Kategori: Blog

Genveje og kartofler

Sømanden skræller kartofler.

I en lyserød spand.

Med en lokumsbørste.

– og en boremaskine.

Livet er jo fyldt af smutveje og gode ideer, hvis bare man gider at kigge efter.

For eksempel, så kan IKEAs poseklemmere bruges til at få det sidste ud af tandpastetuben.

bum- bum

– og måden man rengør en peberfrugt på, kan næsten udløse håndgemæng, hvis man ikke bruger “Den Smarte Metode”.

Altså, sådan skærer i en ring rundt om stilken, og med snuptag rykker kernerne ud.

Livet er fyldt af genveje og lave gærde.

– og sommetider kan det jo godt betale sig at smutte over, hvor det er nemmest.

Jeg har i mange år troet, at det var bedst, mest fornuftigt og ansvarligt, møjsommeligt at kravle over hvor gærdet er højest. Med stiger, remme og sikkerhedssko, pust og støn, og med en martyrs alvorlige mine, langsommeligt og indviklet, kravle over det allerhøjeste sted og gøre alting helt rigtigt.

– indtil det gik op for mig, at hvis man smutter over hvor gærdet er lavest, så har man jo også tid til at hygge sig. Grine, drikke sig fuld i rose og grine til man tisser i bukserne.

For når jeg endelig var kommet over gærdet, ryddet op og lagt tingene på plads, ja, så var festen slut. Så var de andre smuttet videre, fnisende og i højt humør, imens jeg har stået alene tilbage på marken, upopulær og ensom.

Folk der altid smutter over hvor gærdet er lavest, kan nemlig godt blive vrede på dem, der vælger det højeste sted. Så råber de stræber, paragrafrytter og flueknepper efter en, man får fuckfingeren og bliver ikke inviteret med til fredagsøl. Som iøvrigt starter om torsdagen, fordi alle de smutveje og lave gærde gør, at weekenden uofficielt begynder allerede torsdag morgen.

Men det ligger i min natur at være grundig, ordentlig og seriøs, og jeg kan faktisk godt lide flueknepperi. At skille tingene ad, fordybe mig i ord og sætninger, indtil jeg helt har forstået, indtil jeg forstår dybden, baggrunden og detaljerne helt og præcist.

Og det tager tid.

Og det kan virke utroligt provokerende på genvejsmutterne.

Og det sker da også, at jeg får besøg af en lille buddhistisk munk, klædt i orange gevanter, som står på højre skulder og hvisker i mit øre, at den gyldne middelvej er den bedste.

– og det ville jo være rart, at blive inviteret med til fredagsøl, bare engang imellem.

Så jeg øver mig. Lukker øjnene og springer over hvor gærdet er lavest.

Bare engang imellem.

Selvom det er svært.

xxx

Nye vaner..

Sømanden og jeg har fået en ny vane.

Og nye vaner er vigtige, for med nye vaner følger udvikling, forandring og nye tider.

Og når man, som sømanden og jeg for nylig har passeret 24 år bryllupsdag, (Jeps -det er sølvbryllup næste år) så er det vigtigt at finde på nye ting sammen. Gøre nye ting, skabe nye ting, grine sammen og flytte sig en lille bitte smule.

Så vi er begyndt at aftenbade.

Nu er vi jo omgivet af strand på næsten alle sider, så konceptet er ret enkelt.

Efter aftensmaden så ligger sømanden sig ind foran fjernsynet i 25 min. Jeg tosser lidt rundt i haven, og tøserne lukker sig inde på deres værelser.

Når de obligatoriske 25 minutter foran fjerneren er passeret, så materialiserer sømanden sig på terrassen. Han står lidt, kniber øjnene sammen imod solen, klør sig i skægget, hiver lidt op i bukserne og siger så: “Nå, vil du med?”

Og det vil jeg gerne.

Så smutter vi i badetøjet, smider et håndklæde i cykelkurven og drøner ned på stranden.

Det er famne lækkert at få sådan en aftendukkert.

Der er som oftes ikke andre end os, og så dykker vi og flyder rundt i vandet i en 10 minutters tid og bare nyder det.

Så en aften, fik sømanden den ide at smide badebukserne.

Inspireret  af ham, så smed jeg bikinien.

