En ekstra tur

Min kuffert kom ikke med hjem fra Holland.

Hvordan og hvornår den stod af turen er uvist, men resultatet var, at jeg stod håbefuld ved transportbåndet i Ålborg lufthavn en sen aften og kiggede på lang række af kufferter, der en efter en blev samlet op af deres håbefulde ejere.

Sømanden, der hellere ville dø end at betale ekstra for en kuffert, var sammen med sin weekendtaske rendt ud for at hente bilen.

-vi ses ved “Kiss and Goodbye”, råbte han, inden han pilede afsted.

Det var en rigtigt god plan, for så behøvede jeg jo heller ikke at storme afsted i støvregnen, men kunne spadsere værdigt ud til bilen med min røde rullekuffert.

Bortset fra, at den ikke rigtigt dukkede op.

Til sidst var der ikke mere bagage tilbage og en eller anden slukkede for båndet.

Grebet af en vanvittig optimisme blev jeg stående og stirrede på det tavse bånd.

Vi var to, der manglede vores kufferter.

Mig og en dame, der kun kunne en lille smule tysk.

Hun forsøgte at kommunikere.

Spurgte om jeg vidste noget.

Det gjorde jeg ikke.

Vi stirrede håbefulde på båndet.

Måske hvis vi ønskede det længe nok, så ville båndet sætte i gang igen og vores kufferter ville materialisere sig.

Det skete ikke.

Der var rungende tavshed og selv lufthavnen begyndte at ligne en, der bare helst ville hjem.

Jeg bevægede mig mod udgangen, damen fulgte forsigtigt efter.

Vi gik igennem den toldfri udgang.

Nothing to declare.

Lufthavnen lå øde.

De fleste kontorer var lukket og vi kunne høre vores egne skridt give genlyd i den tomme gang.

Måske var vi de eneste mennesker i bygningen.

Det føltes lidt som en gyserfilm.

Måske var sømanden blevet nuppet af en zombie?

Vi begyndte at gå hurtigt og målbevidst.

Vores hæle klikkede mod gulvet.

Oppe ved hovedindgangen fandt vi en skranke med tre personer.

I habitjakker, slips og velfriseret hår.

Jeg henvendte mig til den ene og forklarede situationen.

Hun kiggede intenst på skærmen og konstaterede hurtigt, at de havde fundet den.

Kufferten altså.

Jeg blev bedt om at udfylde et skema.

Der blev afkrævet svar på mange ting

Størrelse, form, farve og koden til låsen.

Navn og adresse.

Her kom den tysktalende dame lidt i vanskeligheder, da hun blev lidt i tvivl om, hvor hun egentligt skulle bo.

Jeg blev spurgt om særlige kendetegn.

-rød, svarede jeg tilfredst, velvidende at de fleste kuffeter i denne verden er sorte.

-ja, men, forklarede lufthavnsdamen pædagogisk, -er der et særligt kendetegn? Har du f.eks. sat et gult bånd på håndtaget.

Det havde jeg ikke.

Jeg følte mig utroligt dårligt forberedt.

Så skulle jeg pege på et lamineret skilt med forskellige kuffertmodeller.

Hvilken lignede mon min allermest?

Jeg pegede på den, der lignede allermest.

Bortset fra, at den var sort og ikke rød.

-er du sikker? Spurgte hun så.

Det var jeg.

Så tastede hun mere ind i computeren og konstaterede, at den ville ankomme til Ålborg lufthavn næste dag kl. 14.42.

-har du mulighed for at smutte forbi og hente den?

Hendes spørgsmål hang lidt i luften, imens vi begge overvejede mulighederne.

Hun håbede måske, at jeg bare sagde ja, imens jeg spekulerede over, hvem der boede så tæt på Ålborg lufthavn, at de bare lige kunne smutte forbi.

Jeg tilstod, at jeg boede i Skagen.

Hun arrangerede venligt noget transport og meddelte, at den røde kuffert ville lande på min matrikel lørdag eftermiddag.

Jeg udfyldte endnu et skema og kørte slukøret hjem uden min tandbørste.

Sømanden manglede også sin kontaktlinsevæske, som han havde presset ned i min kuffert, da størrelsen overskred mængden tilladt væske i håndbagagen.

Tandbørsten, kontaktlinsevæske og den røde kuffert ankom lørdag eftermiddag, kørt lige til døren af en flink mand, der som en ekstra bonus, gav foredrag om et tv-program, som han havde set dagen før.

Det handlede om fremtidens el-biler.

Jeg kunne ikke helt gennemskue, hvordan vi kom fra; tak for det og vil du kvittere her, til at høre om udviklingen af fremtidens biler.

Men det er jo altid rart at mærke folks begejstring, så kufferten og jeg stod og lyttede, indtil vi begyndte at fryse og måtte foretrække til varmen.

Her kunne jeg lykkeligt konstatere, at den vintagehåndtaske i kurveflet, som jeg havde erhvervet på et loppemarked til 5 euro, var intakt og sømanden kunne lykkeligt fræse ud på badeværelset for at sætte kontaktlinsevæsken på plads i skuffen.

Hvor kufferten har været fortaber sig i tågerne, men jeg forstår den egentligt godt.

Når man står der, i lufthavnen, på vej hjem, så kunne man da godt få lyst til at tage et andet fly.

På eventyr, videre ud i verden.

xxx

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Trip-trap-træsko

Så er kanalerne i Amsterdam blevet besigtiget.

