Sømand – Side 3 – Laura Bork

Iskold

Jeg er så træt af at gå i det samme tøj.

Når jeg vågner om morgenen, så lægger jeg altid lidt og gasser mig. Mit vækkeur ringer faktisk altid to mange, med ti minutters mellemrum, fordi jeg ved, at jeg har tendens til at falde i søvn igen.

Modsat sømanden, der slår dynen til side og sætter sig op, allerede inden vækketuret har nået at ringe ud.

Op, står han, liggende, bliver jeg.

Jeg kan nå min skabslåge med storetåen.

Det er en skydelåge.

Så her i vinter halvåret kan jeg blive liggende under dynen, imens jeg med venstre ben langsomt kan skubbe skabslågen til side og kigge ind i mængden af tilgængeligt tøj.

På bøjerne hænger der kjoler, skjorter og nederdele.

T-shirts ligger foldet skuffen.

Strømpebukser rullet sammen i en anden skuffe.

Men mit blik finder ikke hvile, før jeg har fundet det, som mit hjerte higer efter.

Strik.

Dejlig, varm, ulden strik.

Strikkjoler, veste, trøjer og cardigans.

Hvad kan jeg rulle mig ind i?

– gerne med høj hals og lange ærmer.

Normalt går jeg igennem vinteren med korte ærmer, strømpebukser og en medbragt cardigan, som jeg alligevel ikke rigtigt får brugt.

Men denne vinter, Putin, denne vinter..

Denne vinter har jeg gået i de samme tre strikkjoler.

Viklet tørklæder om halsen og gået på arbejde i en strikket vest, som jeg ellers havde svoret, ikke skulle bevæge sig udenfor matriklen.

Jeg plejer at cykle på arbejde i vinterstøvler og medbringe skiftesko, for hvem kan da holde ud at gå i varme støvler indenfor.

Hvem, Putin, hvem?

I sidste uge måtte jeg bringe sømanden i spil.

Få ham til at levere et par pædagoglilla termosokker på arbejdet, for jeg kunne ikke rigtigt få liv i mine tæer.

De blev bare ved med at være kolde, uanset uldtæppe og gymnastiske øvelser.

De var iskolde, Putin.

Og nu er det mandag i morgen, og min garderobe står på repeat.

Strikkjoler, strikveste og uldne cardigans.

Og jeg, som hele mit liv har haft en forkærlighed for store dekorative øreringe, må nu gå med små diskrete smykker, for de andre sætter sig fast i ulden og de varme tørklæder, og forhindre mig i at dreje hovedet.

Så der går jeg, rullet ind i uld, med bittesmå øreringe og fornuftige støvler og længtes efter varmere tider, fine kjoler og små sko.

Eller i det mindste bare lidt variation.

Eller lidt varme.

For det er som om januar har fået 77 dage, som alle sammen består af arbejde, regnvejr og fællesamling foran fjernsynet og brændeovnen.

Og så sidder man der og spekulerer på, om man er ved at blive gammel eller om der altid har været så meget træk fra det lukkede vindue.

Henter et tørklæde og fryder sig over, at man har været for fornuftig at tage strikkede strømper på i de uldne hjemmesko.

Drikker spandevis af te med honning, og undre sig over, at man nogensinde har kunne se fidusen i sodavandsis.

Og når klokken når ti, så kan man da heldigvis tillade sig at gå i seng. Kravle ned mellem de to dyner og frotté-lagnet, holde hænderne under dynerne og spekulere på, om man kan stjæle lidt kropsvarme fra sømanden.

Men ved du hvad, Putin, der er i hvert fald en ting, som jeg ikke behøver at spekulere over.

Nemlig hvad jeg skal have på i morgen.

For det er allerede afgjort.

xxx

Hængt op

Sømanden har slået søm i.

Altså rigtige søm.

I væggen.

Og hængt en lysekrone op.

Jeg har plaget ham længe.

Faktisk tror jeg, at jeg købte lysekronen for 8 år siden.

Det var et bagagerums marked i Ålborg.

