sømanden – Side 13

Forfængelig forfængelighed

– Årh, for helvede, udbrød sømanden og tog sig til hjertet, da jeg trådte ud fra badeværelset.

-nu må I kraftedme snart stoppe med det pandashit, brølede han, og hentydede til min nyligt lagte ansigtsmaske.

For sådan er det, når man er ene hane i kurven, og derfor udelukkende er omgivet af hunkøn på den hjemlige matrikel.

Så lever man med en evig cyklus af makeup, cremer, ansigtsmasker, hårprodukter og tusind andre mærkværdigheder på badeværelset.

Sømanden har valgt at kalde det hele for mascara.

-hvem ejer det mascara der ligger og flyder ude på badeværelset, spørger han jævntligt tøserne om, så ved de godt, at det kan dække over mange forskellige ting.

Og jeg elsker det.

Ikke rodet på badeværelset, men alle produkterne.

Hårlakken, marcaraen, øjenskygger i alle farver, røde læbestifter, krøljernet, cremerne og parfumerne.

Jeg synes, at det er skidesjovt at lege med, og sommertider er det bedste ved festen, når makeuppen skal lægges og håret ordnes.

Så ja, jeg er forfængelig, og du må gerne kalde mig pudderdåse, dulle og sminkekrukke.

For det passer sgu meget godt, og der er vel ikke noget galt i at være forfængelig.

Forfængelighed har jo mange ansigter og kan handle om alt fra indretning af hjemmet, børnenes præstationer, arbejdsindsats og ikke mindst, det vi ikke fortæller til andre.

Det handler jo i bund og grund om at fremstå fra sin bedste side, præsentere sig selv og fremstå bedst mulig.

Men et eller andet sted på vejen, er det blevet vedtaget, at den forfængelighed der handler om makeup og hår, er den laveste form for forfængelighed.

Den man griber til, når der ikke er andre muligheder.

-skal du nu male dig igen, som min mormor engang sagde, da jeg kom mascara på, inden vi skulle ud af huset.

Og ja, det skulle jeg.

Igen.

Og det bliver jeg ved med.

Ligesom jeg bliver ved med at gå i kulørte kjoler, krølle mit hår og bruge store øreringe.

Og det gør ikke noget, at I kommenterer det.

Både jer der henvender jer direkte, jer der tror, at jeg er døv og derfor ikke kan høre at I hvisker, og jer, der kigger sigende på jeres bedste veninde.

-nu skal du ikke grine, kommandere en kvinde spidst til hendes mand og nikkede i min retning, da sømanden og jeg i sommers boede på et hotel og deltog i morgenbuffeten.

-jeg griner ikke, svarede manden langmodigt, jeg kigger bare..

Og vi skilte os nok også lidt ud, sømanden og jeg, der ved morgenbordet, imellem de praktiske frisurer, stumpebukserne, velcrosandalerne og en meget udpræget mangel på farver.

Og man må heldigvis klæde sig som man vil i dette land, men jeg vil vove den påstand, at det også er udtryk for forfængelighed, når man for enhver pris vil undgå at skille sig ud.

Eller når man gerne vil signalere, at man da i hvertfald ikke går op i sit udseende.

Eller når man ikke vil indrømme, at man er forfængelig.

Så I er velkommen til at kigge, snakke, pege og glo med åben mund.

I må godt synes, at jeg er for meget, for kulørt, og for festlig klædt til en mandag morgen.

I må godt spørge om jeg er klædt ud, på vej til sølvbryllup eller om min livret er burger, fordi jeg har en polkaprikket kjole på!

Så skal jeg nok lade være med at spørge jer, om jeres valg af tøjstil, frisure og manglende makeup.

Det er jeg nemlig alt for forfængelig til!

Xxx

Lyt engang

Prøv at lytte.

Vær stille et øjeblik, hold vejret og lyt.

Kan du høre det ?

Derude i horisonten.

Det er julemusikken, der er begyndt at sende sine sprøde toner ud i universet.

