til konsultation.

Jeg rejste mig og fulgte efter den unge, kvindelige læge.

Efter lidt snak frem og tilbage, suppleret med lidt fagter, greb hun en metal dims og begyndte kigge i min hals.

-sig arh, sagde hun.

Så det gjorde jeg.

Sagde arghhhh.

Også sad vi der, sådan helt tæt på hinanden, mig med en metaldims i munden, og hende med et koncentreret blik på min drøbel.

-din garne hænger som gardin, konstaterede hun så, og tog dimsen ud af min mund.

-hva’, udbrød jeg, og var helt ærligt lidt forundret.

Som gardin!

Herefter fulgte et par andre undersøgelser, som bekræftede problemet.

Til sidst rullede hun lidt tilbage på stolen, lagde armene over kors og foretog en samlet vurdering.

-men du også har fedtdepot på hals, meddelte hun så og lagde hovedet på skrå.

-Fedtdepot på hals, gentog jeg og blev helt panisk ved tanken om en ny mystisk sygdom.

Hun kneb øjnene lidt sammen.

-måske du tabe nogle få kilo?

-årh, ja, tænkte jeg, det er vist ikke gjort med nogle få kilo, men den leg kan vi da godt lege.

Herefter fulgte en længere samtale, indtil vi fik opklaret, at Ålborg sygehus vil indkalde mig til yderligere undersøgelse via e-boks.

Også blev jeg hældt ud på gaden igen, og stod lidt der, med mit fedtdepot på hals.

Så nu venter jeg på besked i e-boksen, sømanden må vente lidt med den nattesøvn, og måske skulle man bruge ventetiden på at gøre noget ved den fedtdepot på hals.

xxx

Hvor svært kan det være?

Noget af det der kan fylde, når man er forældre til børn i børnehave-og skolealderen er den uendelige mængde af tvangssamvær.

Rækken af spiseaftner, julearrangementer, halloweenfester, forældrefester og sportsbegivenheder kan virke som et uoverskueligt bjerg af endeløs smalltalk, timer på hårde plasticstole og en konstant skæven til uret, for at se, om klokken for hulen da ikke snart er 21, så vi kan komme hjem.

Det boomer især omkring juletid, hvor mængden af arrangementer med lunken gløgg, stenhårde pebernødder, pakkespil og slatne æbleskiver hurtigt fylder kalenderen.

Her i huset toppede vi for et par år siden, hvor vi nåede 11 pakkespilsarrangementer i december.

11

Det er et hver anden dag lige indtil juleaften!

Til sidst tog jeg mig selv i at brøle til ungerne, at de ikke skulle åbne gevinsterne fra pakkespillet, men bare hælde hele lortet i en pose, så det kunne genbruges næste dag.

Men for to år siden, skete der pludselig noget nyt i den yngstes klasse.

Det var en forældrefest.

Hvilket i første omgang godt kan lyde som en tør kiks.

Med mad tilberedt i skolekøkkenet og ophængte papskilte med ølpriser.

 Men denne her gang lød konceptet på Running Dinner.

Et koncept, hvor man bliver delt op i hold og skal spise forret og hovedret forskellige steder, og med forskellige mennesker, hvorefter alle mødes, mere eller mindre feststemte for at spise dessert og feste på skolen.

Uden børn naturligvis.

Det kræver så, at der er nogen, der melder sig til at stå for forret eller hovedret i deres privat hjem.

Jeg meldte mig straks til at stå for en forret.

Hvilket fik sømanden til at gå helt agurk.

-du kan jo ikke lave mad, brølede han, og huskede opgivende dengang han måtte skrue komfuret fra hinanden, fordi jeg havde lavet lasagne.

Og det har han jo ret i.

Jeg kan ikke koge et æg uden at google opskriften først.

-og jeg kan godt sige dig, proklamerede han, da han så mit allerbedste fedterøvssmil, jeg hjælper dig famne ikke, den står for egen regning!

Jeg havde ellers kalkuleret med, at han skulle lave maden og stille den parat i køleskabet, så jeg bare skulle trække folien af og stille maden på bordet.

Jeg følte mig slået hjem i Ludo, og ringede til min mor for at få moralsk opbakning.

Hun kan heller ikke lave mad.