Den yngste af pigerne købte en stak “Basserne” og jeg købte lysekronen.

Sømanden meddelte, at det var den grimmeste lampe, som han nogen siden havde set.

Nu skal man jo ikke lade sig slå ud af andres holdninger, men alligevel havnede lysekronen i depot ude i værkstedet.

I lang tid.

Jeg glemte den måske lidt.

Men så fandt jeg den, og i går fik jeg sømanden trukket i smækbukserne.

Dem, som han bruger, når han skruer ting i væggen.

Og når man bor sammen med en, der altid er ved at flytte en lille smule om, så er det godt at have sådan nogle nu-skruer-vi-ting-i-væggen-og hænger-lamper-op-bukser.

Den største smerte var nok at pille PH-lampen ned.

Sømanden er nemlig PH-entusiast.

Fan.

Men vi stadigvæk 8 PH-lamper hængende, plus reserverne på loftet, så det er jo ikke fordi, at PH er sat uden for døren.

Vi hang også kuk-kuk-uret op.

Det fandt sømanden på facebook i foråret.

Der er dingleværk, udskårne blomster og en lille gruppe mennesker, der begejstret kommer ud hver time og danser til en lille melodi.

Der er tolv forskellige melodier.

Det er genialt.

Efter at have dobbelttjekket, om jeg nu var helt sikker på, at der ikke var flere opgaver, pakkede sømanden værktøjskassen og gik ind for at tage smækbukserne af.

Jeg beundrede værket.

Lysekronen lyste så fint og kuk-kuk-uret spillede en munter popmelodi.

-åh, sagde jeg henført til sømanden,- jeg ville ønske, at vi var sådan nogle der inviterede gæster i lange baner.

Det forstod sømanden ikke lige.

-altså, forklarede jeg, -vi kunne invitere en masse mennesker, så kunne de stille sig op i en kø ude foran, få udleveret et glas sherry i køkkenet og langsomt defilere forbi lysekronen, imens de sagde “næh” “uhh” og sådan. Aflevere glasset og gå ud af havedøren.

-hvorfor skal de have et glas sherry?

Sømanden ledte efter sin cowboybukser.

Han var kun i ført longjohns.

-fordi, forklarede jeg i mit allermest pædagogiske tonefald, -så kan de jo også lige beundre mine fine antikke glas. Du ved, dem jeg samler på.

Sømanden gik ud i skuret for at ordne noget, det forhåbentligt var lidt mindre fimset end lysekroner og sherryglas.

Imens grublede jeg over, om man kunne lave sådan en event på Facebook.

Ville der være nok tilmeldinger?

Har jeg nok sherryglas?

Kan folk selv kunne finde ud af haven igen?

Eller vil vi være nødt til at involvere hjemmeværnet?

Og hvad med parkeringspladser?

Jeg lagde ud med at sende et foto af lysekronen til studievejlederen.

Hun sendte straks en positiv beskæftigelse retur.

That’s what friends are for.

xxx

Gang i løjerne

Så kom sømanden og jeg til at rode os ud i en partileder-debat.

Helt blåøjede og lidt naive havde vi tændt for fjernsynet i håbet om lidt uforpligtende underholdning.

Smækket benene op og tændt et par stearinlys.

Mærkelig nok var der ikke en hysterisk kendisquiz på plakaten, det fylder jo ellers efterhånden stor procentdel af sendefladen.

Der var heller ikke håndbold.

Til gengæld var der optakt til partilederdebat.

Den røde løber var rullet ud, og eksperter udtalte sig om løst og fast.

Programmet var ikke rigtigt gået i gang endnu, det var sådan mere programmet om programmet.

For lige at sætte stemningen.

Det mindede lidt om et set up til en større sportsbegivenhed.

Journalisterne spillede hele tiden hinanden gode, og sagde ting som: -tilbage til dig, eller -hvordan går det ude foran?

Også skiftede vi ellers lokation.

Og partilederne driblede ind på den røde løber med passende mellemrum.