Vi har kørt med busser, drønet i sporvogn, sejlet med færger og taget en kanalrundfart.

Der mange ting at kigge på i Amsterdam, når man er sømand.

Husbåde, bunkerbåde, lodser, skraldebåde, joller, flydedoks og broer, der kan åbnes og lukkes.

En smuk by fuld af fine gamle huse, historie og coffeeshops.

Duften af røg er umiskendelig og smyger sig rundt om oplevelsen.

Et enkelt sted måtte vi foretrække, da røgen hang så massivt i luften, at det blev ubehageligt og sved en smule i øjnene.

Men vi fandt andre små fine steder til kaffepausen, æblekagen og tissetåren.

Inden vi gik forfriskede gik videre og alligevel måtte stoppe tusind gange for at beundre en fin dør, en særlig udskæring, en skæv gavl og de mere eller mindre udtjente husbåde fortøjret langs kanalen.

-skal vi sælge det hele og flytte i en husbåd, foreslog jeg optimistisk sømanden, i et akut anfald af eventyrlyst og nye muligheder.

Sømanden trak lidt på det, helbefaren som han er i mit behov for alenetid og albuerum.

-arh, sagde han langtrukkent, – det tror jeg faktisk ikke, at du vil være så god til, der er jo ikke så højt til loftet.

Vi slentrede nysgerrigt videre langs kanalen, imens de lokale cyklister erfarne og hurtigt snoede sig ind og ud imellem turisternes langsommelige trippen.

Ned af en lille sidegade og til højre ved en kirke.

Så befandt os pludseligt i udkanten Red Light Distrikt.

Afklædte kvinder i vinduer med tunge velourgardiner og tændte røde lamper.

Vi luskede forbi, imens vi hastigt og forlegent alligevel kom til at skæve til ruderne.

Ring-til-mig signalerede den ene til sømanden, imens jeg følte mig som den ekstra bagage.

En fik sig lidt frokost og en anden sludrede i telefon.

Nogle steder var gardinerne trukket for, og andre steder stod stolen tom.

Alting blev pludselig virkeligt, tæt på og med en krystal klar bevidsthed om, hvad der foregik, lige der omme bag gardinet.

Kvinder, unge piger, skæbner og et udlejningsopslag i et vindue, der med lidt hurtig hovedregning fortalte, hvor mange kunder der skulle lokkes ind af døren på daglig basis, for at enderne kunne mødes.

Og havde man ikke råd til det, så fortalte et andet skilt om muligheden for at smugkigge på damer, igennem et kukhul for den nette sum af 2 euro.

Sømanden og jeg travede tavs videre langs de smukke kanaler, imens vi tænkte på vores egne og andres døtre, ulighed og forskellen i muligheder og livsvilkår.

Så stødte vi ind i kø.

Meget velorganiseret og opdelt på begge sider af gaden.

Der var opstillet flybånd, vejledende skilte og en brysk dørmand styrede håndfast folket, køen og retfærdigheden.

Folk stod artigt og ventede.

Sømanden og jeg blev helt nysgerrige og fik akut fomo.

Hvad var vi gået glip af?

Burde vi stille os op i køen?

Hvad ventede de på?

Det viste sig af være vafler.

De berømte hollandske vafler med honning og e.v.t. dyppet i chokolade.

De kan købes i alle butikker og frisklavede på et hvert gadehjørne.

Men lige præcis i denne butik blev de udleveret i en smuk papirspose med stofhåndtag i en sart mintgrøn farve.

Det var tydeligt, at emballagen var vigtigere end produktet.

Der blev poseret meget med de poser.

Fotos blev taget, vurderet og delt på de sociale medier.

Vi satte os lidt på en bænk og iagttog sceneriet.

Følte os helt utroligt gamle og fuldstændigt off-beat.

Sømanden tilbød at hente en sodavand eller en øl i den nærmeste kiosk, som vi kunne indtage, imens ungdommen defilerede forbi.

Men alderen taget i betragtning, så ville det jo nok øge frekvensen af toiletbesøg, så vi fravalgte væsken og sad lidt og følte os som de to gamle mænd fra The Muppet show.

Så tøffede vi videre og fandt en hel stribe jødiske snublesten, der igen satte alting i relief.

Og sådan gik dagene med menneskebade, genbrugsbutikker, smukke bygninger og tusindvis af skridt.

En tur forbi en flot udsmykket kirke dedikeret til Sct. Nicolai, et besøg på et graffitimuseum og et par lokale markeder.

Vi har lavet en masse og alligevel ingenting.

Akkurat som det skal være, når man trækker stikket og forsvinder i en storbys myldrende liv.

Og vi har købt en magnet, tre små kokosnødder, der måske, måske ikke bliver til flotte palmer og sømanden har fået sig en ny, brugt skovmandskjorte med for.

Og inderlomme.

What’s not to like.

xxx

 

 

 

 

 

 

 

.

 

 

 

 

 

Noget med politiet

Sømanden og jeg er landet i Amsterdam.

Byen med ostebutikker, kanaler, coffeeshops og Red Light Distrikt.

Turen herned gik smertefrit og enkelt. Vi fandt hotellet, satte kufferten fra os og gik ud for at opleve byen, kanalerne og stemningen.

Bagefter fordelte vi arbejdsopgaverne, så jeg op på hotelværelset, imens sømanden gik på jagt efter lidt proviant til værelset.

Vand, lidt snacks og sådan.

Oppe på værelset trak jeg blank.