WHAM!, Band Aid og Bing Crosby begynder snart at oplade deres røst og ord som white, christmas og snow er på vej til at strømme ud af højtalerne, som lynghonning på en ostemad.

Og jeg glæder mig.

Sømanden glæder sig knapt så meget.

Faktisk er han allerede en lille smule presset, ikke så meget over gaveindkøb, madlavning og planlægning.

Mere over min trang til at høre de samme julemelodier igen og igen.

Og igen.

For mig; en fredfyldt aktivitet som masserer den gode stemning og fylder huset med hygge.

For ham; en tvangsidiotisk handling, som bestyrker hans gryende mistanke om, at hans kones maniske juleri er taget til i styrke. Krydret med bekymringer og tanker om, hvad fanden der nu er indkøbt af glimmerskrammel til overpris, hvor mange lyskæder en stikkontakt kan trække og hvornår ragelset skal på loftet igen.

Imens jeg begejstret hjembringer glimmer, glaskugler og gamle bøjede piberensernisser fundet på et loppemarked.

Jeg elsker det hele.

Og de der regler med, at julen er rød, grøn og hvid, at kulørte lamper er dårlig stil og naturlig pynt er pænest, er ikke rigtigt noget for mig.

Smag og behag er jo som bekendt forskellig, og folk må gøre som de har lyst til, men jeg bliver bare så træt, når folk opfinder deres egne regler og bagefter påstår, at det er universelle regler, som alle skal overholde.

For der er jo så meget julegejl derude. Og hvorfor skal man lade noget ligge, bare fordi det ikke overholder julepynts-reglementet .

Det er jo ikke noget med politiet.

De kommer jo ikke og banker på døren med strenge, alvorlige ansigter og noterer i deres sorte bøger, imens de kigger misbilligende på dit pink plasticjuletræ.

Politiet er faktisk fløjtende ligeglade.

Og det er jeg også.

Med andres mening, altså.

For her i huset har julen alle farver, glimmeret hældes ud i lårfede stråler og jeg ønsker mig et pink plasticjuletræ.

For sådan kan jeg lide det.

Og det er jo mig, der bor her.

Og sømanden?

Han hjembragte forleden en glaskugle, formet som en syltet agurk.

Det er da true love.

Xxx

Lange meloner

-se, sagde den yngste af tøserne og pegede på de to butternut-meloner der lå på køkkenbordet, det ligner et par lange bryster!

Så stod vi der og kiggede lidt på de lange meloner, som lå til skue der på køkkenbordet, og måtte jo unægteligt give hende ret.

De lignede et par bryster, hvor tyngdekraften havde vundet og trukket nedad, hvorved brysterne var blevet smallest på midten og lidt mindede om to ottetaller.

Og sådan kommer bryster jo i mange størrelser og former.

Til stor bekymring for de fleste kvinder, som bruger timer på at spekulere over, om de nu er den rigtige form, størrelse og fasthed.

Og til stor glæde for de fleste mænd, som bare synes det er fedt, at han er i samme rum som en kvinde, og endnu federe, hvis han er i samme rum som en nøgen kvinde.

Og helt apropos, så hørte jeg et indslag i radioen, hvor en kvinde var bekrymret for hendes bryster, som var begyndt at hænge lidt efter en graviditet. Og kvinden og hendes kæreste havde åbenbart et af disse forhold, hvor man altid – ALTID – er helt super ærlige overfor hinanden.

(- måske er jeg oldschool, men jeg synes godt nok, at det lyder trættende, altså det med altid at være ærlig)

Så da hun havde spurgt kæresten, om han syntes, at hendes bryster var begyndt at hænge; så gæt lige hvad hans svar var ?

Prøv at gætte !

Det er her, at alt ærlighed skal smides overbord og den hvide løgn skal hives op af tasken.

Lyv, for satan, lyv.

Kvinden har lige født dig et barn, og selv om du er ligeglad med at hendes bryster hænger, og synes, at hun er den smukkeste kvinde på jorden, og I har aftalt, at I for evigt skal være helt super ærlige overfor hinanden, så er det nu, du skal lyve.