Vi var ude i vandet og der var ikke andre.

Det er dejligt at bade nøgen, men også lidt mærkeligt, for alting flyder opad!

Tilsynekomsten af andre badegæster gjorde, at vi tog badetøjet på, imens vi var i vandet.

Ingen skade sket.

Men så var det, at vi kom til at tænke på hvilken skade der kunne ske?

Da vi var unge i 80’erne, var det jo helt naturligt at bade nøgen, eller i hvert fald topløs. Vi købte jo kun bikinitrusserne, eller bunden, som det hed dengang, for toppen, den brugte vi jo ikke alligevel.

Det var også dengang at børn i førskolealderen bare var nøgne på stranden, og sådan var det.

Men så skete der noget op i gennem 00’erne.

Folk blev bornerte, generte og skamfulde.

Måske er det den teknologiske udvikling og den evige tilstedeværelse af et mobilt kamera, kropsidealer og ideen om at folk skal passe ind i en norm, opfundet af selvfede fitness-guruer med patent på sandheden og en skabelon til den rigtige krop.

Måske.

Jeg ved det ikke.

Men jeg ved, at det er lækkert at bade nøgen.

Jeg ved, at det er skønt at smide det våde badetøj i sandet,  og stå lidt for at lufttørre, inden man trækker i tørt tøj.

At det er dejligt, at nyde aftenssolens sidste stråler på hele kroppen, uden at trække maven ind og  bekymre sig om andres menneskers holdning til min krop.

Heller ikke, selv om der er andre gæster på stranden, der tydeligvis kommer lidt i tvivl om deres egne øjne, og ville ønske, at de havde taget en kikkert med.

For det er pissesundt at være i sig selv.

Ja, min store hvide røv lyser op dernede på stranden, og ja, min krop lever ikke op til idealet og nej, jeg synes ikke det er pinligt at være nøgen.

Det er ikke seksuelt, det er ikke pinligt, det er bare nøgen.

xxx

 

 

 

Cykleri

Kender I den der med, at man cykler i modvind, iført tøj af tynd kvalitet, og bare kan mærke hvordan stoffet smyger sig om kroppen, ind i alle folder og synliggør ting, som man ellers gør sig umage for at skjule.

Når jeg cykler i en tynd sommerkjole, så føler jeg nogen gange, at jeg ligeså godt kunne være nøgen!

– og jeg forsøger forgæves at trække lidt ud i kjolen, sådan drapere den kamuflerende og diskret, udover mavens manglende muskulatur og bløde områder.

Men to tramp i pedalerne senere, så sidder det hele igen som var det limet på.

Skammer jeg mig over min krop?

Det synes jeg egentligt ikke jeg gør, og hjemme på matriklen vandre jeg fuldstændigt upåvirket nøgen rundt.

Faktisk i sådan en grad, at den ældste af tøserne, i sin konfirmationstale, titulerede sømanden og mig, som sine ” lidt for nøgne” forældre!

Men tager jeg tøj på, og bevæger mig ud i offentligheden, så starter der automatisk en afdækningsmanøvre. Ting bliver fremhævet, og andre ting bliver skjult, for at opnå det bedst mulige resultat.

– og så er det jo bare pisseærgeligt, når sådan en cykeltur ødelægger illusionen.

For på en eller anden måde, så har jeg åbenbart et behov for at opretholde en illusion over for tilfældigt forbipasserende bilister.

Åbenbart er det vigtigt for mig, at de ikke ser mine deller på maven.

Måske fordi jeg har al den tid i verden, når jeg selv sidder i en bil.

Især hvis jeg er passager.

Så kan jeg rigtigt sidde og kigge på dem vi kører forbi.

– og skrue op og ned for radioen. Det bruger jeg faktisk en del tid på. Jeg skruer på radioen og så tager jeg min cardigan af og på.

Og glor uhæmmet og kommenterer højlydt folk, som befinder sig uden for bilens lydtætte rum.

– og jeg er stensikker på, at en masse andre bilister gør det samme.

Selvom det ikke er en undskyldning.

Men hvorfor er jeg så hård en dommer, både overfor mig selv og andre ?

Når jeg kigger på Instagram, og ser overvægtige kvinder, som klæder sig i stramt kropsnært tøj, som ikke bare viser, men også fremhæver de områder der ikke lever op til idealet, så fyldes jeg både af beundring og forundring.

