Bare ben og tophue

Jeg har smidt strømpebukserne.

Sådan.

Efter en heftig svedetur på arbejdet, cyklede jeg målrettet hjem, trak strikkjolen over hovedet og hev strømpebukserne af, og kylede det hele hen i et hjørne af soveværelset.

Bagefter smed jeg mig i søstjernestilling på sengen, for sådan lige at få lufttørret alle arealer.

Så var det, at jeg besluttede mig for, at nu er foråret altså for alvor startet, og de tykke sorte strømpebukser er blevet forvist til skuffen, indtil efteråret sætter ind.

Så i dag cyklede jeg afsted uden strømpebukser.

Med solen lige i ansigtet, og de vinterblege ben stukket i et par sandaler.

Fuldstændigt overbevist om, at resten af verden da også kunne mærke foråret.

Indtil jeg mødte en dame i lang dynejakke, halstørklæde, luffer og tophue.

Hun skuttede sig i kulden og kiggede bekymret ud under huens tykke kant, imens hun spejdede efter snestorme, forkølelser og halsbetændelse.

Også krydsede vi hinanden.

Optimisten og pessimisten.

Frossenpinden og den evigt svedende viking.

Hun, forsigtigt trippende på fortovet i medvind, og mig på min cykel i modvind, med frakkeskørterne blafrende i vinden.

For vi havde begge to klædt os på efter forholdene.

Og vejret.

Og sådan er alting jo relativt, og der findes jo ikke dårligt vejr, kun dårlig påklædning, som børnehavepædagogerne altid påpeger, spørgsmålet er jo bare, hvad dårlig påklædning egentligt er.

Og et sekund mødtes vores øjne, der under tophuens kant, og vi stemplede straks hinanden som fuldkommen vanvittige og ude af trit med virkeligheden.

Og så var det, at jeg blev helt glad for at bo i et land, hvor man selv bestemmer, om man vil gå til købmanden i bare ben eller foretrækker at rulle sig ind i dynejakker og halstørklæder.

For selvom vi lever i den samme verden, så lever vi jo i hver sin virkelighed, og det gør jo bare det hele lidt mere interessant.

xxx

Kend dig selv!

Har du nogensinde prøvet at google dig selv?

Sådan lige tastet dit navnet ind i søgefeltet og trykket søg, bare for at se hvad der sker?

Det har jeg gjort engang.

Og da jeg ikke kender andre med min navnekombination, var det med en klar forventning om, at fotos og oplysninger om mig selv ville dukke frem på skærmen.

Det skete bare ikke.

For jeg har åbenbart en navnesøster i Amerika.

Som var blevet anholdt for at banke sin mand og to sønner med en stegepande.

I en trailerpark.

Politiet var blevet tilkaldt af nervøse naboer, og havde efterfølgende trukket hele familien med på stationen.

Det hele var omhyggeligt beskrevet i en avisartikel, som også var prydet med mugshots af hele familien.

Kvinden med stegepanden optrådte som den første, med langt permanentet hår, et markant underbid og ondskabsfuldt udtryk i øjnene.

Her efter fulgte fotos af hendes granvoksne sønner, der virkede både forskræmte, forslåede og lidt forvirrede.

Til sidst var der et foto af hendes trætte mand, med blåt mærke i panden, et træt blik i øjnene og et stort hvidt overskæg, der hang opgivende ned af hagen.

Nogen gange så tænker jeg på hende, min navnesøster, der over i Amerika.

Hvordan mon hun har det?

Hvordan ender man der, hvor man tæver to granvoksne sønner og en mand med en stegepande?

Er det noget hun gør tit, eller fik hun bare nok den dag?

Den anden dag fik jeg så en sms fra min veninde. Hun havde, ved et tilfælde, fundet en af mine andre navnesøstre, en webmaneger for fodboldklubben Brøndby.

Trods alt i den mere normale ende af skalaen.

Så nu er vi tre.

Måske skulle vi lave en klub?

xxx

Sov godt!

Sømanden har sendt mig til lægen.

Efter mange søvnløse nætter og intens søgen på internettet, mener han, at jeg lider af søvnapnø.

Tilsyneladende ligger jeg og holder vejret i lange perioder om natten, hvorefter jeg intenst og højlydt gisper efter luft.

Herefter vender jeg mig om på siden og sover fredeligt videre, imens han ligger lysvågen og venter på det næste anfald.

