Forfatter: Laura

Bonus

Kender I det, når man er ved at støvsuge, og så lige pludselig finder et stykke konfetti fra nytårsaften 2005.

Og man kan ikke engang lyve for sig selv, og påstå, at det er fra sidste nytårsaften, for der var man slet ikke hjemme.

-og desuden er årstal på, så det har tilsyneladende opholdt sig i stuen i 14 år.

I dag da jeg støvsugede, sad der lige pludselig en chokoladebar på tværs i mundstykket.

En chokoladebar!

Under almindelig støvsugning af stuen, lød støvsugeren pludseligt lidt mærkelig, og sugevnen var betydeligt nedsat, og en hurtigt inspektion af mundstykket afslørede en chokoladebar med smag af julekiks.

Det udløste en række af spørgsmål, som fx:

1.Hvordan kunne jeg overse en chokoladebar midt på gulvet?

2. Hvor længe har den ligget der?

3.Hvorfor er den ikke blevet spist?

4. Er det ulækkert at spise en chokoladebar, der har siddet fast i støvsugeren?

5.Skal jeg bare skynde mig at spise den og få den for mig selv, eller fortælle historien til resten af familien, og dermed risikere at skulle dele?

6. Hvad ligger der ellers på gulvet?

7.Ligger der andre værdifulde genstande i støvsugeren, -og kan de evt spises?

Chokoladebaren er ikke mere, problemet er løst, og støvsugeren kører fint igen, men hvor er det godt, at jeg ikke måler mit eget værd ud fra rengøringsstandarden i hjemmet.

For så vil det da godt stå skidt til!

I mere end en forstand.

På plussiden, så er det da altid rart at få lidt lækkert til eftermiddagskaffen.

xxx

Med eller uden filter!

Åh, jeg holder så meget af mennesker uden filter.

Ikke uopdragne, ondskabsfulde og belærende mennesker, som siger deres uforbeholdne mening, blot at såre andre, eller fremhæve sig selv.

Dem er jeg ikke så vilde med.

Mere dem der taler lidt for højt, spilder på tøjet og siger de helt forkerte ting, på de helt forkerte tidspunkter.

Dem, der fyrer vittigheder af på upassende tidspunkter, og selv er ved at dø af grin, imens resten af selskabet sidder helt indtørrede og overhovedet ikke synes, at det er morsomt.

Den slags mennesker.

Dem, der spiser det mad man stiller på bordet, uden alle mulige underlige krav og restriktioner, men bare syntes det er hyggeligt, at nogen har gjort en indsats.

Dem, der indrømmer at de nogen gange glemmer at gå i bad, har opgivet at følge med i politik og køber den billigste gin, for det skal alligevel bare blandes op med sodavand.

Sådan nogle mennesker.

Dem der lider af sandheds-tourettes, spiser romkugler i smug og glemmer at lyne deres tishul, når de har været på WC.

Dem er kommer på arbejde med mascara på det ene øje, går i supermarked i nattøj, fordi de har glemt at skifte og dem er ved et uheld spiser andres menneskers madpakke, fordi de troede det var deres egen.

Den slags.

Folk der holder igen, som altid taler afdæmpet og velovervejet, med et behersket kropssprog og som ALDRIG spilder på tøjet, gør mig dybt urolig.

Med respekt for, at vi alle sammen er forskellige typer, så er det alligevel som om, at dem der er bedst til at beherske sig, har den højeste status.

-eller de bliver i hvert fald tillagt den højeste status.

Sikkert begrundet i kultur, miljø, Emma Gad og den slags halløj, men mit problem er bare, at jeg keder mig ubeskriveligt, når jeg er i den slags selskab.

Hvor man sender det hjemmelavede havtornssyltetøj HELE vejen rundt om det ekstremt veldækkede bord, og alle omhyggeligt tager en lille tilpas skefuld, imens man skal huske at rose værtindens langtidshævede rugboller, selvom de smager af gammelt hø og ligner forvoksede kokosmakroner.

Interesseret skal man så spørge ind til opskriften, der altid involverer noget med en flettet kurv og hævning i cykelskuret, imens man er bange for at knække en tand og længtes efter en hvid fødselsdagsbolle.