Og misundelse.

For hvordan går de?

Hvordan tør de?

Er det en provokation, en test, en personlig udviklingsrejse, eller hviler de bare så meget i sig selv, at de ikke engang tænker over det?

Og hvor har jeg brugt mange timer af mit liv, på at få min krop til at passe ind, istedet for bare at være i den.

At forme min krop sådan, at tilfældigt forbipasserende bilister ikke finder fejl og mangler hos mig, når de suser forbi.

Hvor er det egentligt åndssvagt !

xxx

 

 

30 minutters effektiv træning

Jeg faldt over en artikel her forleden, hvor en amerikansk dame tilsyneladende have løst sit vægtproblem med en effektiv, billig og let tilgængelig træningsmetode.

8 gange 30 minutters seksuel aktivitet om ugen.

Hendes mand havde været en ivrigt assistent i det forløb, og vupti, var hun kommet i god form på en sjovt og aktiv måde.

Jeg syntes altså at det var lidt smart, det er gratis, det kræver ikke at man iføre sig en sportsbh, ingen dyre løbesko, og det er, indtil en vis grænse, uafhængigt af tid og sted.

Jeg viste artiklen til sømanden.

Han læste den langsomt og grundigt, og sad så lidt og stirrede ud i luften.

“Hvad synes du?” Spurgte jeg ivrigt, og tænkte, at det var da et tilbud han ikke kunne sige nej til.

Sømanden sad længe hensunket i tavshed, og så kom det:

“Hvad siger du til 30 gange 8 minutter?”

Den sad vi lidt og tænkte over, og på en eller anden måde, så lød det altså lidt mere overskueligt.

Men noget skulle der ske, og her forleden var jeg så begyndt til træning.

Opvarmingen var fin, kropstemperaturen var steget og jeg var begyndt at blive forpustet. Jeg havde lavet nogle strækøvelser og kunne begynde at mærke nogle muskler jeg ikke havde mærket længe. En god start, og jeg var ganske optimistisk.

Men 20 minutter inde i seancen, så greb sømanden vækkeuret på natbordet og brølede:

“For helvede, 30 minutter er lang tid!”

xxx

Åh, det skulle jo være så sundt!

– åh, det skulle jo være så sundt at dyrke sport.

Godt for kroppen, forbrændingen, musklerne, psyken, ja, sundt hele vejen rundt.

Nu er jeg ikke sporty af natur, og foretrækker faktisk at læse en god bog, imens jeg spiser et eller andet der knaser og krummer nedad hagen.

Det kommer man jo ikke i god form af, især ikke hvis ens yndlingsspise er noget med chokolade.

Faktisk hvad som helst, bare det indeholder chokolade.

Eller minder om noget med chokolade, nogen gange er det fint, hvis bare indpakningen rasler lidt, så man kan bilde sig selv ind, at man er ved at åbne noget med chokolade.

Men så tonede der en entaustisk træner og coach frem i den bedste sendetid, (jeg troede, at coach var det engelske ord for træner, men på dansk er det i betydningen af mentaltræner, altså en mand der udstrålede ekspert på alle planer, ikke rigtigt beskyttede titler, men anyway..), der var han i fjernsynet, tynd, megatrænet og med lidt for mange tænder i munden. Jeg blev helt fascineret af ham, fordi det var så imponerende, at man nærmest kunne se formen af hans kranie igennem huden.

Det var et utroligt karakteristisk udseende.

Han proklamerede, at man da bare skulle finde den sportsgren som man brændte for.

Hokus Pokus, sund livsstil i fokus!

Jeg tog udfordringen op, og begyndte en ørkenvandring igennem de lokale træningstilbud.

Nu bor jeg i en lille by, så udvalget er faktisk lidt begrænset, der er ingen tilbud om nøgenyoga, ( gudskelov), man kan heller ikke gå til ballet, fægtning eller bueskydning, og de lokale motionscentre begrænser sig til de mest populære genre.

Men jeg lavede en liste og startede med at krydse løb af.

Da pigerne var små, stod jeg i en periode op kl.5 om morgenen, og løb 5 km. tre gange om ugen.