Desuden påstår han, at jeg begyndt at snorke og når det så toppes med mine mange og livlige mareridt, så er det en cocktail der betyder, at sømanden er begyndt at længtes efter en god nats søvn uden afbrydelser.

Det har taget mig lidt tid at anerkende muligheden for en diagnose, også fordi der rammer min forfængelighed, når han påstår, at jeg snorker.

Det er bare ikke lige det billede, jeg havde af mig selv.

Men så læste jeg, at Susse Wold også lider af søvnapnø, og som følge deraf har belastet sit hjerte.

Tilsyneladende har det noget at gøre med bløddele i ganen, og kan ramme alle uanset størrelse, vægt og alder.

Således informeret og opmuntret, bestilte jeg tid ved lægen.

Hun var faktisk lidt i tvivl proceduren, og bad mig om at bestille tid hos en øre-næse-hals-læge.

Så et par måneder senere ramte jeg venteværelset hos en øre-næse-hals-læge, hvor jeg sad og ventede blandt gamle ugeblade, en rodekasse med legetøj og de der koboltblå stole, som åbenbart er et krav, for at få lov til åbne en lægeklinik.

Jeg nåede lige at tænke over det med alle de udenlandske læger og deres kommunikations vanskeligheder, da en Laudar blev kaldt ind til konsultation.

Jeg rejste mig og fulgte efter den unge, kvindelige læge.

Efter lidt snak frem og tilbage, suppleret med lidt fagter, greb hun en metal dims og begyndte kigge i min hals.

-sig arh, sagde hun.

Så det gjorde jeg.

Sagde arghhhh.

Også sad vi der, sådan helt tæt på hinanden, mig med en metaldims i munden, og hende med et koncentreret blik på min drøbel.

-din garne hænger som gardin, konstaterede hun så, og tog dimsen ud af min mund.

-hva’, udbrød jeg, og var helt ærligt lidt forundret.

Som gardin!

Herefter fulgte et par andre undersøgelser, som bekræftede problemet.

Til sidst rullede hun lidt tilbage på stolen, lagde armene over kors og foretog en samlet vurdering.

-men du også har fedtdepot på hals, meddelte hun så og lagde hovedet på skrå.

-Fedtdepot på hals, gentog jeg og blev helt panisk ved tanken om en ny mystisk sygdom.

Hun kneb øjnene lidt sammen.

-måske du tabe nogle få kilo?

-årh, ja, tænkte jeg, det er vist ikke gjort med nogle få kilo, men den leg kan vi da godt lege.

Herefter fulgte en længere samtale, indtil vi fik opklaret, at Ålborg sygehus vil indkalde mig til yderligere undersøgelse via e-boks.

Også blev jeg hældt ud på gaden igen, og stod lidt der, med mit fedtdepot på hals.

Så nu venter jeg på besked i e-boksen, sømanden må vente lidt med den nattesøvn, og måske skulle man bruge ventetiden på at gøre noget ved den fedtdepot på hals.

xxx

Hvor svært kan det være?

Noget af det der kan fylde, når man er forældre til børn i børnehave-og skolealderen er den uendelige mængde af tvangssamvær.

Rækken af spiseaftner, julearrangementer, halloweenfester, forældrefester og sportsbegivenheder kan virke som et uoverskueligt bjerg af endeløs smalltalk, timer på hårde plasticstole og en konstant skæven til uret, for at se, om klokken for hulen da ikke snart er 21, så vi kan komme hjem.

Det boomer især omkring juletid, hvor mængden af arrangementer med lunken gløgg, stenhårde pebernødder, pakkespil og slatne æbleskiver hurtigt fylder kalenderen.

Her i huset toppede vi for et par år siden, hvor vi nåede 11 pakkespilsarrangementer i december.

11

Det er et hver anden dag lige indtil juleaften!

Til sidst tog jeg mig selv i at brøle til ungerne, at de ikke skulle åbne gevinsterne fra pakkespillet, men bare hælde hele lortet i en pose, så det kunne genbruges næste dag.

Men for to år siden, skete der pludselig noget nyt i den yngstes klasse.

Det var en forældrefest.

Hvilket i første omgang godt kan lyde som en tør kiks.

Med mad tilberedt i skolekøkkenet og ophængte papskilte med ølpriser.

 Men denne her gang lød konceptet på Running Dinner.