Med smør.

Og man afbryder ikke hinanden, men lader folk tale ud, uanset hvor dræbende kedsommeligt en historie de fortæller, imens man nipper delikat og feminint af både bollen og kaffen, og beundrer dugen, fordi ens hjerne er død af kedsomhed og man ikke kan finde på andre spørgsmål.

Og hvis det er en fødselsdag, så bliver gaverne ikke pakket ud før efter kaffen, så alle kan se, hvor dygtigt værtinden er til at beherske sig.

Og man spiser kun en bolle pr. person, for man er jo ikke sådan en grådig en, men hvis man er meget sulten, kan man altid forsigtigt høre, om sidemanden vil være med til at dele en bolle.

Lækre og velduftende kager bliver sat på bordet, og man tager et lillebitte stykke, for man skal jo smage når der sådan er bagt, – men også lidt fordi den langtidshævede bolle sidder lidt fast i halsen.

Imens spørger man aktivt og interesseret ind til hinandens ferieplaner, måske taler lidt om hortensiaernes blomstring sidste sæson og dupper sig forsigtigt om munden med en serviet.

Man holder sig for god til at sladre, men har man noget, der alligevel presser sig på, så bliver det fortalt med bedrøvelig ansigtsmimik, dæmpet stemme og alvorligt kropssprog.

Man er iklædt lyst og venligt tøj, feminin, men praktisk frisure, og alle har medbragt tørklæde og en lækker cardigan, for der opstår altid træk, og hvis man er sådan en der altid sveder lidt, og hurtigt får det lidt for varmt, så er det i hvert fald ikke noget vi taler om.

Det er bare det, at jeg næsten ikke kan holde mig vågen i den slags selskaber.

Og i mange år troede jeg, at det var mig, der var noget galt med.

Så troede jeg, at det var dem, der var noget galt med.

Men jeg er efterhånden nået til den konklusion, at det bare ikke er noget for mig.

Jeg kan godt lide selskaber, hvor folk afbryder og råber i munden på hinanden, spiser til de er mætte og begejstret flår papiret af gaverne, fordi det er for fedt at få pakker.

Hvor der bliver spildt på dugen, og hvor værtinden har lavet maden selv, hvis hun gider og hvis hun ikke gider, så har hun købt noget i Netto.

Hvor man kommer kl.13 og går kl.22, fordi det bare var skide hyggeligt, og hvor der bliver grint, snakket og talt frit fra leveren om livets udsving, både det der gør ondt, og det der er sjovt, og hvor ferieplaner, valg af håndklædefarver og elkedler ikke fylder ret meget, for der er så mange tusind andre ting, som er meget mere spændende.

Hvor man griner så meget, af sig selv og hinanden, at man pludselig må løbe på toilettet for ikke at tisse i bukserne, hvor man bliver grebet af fællessang og alle synger med på et gammelt 70’er hit, og hvor man pludseligt opdager, at hende der sidder overfor, engang har knaldet ens fætter.

Den slags selskaber samler jeg på.

Der hvor folk ikke har noget filter, hvor der er højt til loftet og latteren får bordet til at gynge. Hvor alle mulige siger alt muligt i munden på hinanden, og hvor man indrømmer blankt, hvis man har noget godt sladder.

Den slags.

Og det er ikke nogen fordømmelse, eller konkurrence, men blot en konstatering.

Personlig smag.

Jeg holder så meget af mennesker uden filter.

xxx

Handel og vandel

Jeg fik lov til at komme med sømanden ud for at handle i dag.

Det er ellers ikke noget jeg normalt får lov til, fordi jeg har en tendens til at lægge ikke planlagte varer i indkøbskurven.

For eksempel stearinlys, en pakke med saltkød, servietter og den slags.

Men i dag løb hans gode hjerte af med ham, og jeg gik lov til at gå med ham over i Rema1000.

Her blev jeg betroet det vigtige erhverv som indkøbskurvebærer.

Et job jeg blev fyret fra umiddelbart efter, fordi jeg gik og slaskede uhensigtsmæssigt med kurven.

Han havde tydeligvis allerede fortrudt, at jeg havde fået lov til at komme med.