Det er altså bare et godt råd fra en kvinde der har været gift i 25 år, født tre børn ved kejsersnit, er opereret i maven og har ar i ansigtet efter et hundebid. Jeg kan ligeså godt sige det som det er; der er ikke noget der peger opad.

I hvertfald ikke uden hjælp.

Altså på mig, sømanden står for egen regning.

Og jeg er da heldigvis gift med en mand der er pissegod til at lyve.

Jeg spørger jo ikke for at få et ærligt svar, for det svar kender jeg jo godt.

Det er jo bare at kigge i spejlet!

Jeg spørger jo for at blive bekræftet, anerkendt, begæret, elsket…

Og jeg ved godt, at frie, selvstændige, stærke kvinder ikke skal være afhængige af bekræftigelse fra mænd, men hvile i sig selv og alt det, men engang imellem så er det bare rart, at nogen tager alle bekymringerne og putter dem i en bøtte med låg på, og låser den inde i et skab.

Nogen gange er det bare rart med en lille hvid løgn, et stort kram og et uærligt svar.

Nogen gange, er det bare det, man har brug for.

Og kvindekroppe kommer i alle former og størrelser, og der er jo heldigvis en til os alle, som min mormor altid sagde.

For det handler ikke om størrelse på det ene eller det andet, vægt, højde eller symmetri.

Det handler om at give den gas.

Det handler om at turde være her lige nu, gøre det man har lyst til og være her.

Tilstede.

For man kan selvfølgelig altid få hjælp til at stramme op, hive ind, løfte og fylde ud. Der er uendeligt antal muligheder, det er et frit land og man skal gøre, som man har lyst til.

Men med mindre, at det lige præcis er i dag, at du skal på operationsbordet, så kommer det jo ikke til at ske idag.

Så den krop du vågnede med i morges, er også den krop du går i seng med i aften.

Så skal vi ikke lige se at få det bedste ud af det.

Xxx

Ren glæde

-SE!

Brølede sømanden og trak noget orange stof op af en pose, hjembragt fra den lokale genbrug.

– se, jublede han endnu engang, sikke et fund!

Det orange stof blev stolt foldet ud, og et afrikansk mønster i orange, gule og røde farver åbenbarede sig på det ret store stykke bomuld.

Han holdt stoffet ud i strakt arm og viftede blæret med det i luften.

-hvad er det? spurgte jeg forundret, da min hjerne ikke kunne koble det afrikanske mønster med sømandens utilslørede glæde og noget der mest af alt mindede om en dug fra 70’ernes forgangne hippiedage.

– det er da en djellaba, hylede han og forsøgte at presse den ned over hovedet på mig.

-du kan sikkert også passe den, råbte han ivrigt, den er skide fin!

Da det ikke lige umiddelbart kunne lade sig gøre at skrue mig i de orange gevandter, trak han omgående blank inde på stuegulvet og iførte sig det hjembragte klenodie.

Så stod han der i stuen, iført fuldskæg, tatoveringer og en gulvlang djellaba.

I orange.

-fuck, den er fed, sagde han tilfreds, imens han vred sig i forskellige positioner, for sådan rigtigt at mærke den ubegrænsede bevægelighed, som det nye klædestykke gav mulighed for.

-den er da skøn, skat, sagde jeg, og sådan dejligt frisk i farven. Men hvad skal du bruge den til?

-til at stege fisk i, råbte han og drønede ud i køkkenet, for at afprøve sit nye fund i de rette omgivelser.

Og så sad jeg der i min lænestol, endnu engang sat til dørs af sømandens helt egen logik og praktiske sans.

For i hans familie er der nemlig en lang tradition for at stege fisk iført underbukser.

Fordi; når der steges fisk, så kan tøjet komme til at lugte af stegt fisk, hvilket betyder, at det skal vaskes bagefter.