Et koncept, hvor man bliver delt op i hold og skal spise forret og hovedret forskellige steder, og med forskellige mennesker, hvorefter alle mødes, mere eller mindre feststemte for at spise dessert og feste på skolen.

Uden børn naturligvis.

Det kræver så, at der er nogen, der melder sig til at stå for forret eller hovedret i deres privat hjem.

Jeg meldte mig straks til at stå for en forret.

Hvilket fik sømanden til at gå helt agurk.

-du kan jo ikke lave mad, brølede han, og huskede opgivende dengang han måtte skrue komfuret fra hinanden, fordi jeg havde lavet lasagne.

Og det har han jo ret i.

Jeg kan ikke koge et æg uden at google opskriften først.

-og jeg kan godt sige dig, proklamerede han, da han så mit allerbedste fedterøvssmil, jeg hjælper dig famne ikke, den står for egen regning!

Jeg havde ellers kalkuleret med, at han skulle lave maden og stille den parat i køleskabet, så jeg bare skulle trække folien af og stille maden på bordet.

Jeg følte mig slået hjem i Ludo, og ringede til min mor for at få moralsk opbakning.

Hun kan heller ikke lave mad.

-det er da ikke noget problem, meddelte hun, du skal bare hælde en masse sprut på gæsterne, så er der ikke en sjæl, der tænker over det med maden!

Således inspireret drog jeg i Rema1000 for at overveje mine muligheder.

Og de havde mexicanske øl på tilbud.

Og nachos.

Så det blev menuen.

Iskolde mexicanske øl, vodka og nachos.

Sejren var i hus.

Ridende på den bølge af succes, meldte jeg mig endnu engang til at stå for en forret året efter.

Sømanden blev uendeligt træt, og kunne næsten ikke rumme min ukuelige optimisme, men denne her gang havde jeg en plan parat.

Sild og snaps.

Med karrysalat og hårdkogte æg.

Jeg måtte godt nok lige google det med æggene, men ellers var det jo bare at skrue låget af sildeglassene.

Så nu har jeg meldt mig for tredje gang.

Problemet er bare, at jeg er lidt tom for ideer.

Indtil videre er ananasringe med hønsesalat, rejecocktail med kinakål, makrelmadder med mayonnaise og havregryn med rosiner på listen, men det lyder alt sammen lidt besværligt, bortset fra det med havregryn, som bare lyder lidt for tarveligt.

Så nu er jeg gået i tænkeboks, og hvis alt andet glipper, kan jeg jo altid ringe til det lokale pizza-bud, som gerne kommer ræsende på sin sorte scooter.

xxx

Bonus

Kender I det, når man er ved at støvsuge, og så lige pludselig finder et stykke konfetti fra nytårsaften 2005.

Og man kan ikke engang lyve for sig selv, og påstå, at det er fra sidste nytårsaften, for der var man slet ikke hjemme.

-og desuden er årstal på, så det har tilsyneladende opholdt sig i stuen i 14 år.

I dag da jeg støvsugede, sad der lige pludselig en chokoladebar på tværs i mundstykket.

En chokoladebar!

Under almindelig støvsugning af stuen, lød støvsugeren pludseligt lidt mærkelig, og sugevnen var betydeligt nedsat, og en hurtigt inspektion af mundstykket afslørede en chokoladebar med smag af julekiks.

Det udløste en række af spørgsmål, som fx:

1.Hvordan kunne jeg overse en chokoladebar midt på gulvet?

2. Hvor længe har den ligget der?

3.Hvorfor er den ikke blevet spist?

4. Er det ulækkert at spise en chokoladebar, der har siddet fast i støvsugeren?

5.Skal jeg bare skynde mig at spise den og få den for mig selv, eller fortælle historien til resten af familien, og dermed risikere at skulle dele?

6. Hvad ligger der ellers på gulvet?

7.Ligger der andre værdifulde genstande i støvsugeren, -og kan de evt spises?

Chokoladebaren er ikke mere, problemet er løst, og støvsugeren kører fint igen, men hvor er det godt, at jeg ikke måler mit eget værd ud fra rengøringsstandarden i hjemmet.

For så vil det da godt stå skidt til!

I mere end en forstand.

På plussiden, så er det da altid rart at få lidt lækkert til eftermiddagskaffen.

xxx

Med eller uden filter!

Åh, jeg holder så meget af mennesker uden filter.

