Tag: corona

Kødløs

Coronagak episode 3, 2

-far, spurgte den ene af pigerne, imens de hjalp sømanden med opvasken, tror du, at der er nogen, der lader deres katte leve vegansk?

-hold nu kæft, brølede sømanden og skrubbede vildt og intenst på stegepanden, jeg bliver vanvittig, når du siger den slags. Der er sgu da ingen der lader deres kat blive veganer. Det er jo fuldstændigt sindsygt!

Her kunne yngste barnet så supplere med en historie fra internettet, om en veganerkat, der helt tydeligt var fejlernæret.

-jeg tror ikke på det, råbte sømanden og proppede hidsigt stegepanden ned i skuffen, der findes ingen mennesker, der er så åndssvage!

Så var der stille lidt, der ude i køkkenet, imens der blev tørret af og fejet, og tænkt over verdens besynderlighed.

Verden er jo som bekendt fyldt med syge stoddere og åndssvage kællinger, som sømanden plejer at udtrykke det, og veganere bliver vores katte nok aldrig.

Men “Toogoodtogo”-app’en skubber i hvertfald på grøntsagsindtaget, og mængden af hjemslæbte clementiner førte igår til 5 liter hjemmepresset frugtjuice.

Og restproduktet fra juiceriet smed sømanden resolut i en omgang hjemmebagte boller.

Nu med clementinsmag.

Så det kan godt være, at vi coronakeder os, men vi er i hvertfald blevet lidt sundere.

For det er jo nemt nok at falde i hyggespiseriet dybe sorte hul, når der ikke rigtigt er andet at lave.

Så lokker slik og chokolade, hyggesnacks, romkugler og skilpaddeis, og tilbyder varme, hygge og et øjebliks virklighedsflugt.

Så derfor er julepynteriet for alvor gået igang her på matriklen, for hvad skal vi ellers lave.

Og lyskæder, nisser, glaskugler og alverdens glimmerragelse tilbyder jo også et kig ind i verden, som den var engang.

Ikke dengang før krigen, eller dengang i tresserne eller i vikingetiden.

Bare sådan, som det var, dengang sidste år.

Xxx

Med glimmer på!

Coronaneverendingstory episode 3, 1

Imens nogen har valgt at bruge weekenden på at stille deres traktor ved Langelinie, så er der en anden en, der har brugt weekenden på at smøre glimmer på julekugler.

Det er muligvis at stikke hovedet i glimmerbusken, men det er godt nok svært at rumme alt fra demonstrationer, tastaturkrigernes kamp på de sociale medier, folk i lidt for små habitjakker, der vil være kalif i stedet for kaliffen, statistikker om dødelighed og julens røvsyge ståen for døren.

Så kan det godt hjælpe at hælde lidt glimmer ud over det hele.

Altså, det hjælper jo ikke rigtigt noget, men så er der i hvertfald glimmer på.

Så det har jeg gjort.

Smurt glimmer på hårblomster og julekugler og hørt den samme julecd rigtig mange gange i træk.

Cd’en har nemlig sat sig fast i afspilleren, og sømanden var på havet, så jeg måtte afvente hans tekniske kunnen.

-måske skulle vi bare smide lortet i skraldespanden, foreslog han efter et par sekunders inspektion, det er jo noget gammelt ragelse.

Så var det, at jeg blev helt irriteret indeni.

For jeg ved godt, at man kan streame fra telefonen, lave playlister og det er jo SÅ meget nemmere.

Men jeg kan bare godt lide mine cd’er.

Og min pladespiller.

Vi konstaterede derfor ret hurtigt, at lossepladsen ikke var en mulighed.

Så stod vi der, sømanden og jeg, og kiggede på den sorte kasse, som nægtede at spytte en cd ud, selvom sømanden havde forsøgt at lirke med en urtekniv.

-nu skal jeg altså på havet, sagde han så, lagde urtekniven på køkkenbordet og gik ud af døren.

Så nu har jeg lært den cd udenad, imens jeg har opgraderet 5 gamle julekugler, drukket to kopper kaffe og lukket kattene ind og ud femhundrede gange.

For nogle gange, så kan man ikke rumme mere, så bliver de store linier for store, horisonten fortoner sig, og alting bliver for meget.