-det er da ikke noget problem, meddelte hun, du skal bare hælde en masse sprut på gæsterne, så er der ikke en sjæl, der tænker over det med maden!

Således inspireret drog jeg i Rema1000 for at overveje mine muligheder.

Og de havde mexicanske øl på tilbud.

Og nachos.

Så det blev menuen.

Iskolde mexicanske øl, vodka og nachos.

Sejren var i hus.

Ridende på den bølge af succes, meldte jeg mig endnu engang til at stå for en forret året efter.

Sømanden blev uendeligt træt, og kunne næsten ikke rumme min ukuelige optimisme, men denne her gang havde jeg en plan parat.

Sild og snaps.

Med karrysalat og hårdkogte æg.

Jeg måtte godt nok lige google det med æggene, men ellers var det jo bare at skrue låget af sildeglassene.

Så nu har jeg meldt mig for tredje gang.

Problemet er bare, at jeg er lidt tom for ideer.

Indtil videre er ananasringe med hønsesalat, rejecocktail med kinakål, makrelmadder med mayonnaise og havregryn med rosiner på listen, men det lyder alt sammen lidt besværligt, bortset fra det med havregryn, som bare lyder lidt for tarveligt.

Så nu er jeg gået i tænkeboks, og hvis alt andet glipper, kan jeg jo altid ringe til det lokale pizza-bud, som gerne kommer ræsende på sin sorte scooter.

xxx

Bonus

Kender I det, når man er ved at støvsuge, og så lige pludselig finder et stykke konfetti fra nytårsaften 2005.

Og man kan ikke engang lyve for sig selv, og påstå, at det er fra sidste nytårsaften, for der var man slet ikke hjemme.

-og desuden er årstal på, så det har tilsyneladende opholdt sig i stuen i 14 år.

I dag da jeg støvsugede, sad der lige pludselig en chokoladebar på tværs i mundstykket.

En chokoladebar!

Under almindelig støvsugning af stuen, lød støvsugeren pludseligt lidt mærkelig, og sugevnen var betydeligt nedsat, og en hurtigt inspektion af mundstykket afslørede en chokoladebar med smag af julekiks.

Det udløste en række af spørgsmål, som fx:

1.Hvordan kunne jeg overse en chokoladebar midt på gulvet?

2. Hvor længe har den ligget der?

3.Hvorfor er den ikke blevet spist?

4. Er det ulækkert at spise en chokoladebar, der har siddet fast i støvsugeren?

5.Skal jeg bare skynde mig at spise den og få den for mig selv, eller fortælle historien til resten af familien, og dermed risikere at skulle dele?

6. Hvad ligger der ellers på gulvet?

7.Ligger der andre værdifulde genstande i støvsugeren, -og kan de evt spises?

Chokoladebaren er ikke mere, problemet er løst, og støvsugeren kører fint igen, men hvor er det godt, at jeg ikke måler mit eget værd ud fra rengøringsstandarden i hjemmet.

For så vil det da godt stå skidt til!

I mere end en forstand.

På plussiden, så er det da altid rart at få lidt lækkert til eftermiddagskaffen.

xxx

Med eller uden filter!

Åh, jeg holder så meget af mennesker uden filter.

Ikke uopdragne, ondskabsfulde og belærende mennesker, som siger deres uforbeholdne mening, blot at såre andre, eller fremhæve sig selv.

Dem er jeg ikke så vilde med.

Mere dem der taler lidt for højt, spilder på tøjet og siger de helt forkerte ting, på de helt forkerte tidspunkter.

Dem, der fyrer vittigheder af på upassende tidspunkter, og selv er ved at dø af grin, imens resten af selskabet sidder helt indtørrede og overhovedet ikke synes, at det er morsomt.

Den slags mennesker.

Dem, der spiser det mad man stiller på bordet, uden alle mulige underlige krav og restriktioner, men bare syntes det er hyggeligt, at nogen har gjort en indsats.

Dem, der indrømmer at de nogen gange glemmer at gå i bad, har opgivet at følge med i politik og køber den billigste gin, for det skal alligevel bare blandes op med sodavand.

Sådan nogle mennesker.

Dem der lider af sandheds-tourettes, spiser romkugler i smug og glemmer at lyne deres tishul, når de har været på WC.