Ikke uopdragne, ondskabsfulde og belærende mennesker, som siger deres uforbeholdne mening, blot at såre andre, eller fremhæve sig selv.

Dem er jeg ikke så vilde med.

Mere dem der taler lidt for højt, spilder på tøjet og siger de helt forkerte ting, på de helt forkerte tidspunkter.

Dem, der fyrer vittigheder af på upassende tidspunkter, og selv er ved at dø af grin, imens resten af selskabet sidder helt indtørrede og overhovedet ikke synes, at det er morsomt.

Den slags mennesker.

Dem, der spiser det mad man stiller på bordet, uden alle mulige underlige krav og restriktioner, men bare syntes det er hyggeligt, at nogen har gjort en indsats.

Dem, der indrømmer at de nogen gange glemmer at gå i bad, har opgivet at følge med i politik og køber den billigste gin, for det skal alligevel bare blandes op med sodavand.

Sådan nogle mennesker.

Dem der lider af sandheds-tourettes, spiser romkugler i smug og glemmer at lyne deres tishul, når de har været på WC.

Dem er kommer på arbejde med mascara på det ene øje, går i supermarked i nattøj, fordi de har glemt at skifte og dem er ved et uheld spiser andres menneskers madpakke, fordi de troede det var deres egen.

Den slags.

Folk der holder igen, som altid taler afdæmpet og velovervejet, med et behersket kropssprog og som ALDRIG spilder på tøjet, gør mig dybt urolig.

Med respekt for, at vi alle sammen er forskellige typer, så er det alligevel som om, at dem der er bedst til at beherske sig, har den højeste status.

-eller de bliver i hvert fald tillagt den højeste status.

Sikkert begrundet i kultur, miljø, Emma Gad og den slags halløj, men mit problem er bare, at jeg keder mig ubeskriveligt, når jeg er i den slags selskab.

Hvor man sender det hjemmelavede havtornssyltetøj HELE vejen rundt om det ekstremt veldækkede bord, og alle omhyggeligt tager en lille tilpas skefuld, imens man skal huske at rose værtindens langtidshævede rugboller, selvom de smager af gammelt hø og ligner forvoksede kokosmakroner.

Interesseret skal man så spørge ind til opskriften, der altid involverer noget med en flettet kurv og hævning i cykelskuret, imens man er bange for at knække en tand og længtes efter en hvid fødselsdagsbolle.

Med smør.

Og man afbryder ikke hinanden, men lader folk tale ud, uanset hvor dræbende kedsommeligt en historie de fortæller, imens man nipper delikat og feminint af både bollen og kaffen, og beundrer dugen, fordi ens hjerne er død af kedsomhed og man ikke kan finde på andre spørgsmål.

Og hvis det er en fødselsdag, så bliver gaverne ikke pakket ud før efter kaffen, så alle kan se, hvor dygtigt værtinden er til at beherske sig.

Og man spiser kun en bolle pr. person, for man er jo ikke sådan en grådig en, men hvis man er meget sulten, kan man altid forsigtigt høre, om sidemanden vil være med til at dele en bolle.

Lækre og velduftende kager bliver sat på bordet, og man tager et lillebitte stykke, for man skal jo smage når der sådan er bagt, – men også lidt fordi den langtidshævede bolle sidder lidt fast i halsen.

Imens spørger man aktivt og interesseret ind til hinandens ferieplaner, måske taler lidt om hortensiaernes blomstring sidste sæson og dupper sig forsigtigt om munden med en serviet.

Man holder sig for god til at sladre, men har man noget, der alligevel presser sig på, så bliver det fortalt med bedrøvelig ansigtsmimik, dæmpet stemme og alvorligt kropssprog.

Man er iklædt lyst og venligt tøj, feminin, men praktisk frisure, og alle har medbragt tørklæde og en lækker cardigan, for der opstår altid træk, og hvis man er sådan en der altid sveder lidt, og hurtigt får det lidt for varmt, så er det i hvert fald ikke noget vi taler om.

Det er bare det, at jeg næsten ikke kan holde mig vågen i den slags selskaber.

Og i mange år troede jeg, at det var mig, der var noget galt med.

Så troede jeg, at det var dem, der var noget galt med.

Men jeg er efterhånden nået til den konklusion, at det bare ikke er noget for mig.