Så er det godt, at man kan dyppe sin pensel i glimmer, lade op og lade verden være et øjeblik, imens julemusikken kører i båndsløjfe.

Xxx

The End

Coronacirkus episode 2, dag 13

Jar-men, jøsses Maren, kommer der virkelig en ende på alt det pangel?

Og så før tid!

Nu var vi lige ellers blevet vant til, at alting blev forlænget, udsat og lukket.

Vi har holdt op med at glæde os til noget som helst, fordi alting bliver jo alligevel til ingenting, når coronamonstret stikker sit kronede hoved frem.

Men nu blæser der nye vinde over Nordjylland.

Skal vi nu finde bøjlebh’en frem, kridte balskoene, frisere håret og gå ud i virkeligheden.

Vi er godt nok tilbage til restriktionerne før nedlukningen af Nordjylland, men det er jo også en slags fest.

Når man er trængende, kan alt bruges…

Så nu skal hjemmekontoret pakkes ned, stables ind i bilen og fragtes til kontoret til et gensyn med kollegaer, kopimaskiner og fælles toiletter.

Og jeg glæder mig.

Sømanden glæder sig også.

Det kan godt være lidt hårdt at komme hjem til en kone, som ikke rigtigt har oplevet det store i løbet af dagen, men som alligevel gerne vil fortælle om det hele.

I detaljer.

Jeg kan godt mærke, at hans interesse ikke er så stor, men hvem har jeg ellers skulle fortælle de spændende ting til.

Hans reaktion, da jeg fortalte at katten havde haft mareridt, var i hvert fald en lille smule distanceret.

Men pyt med det, for i morgen skal jeg ud af døren.

Jeg skal have madpakke med, makeup på, strømpebukser og trusser med elastik.

Måske nupper jeg også et brusebad.

Xxx

Nu tæller jeg..

Coronamedløgpå episode 2, dag 12

Vi har nu set Harry Potter nummer 1 og nummer 2.

Så mangler vi kun 400.

I to’eren listede Harry rundt på gangene, fordi han kunne høre noget, der kaldte på han igennem væggen.

Imens de tre entusiastiske unge mennesker susede optimistisk rundt, for at finde monsteret, der hviskede igennem væggen, slog det mig.

Det er nøjagtigt sådan, jeg har det med nutella.

Det kalder også på mig igennem væggen.

Lige nu har vi et næsten tømt nutellaglas.

Altså det er jo ikke den rigtige nutella.

Det er noget der hedder Chokonussa, og det kræver kontant opbevaring i køleskabet, for ikke at blive flydende.

Sømanden påstår hårdnakket, at han overhovedet ikke kan smage forskel.

Men selvom det er nutellas kusine i tredje led, så er den kaldende hvisken uomtvistelig, konstant og den stopper ikke, før glasset er helt kørt helt i bund.

Når man kommer dertil, at uanset hvilken vinkel kniven holdes i, så kan man bare ikke få fat i de sidste insisterende klatter, der stædig klæber sig til bunden og kliner sig fast på siderne.

Så jeg forstår så udemærket Harry og hans to raske svende.

Når det kalder, så kalder det.

Så må man følge efter.

Især når man sidder inde ved spisebordet, og prøver at få alting til at ligne en normal arbejdsdag.

Med frokostpause, kuglepenne på bordet og et virvar af ledninger.

Men der er bare så stille.

Jeg savner kopimaskinen, folks slæbende fodtrin, de små hyggelige bemærkninger og andre menneskers vejrtrækning.

I dag har vi kun været mig og chokonussa.

Og en pose pistacienødder, som har givet mig ondt i maven.

Xxx

Dagen der gak

Coronalalaland episode 2, dag 11

Så gik den dag.

Nummer 11.

Uha, som tiden flyver når man har det sjovt!

Min arbejdsdag sluttede klokken 15, så der slukkede jeg for computeren, og kiggede mig omkring i stuen.

Der var jeg nok lige kommet til det punkt, hvor jeg ikke rigtigt vidste, hvad jeg skulle lave.

Jeg må altså tilstå, at jeg keder mig af helvede til.

Så ansporet af min veninde, studievejlederen, gik jeg på loftet efter årets første nedtagning af julepynt.