Det er selvfølgelig frås, sådan at vaske tøj, hvis det ellers ikke trænger, så derfor strippes der ned til underdrengene.

Men så er der problemet med sprøjt fra panden, hvilket kalder på et forklæde.

Så derfor steges der fisk i underbukser og forklæde.

En forbavsende, men yderst praktisk kombination.

Især når der er sæson for småmakreller.

Men nu har sømanden fundet det perfekte stykke tøj, som løser alle problemerne på en gang.

Let, luftig og praktisk.

Og orange.

Men jeg tror nu, at jeg alligevel kommer til at savne synet af sømanden iført underbukser, forklæde og palet.

xxx

Sømænd, sølvbryllup og guldsko

Sømanden og jeg har lige haft sølvbryllup.

25 år.

Et kvart århundrede.

Det er da alligevel noget.

Men vi har ikke holdt sølvbryllupsfest.

Der var hverken morgenvækning, trompetmusik, eller inviteret fest med borde i E-forms-opstilling, håndskrevne bordkort og uendelige lejlighedssange, med morsomme fotos fra ungdommens vår.

Faktisk tog sømanden på havet ved 19-tiden aftenen før og kom først hjem 24 timer senere, pigerne havde travlt med diverse eksamener, og jeg smuttede på arbejde.

Sådan som vi ønskede, og havde aftalt, at den dag skulle være.

Alligevel gik sømanden i panik dagen før, da han i et inspireret øjeblik ønskede at købe en gave til sin sølvbrud.

Hvilket havde resulteret i, at han havde faret rundt i gågaden og stirret vildt på butikkernes vinduesudsmykning i et desperat forsøg på at huske, hvad det nu var jeg havde sagt, at jeg ønskede mig.

Derfor blev jeg mødt af en brødebetynget sømand, da jeg kom hjem fra arbejde dagen før dagen.

-Jeg kan simpelthen ikke huske, hvad det var du ønskede dig, måtte han så indrømme, samtidigt med at han gav mig en ekstra stor velkomst krammer.

-var det nogle øreringe?, spurgte han optimistisk, i et tappert forsøg på at hitte rede i min evige cyklus af sko, kjoler og øreringe.

– nej, det var sko, sagde jeg og mindede ham om de guldsko, som jeg havde vist ham ugen før.

Det gav sømanden et fuldstændigt blankt udtryk i øjnene og en rynke i panden, imens han bladrede i hukommelsen for at finde en erindring om et par guldsko.

Her måtte jeg lige hjælpe ham på vej.

-ja, du ved, ”Diggi Loo, Diggi Ley..”

Og her stod vi begge to lidt i tavshed, imens vi genkaldte os episoden en sen aften ugen før, hvor jeg i et forsøg på at forebygge sømandens traditionelle fuck-hvad-skal-jeg give-min-kone-i gave-i morgen-panikanfald, havde vist ham et foto på min telefon.

Det forstillede et par sko.

Guldsko.

Hvilket omgående fik sømanden til at køre ud af en tangent og brøle: ”Diggi Loo, diggi Ley, alla tittar på mej, når jeg går i mina gjyldna sko….”.

Og da pigerne og jeg kom til at grine over han mildest talt overraskende reaktion på et par guldsko, så valgte han at ride på sin umiddelbare succes som entertainer og rejste sig op, for at udføre koreografien fra Herreys brødrenes hedegangne melodi grandprix hit fra engang i firserne.

-men var det nogle sko du ønskede dig? Sømanden virkede ekstremt forbløffet, og en lille smule forvirret, imens han hjerne arbejde på højtryk for at huske, hvordan skoene egentligt så ud.

-jeg ønsker mig ikke noget, sagde jeg og gav ham et kys, jeg ønsker mig kun dig.

Alligevel hjembragte han senere en gave fra sin daglige rundtur i de lokale supermarkeder.

En æske kattetunger.

Med et, som han selv udtrykte det, helt vildt nuttet billede af tre kattekillinger uden på æsken.

Og tænk, det var lige hvad jeg ønskede mig.