Jeg kan godt lide selskaber, hvor folk afbryder og råber i munden på hinanden, spiser til de er mætte og begejstret flår papiret af gaverne, fordi det er for fedt at få pakker.

Hvor der bliver spildt på dugen, og hvor værtinden har lavet maden selv, hvis hun gider og hvis hun ikke gider, så har hun købt noget i Netto.

Hvor man kommer kl.13 og går kl.22, fordi det bare var skide hyggeligt, og hvor der bliver grint, snakket og talt frit fra leveren om livets udsving, både det der gør ondt, og det der er sjovt, og hvor ferieplaner, valg af håndklædefarver og elkedler ikke fylder ret meget, for der er så mange tusind andre ting, som er meget mere spændende.

Hvor man griner så meget, af sig selv og hinanden, at man pludselig må løbe på toilettet for ikke at tisse i bukserne, hvor man bliver grebet af fællessang og alle synger med på et gammelt 70’er hit, og hvor man pludseligt opdager, at hende der sidder overfor, engang har knaldet ens fætter.

Den slags selskaber samler jeg på.

Der hvor folk ikke har noget filter, hvor der er højt til loftet og latteren får bordet til at gynge. Hvor alle mulige siger alt muligt i munden på hinanden, og hvor man indrømmer blankt, hvis man har noget godt sladder.

Den slags.

Og det er ikke nogen fordømmelse, eller konkurrence, men blot en konstatering.

Personlig smag.

Jeg holder så meget af mennesker uden filter.

xxx

Handel og vandel

Jeg fik lov til at komme med sømanden ud for at handle i dag.

Det er ellers ikke noget jeg normalt får lov til, fordi jeg har en tendens til at lægge ikke planlagte varer i indkøbskurven.

For eksempel stearinlys, en pakke med saltkød, servietter og den slags.

Men i dag løb hans gode hjerte af med ham, og jeg gik lov til at gå med ham over i Rema1000.

Her blev jeg betroet det vigtige erhverv som indkøbskurvebærer.

Et job jeg blev fyret fra umiddelbart efter, fordi jeg gik og slaskede uhensigtsmæssigt med kurven.

Han havde tydeligvis allerede fortrudt, at jeg havde fået lov til at komme med.

Mine point steg dog hurtigt igen, da jeg uvist af hvilke årsager havde en tandstik i frakkelommen, som kunne bruges, da kvitteringen fra flaskeautomaten havde sat sig fast inde i maskinen.

Til sømandens store irritation foreslog jeg herefter indkøb af remoulade, til trods for at han havde indkøbt to flasker dagen før.

Så kom jeg i tanke om, at vi manglede bananer, men dem køber vi åbenbart ikke i den butik.

Rosiner var heller ikke en mulighed.

Endelig kom vi op i den ende af butikken, hvor der bliver udbudt småting som lysestager, uldsokker og alverdens nødvendigt og unødvendigt tingeltangel.

Her mistede jeg så alle mine point, fordi jeg begyndte at nærstudere udbuddet, for at se, om der var noget jeg kunne tænke mig.

Sømandens øjenbryn røg helt op i den øverste del af panden og han begyndte få en varm kulør i ansigtet af bare irritation over mit sløseri, og fuldstændigt meningsløse behov for at brænde penge af på skrammel made in China.

-for helvede, brølede han ud i butikken, så en ældre dame forskrækket kiggede op fra køledisken – jeg får sgu stress af at have dig med!

Hvorefter han piskede ned af en gang, for at lede efter rugbrød på tilbud.

Henne ved kassen forsøgte jeg at tiltuske mig et job, så jeg fiskede den sammenfoldede plasticpose op af hans baglomme, imens han var distraheret af betalingen, og begyndte at pakke varerne.

Jeg blev omgående sat fra bestallingen, men fik dog overdraget en pakke havregryn, som jeg fik lov til at bære hele vejen hjem.

Hjemme på matriklen blev de indkøbte varer sat på plads og plasticposen omhyggeligt foldet og puttet i baglommen.

Nu gjaldt det supermarkederne nede i byen.

Nu handler jeg stort set aldrig, og kommer derfor sjældent i dagligvarebutikker, hvilket gør det til en eksotisk oplevelse for mit vedkomne. Og med min medfødte evne til at blive begejstret over nye oplevelser, blev jeg undervejs nødt til at kalde på sømanden, for at vise ham mine fund.