I nogens verden, er det måske for tidligt, men på vores vej, der er jeg faktisk lidt bagud.

Og det er ikke naturpynt, diskret belysning og udvalgte farvetemaer der dyrkes.

Det er mere ovre i den udknaldede afdeling, hvor der ikke bliver sparet på noget, når det kommer til udendørs belysning.

Og den er jeg helt med på, så jeg fik åbnet loftslemmen og kravlede op på loftet.

Det første jeg fik hevet ned fra loftet, var mit hvide plastikjuletræ.

Et skattet fund fra sidste jul, hvor jeg spottede det, imens jeg var på arbejde, og derfor ikke havde mulighed for at handle på min indkøbsimpuls.

Jeg var meget bekymret for, om det blev solgt, inden jeg nåede ned i butikken.

En bekymring, som jeg blev nødt til at indvie sømanden i.

Han var iskold.

-bare rolig, sagde han, det bliver ikke solgt, der er ikke andre end dig, der vil eje det.

Han fik ret og jeg fik et hvidt juletræ.

Så det har jeg pakket ud idag.

De kulørte lyskæder til pergolaen må vente lidt, da regnen kom snigende ind over gårdhaven, og umuliggjorde ophængning af udendørs gejl og lir.

Jeg har faktisk to plastikjuletræer, det hvide og et grønt. De står fremme hele december, pyntet med min samling af glaskugler.

Så kan vi rigtigt nyde alle de fine ting.

Selvom det ikke rigtigt kan hidse sømanden op.

Hans interesse går mere i retning af cykelreparationer, lynghonning og den slags.

Så lyskæderne har jeg for mig selv her på matriklen, men jeg behøver bare at kigge ud af indkørslen, for at se mine åndsfæller i aktion.

Xxx

Det var langt…

Coronarendmigirøven episode 2, dag 8

Jeg læste engang, at ens bryster vil blive 9 cm længere, hvis man ikke bruger bh.

9 cm.

9.

Jeg kan ikke rigtigt huske tidshorisonten, og kan heller ikke lade være med at spekulere på, hvem der har forsket i brysters længde, med og uden bh.

Hvordan har man fundet ud af det?

I hvertfald er det en tanke der strejfer mig, hver gang jeg spænder op og lader tingene leve deres eget liv.

9 cm.

Men sådan er det vel med alting, der bliver sluppet fri.

Bryster, børn, coronavirus..

Og det er vel også det Mette F. er igang med, derinde på Borgen. At samle op, rulle sammen, folde sammen og komme det hele tilbage i skålene.

Så må vi jo bare håbe på, at størrelsen stadigvæk passer..

Og imens vasker vi andre joggingtøj og gør klar til en weekend, hvor vi heller ikke skal noget.

Intet.

Det burde efterhånden være en vane, men jeg er lige skuffet hver gang, jeg endnu engang ikke skal noget som helst.

Og jeg venter bare på den der åbenbaring, som folk får, når de har opholdt sig i et kloster, på kanten af et bjerg i Nepal.

Hvor man går totalt i zen, og resten af livet bare sætter pris på de små gratis glæder, aldrig mere bliver grebet af et materialistisk begær eller drikker sig bimmelim.

Det skulle eftersigende, være det højeste trin i den menneskelige udvikling.

Der er bare lige det ved det, at jeg synes, at det lyder lidt kedeligt.

Og meget alvorligt.

Så jeg er faktisk lidt bekymret.

Tænk hvis jeg ender med, at jeg udvikler mig i den retning!

Og går nonner overhovedet med bh?

Hvis ikke de gør, så er jeg for alvor på spanden.

For de er altså lange nok i forvejen.

Xxx

På med træskostøvlen

Coronavalsen episode 2, dag 7

Jeg opdagede her til morgen, at en facebookven havde valgt at tilbringe gårdagen i pink træskostøvler.

Bare sådan for at holde humøret oppe på sig selv.

Et andet muntert indslag på Facebook var en kvinde, der var meget bekymret over begrebet samfundssind og borgernes behov for at følge retningslinierne.

Som argument bragte hun Phobos på banen.

Nu vidste jeg ikke lige, hvem Phobos var, så der jeg hentede hjælp hos Google.