Mine point steg dog hurtigt igen, da jeg uvist af hvilke årsager havde en tandstik i frakkelommen, som kunne bruges, da kvitteringen fra flaskeautomaten havde sat sig fast inde i maskinen.

Til sømandens store irritation foreslog jeg herefter indkøb af remoulade, til trods for at han havde indkøbt to flasker dagen før.

Så kom jeg i tanke om, at vi manglede bananer, men dem køber vi åbenbart ikke i den butik.

Rosiner var heller ikke en mulighed.

Endelig kom vi op i den ende af butikken, hvor der bliver udbudt småting som lysestager, uldsokker og alverdens nødvendigt og unødvendigt tingeltangel.

Her mistede jeg så alle mine point, fordi jeg begyndte at nærstudere udbuddet, for at se, om der var noget jeg kunne tænke mig.

Sømandens øjenbryn røg helt op i den øverste del af panden og han begyndte få en varm kulør i ansigtet af bare irritation over mit sløseri, og fuldstændigt meningsløse behov for at brænde penge af på skrammel made in China.

-for helvede, brølede han ud i butikken, så en ældre dame forskrækket kiggede op fra køledisken – jeg får sgu stress af at have dig med!

Hvorefter han piskede ned af en gang, for at lede efter rugbrød på tilbud.

Henne ved kassen forsøgte jeg at tiltuske mig et job, så jeg fiskede den sammenfoldede plasticpose op af hans baglomme, imens han var distraheret af betalingen, og begyndte at pakke varerne.

Jeg blev omgående sat fra bestallingen, men fik dog overdraget en pakke havregryn, som jeg fik lov til at bære hele vejen hjem.

Hjemme på matriklen blev de indkøbte varer sat på plads og plasticposen omhyggeligt foldet og puttet i baglommen.

Nu gjaldt det supermarkederne nede i byen.

Nu handler jeg stort set aldrig, og kommer derfor sjældent i dagligvarebutikker, hvilket gør det til en eksotisk oplevelse for mit vedkomne. Og med min medfødte evne til at blive begejstret over nye oplevelser, blev jeg undervejs nødt til at kalde på sømanden, for at vise ham mine fund.

Han synes åbenbart ikke, at en ti liters pose med popcorn er en fest.

En vakuumpakket hel kylling vækkede heller ikke ret meget begejstring, ligesom min entusiasme for en reol udformet som en rød telefonboks, ikke rigtigt gjorde indtryk.

Et stop ved reolen med ugeblade gjorde ham synligt nervøs, men heldigvis syntes jeg også, at 74 kr. for et blad tyndere end Slagter Larsens pålæg, var alt for meget.

Ved det sidste stop blev vi enige om, at det var bedst jeg blev siddende i bilen for at spise chokolade, imens han med lange skridt gik alene ind for at købe rosiner.

-det plejer at være hyggeligt at handle, men fam’ne ikke når du er med, hvæsede han surt bagefter, imens han med aggressive ryk tvang bilen ud af parkeringsbåsen.

Men jeg synes nu, at det var en hyggelig tur, og hvis jeg bliver inviteret med igen om et års tid, når sømanden er kølet af, så tror jeg faktisk, at jeg takker ja.

xxx

Venteværelser og ugeblade

Jeg var ved lægen i dag.

I den anledning sad jeg i lægens venteværelse.

Ved siden af de stole, som man er henvist til at vente i, er der små borde, hvor diverse ugeblade er spredt ud i fristende bunker. Sådan til almindelig afbenyttelse og underholdning, imedens man venter.

Problemet er bare, at det stresser mig helt sindssygt med de ugeblade.

For lige så snart jeg griber ud efter et Billedblad, så bliver jeg grebet af panik.

For hvad nu, hvis jeg ikke kan nå at læse artiklen færdig.

Hvorfor det pludseligt bliver mig magtpåliggende at læse HELE artiklen om Kandi Johnnys 6-årige søn, er også mig ubegribeligt.

Men jeg bliver grebet af panik, spiler øjnene op, og speedlæser så hurtigt jeg kan, imens jeg krampagtigt knuger bladet i hænderne.