Imponerende mange partiledere faktisk.

14 styks.

Jeg vidste ikke lige, at der var så mange.

Velsmurte, velformulerede, velfriserede og klar til kamp.

Der var også et par tidligere partiledere backstage, der udtalte sig om, hvordan man forberedte sig til sådan en kamp.

Så var det en af eksperterne fik lidt mikrofontid.

Og forklarede, at med 14 partier, så ville det sandsynligvis blive en regering sammensat af mange forskellige partier, holdninger og fokuspunkter.

Hun gav den kommende regering to år, så ville der sandsynligvis blive udskrevet valg igen.

Og igen.

Så skiftede vi kanal.

Tanken om mistillidsvotum, afgående statsministre, sure oppositioner og medier fyldt af valglir gav mig simpelthen helt utroligt lange løg.

Vi så “Unge Mose” i stedet for.

Der blev myrdet 4 personer indenfor 48 timer i en lille engelsk landsby med tilhørende nudistlejr.

På en eller anden måde virkede det mere virkelighedsnært og vedkomne end 14 voksne mennesker med hvæssede kløer og knivskarpe oneliners.

Og fotoshoppede valgplakater med friske slogans.

Mere af det, mindre af noget andet, veganer, landbrug og ældre eller børnefamilier.

En enkelt kandidat havde bare valgt at skrive: [indsæt valgfri tekst]

På en eller anden måde, synes han alligevel at have fanget grundstemningen i dette valg.

Men jeg har allerede glemt, hvem han var, og hvilket parti han stillede op for.

For det hele flyder lidt sammen og dagens mest interessante nyhed var alligevel, at det parti der har krævet valget udskrevet, måske ender under spærregrænsen.

Hovmod står for fald, fristes man til at tænke, og samtidigt er jeg fuld af beundring over dem har overskud til stille op på øretævernes holdeplads.

Som er klar til at få vasket deres undertøj offentligt, sætte alt på spil og kaste sig ind i kampen.

Så er det jo alligevel lidt nemmere og en lille smule gratis at se en seriemorder slå sig løs i en lille engelsk landsby.

xxx

Sammen og hver for sig

Jeg har været på Louisiana.

Tog toget fra hovedbanegården til Humlebæk.

Traskede afsted på fortovet sammen med andre pilgrimme.

Familiegrupper, venindepar, ægtepar og unge rygsækrejsende.

Jeg var der præcis til åbningstid.

Kl.11.

Sammen med en masse andre.

Jeg elsker at gå på kunstmuseum, det er pissefedt, men vi må jo konstatere, at det er de grå hjelmes territorium.

Man skal faktisk stå lidt fast, hvis man ikke sådan vil mases ud af køen.

Især hvis man ikke er klubkortindehaver.

Der var åbenbart en særlig kø til klubkortindehavere, hvilket tydeligt bekymrede dem en hel del.

For stod de nu i den rigtige kø.

Og stod andre måske i den forkerte.

Enkelte ikke-klubkortindehavere kom i forvirringen til at stå det forkerte sted.

Det var ikke med vilje.

De undskyldte og smuttede hurtigt over i køen til os andre dødelige, sådan at tempoet og retfærdigheden i klubindehaverkøen kunne opretholdes.

For det gik selvretfærdigt og stærkt til i den kø.

De susede ind af døren og fordi kontrollen, imens andre blev overladt til at købe billetter ved kasse 1.

Den unge pige ved skranken tog betaling for to billetter, fuldstændigt overbevist om, at jeg da måtte følges med nogen.

Men det gjorde jeg ikke.

Jeg fulgtes med mig selv.

Helt i mit eget selskab, og det var fantastisk.

Jeg kunne fordybe mit i de billeder, som jeg havde lyst til, læse skilte, gå tilbage, stå længe det samme sted og gå forbi det, som ikke havde så meget interesse.

Nyde summen at samtaler omkring mig, få plads til mine egne tanker og spørge om vej, da det lykkedes mig at fare vild.