Det viste sig så, at planeten Mars har to måner.

Den ene hedder Phobos.

Uvist af hvilke årsager, mente damen, at Phobos havde en stor indflydelse på pøblens håndtering af Covid 19.

Så trak hun tråde til anden verdenskrig, nattelivet, aflivningen af mink og magtindehavernes ubetingede og tilsyneladende hovedløse behov for udøve magt, suppleret med et bibelcitat.

Egentlig en ret flot præsentation.

Og hvis hun mangler en ny hat, så giver jeg gerne den rulle staniol.

Et andet festligt indslag her på matriklen er, at sømanden har downloaded “Toogoodtogo”- appen.

Her kan man for billige penge, lægge billet ind på poser med mad, som supermarkedet ikke kan sælge, fordi de nærmer sig sidste salgsdato.

Det er både klimavenligt, giver et varieret udbud af frugt og grønt og så er det billigt.

Og da sømanden stammer fra en slægt, om hvem man i hvertfald ikke kan sige, at de rutter med pengene, så er det lige noget for os.

Det betyder også, at der kan være frugt og grønt i posen, som man ikke lige selv havde valgt.

Et hokkaido-græskar for et eksempel.

Og sådan er hverdagen alligevel fyldt af små vigtige glæder og festlige indslag, man skal bare huske at kigge efter dem.

Xxx

Strik og sprit

Coronamarathon episode 2, dag 5

Hvor mange strikkede klarklude har man egentlig brug for?

Åbenbart en del, hvis du spørger mig.

Det er jo også en måde at holde vanviddet fra døren.

Så kan man sidde der og koncentrere sig om at strikke en kulørt klarklud, imens granvoksne mænd fra lokalområdet bryder sammen i aftenshowet, fordi hele deres eksistensgrundlag skal smides ud, og de skal oven i købet, selv hælde det i skraldespanden.

Det er famne da trist.

Så er det godt man har sin klarklud.

Så kan man koncentrere sig om, hvilke farver man skal vælge næste gang, til næste klud, for det kan man da i det mindste holde fast i.

Og sømanden har koncentreret sig om at lave ænder.

For i aften er det jo Mortens aften, og så skal der jo and på bordet.

Og husets to katte, Gamle kat og Nye kat, som sømanden kalder dem, har opført som åndssvage det sidste døgn, hvor huset har duftet af frossen and, optøet and, stegt and, kold and og nu stegt and igen.

Og sådan nåede vi så til dag 5, og coronakvalmen sidder stadigvæk i halsen.

Så nu skal tiden bare gå.

Hurtigt.

Og heldigvis er det jo snart tid til at rykke julepynten ned fra loftet.

Og det er jo aldrig for tidligt.

Aldrig.

Så kan vi hælde glimmer og stads udover en usædvanlig grå hverdag, tage julestrømper på og varme æbleskiver i microovnen.

Hvis de bliver jo hårde i bunden af microovnsopvarmningen, så skal man bare varme dobbelt så mange, og nøjes med at spise den bløde øverste halvdel.

Og kommes der rimeligt med flormelis og syltetøj på, så glider det jo nok ned alligevel.

Tiden er ikke til at være kritisk over småting.

Man skal holde fokus på de store linier.

Presse jahatten helt ned i panden, og tænke på alle de spændende oplevelser efteråret alligevel har budt på.

En global epidemi for et eksempel.

Et crazy præsidentvalg.

Folks forargelse, når dem der hedder Søren, glemmer at spritte af.

Følelsen af en vatpind i halsen.

Briller der dugger, når man bruger mundbind.

Gode foreslag til at undgå dug, fra folk der ikke selv bruger briller.

Og sidst, men ikke mindst, stanken af håndsprit.

Xxx

Partyfantasi

Coronauendeligheden episode 2, dag 4

Holder I også fantasifester inde i jeres hoveder?

Det gør jeg.

Digter lange historier om hvem der skal inviteres, hvad menuen står på, hvor sjovt det bliver, musikken og påklædningen bliver overvejet, drinks bliver planlagt.

Mine fantasifester går altid rigtigt godt, indtil en bil dytter på vejen, naboen råber af ungerne, eller katten jamrer sig ved hoveddøren og virkeligheden vender tilbage.