Og skoene.

Dem har jeg selv købt.

xxx

Sov godt!

Sømanden har sendt mig til lægen.

Efter mange søvnløse nætter og intens søgen på internettet, mener han, at jeg lider af søvnapnø.

Tilsyneladende ligger jeg og holder vejret i lange perioder om natten, hvorefter jeg intenst og højlydt gisper efter luft.

Herefter vender jeg mig om på siden og sover fredeligt videre, imens han ligger lysvågen og venter på det næste anfald.

Desuden påstår han, at jeg begyndt at snorke og når det så toppes med mine mange og livlige mareridt, så er det en cocktail der betyder, at sømanden er begyndt at længtes efter en god nats søvn uden afbrydelser.

Det har taget mig lidt tid at anerkende muligheden for en diagnose, også fordi der rammer min forfængelighed, når han påstår, at jeg snorker.

Det er bare ikke lige det billede, jeg havde af mig selv.

Men så læste jeg, at Susse Wold også lider af søvnapnø, og som følge deraf har belastet sit hjerte.

Tilsyneladende har det noget at gøre med bløddele i ganen, og kan ramme alle uanset størrelse, vægt og alder.

Således informeret og opmuntret, bestilte jeg tid ved lægen.

Hun var faktisk lidt i tvivl proceduren, og bad mig om at bestille tid hos en øre-næse-hals-læge.

Så et par måneder senere ramte jeg venteværelset hos en øre-næse-hals-læge, hvor jeg sad og ventede blandt gamle ugeblade, en rodekasse med legetøj og de der koboltblå stole, som åbenbart er et krav, for at få lov til åbne en lægeklinik.

Jeg nåede lige at tænke over det med alle de udenlandske læger og deres kommunikations vanskeligheder, da en Laudar blev kaldt ind til konsultation.

Jeg rejste mig og fulgte efter den unge, kvindelige læge.

Efter lidt snak frem og tilbage, suppleret med lidt fagter, greb hun en metal dims og begyndte kigge i min hals.

-sig arh, sagde hun.

Så det gjorde jeg.

Sagde arghhhh.

Også sad vi der, sådan helt tæt på hinanden, mig med en metaldims i munden, og hende med et koncentreret blik på min drøbel.

-din garne hænger som gardin, konstaterede hun så, og tog dimsen ud af min mund.

-hva’, udbrød jeg, og var helt ærligt lidt forundret.

Som gardin!

Herefter fulgte et par andre undersøgelser, som bekræftede problemet.

Til sidst rullede hun lidt tilbage på stolen, lagde armene over kors og foretog en samlet vurdering.

-men du også har fedtdepot på hals, meddelte hun så og lagde hovedet på skrå.

-Fedtdepot på hals, gentog jeg og blev helt panisk ved tanken om en ny mystisk sygdom.

Hun kneb øjnene lidt sammen.

-måske du tabe nogle få kilo?

-årh, ja, tænkte jeg, det er vist ikke gjort med nogle få kilo, men den leg kan vi da godt lege.

Herefter fulgte en længere samtale, indtil vi fik opklaret, at Ålborg sygehus vil indkalde mig til yderligere undersøgelse via e-boks.

Også blev jeg hældt ud på gaden igen, og stod lidt der, med mit fedtdepot på hals.

Så nu venter jeg på besked i e-boksen, sømanden må vente lidt med den nattesøvn, og måske skulle man bruge ventetiden på at gøre noget ved den fedtdepot på hals.

xxx

Hvor svært kan det være?

Noget af det der kan fylde, når man er forældre til børn i børnehave-og skolealderen er den uendelige mængde af tvangssamvær.

Rækken af spiseaftner, julearrangementer, halloweenfester, forældrefester og sportsbegivenheder kan virke som et uoverskueligt bjerg af endeløs smalltalk, timer på hårde plasticstole og en konstant skæven til uret, for at se, om klokken for hulen da ikke snart er 21, så vi kan komme hjem.