Jeg havde også besluttet mig for at nyde en dejlig frokost i mit eget selskab, men der var ikke en eneste ledig plads i cafeen.

Måske var der et særligt tilbud, hvis man var klubkortindehaver.

I stedet supplerede jeg dagen med en fotoudstilling om Elsabeth Taylors hjem.

Nogle gange er det rart at gøre ting sammen, andre gange fedt at gøre noget alene.

Det er selvfølgelig svært at dele oplevelsen bagefter, og sømanden var da heller ikke specielt imponeret over min gengivelse af portrætter fra Tyskland i 1920’erne.

Han lyttede høfligt og en anelse distræt, men på den andens side, så gjorde jeg jo det samme, da han genfortalte om den havnefront, som han skridtede af tidligere på dagen.

Og det er jo som det skal være, bortset fra, at jeg glemte at tjekke ud på rejsekortet ved Humlebæk Station.

Det opdagede jeg ført tre timer senere, da jeg kom ud fra Louisiana.

Jeg benyttede mig af den funktion, hvor man kan tjekke ud via internettet, i tilfælde af akut glemsomhed.

Rejsekortet står i sømandens navn.

Så det udløste en mail til han, hvor han blev høfligt informeret om det uhørte sjuskeri.

Det viste sig, at det ikke var første gang.

Åbenbart.

Nu synes han, at jeg skal have mit eget rejsekort.

I mit eget navn.

-så kan du satme passe din egen rodebutik, som han utrykte det, inden han ivrigt spurgte mig om, hvornår jeg kom tilbage, så vi kunne mødes på hovedbanegården.

Under uret.

Sammen og hver for sig

xxx

Skrald

Så er den seriøse affaldssortering ved at nå til Nordjylland.

Vi skal simpelthen til at sortere revl og krat i nøje opdelte kategorier, omhyggeligt fordele det i korrekte affaldsspande og der med afhjælpe klimaet, vores egen samvittighed og diverse politiske ambitioner.

Alt er godt og jeg deltager med glæde i oprydningen af Moder Jord.

Nu er systemet ikke nået helt op til Skagen endnu, men derfor kan man jo godt tænke fremad.

Så det gjorde jeg.

Ude på toilettet.

Der sad jeg og havde lige brugt det sidste toiletpapir på rullen.

Jeg havde heldigvis en ekstra rulle, men sad så lidt og funderede over det nu tomme paprør.

Vi har faktisk allerede tre skraldespande.

Mad, pap/papir og restaffald.

Men når man nu har brugt sådan en rulle toiletpapir, så er det i hvert fald sjældent, at jeg omgående piler hele vejen ud i indkørslen med det tomme rør.

Drøner afsted med bukserne nede om hælene, for at gøre det helt rigtige.

Jeg er nok lidt mere typen, der husker mig selv på, at den skal sorteres i pap-skralderen, sætter den på bordet og bliver opslugt af andre ting.

Så står røret der på bordet, indtil en af os bliver tilpas irriteret og smider det i skraldespanden ude på toilettet, og dermed ender røret jo så i kategorien restaffald.

Så var det, at jeg fik en ide, derude imellem klinker, håndklæder og paprør.

Lidt genialt i al beskedenhed.

Jeg ville sørge for en opsamlingskurv på badeværelset.

Til paprør, tomme plastikdunke og andet emballage.

Så er det jo bare at tømme kurven, når badeværelset alligevel får en overhaling.

Da jeg var færdig på toilettet, gik jeg straks ud for at finde sømanden, så han omågende kunne blive informeret om mit geniale indfald.

Han var ikke så imponeret, og mente, at det var en af det mest åndsvage ideer, han længe havde fået kendskab til.

Men jeg holdt på mit og fandt en aflagt hvid plastikkasse, som tidlige havde været brugt til pigernes legetøj.

Den blev fyldt i løbet af fem dage.

Tomme shampoodunke, cremetuber, paprør, tandpastakasser, tomme poser fra vatrondeller, en tom vatpindekasse og alt muligt andet.