Og når jeg har læst artiklen og de tilhørende billedtekster, så kigger jeg altid lettet op fra bladet og tænker:

-ha, jeg nåede det, inden jeg blev kaldt ind!

Triumfen varer som regel kun i et par sekunder, før jeg bliver grebet af en ny artikel om dronningens sommerferie i Frankrig.

En historie med en brat stigende spændingskurve, hvor dronningen både går på marked og poserer i haven.

Panikken griber mig igen, øjnene åbnes på vid gab, og jeg speedlæser så hurtigt som jeg kan, for at nå at få alt fakta med, inden lægen flår døren op og kalder mig ind i konsultationen.

Det værste er næsten de sider, der handler om ugens kjole, hvor ti kjoler er linet op, med kommentarer.

Lige pludseligt bliver det alt afgørende for mig at læse om design og materialer, og i hvilken anledning, mere eller mindre ukendte damer bærer en pink kjole med slæb og tilhørende pelscape.

Og her er jeg jo nødt til at VÆLGE, hvilken kjole jeg først vil læse om.

For måske når jeg ikke dem alle sammen, og så vil jeg jo gerne læse om de bedste, men hvis jeg læser hurtigt nok, så kan jeg måske nå at vælge min favorit.

Så med høj puls drøner jeg billeder og tekster igennem, for at nå det hele.

Imens jeg i panik kigger over kanten af bladet, for at holde øje med om dørhåndtaget ind til konsultationen bevæger sig.

Jeg kan næsten blive helt lettet, når lægen endelig kalder mig ind. Og jeg kan lægge det svedige og lettere krøllede blad, tilbage på bordet.

I det sekund jeg rejser mig, rasler informationerne om kongehuset og kendisser ud af hjernen, men alligevel ærgrer jeg mig over alle de fuldstændigt nytteløse artikler, jeg ikke nåede at fræse igennem, imens jeg spekulerer over, om det ville virke mærkeligt, hvis jeg lige satte mig lidt med bladet, efter konsultationen.

Jeg kunne selvfølgelig også købe Billedbladet, det ville selvfølgelig være meget nemmere, og en anelse mere afslappet, men slet ikke nær så spændende!

xxx

Gaveregn på en lørdag

I går eftermiddags piskede sømanden afsted, sammen med den yngste af tøserne, for at handle ind til aftensmad.

Imens lavede jeg en kop kaffe og tændte et par stearinlys, og satte mig i min røde lænestol.

Fødderne op og en kat, der gav udtryk for sin generelle tilfredshed med livet, ved at spinde højt og gennemtrængende. Skumringen trak til udenfor og livet stod på pause et øjeblik.

Det blev imidlertid brat afbrudt af sømanden, der rødkindet og iført islandsk sweater, kom væltende ind i stuen.

-vi har købt en gave til dig, brølede han og viftede ivrigt med en lille plasticboks.

-næh, hvorfor skal jeg have en gave, spurgte jeg, og rakte forventningsfuldt hånden frem.

-det er da fordi, at vi godt kan lide dig, proklamerede sømanden og lagde stolt den lille gennemsigtige plasticboks i min hånd.

Det var  en æske tandstikker!

Lilla tandstikker.

Dem med spids i den ene ende og tandtråd i den anden.

-der er mere, jublede sømanden, og fòr spændt ud i køkkenet efter den næste gave.

Det viste sig at være en pose ristede løg.

-det er et godt mærke, påpegede sømanden, imens han rodede intenst i indkøbsposen, for at finde den tredje og sidste gave.

En lille flaske chilisovs, nedsat til 5 kr.

Og så sad jeg der, i min røde lænestol, og kiggede på ristet løg, tandstikker og chilisovs.

Jeg ved godt, at det ikke er sko og diamanter, weekendophold eller moderne porcelæn, men nu bruger jeg faktisk en del tandstikker, desuden er ristede løg og chilisovs er blandt mine livretter, så i min verden er det gode gaver.

Især fordi nogen havde tænkt på mig.

Fordi der er nogen, der har stået et sted ude i byen, og tænkt, at det var da lige noget, købt det og hjembragt det, udelukkende fordi de gerne ville glæde mig.

Det er da den ultimative gave.