Så blev jeg grebet og trænede mig op til at løbe 10 km tre gange om ugen.

Det var sim-pelt-hen-så-ke-de-ligt.

Jeg løb og løb, og følte aldrig nogensinde, at jeg kom hjem. Plus mit ene knæ begyndte at brokke sig og det hele blev afsluttet med, at jeg på en løbetur trådte i en flintesten og fik en begyndende blodforgiftning.

Næste på listen var pilates, det kunne man ikke gå til i Skagen på det tidspunkt, så jeg købte en dvd og smed mig veloplagt på gulvet hjemme i stuen.

Pilates viste sig at være noget langstrukkent halløj, med tilhørende panfløjtemusik.

Aldrig har jeg gabt så meget.

– selv sømanden blev helt søvnig, og han deltog ikke engang i seancen.

Jeg har også prøvet yoga, kastet mig rundt i stillinger med navne som den opgående hund, stående sol, tigeren og krigeren. Imens man trækker vejret på en meget mærkelig måde, puster højlydt ind og ud, og kommer til at tænke på, hvorfor ens underbukser konstant kravler op, hvad man skal lave i morgen, hvorfor der ikke er nogen der tør sige til Donald Trump, at hans hår er for mærkeligt og stop nu med den spraytan, og hvornår timen er slut.

Det er ikke liiiige mig, og iøvrigt pissesvært, når ens bryster konstant kommer i vejen,  når man skal stå i diverse positioner og med hovedet nedad.

Det næste på listen var cirkeltræning, hvor træneren mente, at en god motivation bestod i at skrige: “Koooom såååå..!” imen hun klappe hårdt i hænderne. Altsammen ca. 15 cm. fra mit højre øre.

Der kom jeg kun en gang.

Jeg har også prøvet zumba, crossfit, styrketræning, spinning, og  noget halløj, hvor man skulle sidde på en kæmpe bold, imens instruktøren insisterende på at vi SKULLE smile. Her var der bolde af forskellige størrelser, alt efter højde, men de små lavbenede damer spurtede altid ind og hapsede de store bolde.

Somom deres ben blev længere af den grund!

Jeg spurgte pænt, om ville de ikke bytte, men næh, de havde det så fint oppe på deres bolde,  med de små fødder dinglende frit i luften. Så gennemførte jeg et par timer, på en lille bold, med knæene oppe om ørene, og Otto Brandenburg drønede ud af højtalerne.

Det var altså trættende.

På et tidspunkt ramte jeg så ind i latinmix, dans, ikke fitnessdans, som fx. zumba, men rigtig dans.

Med trin og koreografi, god musik og en rimelig sværhedsgrad.

Det var jeg vild med, og den kørte i et par år, så begyndte folk at falde fra og holdet blev aflyst flere gange end det blev gemmenført.

Desværre.

Så lige nu, er jeg tilbage ved gå- og cykelturer, imens jeg venter på Godot.

Det er jo dejligt at være i god form, det giver velvære, sundhed og overskud, og alt det der, og jeg er ikke helt samme sted, som min veninde, der proklamerede, at der der motionslort, det havde hun sgu droppet, det måtte famne være nok, at hun løb efter ungerne!

Så… mon ikke snart jeg begynder at se mig om efter noget, hvor musikken ikke har en insisterende baslyd,  hvor jeg ikke falder i søvn af kedsomhed, instruktøren ikke er totaltovergearet, og hvor jeg kan få pulsen op og komme i lidt bedre form.

xxx

Yoga og sportstøj

Blev inviteret til et yoga- event den anden dag.

En interessant og spændende yoga- person havde besluttet at beære Nordjylland med et besøg, og der kunne købes billetter og alt muligt!

Jeg blev inviteret på et afbud, og takkede efter lidt betænkelighed jatak, mest baseret på den sociale del, hyggesnak i bilen frem og tilbage, og så er det jo altid sundt at bevæge sig ud i den nærmeste udviklingzone.

Ja, nu ved jeg ikke, om det er den udviklingszone der lige ligger tættest på, men altså, en udvikling er det da i hvertfald.

Gik glad og forventningsfuld i seng, og vågnede næste morgen i et mindre panikanfald.

Yoga er jo en slags sport, motion, eller i hvertfald noget der vil indbefatte, at jeg ifører mig sportstøj, eller i det  mindste, en sports-bh.

