Kategori: Blog

Romantik og grønne gajoler

Sømanden har inviteret mig på date.

Eller, ja, altså, han spurgte om jeg ville med på lossepladsen.

Jeg sad alligevel og trængte til lidt friskt luft, så jeg slog til, og vi sprang op på cyklerne.

Nu har vi jo hverken anhængertræk eller trailer, men til gengæld har sømanden en Christianiacykel, som han er stærkt begejstret for, og flittigt bruger. Den havde han fyldt med skrammel efter en oprydning i skuret, og velankommet på lossepladsen sorterede vi affaldet, og brugte lidt tid på at undre os over, hvor mange gode sager folk smider ud.

Bagefter kørte vi ned på stranden, og stod lidt, og kiggede ud over havet.

Så var det, at sømanden bød en grøn gajol.

Jeg fik lov til at tage to, selvom han synes, at det er frås.

Så gik vi lidt ned af stranden og kiggede på alting og ingenting, og lidt længere henne gik vi op i klitterne, for at gå tilbage hen over heden.

Her gik vi forbi et af de mange hjemmelavede ”Adgang forbudt!!!”-skilte som ophidsede sommerhusejere har sat op rundt omkring, imens vi huskede på det gamle ordsprog: ”Der hvor himlen den er blå, der må de lokale gå.”

Og som vi gik der, i al fredsommelighed, så kom jeg til at tænke på alle de artikler, som damebladene ofte bringer om at pleje parforholdet.

Det er tit noget med en romantisk weekend, tre retters middag, blomster, eller som en opfindsom journalist, gudhjælpemig, engang foreslog, massere hinanden på skift, i 30 minutter, med en lækker, duftende kropsolie, evt med tændte duftslys stående i vindueskarmen, som et bidrag til den gode stemning.

-hvem ved, hvad det kan føre til, som journalisten optimistisk skrev.

-fedtede lagner, og en syntetisk dunst af lavendel, var min første tanke, imens jeg prøvede at forestille mig sømandens reaktion på ordet ”lækker, duftende kropsolie”.

Romantik er mange ting, og det behøver faktisk ikke være så stort.

Det kan være, når din cykel bliver lappet, når bilen bliver skrabet fri for is om morgenen, og når nogen ved præcis, hvor mange teskefulde sukker, der skal i din kaffe.

Eller når du bliver inviteret på lossepladsen og efterfølgende budt på en grøn gajol.

xxx

Nyt år, nye løfter

Nytårsaften har lige været forbi.

Med fyrværkeri, champagne, serpentiner og de der 5 minutters eftertænksomhed lige efter midnat, hvor man står og gumler kransekage og knuger champagneglasset, imens man håber på, at dette år bliver en lille smule bedre end sidste år.

Og da jeg jo tilhører den generation, hvor vi har fået tudet ørerne fulde af, at vi kan blive lige hvad vi vil, bare vi selv gør en indsats, så er det jo helt naturligt at vende alting indad og se på, hvad man selv kan gøre.

Så er det jo at nytårsløfterne bliver lavet og næsten altid handler om, at i år der vil jeg løbe en maraton, gå på slankekur, begynde i motionscentret, spise sundere og drikke mindre alkohol..

Det er altid noget med at stramme til og stramme op, skælde ud på sig selv og svinge pisken.

Den slags nytårsforsætter har sømanden og jeg lagt på hylden for mange år siden, og derfor havde vi egentligt helt droppet konceptet med nytårsforsætter.

Men så var det, at telefonen ringede i går.

Det var min bror, lagerforvalteren.

Han fortalte om et nytårsforsæt, der handlede om at sige ja.

Sige ja til invitationer, ja til alt slags socialt samvær (-også selv om det er i grundejerforeningen), sige ja til en omgang dart på den lokale bodega, sige ja til billard, ja til at hjælpe de lokale spejdere med at afholde loppemarked, ja til alt muligt, stort og småt, ja til at møde nye mennesker, ja til at møde nye mulige venner, ja til oplevelser som lyder trættende på papiret, men måske er superhyggelige, når det først kommer i gang.

Det var sidste år.

I år er hans forsæt at få ryddet op på loftet, men sidste års nytårsforsæt havde faktisk vist sig at være en gave af nye muligheder og nye oplevelser.

Og det fik mig til at tænke, om man kunne give nytårsforsætterne et twist fra den traditionelle bodsøvelse, med en mulig belønning langt ude i horisonten, til at være noget, der løfter året allerede fra starten.