I min verden.

xxx

Chokolademuffins

Jeg bagte chokolademuffins i går.

Jeg er ellers ikke den store bager, og går sjældent i køkkenet, det er mest sømandens domæne.

Men trangen til chokoladekager havde fulgt efter mig i en uges tid, som en kat i natten.

Hver anden tanke har handlet om chokoladekage, og ind imellem er det lykkedes mig at indflette ordene chokolade eller kage i tilfældige samtaler.

Vi er ellers i en kost-opstramningsfase her i huset.

Vi er ikke på ”afmagringskur”, som min mormor altid kaldte det.

Bare et fokus på at øge mængden af grøntsager og rydde lidt op i usunde vaner, som fredagsslik, tirsdags-marsbar og sådan.

Almindelig sund varieret kost, madpyramidekost.

Men et hurtigt besøg på google, og et efterfølgende intenst studie af madpyramiden, viser desværre ingen tegn på, at chokolade er en del af det system.

Der er muslinger, lever, selleri og spaghetti på plakaten.

Men ingen chokolade.

Eller kage.

Eller chokoladekage.

Ikke engang i den øverste trekant.

Og i disse tider, hvor kost, sundhed og madvaner er i konstant fokus, og hvor mange mennesker lever efter diverse åndsforladte mad-ideologier, opfundet af selvbestaltede kostguru’er, så venter jeg stadigvæk på chokoladekuren.

Af og til, er der små pip i damebladene om chokoladens helbredende egenskaber. Hvor der gives udtryk for, at chokolade kan øge intelligensen, sexlysten og andre interessante ting.

Men det drejer sig altid om ET stykke chokolade.

Mørk.

80% kakao.

Jeg ved simpelthen ikke, hvem der kan nøjes med et stykke chokolade.

Og jeg har altid haft en mistanke om, at dem der siger, at de kan lide 80% mørk chokolade, er fulde af løgn.

De lyver.

De lyver for sig selv og verden, i håbet om at tabe sig og få et lykkeligt og aktivt liv.

Når jeg forestiller mig en chokoladekur, så er det mere i retning af marsbar til morgenmad, snickers til frokost og chokolademuffins til aftensmad.

Men det kommer jo nok ikke rigtigt til at ske.

Og som alle andre kure, så ender man jo nok med at blive træt af det.

Selvom det er svært at forestille sig.

Så når jeg har spist mine chokolademuffins, så vender jeg nok tilbage til det med flere grøntsager og sådan.

Men lige nu, og nogen gange, så må man altså godt give efter.

Især når det drejer sig om chokolade.

xxx

Romantik og grønne gajoler

Sømanden har inviteret mig på date.

Eller, ja, altså, han spurgte om jeg ville med på lossepladsen.

Jeg sad alligevel og trængte til lidt friskt luft, så jeg slog til, og vi sprang op på cyklerne.

Nu har vi jo hverken anhængertræk eller trailer, men til gengæld har sømanden en Christianiacykel, som han er stærkt begejstret for, og flittigt bruger. Den havde han fyldt med skrammel efter en oprydning i skuret, og velankommet på lossepladsen sorterede vi affaldet, og brugte lidt tid på at undre os over, hvor mange gode sager folk smider ud.

Bagefter kørte vi ned på stranden, og stod lidt, og kiggede ud over havet.

Så var det, at sømanden bød en grøn gajol.

Jeg fik lov til at tage to, selvom han synes, at det er frås.

Så gik vi lidt ned af stranden og kiggede på alting og ingenting, og lidt længere henne gik vi op i klitterne, for at gå tilbage hen over heden.

Her gik vi forbi et af de mange hjemmelavede ”Adgang forbudt!!!”-skilte som ophidsede sommerhusejere har sat op rundt omkring, imens vi huskede på det gamle ordsprog: ”Der hvor himlen den er blå, der må de lokale gå.”

Og som vi gik der, i al fredsommelighed, så kom jeg til at tænke på alle de artikler, som damebladene ofte bringer om at pleje parforholdet.