For hold nu k… hvor er jeg træt af den virkelighed.

At arbejde hjemme, ved spisebordet i stuen, er nøjagtigt lige så irriterende og trættende, som jeg husker det.

Og det er jo ikke ret lang tid siden, vi sidst sad der og afventede verdenssituationen.

Når mit nye liv starter, I ved, postcorona, så vil jeg aldrig nogensinde sige nej til noget somhelst.

Uendelige fester i forsamlingshuse, med E-formede bordplaner, hjemmelavede lejlighedssange og fulde onkler, det lyder lige til at være noget for mig.

Mit gamle jeg ville tænke, at det måske lød lidt som en tør kiks, men mit nye jeg, mit efter-corona-jeg, glæder sig allerede.

Der er garanteret både ananasringe med hønsesalat, honningglaseret skinke og islagkage til dessert.

Nums

Og alle de spændende samtaler med folk, som man aldrig har mødt før, og aldrig kommer til at møde igen.

Og det gør ikke noget, hvis jeg får en bordherre, der kun svarer med enstavelsesord.

Så kan jeg jo bare sige noget.

Og det er jeg ret god til.

Bare jeg får nogle nye at snakke med.

Jeg har jo sømanden, og han er en udemærket samtalepartner, men vi er nødt til at være ærlige.

Emnerne er ved at være lidt udtømte.

Sømanden er selvfølgelig altid klar på en sludder om anden verdenskrig, den tidligere konflikt i Jugoslavien og det kaspiske hav, men altså, det kunne være forfriskende med lidt nye input.

Og jeg er ikke kræsen.

Jeg er faktisk klar til at snakke med hvem som helst, om hvad som helst.

For efter sådan et år i coronaens tegn, så er jeg godt nok ved at være en smule socialt understimuleret.

Jeg har kun været til tankstationsejerens 50 års fødselsdag.

I februar.

Det var det.

Så det kan man da vist godt kalde for et tomt balkort.

-og der er ikke rigtigt nye fester i kikkerten.

Så derfor holder jeg altså fantasifester engang imellem.

Og hvis sømanden er sød, og tager pænt tøj på, så kan det være, at han får lov til at komme med.

Xxx

Tæl til ti..

Coronaevigheden episode 2, dag 3

Imorges kunne jeg konstatere, at jeg faktisk har et imponerende antal hår på hagen.

Hvor kommer de fra?

Og nu har jeg jo ligesom tid til at tælle dem.

Der er faktisk flere, end jeg regnede med.

Jeg hiver dem beslutsomt ud, her i huset er jo sømanden der står for afdelingen for fuldskæg, men det er da alligevel utroligt.

Det er jo nok alderen.

Der er også begyndt at komme nogle helt vanvittige lange, hvide, stive hår imine øjenbryn.

De ryger altså også.

Og når vi nu er ved alderstegn, så er det også bemærkelsesværdigt, som tandkødet krymper med alderen.

Når det så er sagt, så har man jo også helt afsindigt god tid til at nærstudere alverdens sager i denne tid.

For et eksempel, så har jeg helt styr på antallet af småfugle i haven, 3 stillitser, 6 solsorte og elleve musvitter.

Her til morgen havde vi også et rådyr i haven.

Og inden nogen dåner af begejstring over deres nuttethed, så må jeg indrømme, at jeg har indledt en intens og opslidende krig imod de satans ædedolke.

Jeg banker på ruden, truer med knyttede næver og råber ud af havedøren.

Rådyrene er skide ligeglade.

De spiser lystigt videre af mine tulipaner, sommerblomster og nipper af urtebeddet.

Jeg mener, hele heden er faktisk relativt ledig, så der må da være en bette plante, de kan spise derude.

Jeg ved godt, at de højner Disney- faktoren, men hold nu kæft, hvor jeg synes, at de er irriterende.

Så det har jeg sådan set brugt min dag på; at sidde på køkkenbænken og hidse mig op over rådyr.

Helt indædt har jeg skulet henover min kaffekop og fået afløb for en masse frustrationer.

Men det har jeg jo også god tid til, for jeg skal jo ikke rigtigt andet!

Xxx