Med en dyb vejrtrækning og en fast greb om håndtaget åbnede jeg skuffen med sportstøj.

Friske og sporty pangfarver stirrede tilbage på mig.

Sports- bh’erne lå som små kulørte neonkugler og ventede optimistisk på at blive brugt.

De er bare så svære at få på.

For det første er de stramme!

Det er de nødt til at være, for at kunne holde pigerne på plads.

Men det betyder bare, at når man har fået armene og hovedet igennem de rigtige huller, og det er faktisk heller ikke helt nemt, så begynder processen med at trække stram spandex ned over barmen.

Det er pissesvært!

Mega.

Jeg starter altid i venstre side.

Hiver ud i elastikken med venstre hånd, imens jeg med højre tager et fast greb om venstre bryst, for at proppe og mase det op i den kulørte spandex.

Når missionen er lykkes, fanges ens blik så af det andet bryst, som på dette tidspunkt er klemt over på midten af den stramme elastisk. Det ligner mest af alt et ottetal. Eller to små nye bryster.

Her plejer jeg så at gå i panik.

Dels fordi jeg ikke kan tække vejret, da alting ligesom klemmer om brystkassen og det sortner lidt for øjnene, dels fordi jeg får klaustrofobi, og bliver helt desperat ved tanken om at jeg måske aldrig får den af igen.

– også bliver jeg helt ærligt også blufærdig, og panisk ved tanken om, at der kommer andre ind i rummet og ser mig med armene krydset rundt om kroppen og det ene bryst i klemme.

Min løsning på den situation har altid været at hoppe.

Når der er noget tøj, der er svært at få på, så begynder jeg altid at hoppe.

Men når man har armene rundt om brystkassen, og er desperat fumler med et stykke stramt spandex i en energisk farve, så er det faktisk dumt at hoppe.

Man mister balancen.

Hvis man er heldig, så når man at gribe fast i en knage eller sætte sig på bænken, også sidder man der, med et halvt bryst udenfor.

Når missionen er lykkes, og pigerne er spændt fast i neongult spandex med fartstriber, så kommer det melankolske kig ind i fremtiden.

For når motion er slut, så skal man jo have skidtet af igen.

For der er kun en ting, der overgår at få en stram sports- bh på, og det er at få en stram og svedig sports-bh af igen.

Så kan den nemlig begynde at rulle, til sådan en lille irriterende pølse, som det er umuligt at finde hoved og hale på. Jeg bliver altid fristet til at slippe the girls fri med det samme, også hænger de der, imens jeg med armene overhovedet forsøger at få fat i den neongule pølse bag på ryggen, men den sidder ubarmhjertigt fast under mine arme.

Her kan panikken igen nå astronomiske højder og jeg griber til vrikke-taktikken.

Jeg begynder at vrikke med numsen, helt vildt og intenst. – hvorfor min hjerne tror det virker, det står hen i det uvisse! – og ganske langsomt, et lille nøk af gangen lykkes det mig at få vrikket lortet af.

Herefter bruger jeg ofte lidt tid på at komme mig over det alt sammen, imens jeg stirrer ud i ingenting og knuger et stykke svedigt sportstøj i hånden.

Derfor passer det mig fint, når jeg kan klæde om hjemme, så jeg ikke skal udfører denne komplicerede seance i omklædningsrum med glatte fliser og undrende publikum.

En anden fordel ved at klæde om derhjemme er muligheden for at bruge et kvarter post-træning; til at vælte om på sengen, nøgen og i søstjernestilling, for lige at svede helt af, inden badet kalder.

Men kludder med billetterne gjorde, at jeg slet ikke skulle til yoga alligevel, og de små neonsataner fik lov til at blive liggende i skuffens mørke.

Indtil næste gang.

xxx

 

Skomageren

For nogle år siden, havde jeg brug for en skomager.

Det drejede sig om lidt reparationer og blokning af flere par sko.

Jeg havde forsøgt at få skoene lavet lokalt, men blev afvist i de lokale skobutikker, da skoene ikke var købt hos dem. Så gik jeg på jagt efter en uafhængig skomager, med håndværket i orden.

Stor var lykken, da jeg blev tippet om en faglært skomager med egen forretning i en nærliggende provinsby.