Det er tit noget med en romantisk weekend, tre retters middag, blomster, eller som en opfindsom journalist, gudhjælpemig, engang foreslog, massere hinanden på skift, i 30 minutter, med en lækker, duftende kropsolie, evt med tændte duftslys stående i vindueskarmen, som et bidrag til den gode stemning.

-hvem ved, hvad det kan føre til, som journalisten optimistisk skrev.

-fedtede lagner, og en syntetisk dunst af lavendel, var min første tanke, imens jeg prøvede at forestille mig sømandens reaktion på ordet ”lækker, duftende kropsolie”.

Romantik er mange ting, og det behøver faktisk ikke være så stort.

Det kan være, når din cykel bliver lappet, når bilen bliver skrabet fri for is om morgenen, og når nogen ved præcis, hvor mange teskefulde sukker, der skal i din kaffe.

Eller når du bliver inviteret på lossepladsen og efterfølgende budt på en grøn gajol.

xxx

Nyt år, nye løfter

Nytårsaften har lige været forbi.

Med fyrværkeri, champagne, serpentiner og de der 5 minutters eftertænksomhed lige efter midnat, hvor man står og gumler kransekage og knuger champagneglasset, imens man håber på, at dette år bliver en lille smule bedre end sidste år.

Og da jeg jo tilhører den generation, hvor vi har fået tudet ørerne fulde af, at vi kan blive lige hvad vi vil, bare vi selv gør en indsats, så er det jo helt naturligt at vende alting indad og se på, hvad man selv kan gøre.

Så er det jo at nytårsløfterne bliver lavet og næsten altid handler om, at i år der vil jeg løbe en maraton, gå på slankekur, begynde i motionscentret, spise sundere og drikke mindre alkohol..

Det er altid noget med at stramme til og stramme op, skælde ud på sig selv og svinge pisken.

Den slags nytårsforsætter har sømanden og jeg lagt på hylden for mange år siden, og derfor havde vi egentligt helt droppet konceptet med nytårsforsætter.

Men så var det, at telefonen ringede i går.

Det var min bror, lagerforvalteren.

Han fortalte om et nytårsforsæt, der handlede om at sige ja.

Sige ja til invitationer, ja til alt slags socialt samvær (-også selv om det er i grundejerforeningen), sige ja til en omgang dart på den lokale bodega, sige ja til billard, ja til at hjælpe de lokale spejdere med at afholde loppemarked, ja til alt muligt, stort og småt, ja til at møde nye mennesker, ja til at møde nye mulige venner, ja til oplevelser som lyder trættende på papiret, men måske er superhyggelige, når det først kommer i gang.

Det var sidste år.

I år er hans forsæt at få ryddet op på loftet, men sidste års nytårsforsæt havde faktisk vist sig at være en gave af nye muligheder og nye oplevelser.

Og det fik mig til at tænke, om man kunne give nytårsforsætterne et twist fra den traditionelle bodsøvelse, med en mulig belønning langt ude i horisonten, til at være noget, der løfter året allerede fra starten.

Så derfor er mit nytårsforsæt, en lille uge forsinket, at jeg vil være bedre til at give komplimenter.

Det kunne være at sige noget pænt til kassedamen, stoppe fremmede på gaden for at komplimentere deres tøj, rose andres gode energi og dejlige smil. Fortælle en veninde, at jeg sætter pris på hendes venskab, rose folks juleudsmykning, fortælle en kollega, at hun er en god arbejdskammerat og fortælle forældre til småbørn, at de gør et godt job.

Mulighederne er mange og komplimenter er dejlige, både for giveren og modtageren, og de spreder glæde og giver god stemning.

Det er da en ren win-win-situation.

 xxx

Mørkemænd og vildsvin

Enhver ved jo, at det er meget, meget farligt at stikke fødderne udenfor dynen om natten.

Allerhelst, skal enden af dynen foldes ind under fødderne, sådan at mystiske mørkemænd (det kunne f.eks. være ham den langhårede fra Twin Peaks) ikke kan rykke dynen af om natten.

-arh, der er jo ikke nogen der kommer og rykker dynen af dig om natten, brølede sømanden, og var lige ved at gå ud af sit gode skind ved alt mit rumsteren og folden dyner ved sengetid.