Han synes åbenbart ikke, at en ti liters pose med popcorn er en fest.

En vakuumpakket hel kylling vækkede heller ikke ret meget begejstring, ligesom min entusiasme for en reol udformet som en rød telefonboks, ikke rigtigt gjorde indtryk.

Et stop ved reolen med ugeblade gjorde ham synligt nervøs, men heldigvis syntes jeg også, at 74 kr. for et blad tyndere end Slagter Larsens pålæg, var alt for meget.

Ved det sidste stop blev vi enige om, at det var bedst jeg blev siddende i bilen for at spise chokolade, imens han med lange skridt gik alene ind for at købe rosiner.

-det plejer at være hyggeligt at handle, men fam’ne ikke når du er med, hvæsede han surt bagefter, imens han med aggressive ryk tvang bilen ud af parkeringsbåsen.

Men jeg synes nu, at det var en hyggelig tur, og hvis jeg bliver inviteret med igen om et års tid, når sømanden er kølet af, så tror jeg faktisk, at jeg takker ja.

xxx

Venteværelser og ugeblade

Jeg var ved lægen i dag.

I den anledning sad jeg i lægens venteværelse.

Ved siden af de stole, som man er henvist til at vente i, er der små borde, hvor diverse ugeblade er spredt ud i fristende bunker. Sådan til almindelig afbenyttelse og underholdning, imedens man venter.

Problemet er bare, at det stresser mig helt sindssygt med de ugeblade.

For lige så snart jeg griber ud efter et Billedblad, så bliver jeg grebet af panik.

For hvad nu, hvis jeg ikke kan nå at læse artiklen færdig.

Hvorfor det pludseligt bliver mig magtpåliggende at læse HELE artiklen om Kandi Johnnys 6-årige søn, er også mig ubegribeligt.

Men jeg bliver grebet af panik, spiler øjnene op, og speedlæser så hurtigt jeg kan, imens jeg krampagtigt knuger bladet i hænderne.

Og når jeg har læst artiklen og de tilhørende billedtekster, så kigger jeg altid lettet op fra bladet og tænker:

-ha, jeg nåede det, inden jeg blev kaldt ind!

Triumfen varer som regel kun i et par sekunder, før jeg bliver grebet af en ny artikel om dronningens sommerferie i Frankrig.

En historie med en brat stigende spændingskurve, hvor dronningen både går på marked og poserer i haven.

Panikken griber mig igen, øjnene åbnes på vid gab, og jeg speedlæser så hurtigt som jeg kan, for at nå at få alt fakta med, inden lægen flår døren op og kalder mig ind i konsultationen.

Det værste er næsten de sider, der handler om ugens kjole, hvor ti kjoler er linet op, med kommentarer.

Lige pludseligt bliver det alt afgørende for mig at læse om design og materialer, og i hvilken anledning, mere eller mindre ukendte damer bærer en pink kjole med slæb og tilhørende pelscape.

Og her er jeg jo nødt til at VÆLGE, hvilken kjole jeg først vil læse om.

For måske når jeg ikke dem alle sammen, og så vil jeg jo gerne læse om de bedste, men hvis jeg læser hurtigt nok, så kan jeg måske nå at vælge min favorit.

Så med høj puls drøner jeg billeder og tekster igennem, for at nå det hele.

Imens jeg i panik kigger over kanten af bladet, for at holde øje med om dørhåndtaget ind til konsultationen bevæger sig.

Jeg kan næsten blive helt lettet, når lægen endelig kalder mig ind. Og jeg kan lægge det svedige og lettere krøllede blad, tilbage på bordet.

I det sekund jeg rejser mig, rasler informationerne om kongehuset og kendisser ud af hjernen, men alligevel ærgrer jeg mig over alle de fuldstændigt nytteløse artikler, jeg ikke nåede at fræse igennem, imens jeg spekulerer over, om det ville virke mærkeligt, hvis jeg lige satte mig lidt med bladet, efter konsultationen.

Jeg kunne selvfølgelig også købe Billedbladet, det ville selvfølgelig være meget nemmere, og en anelse mere afslappet, men slet ikke nær så spændende!

xxx

Gaveregn på en lørdag

I går eftermiddags piskede sømanden afsted, sammen med den yngste af tøserne, for at handle ind til aftensmad.

Imens lavede jeg en kop kaffe og tændte et par stearinlys, og satte mig i min røde lænestol.