Skoene blev pakket, pigerne og jeg hoppede i bilen og drønede afsted for at finde skomagerens værksted.

Vel ankommet valgte pigerne at gå i nogle andre butikker, imens jeg lige smuttede ind til skomageren.

En operation, som jeg forventede ville tage omkring 30 sekunder.

Jeg blev klogere.

Butikken lå under gadeplan, så man skulle gå nogle trin ned af en gammel betontrappen, af den slags med revner i betonen og med et bøjet og ustabilt vandrør som gelænder. Da jeg åbnede døren, var der en lille messingklokke der bekendtgjorde min ankomst.

Rummet var dunkelt, væggene gulbrune og disken var ældgammel og slidt af daglig brug og hårdt arbejde. Til venstre for døren var der hylder langs væggene, hvor de indleverede sko stod på række, klar til at blive  fixet og afhentet.

Til højre i rummet, på den anden side af disken, åbenbarede skomagerens værksted sig. Et lille kældervindue med forlængst aftjente gardiner kastede firkanter af lys på arbejdsbordet, hvor  værktøj, maskiner, læder, ufærdige sko, dimser og dingenoter lå i et organiseret kaos. Et rum, som emmede arbejdsomhed og håndværk og som samtidigt ledte tankerne hen på 70’ernes brune værtshuse i det indre København.

Et forhæng bevægede sig bagerst i lokalet, og en mager gråskægget mand, iklædt et patineret læderforklæde, kom ind i rummet.

Det var skomageren.

Efter lidt snak frem og tilbage, blev vi enige om, at det var bedst, hvis jeg tog skoene på, så han med kridt kunne markere helt præcist hvor skoene skulle blokkes.

Punktblokking, kaldte han det.

Skånsomt og effektivt.

Så jeg hoppede glad i mine røde Lola Ramona sko, og skomageren lagde sig på knæ foran mine fødder.

Her bliver jeg lige nødt til at indskyde, at jeg havde kjole på.

Da skomageren var ved at lave skridtstreger på mine sko, valgte han så, midt under seancen, at strække halsen, dreje hovedet og kigge op under min kjole.

Jeg nåede lige at tænke:”Ej, gjorde han lige det..?”

– også trak han hovedet til sig, kiggede op på mig og sagde: “Hmmm… jeg elsker damer!”

Her tænkte jeg, at tingene var ved at udvikle sig i en lidt mærkelig retning, og havde allermest lyst til at smutte. Men de fleste af mine sko var allerede på den anden side af disken, og de tydeligvis ikke tilgængelige længere, så derfor skyndte jeg mig at få afsluttet aftalen og lagde hånden på dørhåndtaget for at forlade butikken.

Skomageren kiggede helt roligt på mig og sagde: “Du må ikke gå!”

Lidt forundret, men alligevel rimeligt fattet, fik jeg sagt: ” Nåee.. men jeg skal hente mine pigerne nu, og så kommer jeg jo efter skoene i næste uge!”

Her gjorde jeg lige et indre notat om, at jeg ikke skulle komme alene ugen efter.

Så er det, at skomager leverede følgende replik:

“Hvis du skal handle med mig, så kræver det, at jeg lærer dig at kende, så derfor skal du blive og snakke med mig i mindst 5 minutter!”

En anelse forvirret og en hel del utryg ved den udmelding, valgte jeg at tøve med hånden på dørhåndtaget.

Hvis jeg gik nu, ville jeg så aldrig se mine sko igen?

“Jamen, hvad skal vi da snakke om?” Spurgte jeg forundret.

“Jeg kan se, at du har en tattovering på armen, så vi kan jo for eksempel snakke om tattoveringer”, erklærede skomageren og bekendtgjorde, at han elskede tatoveringer.

En meget passioneret mand, ham skomageren.

Han var åbenbart glad ved mange ting. Damer, tattoveringer og sådan.

Her begyndte ham så at rulle skjorteærmet op, for at vise mig hans tattovering.

Skomagerforeningens logo.

Jeg forgav interesse og nikkede tilpas imponeret.

Således opmuntret valgte så han at betro mig, at han havde endnu en tattovering.

På et privat sted!

– men ikke desto mindre et sted, som han havde glæde af flere gange om dagen.