Spændte bh’en op, trak strømpebukserne af, smed trusserne.

Lagde mit trætte og nøgne korpus på sengen, gloede på min telefon og hvilede de ømme fødder.

Jeg koblede af.

Kravlede ind i min egen lille boble og lod tingene hænge lidt.

Så bankede det på døren.

Tre hårde slag.

Det var lidt mærkeligt.

Jeg ventede ikke ligefrem gæster.

Jeg fornemmede lidt uro derude.

-polizi, sagde de så på den anden side af døren.

Det kom lidt bag på mig.

Jeg gik faktisk lidt i panik et øjeblik.

Politiet!

Jeg spekulerede over, hvad jeg skulle tage på.

Jeg savnede min morgenkåbe.

Måske kunne jeg trække min strikkjole ud over hele herligheden.

Og hvad med en bh?

Ville det være nødvendigt, eller ville de høfligt ignorere de fritgående gadunk-gadunks?

Ville de foretrække en bh eller en hurtig åbning af dør?

Hvis strikkjolen var lang nok, behøvede jeg vel heller ikke at tage underbukser på.

Jeg blev helt svimmel af alle de muligheder, beslutninger og afvejninger.

Det var alt for meget.

Og jeg var lidt overstimuleret i forvejen.

Så jeg tog en hurtig beslutning.

De måtte vente.

Politiet altså.

Jeg var sådan set for træt, for nøgen og havde ømme fødder.

Hvis de virkelig ville noget, så måtte de banke igen.

Eller sende en sms.

Ligge en besked i receptionen, virkede også som en oplagt mulighed.

Jeg orkede det ikke.

Jeg følte mig for træt, for gammel og for tyk til at springe ud af sengen, bare fordi det bankede på døren.

Hvad ligner det også at forstyrre folk, når de lige har lagt sig til rette.

Og så uanmeldt.

Jeg blev faktisk lidt forarget.

Rimpede munden sammen og rettede på hovedpuden.

Så åbnede de døren.

Eller sømanden gjorde.

Med sin egen nøgle.

Hvorefter han veloplagt informerede om, at politiet var i gang med en razzia på naboværelset.

I fuldt udstyr og med to ventende politibiler udenfor.

-mundbind, handsker og hele udstyret, som han udtrykte det, imens han spejdede ned på parkeringspladsen, for at se om der var yderlig action.

Der skete ikke rigtigt mere udover, at vi opdagede, at vi var blevet beriget med en dobbeltdyne, i stedet for to enkelte.

Det var da næsten lige så trælst, som uventede gæster.

xxx

 

 

 

 

 

Godnat og sov godt

Hvad laver sømanden og jeg så, når nu ældstebarnet er flyttet hjemmefra og den yngste er taget på rygsæksrejse til Østen.

Vi sover.

Vi går i seng klokken ni, halv ti og klokken ni igen.

Så ligger vi bevidstløse under dynen, indtil vækkeruret ringer og vi starter forfra.

Om eftermiddagen så tænder vi op i brændeovnen, hænger ud i en lænestol og hvis sømanden er hjemme, så forbereder han aftensmaden.

Hvis vejret er til det, så går jeg måske en tur med studievejlederen.

Bagefter ser vi lidt fjernsyn, gaber, drikker lidt vand, gaber igen og trækker tappert tiden, inden vi giver op og trosker ind i sengen.

Det var ikke lige det, som jeg havde forestillet mig, at alle de ledige eftermiddage og aftener skulle bruges på.

Lige pludselig så har man al den tid i verden, og så har man allermest lyst til at gå tidligt i seng.

-måske er vi i en restitueringsfase, hviskede jeg til sømanden, da vi lå der i mørket og ventede på den tidlige nat.

-måske, hviskede sømanden tilbage og så tænkte vi lidt på bump på vejen. Ind imellem har det syntes uoverstigeligt og sommetider virkede det umuligt at krydse.

Men vi gjorde det alligevel.

Så blev jeg helt stolt over, at vi lå der endnu, ved siden af hinanden.

Mig uroligt rumsterende, sømanden som altid på ryggen med hænderne foldet på brystet.

Sømanden faldt i søvn, imens jeg tænkte på kaptitler.

Tænkte på dem, som jeg var dengang.

Tænkte på, hvordan man rammes af livet, af sorgen og hvordan smerte og traumer kan blive til skelsættende oplevelser, der får en til at ændre retning, kurs og flytter de værdier, som man havde engang.

Hvornår var man lykkeligst, grinede mest og levede uden et helt skab af komplicerede tanker og relationer, der konstant forsøger at klemme sig ud og fylde det hele.

Hvornår man fik sagt fra og ikke sagt fra, hvornår jeg bare gled med flowet, indtil alting blev for meget og faldt fra hinanden, sprang i tusind stykker og måttes samles op og sættes sammen på ny.

Og hvordan vi har samlet hinanden op, samlet sammen, formået at holde sammen og midt i det hele være en familie med  to fantastiske piger, der har mod på det liv, der ligger foran dem.

-vi har egentlig fortjent at gå tidligt i seng, sagde jeg højt ud i det mørke soveværelse.

Sømanden svarede mig med en let snorken.

Så faldt jeg i søvn og sov tungt i syv komma ni timer, inden vækkeuret ringede.

Så staverede jeg igennem sneen og tog på arbejde, kom hjem, tændte op i brændeovnen og gik tidligt i seng.

Igen.