Så derfor er mit nytårsforsæt, en lille uge forsinket, at jeg vil være bedre til at give komplimenter.

Det kunne være at sige noget pænt til kassedamen, stoppe fremmede på gaden for at komplimentere deres tøj, rose andres gode energi og dejlige smil. Fortælle en veninde, at jeg sætter pris på hendes venskab, rose folks juleudsmykning, fortælle en kollega, at hun er en god arbejdskammerat og fortælle forældre til småbørn, at de gør et godt job.

Mulighederne er mange og komplimenter er dejlige, både for giveren og modtageren, og de spreder glæde og giver god stemning.

Det er da en ren win-win-situation.

 xxx

Mørkemænd og vildsvin

Enhver ved jo, at det er meget, meget farligt at stikke fødderne udenfor dynen om natten.

Allerhelst, skal enden af dynen foldes ind under fødderne, sådan at mystiske mørkemænd (det kunne f.eks. være ham den langhårede fra Twin Peaks) ikke kan rykke dynen af om natten.

-arh, der er jo ikke nogen der kommer og rykker dynen af dig om natten, brølede sømanden, og var lige ved at gå ud af sit gode skind ved alt mit rumsteren og folden dyner ved sengetid.

-jo, i drømme, forsvarede jeg mig, og brugte en rum tid på at få hovedpuden til at ligge på den helt rigtige måde.

I drømme kan alting ske, og når man, som mig, drømmer tit og ofte, og jævnligt hiver alverdens mareridt ned fra hylden, så er alle muligheder åbne, når først søvnen indfinder sig.

Og forleden nat, vågnede jeg ved, at NOGEN klemte om min hæl.

I søvnens bevidstløse tilstand var min hæl smuttet udenfor dynen, og lange, tynde, hvide finger havde taget fat om min hæl, bare lige for at markere, at hvis de ville, så kunne de rykke dynen af.

Jeg lå vågen længe efter, med dynen foldet ind under fødderne og lyttede intens i mørket.

Mon han var gået, ham med de lange tynde fingre, eller stod han lige og gemte sig lidt, for at øge spændingen.

Næste morgen havde jeg et akut behov for at indvie sømanden i nattens oplevelser.

-det er jo kun inde i dit eget hoved, sukkede sømanden, og lignede en der havde mest lyst til at gå i seng igen.

-jamen, du skulle prøve at være inde i mit hoved, pev jeg og følte mig meget misforstået.

-nej tak, ikke uden sikkerhedsudstyr! Sømanden åbnede sin Ipad, som tegn på at samtalen var slut.

Og så sad jeg der, med en livlig fantasi og en halvlunken kaffe, og tænkte på dengang jeg drømte, at jeg lå i ske med et vildsvin.

Jeg kan stadigvæk mærke den ru pels i ryggen, og den våde tryne tæt på mit øre.

xxx

Afsender ubekendt

Jeg har en instagram profil.

Min profil er åben.

Det er den fordi, at min profil handler om tøj og håropsætning i en bestemt stilart. Jeg følger andre kvinder med samme stil, de følger mig, vi inspirerer hinanden og mødes i et fællesskab på nettet.

Det var såmænd bare det, der var meningen.

Men ind imellem, så sker der det, at jeg får beskeder fra mænd, der har lidt andre interesser end kjoler, sko og håropsætning.

I nat lagde afifm0949 en besked.

”You seem like we had sex before” havde han valgt at skrive til mig.

-Arg, det tror jeg nu ikke, afifm0949! Var min umiddelbare reaktion, imens tankerne bevægede videre til andre mærkværdige beskeder, jeg har modtaget.

Som ham der optimistisk forslog, at jeg tog et foto af mig selv iført noget stramt!

Eller ham, der skrev ”Hallo” kl. 2 om natten, for så at skrive ”Awkward” kl.4.  

Har han siddet i to timer og ventet på mit svar?

Eller dengang jeg fik tilsendt en lille film, af en ung veltrænet mand, der rodede sig noget så gevaldigt i underbukserne!

Men hvorfor?

Sikkert noget med, at han gerne vil ses, men altså!

Hvad tror han selv?

At jeg straks bliver helt varm i trussen og sender et matchende foto retur?

Andre beskeder som: ” You are lovely” eller ”Hallo beautiful”, er såmænd meget søde, og hvis man lader være med at godkende beskederne, så forsvinder de efter en rum tid.

Og jeg havde egentligt, sådan helt generaliserende, betegnet det som en maskulin tendens.