På dette tidspunkt, var det somom mine sanser blev skarpere og min hjerne begyndte at tænke i flugtveje.

“Jeg har selv lavet den!”

Betroelserne ville åbenbart ingen ende tage.

” Ja, jeg skal famne ikke have en anden mand til at røre ved min pik, så derfor lavede jeg den selv.”

Samtalen havde på dette tidspunkt udviklet sig til en monolog, for jeg kunne simpelthen ikke komme i tanke om et passende svar.

” Ja, den blev ærlig talt ikke særligt pæn, den tattovering, så tilsidst fandt jeg en kvindelig tattovør, og hun måtte gerne røre!”

Det sidste blev afleveret med et sjoflet grin og en inviterende vippen med øjenbrynene.

Jeg svarende med et høfligt:”Nåe.. okay” – og gjorde endnu engang antaster til at forlade butikken.

Så kiggede skomager  helt roligt på mig og sagde:

“Du må ikke gå endnu, du skal blive her!”

Inden jeg kunne nå at svare, blev jeg helt bogstaveligt talt reddet af klokken, som bimlede, fordi en ældre dame med alpehue og indkøbstasker mosede ind i butikken.

Den nyankomne gav mig en mulighed for at smutte, og da jeg efterfølgende skulle hente mine sko, tog jeg en veninde med. I den anledning lykkedes det ham så at  befamle min veninde på brysterne, inden vi tilsidst fik udleveret mine sko.

Så nu blokker jeg mine sko i ovnen, 50 grader i 10 minutter, trækker i tykke sokker og går rundt i skoene til de bliver kolde. Og hvis det ikke er nok, så får de lige lidt velplaceret varm luft med føntørren.

 

 

 

 

 

 

Ej-det-kan-man-altså-ikke!

Jeg har store bryster.

Det er ingen hemmelighed, og heller ikke rigtigt noget jeg kan skjule.

De er med mig hver dag, altid.

Jeg mærker dem når jeg går, danser, gør rent og skal dreje med rattet i bilen. Det er svært at stå på hovedet, uden at få sløret synfeltet.

Det er mig og en del af mig.

Egentlig burde det være en privat sag, og mit problem hvordan jeg håndterer det, men en stor buste, som min mors faster kaldte det, er altid med i synfeltet.

Jeg kan ikke trække dem ind, men til gengæld kan jeg trække dem op!

Det gør jeg så engang imellem, når jeg har tøj på, der passer til det og når jeg har lyst til at være nedringet.

Så er det, at jeg nogen gange rammer ind i “Ej-det-kan-man-altså-ikke-reglen!”

“Hvis man har store bryster, så kan man ikke være alt for nedringet, det er simpelthen bare for meget.”

“Så er man ihvertfald selv uden om det, hvis mænd glor og man ikke bliver taget alvorligt.”

“Hun havde patterne hejst helt op under hagen og klaskede dem lige i synet på ham!”

– er finker der godt kan ryge af bordet, når kvinder skal stive deres selvtillid af ved at hakke på andre.

Jeg har taget imod mange verbale lussinger fra indtørrede og snerpede kvinder, som har følt konkurrencen presse og mændenes opmærksomhed vandre.

Spidse bemærkninger til julefrokoster, hjælpsom belærende vejledning dagen efter julefrokoster, og nedladende og direkte ondskabsfulde kommentarer fra både venner, kollegaer og fuldstændig fremmede mennesker, som mente de havde ret til, fuldstændig uden blusel, at kommentere og belære mig om korrekt påklædning.

Jeg havde engang en veninde, som foreslog at jeg skulle få mine bryster fjernet. I det hele taget var der mange ting, hun mente jeg skulle lave om. Så fik jeg hende fjernet fra mit liv,  og det fjernede faktisk en del andre problemer, men det er en helt anden snak.

Er mine store bryster et problem?

Næh, ikke for mig ihvertfald.

Nogen gange, så har jeg en stram nedringet trøje på og nogen gange en tyk, løs, varm sweater.

Det bestemmer jeg nemlig lige selv!

Min krop, mine behov, min lyst.

Det har kostet venskaber, indbydelser til selskaber, givet social isolation og medfødt utallige bitre, mavesure opstød fra tøjpolitiet og moralens vogtere.