Sådan et badeværelse laver godt nok meget affald.

Jeg tog kassen og gik ud for at sortere pappet fra.

Plastikken havde jeg ikke rigtigt nogen mulighed for at sortere.

Endnu.

Men ideen er hermed givet videre.

Helt gratis.

Og min kollega opgraderede endda ideen, ved at foreslå, at man kunne rydde en skuffe, og bruge den som affaldsopsamler.

Diskret og elegant.

For uanset hvordan vi vender og drejer det, så er affaldssortering og genbrug jo nok en god ide.

Så mens vi venter på Godot og de nye sorteringsspande, så øver jeg mig.

Tænker mig om, og spekulerer i løsninger, der kan hjælpe min egen hverdag og skraldespandssortering.

For ligesom så meget andet, så er det jo spørgsmål om nye vaner og rutiner.

Og vilje.

Og sømanden?

Han måtte overgive sig.

Ideen var jo ikke så åndsvag alligevel.

xxx

Med glimmer på!

Coronaneverendingstory episode 3, 1

Imens nogen har valgt at bruge weekenden på at stille deres traktor ved Langelinie, så er der en anden en, der har brugt weekenden på at smøre glimmer på julekugler.

Det er muligvis at stikke hovedet i glimmerbusken, men det er godt nok svært at rumme alt fra demonstrationer, tastaturkrigernes kamp på de sociale medier, folk i lidt for små habitjakker, der vil være kalif i stedet for kaliffen, statistikker om dødelighed og julens røvsyge ståen for døren.

Så kan det godt hjælpe at hælde lidt glimmer ud over det hele.

Altså, det hjælper jo ikke rigtigt noget, men så er der i hvertfald glimmer på.

Så det har jeg gjort.

Smurt glimmer på hårblomster og julekugler og hørt den samme julecd rigtig mange gange i træk.

Cd’en har nemlig sat sig fast i afspilleren, og sømanden var på havet, så jeg måtte afvente hans tekniske kunnen.

-måske skulle vi bare smide lortet i skraldespanden, foreslog han efter et par sekunders inspektion, det er jo noget gammelt ragelse.

Så var det, at jeg blev helt irriteret indeni.

For jeg ved godt, at man kan streame fra telefonen, lave playlister og det er jo SÅ meget nemmere.

Men jeg kan bare godt lide mine cd’er.

Og min pladespiller.

Vi konstaterede derfor ret hurtigt, at lossepladsen ikke var en mulighed.

Så stod vi der, sømanden og jeg, og kiggede på den sorte kasse, som nægtede at spytte en cd ud, selvom sømanden havde forsøgt at lirke med en urtekniv.

-nu skal jeg altså på havet, sagde han så, lagde urtekniven på køkkenbordet og gik ud af døren.

Så nu har jeg lært den cd udenad, imens jeg har opgraderet 5 gamle julekugler, drukket to kopper kaffe og lukket kattene ind og ud femhundrede gange.

For nogle gange, så kan man ikke rumme mere, så bliver de store linier for store, horisonten fortoner sig, og alting bliver for meget.

Så er det godt, at man kan dyppe sin pensel i glimmer, lade op og lade verden være et øjeblik, imens julemusikken kører i båndsløjfe.

Xxx

Dagen der gak

Coronalalaland episode 2, dag 11

Så gik den dag.

Nummer 11.

Uha, som tiden flyver når man har det sjovt!

Min arbejdsdag sluttede klokken 15, så der slukkede jeg for computeren, og kiggede mig omkring i stuen.

Der var jeg nok lige kommet til det punkt, hvor jeg ikke rigtigt vidste, hvad jeg skulle lave.

Jeg må altså tilstå, at jeg keder mig af helvede til.

Så ansporet af min veninde, studievejlederen, gik jeg på loftet efter årets første nedtagning af julepynt.

I nogens verden, er det måske for tidligt, men på vores vej, der er jeg faktisk lidt bagud.

Og det er ikke naturpynt, diskret belysning og udvalgte farvetemaer der dyrkes.