Dem er kommer på arbejde med mascara på det ene øje, går i supermarked i nattøj, fordi de har glemt at skifte og dem er ved et uheld spiser andres menneskers madpakke, fordi de troede det var deres egen.

Den slags.

Folk der holder igen, som altid taler afdæmpet og velovervejet, med et behersket kropssprog og som ALDRIG spilder på tøjet, gør mig dybt urolig.

Med respekt for, at vi alle sammen er forskellige typer, så er det alligevel som om, at dem der er bedst til at beherske sig, har den højeste status.

-eller de bliver i hvert fald tillagt den højeste status.

Sikkert begrundet i kultur, miljø, Emma Gad og den slags halløj, men mit problem er bare, at jeg keder mig ubeskriveligt, når jeg er i den slags selskab.

Hvor man sender det hjemmelavede havtornssyltetøj HELE vejen rundt om det ekstremt veldækkede bord, og alle omhyggeligt tager en lille tilpas skefuld, imens man skal huske at rose værtindens langtidshævede rugboller, selvom de smager af gammelt hø og ligner forvoksede kokosmakroner.

Interesseret skal man så spørge ind til opskriften, der altid involverer noget med en flettet kurv og hævning i cykelskuret, imens man er bange for at knække en tand og længtes efter en hvid fødselsdagsbolle.

Med smør.

Og man afbryder ikke hinanden, men lader folk tale ud, uanset hvor dræbende kedsommeligt en historie de fortæller, imens man nipper delikat og feminint af både bollen og kaffen, og beundrer dugen, fordi ens hjerne er død af kedsomhed og man ikke kan finde på andre spørgsmål.

Og hvis det er en fødselsdag, så bliver gaverne ikke pakket ud før efter kaffen, så alle kan se, hvor dygtigt værtinden er til at beherske sig.

Og man spiser kun en bolle pr. person, for man er jo ikke sådan en grådig en, men hvis man er meget sulten, kan man altid forsigtigt høre, om sidemanden vil være med til at dele en bolle.

Lækre og velduftende kager bliver sat på bordet, og man tager et lillebitte stykke, for man skal jo smage når der sådan er bagt, – men også lidt fordi den langtidshævede bolle sidder lidt fast i halsen.

Imens spørger man aktivt og interesseret ind til hinandens ferieplaner, måske taler lidt om hortensiaernes blomstring sidste sæson og dupper sig forsigtigt om munden med en serviet.

Man holder sig for god til at sladre, men har man noget, der alligevel presser sig på, så bliver det fortalt med bedrøvelig ansigtsmimik, dæmpet stemme og alvorligt kropssprog.

Man er iklædt lyst og venligt tøj, feminin, men praktisk frisure, og alle har medbragt tørklæde og en lækker cardigan, for der opstår altid træk, og hvis man er sådan en der altid sveder lidt, og hurtigt får det lidt for varmt, så er det i hvert fald ikke noget vi taler om.

Det er bare det, at jeg næsten ikke kan holde mig vågen i den slags selskaber.

Og i mange år troede jeg, at det var mig, der var noget galt med.

Så troede jeg, at det var dem, der var noget galt med.

Men jeg er efterhånden nået til den konklusion, at det bare ikke er noget for mig.

Jeg kan godt lide selskaber, hvor folk afbryder og råber i munden på hinanden, spiser til de er mætte og begejstret flår papiret af gaverne, fordi det er for fedt at få pakker.

Hvor der bliver spildt på dugen, og hvor værtinden har lavet maden selv, hvis hun gider og hvis hun ikke gider, så har hun købt noget i Netto.

Hvor man kommer kl.13 og går kl.22, fordi det bare var skide hyggeligt, og hvor der bliver grint, snakket og talt frit fra leveren om livets udsving, både det der gør ondt, og det der er sjovt, og hvor ferieplaner, valg af håndklædefarver og elkedler ikke fylder ret meget, for der er så mange tusind andre ting, som er meget mere spændende.

Hvor man griner så meget, af sig selv og hinanden, at man pludselig må løbe på toilettet for ikke at tisse i bukserne, hvor man bliver grebet af fællessang og alle synger med på et gammelt 70’er hit, og hvor man pludseligt opdager, at hende der sidder overfor, engang har knaldet ens fætter.

Den slags selskaber samler jeg på.