Og hvor er det egentligt synd for dem. At deres synsfelt og tolerancetærskel er så indsnævret. At der er så lidt man må, så meget tøj der dømmes ude og så meget energi, der spenderes på at klemme det hele ned i en bestemt kasse.

Og her står jeg, med min bryster, der helst skulle opereres mindre, eller i det mindste indfanges af en blød bh, der gør dem aflange og flade, så usynlige som muligt.

Her står jeg.

– og jeg klæder mig famne som jeg har lyst til!

 

 

 

 

 

Bitte, bitte, BITTE små ting

Jeg kan nogen gange komme til at gå op i bitte – små –  ting.

Bitte, bitte, BITTE små ting.

– eller, det synes sømanden i hvertfald.

Jeg nævner i flæng:

  • sofapudernes placering i sofaen
  • lysestagers helt nøjagtige placering i vindueskarmen
  • juletræspynt
  • strygning af den nederste del af skjorten, som alligevel skal proppes ned i bukserne
  • placering af havekrukker
  • havekrukker
  • den korrekte måde at hænge tøj på tørresnor
  • hvornår hyggelamper og stearinlys skal tændes ( her tænker jeg: “Når der bliver skumring”, – sømanden tænker:”Hyggelamper?”
  •  tøjkriser
  • borddækning, med servietter og service der står nogenlunde symmetrisk
  • farver på læbestift og neglelak
  • Tanker som:”Hvad mon hun mente, da hun sagde sådan, mon hun var lidt sur, fordi sidste torsdag…”

“Årh, det er sgu da lige meget!” – er sømandens holdning, – og insisterer jeg alligevel på at inddrage ham i mine overvejelser, så udløser det straks en intens hovedpine hos ham og udtalelser som: “Mit liv er kraftedme for kort til at tænke over lysestager..”

Han kalder det flueknepperi!

Hvornår er en ting for lille til at blive nævnt?

Hvor små sko må man gå i?

Hvor vigtigt er pæne servietter?

Med chancen for at lyde som en indebrændt og frustreret bitterfissen, hvis liv domineres af Imercos tilbudavis og jagten på trådhylder fra Søstrene Greene, så må jeg bare indrømme, at jeg går op i hvor lysestagerne skal stå.

Så med årene har vi udviklet en rollefordeling til alles tilfredshed.

Jeg bestemmer indretningen af hjemmet, og sømanden ser “Bonderøven” i fjernsynet.

Så med mig i føretrøjen, er vores hjem er et uendeligt kredsløb af nye og gamle møbler, ting der bliver hængt op og pillet ned, malet og malet om igen.

-og da jeg har en fuldstændig ulogisk angst for boremaskiner, så opdager han det som regel kun når jeg skal bruge hans hjælp til at bore nye huller i væggen.

Eller hvis jeg har flyttet om på de møbler han plejer at sidde i.

Da jeg malede badeværelset lyserødt, så udløste det dog et:” Puha, det tror jeg lige, at jeg skal vænne mig til!”

Men når vi kommer til gruppen af bitte, bitte små ting som udspiller sig i de sociale relationer, så er humlen en anden.

Her har jeg brugt mange timer af mit liv på at spekulere over, fortolke og analysere forlængst endte samtaler, kropssprog og tilfældige bemærkninger.

Ting som jeg dybest set ikke kan vide, fordi jeg ikke kan kigge ind i folks hoveder, men som jeg alligevel kan brygge lange ender på. Noget der skete for 14 dage siden, kan få så lange ender, at man ville kunne hækle en dejlig varm plaid af alle de snore jeg kan få viklet sammen.

Og modsat hyggelys og servietter, så må jeg da indrømme, at det er da den største tidsspilde at spekulere over andres folks intentioner.

Så jeg øver mig.

Øver mig i at lade tingene ligge.

Være i nuet, og forholde mig til det der rent faktisk sker, og ikke bruge timer af mit dyrebare liv på at rumstere over andres agenda, intriger og skjulte hentydninger.

Eller som sømanden udtrykker det:” Jeg vil ski.. det en hatfuld!”

Det frigør faktisk en masse tid, så jo kan bruges meget bedre.  F.eks. på at lægge puslespil, gå en tur i skoven, lægge neglelak og flytte rundt på lysestager.