Det er mere ovre i den udknaldede afdeling, hvor der ikke bliver sparet på noget, når det kommer til udendørs belysning.

Og den er jeg helt med på, så jeg fik åbnet loftslemmen og kravlede op på loftet.

Det første jeg fik hevet ned fra loftet, var mit hvide plastikjuletræ.

Et skattet fund fra sidste jul, hvor jeg spottede det, imens jeg var på arbejde, og derfor ikke havde mulighed for at handle på min indkøbsimpuls.

Jeg var meget bekymret for, om det blev solgt, inden jeg nåede ned i butikken.

En bekymring, som jeg blev nødt til at indvie sømanden i.

Han var iskold.

-bare rolig, sagde han, det bliver ikke solgt, der er ikke andre end dig, der vil eje det.

Han fik ret og jeg fik et hvidt juletræ.

Så det har jeg pakket ud idag.

De kulørte lyskæder til pergolaen må vente lidt, da regnen kom snigende ind over gårdhaven, og umuliggjorde ophængning af udendørs gejl og lir.

Jeg har faktisk to plastikjuletræer, det hvide og et grønt. De står fremme hele december, pyntet med min samling af glaskugler.

Så kan vi rigtigt nyde alle de fine ting.

Selvom det ikke rigtigt kan hidse sømanden op.

Hans interesse går mere i retning af cykelreparationer, lynghonning og den slags.

Så lyskæderne har jeg for mig selv her på matriklen, men jeg behøver bare at kigge ud af indkørslen, for at se mine åndsfæller i aktion.

Xxx

Valentinsdag, nu med gave !

Så er det Valentinsdag i morgen.

Normalt forbigåes Valentinsdag i tavshed her på matriklen, da det simpelhen strider imod sømandens religion at fejre det, som han med foragt kalder “en fis i en hornlygte”

Han har for mange år meddelt, at en fejring af Valenstinsdag bare ikke kommer til at ske, så længe han er i live.

Men man har jo som bekendt en holdning, indtil man får en ny.

Og i år er alting anderledes.

Sømanden er blevet angrebet af et pludseligt romantisk sindelag, og har udtænkt en personlig valentinsgave til mig.

Stolt af sig selv, og dybt imponeret over sin egen opfindsomhed, kom han til at afsløre det hele her forleden.

Selv om overraskelsesmonentet er ødelagt, så må jeg her afsløre, at jeg nu alligevel lidt glad for at være informeret på forhånd.

Sømanden har nemlig besluttet at give sig selv som gave.

Fredag d.14. februar fra kl.6.30 til 7.00, er han således til min disposition.

Han er ganske enkelt til fri afbenyttelse i præcis 30 minutter.

-du er simpelthen velkommen til at tage for dig af retterne, som han udtrykte det, imens han gned sig forventningsfuldt i hænderne.

Tidspunktet har han nøje udtænkt, så jeg både kan nå et bad bagefter og en portion havregryn med rosiner, inden jeg skal møde på arbejde kl.8.00.

Sjældent har han glædet sig så meget, til at give mig en gave.

Og som han påpegede, så er det gratis, god motion og så slipper han for at rode med gavepapir og sløjfer.

Det virker faktisk lidt om om, at han også selv glæder sig til, at jeg får den gave.

Jeg ved ikke rigtigt, om jeg sådan ligefrem glæder mig, men jeg er nu alligevel lidt taknemmelig for, at han kom til at afsløre det hele.

For på en eller anden måde, føles det nu meget godt at være mentalt forberedt på mængden af action, sådan en råkold morgen i februar.

Og sømanden.

Han glæder sig helt vildt til Valentinsdag.

Og han er allerede begyndt at snakke om at gøre det til en tradition.

Xxx

Shopping vol.2

Her på matriklen er det sømanden, der står for indkøb af dagligvarer.

Dagligt cykler han gaderne tynde og afsondrer byens supermarkeder for spotvarer, restsalg og madspildstilbud.