Det boomer især omkring juletid, hvor mængden af arrangementer med lunken gløgg, stenhårde pebernødder, pakkespil og slatne æbleskiver hurtigt fylder kalenderen.

Her i huset toppede vi for et par år siden, hvor vi nåede 11 pakkespilsarrangementer i december.

Det er et hver anden dag lige indtil juleaften!

Til sidst tog jeg mig selv i at brøle til ungerne, at de ikke skulle åbne gevinsterne fra pakkespillet, men bare hælde hele lortet i en pose, så det kunne genbruges næste dag.

Men for to år siden, skete der pludselig noget nyt i den yngstes klasse.

Det var en forældrefest.

Hvilket i første omgang godt kan lyde som en tør kiks.

Med mad tilberedt i skolekøkkenet og ophængte papskilte med ølpriser.

Men denne her gang lød konceptet på Running Dinner.

Et koncept, hvor man bliver delt op i hold og skal spise forret og hovedret forskellige steder, og med forskellige mennesker, hvorefter alle mødes, mere eller mindre feststemte for at spise dessert og feste på skolen.

Uden børn naturligvis.

Det kræver så, at der er nogen, der melder sig til at stå for forret eller hovedret i deres privat hjem.

Jeg meldte mig straks til at stå for en forret.

Hvilket fik sømanden til at gå helt agurk.

-du kan jo ikke lave mad, brølede han, og huskede opgivende dengang han måtte skrue komfuret fra hinanden, fordi jeg havde lavet lasagne.

Og det har han jo ret i.

Jeg kan ikke koge et æg uden at google opskriften først.

-og jeg kan godt sige dig, proklamerede han, da han så mit allerbedste fedterøvssmil, jeg hjælper dig famne ikke, den står for egen regning!

Jeg havde ellers kalkuleret med, at han skulle lave maden og stille den parat i køleskabet, så jeg bare skulle trække folien af og stille maden på bordet.

Jeg følte mig slået hjem i Ludo, og ringede til min mor for at få moralsk opbakning.

Hun kan heller ikke lave mad.

-det er da ikke noget problem, meddelte hun, du skal bare hælde en masse sprut på gæsterne, så er der ikke en sjæl, der tænker over det med maden!

Således inspireret drog jeg i Rema1000 for at overveje mine muligheder.

Og de havde mexicanske øl på tilbud.

Og nachos.

Så det blev menuen.

Iskolde mexicanske øl, vodka og nachos.

Sejren var i hus.

Ridende på den bølge af succes, meldte jeg mig endnu engang til at stå for en forret året efter.

Sømanden blev uendeligt træt, og kunne næsten ikke rumme min ukuelige optimisme, men denne her gang havde jeg en plan parat.

Sild og snaps.

Med karrysalat og hårdkogte æg.

Jeg måtte godt nok lige google det med æggene, men ellers var det jo bare at skrue låget af sildeglassene.

Så nu har jeg meldt mig for tredje gang.

Problemet er bare, at jeg er lidt tom for ideer.

Indtil videre er ananasringe med hønsesalat, rejecocktail med kinakål, makrelmadder med mayonnaise og havregryn med rosiner på listen, men det lyder alt sammen lidt besværligt, bortset fra det med havregryn, som bare lyder lidt for tarveligt.

Så nu er jeg gået i tænkeboks, og hvis alt andet glipper, kan jeg jo altid ringe til det lokale pizza-bud, som gerne kommer ræsende på sin sorte scooter.

xxx

Handel og vandel

Jeg fik lov til at komme med sømanden ud for at handle i dag.

Det er ellers ikke noget jeg normalt får lov til, fordi jeg har en tendens til at lægge ikke planlagte varer i indkøbskurven.

For eksempel stearinlys, en pakke med saltkød, servietter og den slags.

Men i dag løb hans gode hjerte af med ham, og jeg gik lov til at gå med ham over i Rema1000.

Her blev jeg betroet det vigtige erhverv som indkøbskurvebærer.