For første gang har jeg tiden, roen og økonomien til det meste, men nu kan jeg ikke rigtigt komme i tanke om, hvad det var jeg ville.

Måske har jeg aldrig vidst det?

Så i første omgang har sømanden og jeg bestilt en tur til Amsterdam.

Hvor vi skal vandre rundt, besøge loppemarkeder og bare være, imens foråret forhåbentligt begynder at titte frem. Hvor vi skal drikke en kop kaffe på en bænk, imens storbyen passere forbi og fylder os med inspiration og sjælen tager sig et menneskebad.

Måske behøver vi heller ikke rigtigt at vide, hvad det næste kapitel bringer.

Man behøver vel ikke have en stor strømlinet drøm, et kæmpe fastbesluttet mål derude i horisonten.

Så længe man omgiver sig med gode mennesker, kærlighed og grin, der gør godt helt nede i maven.

xxx

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slik og kager

-har du slik og kager med? Spurgte jeg optimistisk min kollega, der gik tilfældigt igennem rummet.

Det havde hun så ikke.

Angrebet af en akut trang til eftermiddagssnack måtte jeg på jagt i skuffer og skabe.

Det eneste spiselige, som jeg kunne grave op torsdag eftermiddag kl. 15.30 var en pakke åbnede majskiks.

Gule, puffede majskerner formet til runde kiks.

Et sundt og alvorligt voksenvalg.

Anbefalet af folk, der bruger rigtigt meget tid i motionscentre, hvor de løfter tunge ting og siger høje prustelyde.

Jeg åbnede pakken og kiggede ned på selve inkarnationen af det sunde valg.

Gul, rund og en lille smule uapptitlig.

Jeg forsøgte tappert at bruge min fantasi.

Snusede optimistisk til kiksen, i håbet om, at den duftede en lille smule af chokolade.

Eller kanel.

Måske en svag duft af kokos.

Kunne det minde lidt om en kage.

En romkugle måske.

Et studenterbrød.

Jeg gav mig selv en peptalk og trak den heldige vinder op af pakken.

-uhmm, sagde jeg og viftede med den runde fætter, i forsøget på at friste mig selv med en tørre, og ærligt talt uinspirerende uringule kiks.

Den føltes tør og papagtigt.

Jeg forsøgte at bilde mig selv ind, at den var sprød og luftig.

Sund, om ikke andet.

Med skælvende hånd førte jeg den op til munden. Der skulle et par lukkede øjne og tre forsøg til, før jeg fik tvunget de ru puffede majskerne forbi mine læber.

-aaahhh.

Jeg bed forsigtigt i kiksen og den eksploderede omgående i tusind dele.

Noget landede i munden, lidt sad fast på læben og en del dryssede ned af maven.

Min hånd nåede at gribe de store dele, og min mund blev så tør, at mine læber sad fast på fortænderne.

-umhhh, sagde jeg så, i håbet om at piske en stemning op, imens tungen forgæves forsøgte at indfange løsgående smulder og halve kerner, der bevægede sig rundt i munden som vindhekse på en amerikansk prærie.

Kombinationen af den tørre kiks og mundens slimhinder, der omgående havde trukket sig sammen, betød at kiksestykkerne valgte at sætte sig fast tilfældigt udvalgte steder i mundhulen.

Utroligt, som sådan en majskerne kan suge sig fast.

Tungen kæmpede heroisk imod overmagten og afsøgte alle overflader.

Læberne føltes sprukne.

Jeg kiggede nedslået på min hånd, der krampagtigt holdt fast i resterne.

Jeg længtes efter noget at drikke.

Vand, pepsi, kaffe, gammelt te i et udtjent papkrus.

Alligevel valgte jeg at angribe igen.

I håbet om at blive sund, tynd, sporty tog jeg en bid mere af den gule spise.

Det smagte den ikke bedre af.

Til gengæld brød der en tørke i mundhulens land.

Det blev faktisk lidt svært at synke.

Det var, som om jeg ikke rigtigt fik produceret noget spyt.

Min hals modarbejde mig.

Jeg måtte synke flere gange, før jeg nåede i mål.

Tænderne føltes tørre og skrøbelige.

Jeg overvejede at skrive en reklamation til firmaet.

Jeg syntes ikke rigtigt, at de levede op til deres løfter om et sundt og lækkert mellemmåltid.

Det er da muligt, at det er sundt, men lækkert må siges at være en tilsnigelse.

Tørt, gult og rundt, kan jeg gå med til, og måske dehydrerende og livsfattigt, for ikke at tale om trist og besværligt.

Slik og kager kan man i hvert fald ikke kalde det.

Det har de selvfølgelig heller ikke lovet, men den optimisme, som jeg følte, da jeg indkøbte produktet, står ikke til måls med den oplevelse som jeg havde, da jeg spiste det.

Men jeg gik nok ind i kampen med for store forventninger.

Håbefuld og en smule naiv.

Og da jeg havde spist kiksen og drukket en halv liter vand, så blev jeg grebet af en akut trang til slik og kager.

Jeg havde stadigvæk ikke noget.

Jeg havde stadigvæk flere kiks, men var alvorligt bekymret for at gøre skade på mit tandkød og min livsglæde.

Heldigvis mødte jeg socialrådgiveren ude i forhallen.

Hun havde en japanstang i tasken.

Den var også gul og rund, men den smagte bedre.

Og så gav den ikke synke besvær.

xxx

Det eneste jeg ønsker mig

Jeg har fødselsdag til april og det eneste jeg ønsker mig er, at vores kat Fister Løgsovs får fjernet stemmebåndet.