Fødderne op og en kat, der gav udtryk for sin generelle tilfredshed med livet, ved at spinde højt og gennemtrængende. Skumringen trak til udenfor og livet stod på pause et øjeblik.

Det blev imidlertid brat afbrudt af sømanden, der rødkindet og iført islandsk sweater, kom væltende ind i stuen.

-vi har købt en gave til dig, brølede han og viftede ivrigt med en lille plasticboks.

-næh, hvorfor skal jeg have en gave, spurgte jeg, og rakte forventningsfuldt hånden frem.

-det er da fordi, at vi godt kan lide dig, proklamerede sømanden og lagde stolt den lille gennemsigtige plasticboks i min hånd.

Det var  en æske tandstikker!

Lilla tandstikker.

Dem med spids i den ene ende og tandtråd i den anden.

-der er mere, jublede sømanden, og fòr spændt ud i køkkenet efter den næste gave.

Det viste sig at være en pose ristede løg.

-det er et godt mærke, påpegede sømanden, imens han rodede intenst i indkøbsposen, for at finde den tredje og sidste gave.

En lille flaske chilisovs, nedsat til 5 kr.

Og så sad jeg der, i min røde lænestol, og kiggede på ristet løg, tandstikker og chilisovs.

Jeg ved godt, at det ikke er sko og diamanter, weekendophold eller moderne porcelæn, men nu bruger jeg faktisk en del tandstikker, desuden er ristede løg og chilisovs er blandt mine livretter, så i min verden er det gode gaver.

Især fordi nogen havde tænkt på mig.

Fordi der er nogen, der har stået et sted ude i byen, og tænkt, at det var da lige noget, købt det og hjembragt det, udelukkende fordi de gerne ville glæde mig.

Det er da den ultimative gave.

I min verden.

xxx

Chokolademuffins

Jeg bagte chokolademuffins i går.

Jeg er ellers ikke den store bager, og går sjældent i køkkenet, det er mest sømandens domæne.

Men trangen til chokoladekager havde fulgt efter mig i en uges tid, som en kat i natten.

Hver anden tanke har handlet om chokoladekage, og ind imellem er det lykkedes mig at indflette ordene chokolade eller kage i tilfældige samtaler.

Vi er ellers i en kost-opstramningsfase her i huset.

Vi er ikke på ”afmagringskur”, som min mormor altid kaldte det.

Bare et fokus på at øge mængden af grøntsager og rydde lidt op i usunde vaner, som fredagsslik, tirsdags-marsbar og sådan.

Almindelig sund varieret kost, madpyramidekost.

Men et hurtigt besøg på google, og et efterfølgende intenst studie af madpyramiden, viser desværre ingen tegn på, at chokolade er en del af det system.

Der er muslinger, lever, selleri og spaghetti på plakaten.

Men ingen chokolade.

Eller kage.

Eller chokoladekage.

Ikke engang i den øverste trekant.

Og i disse tider, hvor kost, sundhed og madvaner er i konstant fokus, og hvor mange mennesker lever efter diverse åndsforladte mad-ideologier, opfundet af selvbestaltede kostguru’er, så venter jeg stadigvæk på chokoladekuren.

Af og til, er der små pip i damebladene om chokoladens helbredende egenskaber. Hvor der gives udtryk for, at chokolade kan øge intelligensen, sexlysten og andre interessante ting.

Men det drejer sig altid om ET stykke chokolade.

Mørk.

80% kakao.

Jeg ved simpelthen ikke, hvem der kan nøjes med et stykke chokolade.

Og jeg har altid haft en mistanke om, at dem der siger, at de kan lide 80% mørk chokolade, er fulde af løgn.

De lyver.

De lyver for sig selv og verden, i håbet om at tabe sig og få et lykkeligt og aktivt liv.

Når jeg forestiller mig en chokoladekur, så er det mere i retning af marsbar til morgenmad, snickers til frokost og chokolademuffins til aftensmad.

Men det kommer jo nok ikke rigtigt til at ske.

Og som alle andre kure, så ender man jo nok med at blive træt af det.

Selvom det er svært at forestille sig.

Så når jeg har spist mine chokolademuffins, så vender jeg nok tilbage til det med flere grøntsager og sådan.

Men lige nu, og nogen gange, så må man altså godt give efter.

Især når det drejer sig om chokolade.

xxx