Et job jeg blev fyret fra umiddelbart efter, fordi jeg gik og slaskede uhensigtsmæssigt med kurven.

Han havde tydeligvis allerede fortrudt, at jeg havde fået lov til at komme med.

Mine point steg dog hurtigt igen, da jeg uvist af hvilke årsager havde en tandstik i frakkelommen, som kunne bruges, da kvitteringen fra flaskeautomaten havde sat sig fast inde i maskinen.

Til sømandens store irritation foreslog jeg herefter indkøb af remoulade, til trods for at han havde indkøbt to flasker dagen før.

Så kom jeg i tanke om, at vi manglede bananer, men dem køber vi åbenbart ikke i den butik.

Rosiner var heller ikke en mulighed.

Endelig kom vi op i den ende af butikken, hvor der bliver udbudt småting som lysestager, uldsokker og alverdens nødvendigt og unødvendigt tingeltangel.

Her mistede jeg så alle mine point, fordi jeg begyndte at nærstudere udbuddet, for at se, om der var noget jeg kunne tænke mig.

Sømandens øjenbryn røg helt op i den øverste del af panden og han begyndte få en varm kulør i ansigtet af bare irritation over mit sløseri, og fuldstændigt meningsløse behov for at brænde penge af på skrammel made in China.

-for helvede, brølede han ud i butikken, så en ældre dame forskrækket kiggede op fra køledisken – jeg får sgu stress af at have dig med!

Hvorefter han piskede ned af en gang, for at lede efter rugbrød på tilbud.

Henne ved kassen forsøgte jeg at tiltuske mig et job, så jeg fiskede den sammenfoldede plasticpose op af hans baglomme, imens han var distraheret af betalingen, og begyndte at pakke varerne.

Jeg blev omgående sat fra bestallingen, men fik dog overdraget en pakke havregryn, som jeg fik lov til at bære hele vejen hjem.

Hjemme på matriklen blev de indkøbte varer sat på plads og plasticposen omhyggeligt foldet og puttet i baglommen.

Nu gjaldt det supermarkederne nede i byen.

Nu handler jeg stort set aldrig, og kommer derfor sjældent i dagligvarebutikker, hvilket gør det til en eksotisk oplevelse for mit vedkomne. Og med min medfødte evne til at blive begejstret over nye oplevelser, blev jeg undervejs nødt til at kalde på sømanden, for at vise ham mine fund.

Han synes åbenbart ikke, at en ti liters pose med popcorn er en fest.

En vakuumpakket hel kylling vækkede heller ikke ret meget begejstring, ligesom min entusiasme for en reol udformet som en rød telefonboks, ikke rigtigt gjorde indtryk.

Et stop ved reolen med ugeblade gjorde ham synligt nervøs, men heldigvis syntes jeg også, at 74 kr. for et blad tyndere end Slagter Larsens pålæg, var alt for meget.

Ved det sidste stop blev vi enige om, at det var bedst jeg blev siddende i bilen for at spise chokolade, imens han med lange skridt gik alene ind for at købe rosiner.

-det plejer at være hyggeligt at handle, men fam’ne ikke når du er med, hvæsede han surt bagefter, imens han med aggressive ryk tvang bilen ud af parkeringsbåsen.

Men jeg synes nu, at det var en hyggelig tur, og hvis jeg bliver inviteret med igen om et års tid, når sømanden er kølet af, så tror jeg faktisk, at jeg takker ja.

xxx

Gaveregn på en lørdag

I går eftermiddags piskede sømanden afsted, sammen med den yngste af tøserne, for at handle ind til aftensmad.

Imens lavede jeg en kop kaffe og tændte et par stearinlys, og satte mig i min røde lænestol.

Fødderne op og en kat, der gav udtryk for sin generelle tilfredshed med livet, ved at spinde højt og gennemtrængende. Skumringen trak til udenfor og livet stod på pause et øjeblik.

Det blev imidlertid brat afbrudt af sømanden, der rødkindet og iført islandsk sweater, kom væltende ind i stuen.

