Januar står for døren og tiden er inde til restriktioner og en intens gruen for bikinisæsonen. Så skal der laves sund mad, meldes ind i fitnesscenter, steppes på badevægten og købes tøj i størrelse “det-passer-når-jeg-har-tabt-mig”! Ugebladene flyder over af slankekure og motionscentrene tilbyder vægttabsforløb, med inspirerede foredrag og fedtmåling.
Og det er jo synligt for enhver, at det ikke virker.
For satan, hvor har jeg hoppet på den mange gange!
Fulgt mærkelige kostplaner og motioneret som en gal.
Og billigt har det heller ikke været.
Slankekostplaner indeholder altid de mærkeligste megadyre ingredienser, og diætister og slankeklubber kommer ikke på udsalg i januar.
Sådan nogle slankeklubber ledes altid af entusiastiske og overgearede mennesker, som holder motiverende oplæg, hvor de lokker, truer og belærer de tykke om vejen til vægttab og lykke.
Jeg husker tydeligt et foredrag, hvor en entuastisk diætist var helt blæst bagover af sit eget påfund. Hun sendte små poser rundt med krummer af mørk chokolade. Den helt mørke, som overhovedet ikke smager af chokolade, men af selvfedhed og arrogance. Os, hendes ydmyge publikum, skulle så fiske et lille-bitte stykke op og SUTTE på det.
Så stod vi 50 overvægtige mennesker, med chokoladekrummer i munden og suttede.
For at få smagen af chokolade!
Teorien var, at når vi havde fået smagen, så mistede vi lysten til mere chokolade.
Den mest åndssvage teori jeg nogensinde har hørt!
For det første, så går jeg ikke efter smagen af chokolade, jeg går efter virkningen! Tilfredsstillelsen når chokoladen pakkes ud af det knitrende papir, den SØDE smag, det syndige og følelsen af at forkæle mig selv.
Den oplevelser får man ikke, når man står og sutter på et halvt gram 80% mørk øko-cacao- chokolade.
For det andet, så tror jeg aldrig nogensinde, at jeg mister lysten til chokolade. Heller ikke, når jeg har gennemrodet køkkenskufferne, efter ungerne var puttet, for at finde noget kogechokolade, der var hvidt af ældre og så tørt, at det måtte skylles ned med vand.
Men tykke mennesker er høflige mennesker og vi ville jo så gerne, så vi nikkede og sagde :”.. hmmm..” og lod hende tro, at hun havde fundet nøglen til universet og fedmeepidemien.
Imens jeg forsøgte at få chokoladekrummen til at smelte på tungen, kom jeg til at tænke på en kollega som engang foreslog, at jeg spiste et æble inden jeg spiste chokolade, for så kunne jeg nok ikke spise så meget chokolade.
Hver gang jeg tænker på den kommentar, så griner jeg højt for mig selv!
Men det mest åndsbollede jeg har prøvet, var et koncept der kom til byen, en klub, som man for dyre penge kunne melde sig ind i.
Der var ugentlig kontrolvejninger, hvor det halve af byen stod i kø i den lokale sportshal. Man skulle medbringe et lille hæfte, hvor vægten blev omhyggeligt noteret. Hvis man havde tabt sig tilstrækkeligt, så udløste det et klistermærke!
Og ved ti kilo fik man en nøglering – wuhu..
Jeg kan ikke huske kostprincipperne, udover at det var noget med lever, sødemidler og en satans masse mayonnaise.
Da vi sad til et af deres motiverende og oplysende foredrag, så spurgte en af de andre deltagere ind til den store brug af sødemidler.
Hun havde hørt, at det var kræftfremkaldende.
Det tænkte foredragsholderen længe over, hvor efter hun leverede replikken:
” Men hvad vil I helst; have kræft eller være overvægtige..?”
Så gik jeg hjem..
Det mest effektive jeg har prøvet, var faktisk Slankedoktoren på nettet.
Ikke på grund af kost planen, eller diætisterne som fyrede floskler af og kom med “individuelle -skræddersyede – kostplaner-min-røv”, men fordi man var anonym og kom i gruppe med andre ligesindede. Man kunne udøse sit hjerte og der var altid støtte og opbakning. Det var de kærlige ord, støtten og omsorgen, der gjorde en forskel. Ikke unaturlige kostplaner, belønningssystemer eller afholdenhed, men venskaber og kærlighed.
Jeg tabte mig også rigtigt meget og kom på forsiden af et ugeblad og alt muligt – og tog det hele på igen bagefter.
For det handler ikke om kostplaner og chokoladesutteri, men om kærlighed og omsorg.
Den kærlighed man giver til sig selv, når man sætter grænser, siger fra, forlanger respekt og går sin vej, når tingene ikke er gode mere.
Så min badevægt er smidt ud og jeg går aldrig mere på slankekur eller til foredrag med jubel-idioter.
Jeg er ikke blevet tyndere af den grund, men det er en hel del billigere og så bliver man sparet for en masse selvopfundet drama og det frigør mentale ressourcer.
Så jeg vil gerne fritage januar for titlen som årets slankekurs-måned og tilgengæld fylde hele året med selvrespekt og kærlighed til mig selv og min krop.
xxx