Den har altid været et jamretræ, men efter at pigerne er blevet store og har fået deres eget liv, så er det stukket helt af.

Hun kan ligesom jamre sig på udåndingsluften.

Trække vejret helt ned i lungerne, for derefter udstøde en lang og klagende lyd.

Imponerede lang faktisk.

Og i flere tonelejer.

Så trækker hun vejret ind og kommer derefter med en serie af små klager, inden hun igen trækker op til den helt store tur.

Sømanden og jeg er efterhånden blevet lidt bekymrede.

Er hun ensom?

Dement?

Savner hun pigerne?

Sømandens hovedteori er, at hun bare er røvirriterende.

Træls og snotforkælet.

Det er værst, når hun bliver lukket ind om morgenen eller når vi kommer hjem om eftermiddagen.

Så synger hun og fortæller lange historier om den rædsel og horror, som hun har gennemgået i den lange mørke nat, læggende ude i den hule, som sømanden omhyggeligt har foret med gamle tæpper og bløde puder.

Vi er nået til den konklusion, at hun har et udpræget dramagen.

Hun sætter sig flere gange dagligt  hen foran sine fodreskåle, fyldt med frisk vand og tørfoder, og jamrer anklagende ud i luften.

Hentydningen er klokkeklar og budskabet hænger i luften.

Hun har aldrig nogensinde fået hverken vådt eller tørt.

Hun er udsultet og hulkindet, og dehydreret.

Vi har prøvet at ignorere hende, hælde hende ud af døren eller pædagogisk vise, at skålen er fyldt og vandet er frisk.

Hun mener, at det er fake news, og helmer ikke, før vi har  drysset tre ekstra stykker tørfoder i skålen.

På de dovne dage nøjes sømanden bare med at ryste skålen lidt.

Så stopper klagesangen og hun udvælger omhyggeligt fem stykker tørkost, som hun spiser langsomt og omstændigt.

Som regel smider hun 20 styks på gulvet.

For effektens skyld.

Så er der stille i cirka 30 sekunder.

Så jamrer hun, fordi hun er hudsulten og aldrig nogensinde er blevet kløet bag ørerne.

Aldrig-nogen-sinde.

Ever.

Og så klør vi hende, imens hun vrider sig henført og er vi heldige, så falder hun i søvn midt i det hele.

Udmattet af dagens strabadser og tør i halsen af al den jamren.

Så får hun en 30  minutters lur på skødet, inden hun træt og lækkersøvnig glider ned på gulvet og kravler ind i sin hyggehule, hvor hun snorker sig igennem resten af aftenen.

Og næste dag, så starter det hele forfra.

Det er skruen uden ende.

Vi har overvejet at få en kat mere, men hun er en ældre dame på 12 år, og hun levede i mange år i et voldeligt forhold, indtil vores ældre mere dominerende kat Findus afgik ved døden forrige efterår.

Så på en eller anden måde, synes jeg, at hun har fortjent en alderdom, hvor hun ikke skal kigge forskræmt rundt om hjørnerne, ydmygt lægge sig i passende afstand og modtage impulsive lussinger.

Studievejlederens kat kigger forbi på daglig basis, og de to har været i klammeri flere gange, og vi må bare se i øjnene, at vores Fister aldrig kommer til at vinde en nævekamp. S¨å vi frygter, at hun vil leve sine sidste år i ydmygt retræte, imens den nye kat indtager tronen.

Var det en jamrekonkurrence derimod, så ville hun løfte trofæet.

Og sådan har vi jo alle forskellige talenter, sømanden er god til badutspring, katten kan jamre sig og jeg er rigtigt god til ikke at lave mad.

xxx

 

 

 

 

 

Kartofler og trækasser

-kom lige, skynd dig!

Sømanden lød så intens og insisterende ude fra køkkenet, at jeg smed alt hvad jeg havde i hænderne og halsede derud.

Måske havde han skåret sig!

Hakket sig i fingeren eller snittet sig på mandolinjernet.

Sømanden stod bøjet foran den nye ovn.

Jeg var lettere forpustet og en lille smule forvirret.

-se, hylede sømanden og pegede ind i ovnen, -kartofler!

Jeg kiggede ind i ovnen.

Kartofler.

Skåret i nydelige både og drysset med noget krydderihalløj.

Vi stod lidt og kiggede på kartoflerne.

Jeg følte, at jeg skulle gøre noget.

-de så er flotte, sagde jeg så.

-de er er ikke bare flotte, brølede sømanden begejstret, – man kan jo se dem. Lige der! Igennem ruden!

Han rettede sig op og satte selvfedt hænderne i siden.

Stod lidt og betragtede sit værk.

Tilfreds med tilværelsen.

-i den gamle ovn, forklarede han så pædagogisk,- der kunne man slet ikke se så tydeligt gennem ruden.

Jeg efterlod den glade mand i køkkenet og gik ind i stuen, endnu en gang sat til vægs af sømanden begejstring for hverdagens glæder.

Hans helt store kærlighed er i øjeblikket en avokadoplante.

Finn-Oles mors havde for et par år siden gang i at forspire en omgang avokado-sten.

Sømanden fik en med den fineste lille grønne spire. Den boede en plasticpose med vådt køkkenrulle og sit helt eget mikrosystem.

Han hjembragte den lykkeligt fra tankstationen og plantede den omgående ud i en urtepotte.