Eller som sømanden konstaterede:- verden er fuld af syge stoddere!

Men så var det, at jeg så aftensshowet, hvor en mandlig deltager fra ”Den store bagedyst” medvirkede.

Fordi han havde fået ubeskriveligt mange beskeder på facebook, fra kvinder, der ytrede ønske om at ælte hans bolledej, spise hans roulade og sluge hans konfekt!

Der er sikkert en masse psykologiske grunde til, at folk sidder bag skærmen og sender grove seksuelle hentydninger ud i verden, men hvad er deres forventninger?

At ham fra bagedysten straks skriver tilbage, og invitere til bolleæltning og rouladespisning.

At jeg skriver tilbage til en mand, der er bosat i Texas, og indleder en samtale om hans seksuelle ønsker?

Jeg føler mig hverken krænket, eller stødt, som jo ellers er så moderne, men forundret, det er jeg, og ind imellem fuldstændigt flad af grin.

xxx  

Kim, støvsugning og ABBA

 I dag tændte jeg for mit anlæg.

Pillede en jule-cd ud og satte en med ABBA i afspilleren.

Så oldschool er jeg nemlig. Jeg kan godt lide at høre sangene i den rækkefølge de er tænkt, i den sammenhæng som musikerne har tænkt, jeg kan godt lide at høre cd’er.

Så jeg skruede op for ABBA.

For fuld knald.

Så ved tøserne godt, hvad klokken har slået.

Så skal der nemlig støvsuges.

Det er en cd fra filmen Mamma Mia. Det er ikke Agnetha og Anni-Frid der synger, men et udvalg af skuespillere fra filmen.

Hvilket givet musikken et strejf af amatør, viljestyrke, plads til at fejle og mod til at turde.

-den lyder af helvede til, var sømandens kommentar, første gang jeg satte den i afspilleren.

Men skruer jeg op, tænder for støvsugeren og skråler med og danser som en åndsvag.

Pigerne lukker dørene til værelserne, og kattene tigger om at komme udenfor.

Så jeg har det hele for mig selv, og det er da ikke så værst.

-åh, for satan, hvor jeg elsker at støvsuge! Som min svigerinde begejstret råbte, da hun engang, i et pludseligt anfald af rengøringslyst, tændte for støvsugeren, imens vi drak kaffe.

-prøv at se hvor nemt det er! -jublede hun, imens hun ivrigt kørte frem og tilbage med støvsugeren.

Og hvor har hun ret! En støvsuger er da en skide smart opfindelse, og hvis man kombinere den med god musik, og en hel masse dans, så kan man faktisk godt komme i helt godt humør.

Og ikke et ord om høj puls, motion og antal skridt, for så lægger man jo bare pligt ovenpå pligt, og hvem gider det?

Jeg går efter glæden, dansen og musikken.

Jeg bruger mundstykket som mikrofon, danser salsa ned af gangen, og svinger med ledningen i takt til musikken. Jeg vrikker med rumpetten, når jeg støvsuger sofaen, og laver piruetter når jeg fanger spindelvæv i loftet.

-Livet er, hvad man gør det til, som Kim Fupz Aakeson engang har udtrykt det.

Livet er, hvad man gør det til!

xxx

Quiz og ballade

Sømanden elsker en god quiz.

Især hvis han kunne være så heldig, at den handler om 2.verdens krig eller søfart.

Eller begge dele.

Men i mangel af bedre, så kan alverdens quizzer i fjerneren bruges. Især genudsendelserne af ”Hvornår var det nu det var?”, hvor Gregers styrede slaget, taberen vandt et båthorn og der var et levende orkester inde bag et forhæng.

I går sad vi så og så ”Klipfiskerne”.

Et program, hvor redaktionen har fundet alverdens mere eller mindre morsomme klip fra internettet.

Det kan fx være; Hund gør fjollede ting, lam ligger i vaskebalje, baby griner højlydt, lama slikker skur, ung mand falder og slår sig, bedstemor taber gebisset og klassikeren; tyk dame dummer sig.

Diverse kendte er så indkaldt til at sige noget morsomt.

Det gør de sig så stor anstrengelse for.

De kendte.

De skulle jo gerne blive indkaldt en anden gang, måske på en anden kanal – i et andet quiz-show, men det vigtigste er jo at blive set og holde gryden i kog.

I går var det så Anette Heick og Stig Rossen der havde trukket det korte strå.

Der sad de så, flankeret at nogle professionelle standup-komikere af ukendt oprindelse, i håbet om, at de morsomme og kvikke bemærkninger kunne flyve uhindret henover bordet og ud igennem skærmen.