Der hvor folk ikke har noget filter, hvor der er højt til loftet og latteren får bordet til at gynge. Hvor alle mulige siger alt muligt i munden på hinanden, og hvor man indrømmer blankt, hvis man har noget godt sladder.

Den slags.

Og det er ikke nogen fordømmelse, eller konkurrence, men blot en konstatering.

Personlig smag.

Jeg holder så meget af mennesker uden filter.

xxx

Handel og vandel

Jeg fik lov til at komme med sømanden ud for at handle i dag.

Det er ellers ikke noget jeg normalt får lov til, fordi jeg har en tendens til at lægge ikke planlagte varer i indkøbskurven.

For eksempel stearinlys, en pakke med saltkød, servietter og den slags.

Men i dag løb hans gode hjerte af med ham, og jeg gik lov til at gå med ham over i Rema1000.

Her blev jeg betroet det vigtige erhverv som indkøbskurvebærer.

Et job jeg blev fyret fra umiddelbart efter, fordi jeg gik og slaskede uhensigtsmæssigt med kurven.

Han havde tydeligvis allerede fortrudt, at jeg havde fået lov til at komme med.

Mine point steg dog hurtigt igen, da jeg uvist af hvilke årsager havde en tandstik i frakkelommen, som kunne bruges, da kvitteringen fra flaskeautomaten havde sat sig fast inde i maskinen.

Til sømandens store irritation foreslog jeg herefter indkøb af remoulade, til trods for at han havde indkøbt to flasker dagen før.

Så kom jeg i tanke om, at vi manglede bananer, men dem køber vi åbenbart ikke i den butik.

Rosiner var heller ikke en mulighed.

Endelig kom vi op i den ende af butikken, hvor der bliver udbudt småting som lysestager, uldsokker og alverdens nødvendigt og unødvendigt tingeltangel.

Her mistede jeg så alle mine point, fordi jeg begyndte at nærstudere udbuddet, for at se, om der var noget jeg kunne tænke mig.

Sømandens øjenbryn røg helt op i den øverste del af panden og han begyndte få en varm kulør i ansigtet af bare irritation over mit sløseri, og fuldstændigt meningsløse behov for at brænde penge af på skrammel made in China.

-for helvede, brølede han ud i butikken, så en ældre dame forskrækket kiggede op fra køledisken – jeg får sgu stress af at have dig med!

Hvorefter han piskede ned af en gang, for at lede efter rugbrød på tilbud.

Henne ved kassen forsøgte jeg at tiltuske mig et job, så jeg fiskede den sammenfoldede plasticpose op af hans baglomme, imens han var distraheret af betalingen, og begyndte at pakke varerne.

Jeg blev omgående sat fra bestallingen, men fik dog overdraget en pakke havregryn, som jeg fik lov til at bære hele vejen hjem.

Hjemme på matriklen blev de indkøbte varer sat på plads og plasticposen omhyggeligt foldet og puttet i baglommen.

Nu gjaldt det supermarkederne nede i byen.

Nu handler jeg stort set aldrig, og kommer derfor sjældent i dagligvarebutikker, hvilket gør det til en eksotisk oplevelse for mit vedkomne. Og med min medfødte evne til at blive begejstret over nye oplevelser, blev jeg undervejs nødt til at kalde på sømanden, for at vise ham mine fund.

Han synes åbenbart ikke, at en ti liters pose med popcorn er en fest.

En vakuumpakket hel kylling vækkede heller ikke ret meget begejstring, ligesom min entusiasme for en reol udformet som en rød telefonboks, ikke rigtigt gjorde indtryk.

Et stop ved reolen med ugeblade gjorde ham synligt nervøs, men heldigvis syntes jeg også, at 74 kr. for et blad tyndere end Slagter Larsens pålæg, var alt for meget.

Ved det sidste stop blev vi enige om, at det var bedst jeg blev siddende i bilen for at spise chokolade, imens han med lange skridt gik alene ind for at købe rosiner.

-det plejer at være hyggeligt at handle, men fam’ne ikke når du er med, hvæsede han surt bagefter, imens han med aggressive ryk tvang bilen ud af parkeringsbåsen.

Men jeg synes nu, at det var en hyggelig tur, og hvis jeg bliver inviteret med igen om et års tid, når sømanden er kølet af, så tror jeg faktisk, at jeg takker ja.

xxx