Nu er den den cirka 1 meter og tyve høj, og i sidste uge lavede den to nye skud.

Sømanden tjekker dagligt, om jeg nu også følger med i udviklingen.

Det gør jeg.

Det er faktisk lidt svært at undgå.

Og hvis jeg spørger, så kan jeg sikkert også få lov til at se han forkromede Raleigh cykel.

Special edition.

Jeg har set den mange gange, men jeg må gerne se den igen.

Anytime.

Og til jul fik han en radio af sin arbejdsplads.

Den har han ikke rigtigt brugt, men til gengæld er han rigtigt glad for emballagen.

For radioen kom i den fineste trækasse, som passede perfekt til hans samling af mikroværktøj.

Små skruetrækkere, tænger og pincetter, til reparation af små ting.

Han har skrevet “Small Tools” uden på med en sort sprittus.

Marinasoldaten var dybt misundeligt på den fine æske.

Sømanden er en rig mand og har jænne gue sauer, som man siger på nordjysk.

Og det prøver jeg tappert at lære noget af.

Finde glæden i en trækasse  og føle mig rig, når der er ild i brændeovnen, kattens snorker og jeg kan se, at kartoflerne snart er færdige.

Sommetider kan jeg nemlig godt miste overblikket lidt.

Blive forvirret, drukne i komplicerede relationer og have svært ved at finde glæden lige foran mig.

Så tyer jeg til sømanden.

Krammer ham lidt, imens han fortæller mig om vintergækkerne ude i haven, avokadoens fremskridt og spørger om han skal hente et tæppe eller om jeg måske skal have repareret min cykellygte.

De vigtige ting.

De små, store ting.

Og måske laver han et badutspring for at muntre mig op og sammen får vi lige lagt alt det unødvendige støj i en kassen, som vi sætter ud til storskrald.

For livet findes jo lige foran os, dagen er jo lige her, og når man både både har ny ovn, en avokadoplante og en trækasse til small tools, så kan man da kun være i godt humør.

xxx

 

 

 

 

 

 

 

 

Gamle nyheder

Efter hårdt pres har sømanden købt en ny ovn.

Han rodede internettet igennem, indtil han fandt en passende udgave.

Uden alt for mange fikumdik, mærkværdige indstillinger og funktioner, som man alligevel aldrig rigtigt får brugt.

Bare en ovn.

Gerne på tilbud og helst en, der kunne blive installeret i denne weekend.

Han fandt en click-and-collect i Ålleren.

Så vi drog afsted lørdag morgen.

Rundede et par genbrugsbutikker, fik ovnen presset ind i bagagerummet og fik frokost i Ikea.

Her supperede vi med en rundtur i Ikea og en ikke-plante-baseret-softice til 9 kr.

Vel hjemme igen skulle ovnen installeres.

Sømanden var kaptajn og jeg var dæksgast.

Vi fik hevet den gamle ovn ud.

Den blev installeret for tyve år siden, så der var en del støv og nullermænd inde bag ved.

Og en graviditets test.

Positiv.

To streger og et lag støv.

Efter lidt forvirring og bekymret blik fra sømanden, regnede vi ud, at det måtte være yngste barnet, der havde meldt sin ankomst.

Hun bliver nemlig tyve til november, så det passer sådan cirka med installeringen af den nu pensionerede ovn.

Vi fandt også låget til den flødekande, som vi smed ud for en del år siden, fordi vi ikke kunne finde låget.

Da vi var færdige med den arkæologiske udgravning og en grundig rengøring, begyndte indsætningen af den nye ovn.

Der blev løftet en del, bandet lidt mere og lavet to snitsår i fingre.

Sømandens læsebriller blev væk fire gange, tommestokken tre og vi blev uvenner to gange.

Jeg lyste med lommelygten, sømanden råbte vredt ud i luften og forskellige højder og muligheder blev afprøvet.

Til sidst stod den der, i et hul der næsten passede, skruet fast med 2 lange skruer, som sømanden gravede frem ude i skuret.

Så åbnede vi tilfredse lågen og fandt vejledningen.

Der var både en brugsvejledning og en monteringsvejledning på fire sprog.

Og monteringsskuer.

Og en mystisk plasticdims, som viste sig at være en børnesikring.

Den fravalgte vi og tændte begejstrede for ovnen.

Der skete ikke rigtigt noget.

Det stod bare SAFE på displayet.

SAFE?

Det var her, vi valgte at tage hul på vejledningen.

Satte os lidt ind i tingene.

Det krævede en del nærlæsning og et par meningsudvekslinger, før vi fandt ud af at slå SAFE-funktionen fra.

Det er åbenbart yderlig en børnesikring-funktion.

Det lykkede os også at indstille uret og sætte ovnen i gang.

Sådan en ovn skal jo brændes af, inden man kan lave nachos i den.

I følge vejledningen indebar det en time med fuld skrue på højeste temperatur , indstillingen “3D-varmluft” og kraftig udluftning i køkkenet.

3D-varmluft hylede os lidt ud af den.

Der var ikke noget 3D-varmluft i ovne, købt i starten af nullerne.

Heldigvis var brugsvejledningen suppleret med en pædagogisk piktogram oversigt.

Så stod vi der og småfrøs i køkkenet og kiggede på en ovn der langsomt kom i omdrejninger

Sømanden udtrykte sin skuffelse over ovnens mange funktioner.

Han var bevidst gået efter en ovn, med så få funktioner som muligt.