Og han er rigtigt god til det og hjembringer hver dag spændende ting, som med stor iver bikses sammen til lækker aftensmad. Og eftersom jeg hverken kan eller gider at lave mad, eller handle ind, så er det bare en win-win situation.

Her forleden havde han så opsnust et godt tilbud på toiletpapir.

Juletoiletpapir.

Med små påtrykte røde nissemænd og grønne grantræer.

Og vaniljeduft.

Det er godt nok meget at gøre ud af toiletpapir.

Tænk hvis det smitter af.

Og hele familien nu går rundt med aftryk af juletræer og nissemænd, der hvor vi er højst når vi plukker jordbær.

Og hvad med duften?

Dufter vi nu af vanilje private steder?

Af alle meningsløse ting i denne verden, så rangerer toiletpapir med nissemænd og vaniljeduft godt nok højt på min liste.

Hvem er det der går på arbejde hver dag, for at udvikle og producere den slags?

Findes der mennesker der ikke kan få en god jul, hvis de ikke har julepapir på toilettet?

Giver vanlijeduften en ekstra trang til vanlijekranse?

Og har toiletpapirsproducenten aktier i småkagefirmaet og drejer det sig i virkeligheden om en meget snedig form for nudging?

Papiret er brugt, vaniljeduften forduftet og sømanden er draget afsted på nye handelseventyr.

Og tilbage sidder jeg og spekulerer over, om jeg skal finde et spejl og tjekke om mønstret har sat permanent aftryk, eller om jeg hellere vil leve i lykkelig uvidenhed og håbe på det bedste…

Xxx

Lyt engang

Prøv at lytte.

Vær stille et øjeblik, hold vejret og lyt.

Kan du høre det ?

Derude i horisonten.

Det er julemusikken, der er begyndt at sende sine sprøde toner ud i universet.

WHAM!, Band Aid og Bing Crosby begynder snart at oplade deres røst og ord som white, christmas og snow er på vej til at strømme ud af højtalerne, som lynghonning på en ostemad.

Og jeg glæder mig.

Sømanden glæder sig knapt så meget.

Faktisk er han allerede en lille smule presset, ikke så meget over gaveindkøb, madlavning og planlægning.

Mere over min trang til at høre de samme julemelodier igen og igen.

Og igen.

For mig; en fredfyldt aktivitet som masserer den gode stemning og fylder huset med hygge.

For ham; en tvangsidiotisk handling, som bestyrker hans gryende mistanke om, at hans kones maniske juleri er taget til i styrke. Krydret med bekymringer og tanker om, hvad fanden der nu er indkøbt af glimmerskrammel til overpris, hvor mange lyskæder en stikkontakt kan trække og hvornår ragelset skal på loftet igen.

Imens jeg begejstret hjembringer glimmer, glaskugler og gamle bøjede piberensernisser fundet på et loppemarked.

Jeg elsker det hele.

Og de der regler med, at julen er rød, grøn og hvid, at kulørte lamper er dårlig stil og naturlig pynt er pænest, er ikke rigtigt noget for mig.

Smag og behag er jo som bekendt forskellig, og folk må gøre som de har lyst til, men jeg bliver bare så træt, når folk opfinder deres egne regler og bagefter påstår, at det er universelle regler, som alle skal overholde.

For der er jo så meget julegejl derude. Og hvorfor skal man lade noget ligge, bare fordi det ikke overholder julepynts-reglementet .

Det er jo ikke noget med politiet.

De kommer jo ikke og banker på døren med strenge, alvorlige ansigter og noterer i deres sorte bøger, imens de kigger misbilligende på dit pink plasticjuletræ.

Politiet er faktisk fløjtende ligeglade.

Og det er jeg også.

Med andres mening, altså.

For her i huset har julen alle farver, glimmeret hældes ud i lårfede stråler og jeg ønsker mig et pink plasticjuletræ.

For sådan kan jeg lide det.

Og det er jo mig, der bor her.

Og sømanden?

Han hjembragte forleden en glaskugle, formet som en syltet agurk.

Det er da true love.

Xxx