Og de gjorde sig umage.

Grinede høfligt og lidt for længe af hinandens morsomheder. Forsøgte at komme med absurde og morsomme kommentarer til de små morsomme filmklip. Det hele var bare så morsomt.

Altså bortset fra Stig Rossen, som overhovedet ikke grinede, men allermest lignede en, der glædede sig til at få fri.

Og mig, jeg grinede heller ikke.

Jeg kunne selvfølgelig skifte kanal eller slukke, men sømanden ville gerne se det, og så sad jeg lidt der.

Og tænkte over, hvor hårdt det må være at være sådan en kendis, der skal holde gryden i kog. For det slutter jo ikke når den quiz slutter, så er det bare at skifte kanal, og finde det næste quiz-show, så starter det hele forfra. De skiftes til at være værter, og temaerne kan være alt fra gæt-en-sang, 1980’erne, fjollede konkurrencer eller madlavning.

Til jul tager de så nissehuer på og holder juletema.

Og hvem er alle de mennesker, der er publikum. Som griner på kommando og sidder der, på ubekvemme stole i deres pæne tøj og med nyfriseret hår.

Måske er jeg bare nordjyde og for langt væk fra nældens rod.

Der er sikkert en eller anden der har regnet på pris og seertal, men det er altså lidt som at have en klat tyggegummi i håret.

Klæbrigt, trælst og en lille smule ulækkert.

Men heldigvis noget der kan fjernes med saks eller et klik med fjernbetjeningen.

xxx

Det eneste jeg ønsker mig..

Så er vi på den anden side af julen.

Hjerternes tid. Familiens tid. Hyggens tid. Tid til at mindes at Jesus lod sig føde, for senere at dø på korset og frelse hele menneskeheden.

Men også tid til at købe gaver. Mange gaver, og lægge dem under træet, som vi så efterfølgende danser rundt om.

For det er julens højdepunkt, uanset hvad vi bilder os selv ind.

Gaverne.

I knitrende papir ligger de der under træet, som symboler på kærlighed og gode tanker.

Jeg elsker selv at få gaver, og jeg elsker at give gaver. I år har sømanden begavet mig med et længe tiltrængt ur, og han har fået en avanceret toastmaskine, som hele familien allerede har glæde af.

Men så var det, at der lige skulle byttes et par julegaver!

Køerne i butikkerne var lange, og de søde ekspedienter stod på hovedet for at hjælpe kunderne, finde den rigtige erstatning, så julen kunne blive afsluttet med tilfredshed.

I de fleste butikker var julepynten allerede ved at blive pillet ned, og januarudsalget var ved at blive kørt i stilling. Jeg ved ikke rigtigt, om det stadigvæk kan kaldes januarudsalg, når der for mange butikkers vedkomne allerede har været tilbud på efterårsvarer siden efteråret!

Men det var egentligt også mest kunderne jeg fik øje på.

For mens der blev byttet julegaver, så blev der også føjet nye ønsker til listen. Øjnene stod på stilke og hænderne rakte begærligt ud efter ting på butikkernes hylder.Nye ting at ønske sig. Nye kjoler, nye sko, ny makeup, og nytåret står for døren, og det kræver jo også papirshatte, truthorn og bordbomber. Og hvad med julepynt, kan det købes på udsalg nu og gemmes til næste år?

Jeg kan godt forstå butikkerne, de skal jo leve, de skal jo sælge og følge med, og som forbrugere vælger vi jo selv at gå ind i butikken.

Og så var det bare, at det slog mig.

Vi kunne jo også vælge at lade være.

Bare engang i mellem.

Lige stoppe op, og spørge os selv, om vi nu også har brug for alt det.

Alt det nye lækre makeup, nytårskjolen, det nye kagefad og de smukke sofapuder.

Jeg elsker det også selv. Den lækre makeup og de smukke sofapuder.

Men hvor meget skal jeg egentlig have?

Hvor meget skal jeg bruge?

Og skal det hele være spritnyt?

En ting er, at produktion af især tøj, skulle være noget af det mest belastende for miljøet, noget andet er, at forbrugshamsterhjulet pludselig blev så tydeligt.

Jeg sidder da selv i saksen, og har da også kigget efter en ny kjole til nytår, spekuleret over, om jeg ikke havde bruge for en ny glimmerneglelak til selvsamme aften, og hvad med en læbestift. Gramset på udsalgsjulepynt og kigget på en ny lampe til stuen.