-jo, i drømme, forsvarede jeg mig, og brugte en rum tid på at få hovedpuden til at ligge på den helt rigtige måde.

I drømme kan alting ske, og når man, som mig, drømmer tit og ofte, og jævnligt hiver alverdens mareridt ned fra hylden, så er alle muligheder åbne, når først søvnen indfinder sig.

Og forleden nat, vågnede jeg ved, at NOGEN klemte om min hæl.

I søvnens bevidstløse tilstand var min hæl smuttet udenfor dynen, og lange, tynde, hvide finger havde taget fat om min hæl, bare lige for at markere, at hvis de ville, så kunne de rykke dynen af.

Jeg lå vågen længe efter, med dynen foldet ind under fødderne og lyttede intens i mørket.

Mon han var gået, ham med de lange tynde fingre, eller stod han lige og gemte sig lidt, for at øge spændingen.

Næste morgen havde jeg et akut behov for at indvie sømanden i nattens oplevelser.

-det er jo kun inde i dit eget hoved, sukkede sømanden, og lignede en der havde mest lyst til at gå i seng igen.

-jamen, du skulle prøve at være inde i mit hoved, pev jeg og følte mig meget misforstået.

-nej tak, ikke uden sikkerhedsudstyr! Sømanden åbnede sin Ipad, som tegn på at samtalen var slut.

Og så sad jeg der, med en livlig fantasi og en halvlunken kaffe, og tænkte på dengang jeg drømte, at jeg lå i ske med et vildsvin.

Jeg kan stadigvæk mærke den ru pels i ryggen, og den våde tryne tæt på mit øre.

xxx

Afsender ubekendt

Jeg har en instagram profil.

Min profil er åben.

Det er den fordi, at min profil handler om tøj og håropsætning i en bestemt stilart. Jeg følger andre kvinder med samme stil, de følger mig, vi inspirerer hinanden og mødes i et fællesskab på nettet.

Det var såmænd bare det, der var meningen.

Men ind imellem, så sker der det, at jeg får beskeder fra mænd, der har lidt andre interesser end kjoler, sko og håropsætning.

I nat lagde afifm0949 en besked.

”You seem like we had sex before” havde han valgt at skrive til mig.

-Arg, det tror jeg nu ikke, afifm0949! Var min umiddelbare reaktion, imens tankerne bevægede videre til andre mærkværdige beskeder, jeg har modtaget.

Som ham der optimistisk forslog, at jeg tog et foto af mig selv iført noget stramt!

Eller ham, der skrev ”Hallo” kl. 2 om natten, for så at skrive ”Awkward” kl.4.  

Har han siddet i to timer og ventet på mit svar?

Eller dengang jeg fik tilsendt en lille film, af en ung veltrænet mand, der rodede sig noget så gevaldigt i underbukserne!

Men hvorfor?

Sikkert noget med, at han gerne vil ses, men altså!

Hvad tror han selv?

At jeg straks bliver helt varm i trussen og sender et matchende foto retur?

Andre beskeder som: ” You are lovely” eller ”Hallo beautiful”, er såmænd meget søde, og hvis man lader være med at godkende beskederne, så forsvinder de efter en rum tid.

Og jeg havde egentligt, sådan helt generaliserende, betegnet det som en maskulin tendens.

Eller som sømanden konstaterede:- verden er fuld af syge stoddere!

Men så var det, at jeg så aftensshowet, hvor en mandlig deltager fra ”Den store bagedyst” medvirkede.

Fordi han havde fået ubeskriveligt mange beskeder på facebook, fra kvinder, der ytrede ønske om at ælte hans bolledej, spise hans roulade og sluge hans konfekt!

Der er sikkert en masse psykologiske grunde til, at folk sidder bag skærmen og sender grove seksuelle hentydninger ud i verden, men hvad er deres forventninger?

At ham fra bagedysten straks skriver tilbage, og invitere til bolleæltning og rouladespisning.

At jeg skriver tilbage til en mand, der er bosat i Texas, og indleder en samtale om hans seksuelle ønsker?

Jeg føler mig hverken krænket, eller stødt, som jo ellers er så moderne, men forundret, det er jeg, og ind imellem fuldstændigt flad af grin.

xxx