-vi har købt en gave til dig, brølede han og viftede ivrigt med en lille plasticboks.

-næh, hvorfor skal jeg have en gave, spurgte jeg, og rakte forventningsfuldt hånden frem.

-det er da fordi, at vi godt kan lide dig, proklamerede sømanden og lagde stolt den lille gennemsigtige plasticboks i min hånd.

Det var en æske tandstikker!

Lilla tandstikker.

Dem med spids i den ene ende og tandtråd i den anden.

-der er mere, jublede sømanden, og fòr spændt ud i køkkenet efter den næste gave.

Det viste sig at være en pose ristede løg.

-det er et godt mærke, påpegede sømanden, imens han rodede intenst i indkøbsposen, for at finde den tredje og sidste gave.

En lille flaske chilisovs, nedsat til 5 kr.

Og så sad jeg der, i min røde lænestol, og kiggede på ristet løg, tandstikker og chilisovs.

Jeg ved godt, at det ikke er sko og diamanter, weekendophold eller moderne porcelæn, men nu bruger jeg faktisk en del tandstikker, desuden er ristede løg og chilisovs er blandt mine livretter, så i min verden er det gode gaver.

Især fordi nogen havde tænkt på mig.

Fordi der er nogen, der har stået et sted ude i byen, og tænkt, at det var da lige noget, købt det og hjembragt det, udelukkende fordi de gerne ville glæde mig.

Det er da den ultimative gave.

I min verden.

xxx

Chokolademuffins

Jeg bagte chokolademuffins i går.

Jeg er ellers ikke den store bager, og går sjældent i køkkenet, det er mest sømandens domæne.

Men trangen til chokoladekager havde fulgt efter mig i en uges tid, som en kat i natten.

Hver anden tanke har handlet om chokoladekage, og ind imellem er det lykkedes mig at indflette ordene chokolade eller kage i tilfældige samtaler.

Vi er ellers i en kost-opstramningsfase her i huset.

Vi er ikke på ”afmagringskur”, som min mormor altid kaldte det.

Bare et fokus på at øge mængden af grøntsager og rydde lidt op i usunde vaner, som fredagsslik, tirsdags-marsbar og sådan.

Almindelig sund varieret kost, madpyramidekost.

Men et hurtigt besøg på google, og et efterfølgende intenst studie af madpyramiden, viser desværre ingen tegn på, at chokolade er en del af det system.

Der er muslinger, lever, selleri og spaghetti på plakaten.

Men ingen chokolade.

Eller kage.

Eller chokoladekage.

Ikke engang i den øverste trekant.

Og i disse tider, hvor kost, sundhed og madvaner er i konstant fokus, og hvor mange mennesker lever efter diverse åndsforladte mad-ideologier, opfundet af selvbestaltede kostguru’er, så venter jeg stadigvæk på chokoladekuren.

Af og til, er der små pip i damebladene om chokoladens helbredende egenskaber. Hvor der gives udtryk for, at chokolade kan øge intelligensen, sexlysten og andre interessante ting.

Men det drejer sig altid om ET stykke chokolade.

Mørk.

80% kakao.

Jeg ved simpelthen ikke, hvem der kan nøjes med et stykke chokolade.

Og jeg har altid haft en mistanke om, at dem der siger, at de kan lide 80% mørk chokolade, er fulde af løgn.

De lyver.

De lyver for sig selv og verden, i håbet om at tabe sig og få et lykkeligt og aktivt liv.

Når jeg forestiller mig en chokoladekur, så er det mere i retning af marsbar til morgenmad, snickers til frokost og chokolademuffins til aftensmad.

Men det kommer jo nok ikke rigtigt til at ske.

Og som alle andre kure, så ender man jo nok med at blive træt af det.

Selvom det er svært at forestille sig.

Så når jeg har spist mine chokolademuffins, så vender jeg nok tilbage til det med flere grøntsager og sådan.

Men lige nu, og nogen gange, så må man altså godt give efter.

Især når det drejer sig om chokolade.

xxx