Grill, varmluft og almindelig varme.

Intet mere, intet mindre.

Og her stod han med både 3D, SAFE og en lynopvarmnings-funktion. For slet ikke at tale om et ur, der lyste flabet med sine røde tal i eftermiddagens halvmørke og en æggeurs-funktion, hvor ovnen kunne indstilles til at slukke af sig selv.

Han var skuffet.

Og lidt irriteret.

Vi stod lidt og gloede dyret.

Blev enige om, at lågen var flot blank.

Drejeknapperne var lette at få fat i.

Skidtet virkede.

Så sorterede vi 50000 kg affald, pakke støvsugeren væk og gik ind i stuen for at se afsnit af Peaky Blinders.

Så i dag skal vi have ovnmad og sømanden har læst sig frem til at 3D-varmluft betyder, at man kan have flere ting i ovnen på en gang.

Og det spare jo på energien og mønterne i pungen og det er jo svært at være modstander af.

Så nu skal er eksperimenteres og laves ting og sager.

Og mig?

Jeg overvejer at købe en pose nachos.

Og en dåse chilibønner.

xxx

 

 

 

Hvor svært kan det være?

-du skal selv lave mad i dag, jeg kommer sent hjem.

Sømanden stemme var venlig, næsten høflig i telefonen.

Panikken ramte mig som et langsomt tidevand. Dryppede ud af telefonen og spredte sig som et mørke i mit indre.

-jeg kan godt, messede jeg tavs for mig selv, imens lokaltoget humpede ind til byen.

-bare smut i Rema og find noget du kan varme, foreslog sømanden optimistisk og afsluttede opkaldet.

Så det gjorde jeg. Parkede cyklen i Remas cykelstativ og fandt en kurv inde i butikken. Vandrede hvileløst rundt imellem reolerne.

Min første ide var en chinaboks. Man kan få dem frosne og hele baduljen skal jo bare i mikroovnen til en hurtig opvarmning.

Men 27 kroner forekom jeg alligevel at være meget for lille portion nudler og tre stykker udkogt kylling.

Så var det, at jeg fik en genial ide.

Den virkede i hvert fald genial, da jeg stod i Rema.

Nachos.

Med ost og chilibønner på dåse.

Kødfri dag.

Jeg følte mig meget dygtig, især fordi sømanden havde ytret, at en tidligere indkøbt pose med smelteost snart skulle spises.

Jeg var åbenbart sådan en type, der planlægger aftensmaden, med henblik på at få brugt de rester der allerede var i køleskabet.

Meget klimavenligt

Jeg købte også et glas salsa.

Hot.

Da jeg kom hjem, startede jeg helt planlægningsagtigt med at tænde for ovnen.

Det fungerede ikke lige.

Jeg drejede på alle knapper, men den virkede ikke.

Så kom jeg i tanke om, at sømanden flere gange hvad fortalt, at ovnen nok snart var færdig, men at den da virkede endnu.

Her begyndte mit blodsukker at falde.

Jeg ringede til sømanden.

Katten begyndte at jamre sig, for den havde være alene hele dagen og følte sig helt utroligt forsømt.

Sømanden tog telefonen.

Jeg satte han lettere hysterisk ind i situationen.

Kattens jamren steg en oktav.

Sømanden spurgte, om jeg havde drejet på knapperne.

Dét havde jeg så gjort.

Han foreslog facetime, så han bedre kunne orientere sig.

Han fik facetime.

Nærstuderede langsommeligt ovnen derude fra havet.

Katten begyndte at gnide sig op af mit ben.

Jeg blev så hidsig, at jeg overvejede at kyle kat, telefon og ovn ud af vinduet.

Til sidst virkede lortet på grill-funktionen.

-du skal lige lade den blive varm, forklarede sømanden pædagogisk, – så kan du dreje den over på almindelig ovn bagefter.

Han lagde på og jeg råbte nærige røvhul ud i luften.

Så tog jeg to beslutninger.

Den første var, at jeg ville tvinge sømanden til at købe en ny ovn hurtigst muligt, og den anden var, at se bort fra sømandens kyndige råd og vejledning.

Jeg knaldede arrogant fadet med nachos i ovnen.

Ikke mit livs bedste beslutning.

De brændte på og blev ubeskriveligt tørre.

Men man skal jo aldrig give op, så jeg trak det brændte lag ost af, og dryssede resten af osten ind imellem de varme chips, i håbet om at varmen fra de brændte chips ville smelte osten.

Det gør den så ikke, kan jeg informere om.

Så skulle chilibønnerne varmes.

Jeg fandt et ildfast fad af passende størrelse, hældte bønner i og satte hele herligheden ind i mikroovnen.

2 minutter, omrøring og et minut.

Tilfreds med min egen indsats lavede jeg et fad med de nu halvkolde, men imponerende tørre nachos med usmeltet ost, glasset med salsa og skålen med varme chilibønner.

Jeg besluttede mig for at spise foran fjernsynet og satte bakken på fodskamlen foran lænestolen.

Spiste stædigt min hjemmelavede mad.

Det krævede en del væske at skylle de chips ned.

Midt i det hele kom sømanden hjem.

Det distraherede mig og jeg blev uopmærksom.

Det var her, katten valgte at slå til.

Den gik efter chilibønnerne.

Slikkede lystigt af sovsen.

Smaskede tilfredst.

Møgdyr.

Jeg gav op og erklærede festmåltidet for afsluttet.

