Jeg følger Leonora Christine Skov på instagram.
En dygtigt, stærk og beundringsværdig kvinde, der forleden skrev følgende:
“Kender du det med at udvælge dig mennesker, der ikke særligt godt kan lide dig, og forsøger at overbevise dem om, at du er okay?”
Citatet ramte mig som en hammer, og har blinket som et neonskilt i panden på mig, lige siden jeg læste det.
For det rammer lige ned i mit liv.
Al den energi jeg har brugt i forsøget på at overbevise tidligere kollegaer, familiemedlemmer eller andre der har krydset min vej, om at jeg er god nok.
I håbet om, at så jeg ville være god nok til dem.
Jeg ville bare så gerne være med, inviteres til festen, have del i hemmelighederne, være en del af fællesskabet.
I mange år har jeg så arbejdet ud fra den tese, at det handlede om dårligt selvværd, og guderne skal vide, at jeg også har gennempløjet alverdens selvhjælpsbøger, for at arbejde med mit selvværd, for at blive anerkendt, set og mærket.
Teorien er så, at anerkendelse skal komme fra mig selv, indefra. Jeg skal forstå, at jeg er god nok som jeg er, blot fordi jeg er!
Det står på første side i alle selvhjælpsbøgerne.
Sommertider er der også skemaer der skal udfyldes, eller små cases der skal tænkes over.
Og guderne skal vide, at jeg da både har udfyldt skemaer og spekuleret over cases, til jeg var både gul og blå.
Det har ikke hjulpet en skid.
– for som en klog person på et tidspunkt sagde til mig, så kommer anerkendelsen fra andre først, når vi ikke længere har brug for den.
Når man er et frit menneske, som ikke længere higer efter at blive inviteret med til festen.
Så kommer indbydelserne flyvende ind ad døren.
Det er en mærkelig regel, men sådan er det!
Lidt ligesom, hvis du ikke kan lide katte, så er det helt sikkert, at enhver kat elsker dig.
Ubetinget.
Og hvordan kan jeg så komme derhen, hvor jeg ikke længere har brug for andres anerkendelse. Men hviler i min egen?
Det er som et kort, af den gammeldags slags, hvor veje, stier og jernbanespor, rodes sammen i noget, der mest af alt minder om spaghetti på en lysegrøn tallerken.
Hvilken vej skal man vælge, hvilket spor skal man følge og fører alle vej til Rom, og er det der jeg gerne vil hen?
“Det som du ikke har fået, skal du give dig selv” – for der er ikke andre der kommer forbi og fylder dit indre op. Barndommen er forbi, løbet er kørt, og det er på tide at lukke hullerne og bygge et nyt fundament.
Så istedet for at vente på indbydelser til fester og indvielser i hemmeligheder, så må man jo skabe sine egne hemmeligheder, sine egne fester.
Men så var det, at jeg opdagede, at det ikke altid handler et dårligt selvværd, og personlig udvikling. Men ind imellem så støder man bare på folk, som ikke vil.
De har bare besluttet, at man ikke må være med.
Måske er det fordi, at ens mor fyrede deres mor engang i 80’erne, måske fordi man har de pæneste ben, måske fordi man er en trussel for deres eget selvbillede, måske er grunden så dybt begravet, at de ikke selv kan huske den længere.
Og uanset hvor sød du er, uanset hvor meget du griner af deres vittigheder, hjælper dem i pressede situationer og beundre deres frisure, så vil de dig ikke.
Men det gør faktisk ikke noget.
For der er masser af andre mennesker derude.
Som gerne vil.
Som griner af ens vittigheder, som smiler når man kommer ind af døren, som roser når det går godt, og som griber en, når der går skidt. Hvor relationen, kærligheden og omsorgen går begge veje, og bygger op i stedet for at rive ned.
Så næste gang usikkerheden, utrygheden og det dårlige selvværd banker på, så overvej lige, hvem der har fulgt det hen til døren.
Og man behøver ikke altid at lukke andre mennesker ind, og er de kommet indenfor døren, så må man faktisk godt følge dem ud, – og skifte låsen!
xxx