Hældte resterne i madskraldespanden og satte fad og skål i blød i vasken.

Sådan noget brændt ost sidder nemlig rigtigt godt fast i glasuren på et ildfast fad.

Udmattet og muggen satte jeg mig i stolen foran brændeovnen.

Lidt senere gik sømanden i gang med opvasken.

Han kom ind i stuen.

-brugte du den her skål til at varme chilibønner i? Spurgte han så.

Han stod med det lille ildfaste fad, jeg havde brugt i mikrooven.

-ja! Sagde jeg så, fast besluttet på at forsvare mine gastronomiske evner, -det var den jeg brugte, den passer jo perfekt i størrelsen til en dåse chilibønner. Hvorfor?

-fordi, sagde sømanden og trak vejret dybt, -det er en urtepotte!

xxx

 

 

 

 

 

 

 

 

Sådan spiller klaveret

Har jeres børn nogensinde gået til musikundervisning?

Klaver for et eksempel?

Eller violin?

Kor?

Mine tøser gik både til klaver og kor.

Og de øvede sig tappert på klaveret hjemme i stuen.

Skalaer og små melodier.

Mødte troligt op i musikskolen på ugentlig basis.

Der var koncert to gange om året i musikskolen.

Forår og efterår.

Plus det løse.

Julekoncerter og sådan.

Så sad der en hel masse forældre og bedsteforældre på rad og række, for at høre noget, der lød som den samme melodi spillet om og om igen, i forskelligt tempo, toneart og varieret indlevelse af børn og voksne i alle aldre.

Og man klappede og smilede opmuntrende til børnene, der med sommerfugle i maven trådte op på scenen, imens de kiggede nervøst på publikum og knugede “Klaver for begyndere” i de små varme barnehænder.

Man måtte ikke gå, når ens eget barn var færdigt med at optræde. Det var fejt, for så var der ikke rigtigt noget publikum til de sidste musikanter.

Sådan var reglen, men for at holde på masserne, så blandede de kortene.

Mixede indskolingen med talentholdet, og tilsatte de voksne musikskoleelever, der også gerne ville optræde.

Sådan en oktober aften kunne godt føles lidt lang.

Stolene var hårde, og de havde ikke alkoholbevilling.

Til gengæld var der tørre småkager i pausen, og dem der kom først, var heldige og kunne hapse de tre eneste med chokoladebund.

Til at skylle småkagerne ned med, var der en flaske sodavand til 5 kr.

En enkelt gang var der muffins.

Og så smalltalkede man lidt med de andre forældre, og sagde nej til ens egne børn, når de spurgte,  om vi ikke nok kunne køre hjem, for de andre klaverelever var allerede smuttet.

Man forklarede pædagogisk og tålmodigt om fællesskabet og om at bakke hinanden om, og følte sig som en katolsk helgen uden på og en asocial skid indeni,  imens man tænkte med længsel på sin sofa og det uforpligtende fjernsyns flimmer.

Så var pausen slut og ungerne blev kaldt til orden og man traskede lidt modløs hen til sin plads, og spekulerede på, hvor mange numre der mon var tilbage.

En del, viste det sig, og man lyttede og klappede tålmodigt.

For det er jo fantastisk, at børn og unge interessere sig for musik, gider at øve sig, og har mod på at optræde.

Det kunne bare godt blive til mange gange på et skoleår.

Rigtigt meget klaver og trompet.

Og et år var der en virkelig stor koncert i den lokale sportshal.

Der var dækket op med papirsdug og grankogler. Der var et forhæng på scenen og man kunne købe hjemmebagt kage med tyk hvid glasur serveret på bløde paptallerkner.

Kaffe i lange baner og dæmpet belysning.

Det var en spændende festaften og for at oppe gamet, havde de hevet kavaleriet ind.

Voksenkorene.

Der var tre kategorier og hierarkiet var uudtalt, men helt gennemsigtigt.

Koret med optagelsesprøven, koret for dem der ikke bestod optagelsesprøven og koret for dem, der var lidt i tvivl om, hvilken dag det var.

Det sidste kor var absolut det bedste.

Og det er muligt, at de to andre kor sang bedre, var teknisk dygtigere og engang havde været i fjernsynet, men til gengæld havde det sidste kor ikke rigtigt fået øvet sig. For vinteren havde meldt sin ankomst, vejene var glatte og ikke alle havde været i besiddelse af pigsko, og derfor havde der været en del afbud til øveaftenerne.

Så de havde valgt at rappe.

Det er en af de bedste koncerter, som jeg har været til i mit liv.

Fordi jeg er vild med, når folk bare gør det.

Når man går til kor, fordi det er fucking fedt at synge.

Når man synger af hjertes lyst, og måske ikke lige opdager, hvor langt de andre er i teksten.

Men man er nået en alder og et livsmål, hvor man er ligeglad. Man vil bare gerne synge, gå til kor og have en grund til at komme ud af døren tirsdag aften.

Hvis man altså har husket at købe pigsko.

Jeg lavede en pagt med en af de andre mødre den aften.

Når vi bliver gamle nok, så vil vi også gå til det kor.

Vi håber, at de har portvin.

Ellers må vi selv tage det med.

Og let’s face it; jeg synger pivfalsk og får aldrig muligheden for at blive optaget i det alvorlige kor, men det gør ikke noget.

Man kan ikke være god til det hele, men man kan gå derhen, hvor man gerne vil være.

Og jeg vil gerne være det sjove sted.

xxx