Men der, midt i stormagasinet varme lys, med muzakken blidt bølgende i ørene og i sik-sak-gang imellem de andre lemminger, så var det jeg kom til at tænke på, hvad jeg havde brug for.

Har jeg ikke nok, for lige nu?

Mon ikke der er en kjole hjemme i skabet, der kan bruges, og hvis jeg kigger efter, et par sko der kan støves af?

Havd har vi egentlig brug for, og hvilke behov er skabt af reklamerne og af os selv?

Jeg elsker smukke ting, og har på ingen måde hverken lyst til eller behov for at leve som i det lille hus på prærien.

Men måske, bare måske, kan det engang imellem være godt at stoppe op, træde ud af hamsterhjulet, lade de andre lemminger rende i forvejen, og lige mærke efter, om man egentlig ikke har nok, for lige nu!

Xxx


Julen sig nærmer…

Huset står juleklart, træet er pyntet, gaverne købt og maden godt i vej.

Der er ikke gjort hovedrent, bagt julesmåkager eller lavet konfekt.

Der er købt juleslik, set James Bond film og hørt latterligt meget julemusik.

Der er blevet pyntet til jul og hængt kulørte lyskæder op.

Der er blevet indkøbt gavepapir, bånd og til-og-fra-kort med guldtema, og pakket gaver ind.

Der er ikke blevet drukket et eneste glas gløgg.

Der er blevet indkøbt frosne æbleskiver.

Der er blevet optøet frosne æbleskiver i microovn.

Og bagt Luciaboller.

Og spist Luciaboller.

Og appelsiner med kanel.

Der er ikke noget juletræstæppe under juletræet.

Der er blevet spist risengrød af tøserne og sømanden, imens jeg har siddet med kvalmen oppe i halsen i rummet ved siden af.

Der er indkøbt et stk. julestjerne, som efterfølgende er placeret på spisebordet.

Der er vundet en and i et lokalt lotteri og indkøbt en and.

Der er blevet stegt to ænder.

Der er to katte, der er blevet maniske og hyperaktive ved duften af stegt and.

Der er set julemadlavningsprogrammer i fjerneren. Gået i uldne sokkker, gået lange ture og cyklet rundt havnen. Købt juleugeblade, læst bøger og grinet i sofaen. Foldet juletstjerner i guld og indkøbt en pytknap. Spist sildemadder og drukket nisseøl.

Der er helt sikkert nullermænd i hjørnerne og støv i vindueskarmen. Vi har ikke rigtigt styr på, hvad vi skal i juledagene og den julekjole jeg har bestilt hjem, kan jeg ikke passe.

Der er drukket litervis af kaffe alene og med gode venner og snakket om alt mellem himmel og jord.

Der er blevet lyttet til Mads og monopolet, og talt om alverdens juledilemmaer. Og nået til den konklusion, at vores jul, har den form vores jul skal have. Med den grad af socialt samvær, forberedelser og mængde af gavebytteri som passer os.

I vores lille familie.

Xxx

Kender du det..

Jeg følger Leonora Christine Skov  på instagram.

En dygtigt, stærk og beundringsværdig kvinde, der forleden skrev følgende:

“Kender du det med at udvælge dig mennesker, der ikke særligt godt kan lide dig, og forsøger at overbevise dem om, at du er okay?”

Citatet ramte mig som en hammer, og har blinket som et neonskilt i panden på mig, lige siden jeg læste det.

For det rammer lige ned i mit liv.

Al den energi jeg har brugt i forsøget på at overbevise tidligere kollegaer, familiemedlemmer eller andre der har  krydset min vej, om at jeg er god nok.

I håbet om, at så jeg ville være god nok til dem.

Jeg ville bare så gerne være med, inviteres til festen, have del i hemmelighederne, være en del af fællesskabet.

I mange år har jeg så arbejdet ud fra den tese, at det handlede om dårligt selvværd, og guderne skal vide, at jeg også har gennempløjet alverdens selvhjælpsbøger, for at arbejde med mit selvværd, for at blive anerkendt, set og mærket.

Teorien er så, at anerkendelse skal komme fra mig selv, indefra. Jeg skal forstå, at jeg er god nok som jeg er, blot fordi jeg er!

Det står på første side i alle selvhjælpsbøgerne.

Sommertider er der også skemaer der skal udfyldes, eller små cases der skal tænkes over.

Og guderne skal vide, at jeg da både har udfyldt skemaer og spekuleret over cases, til jeg var både gul og blå.

Det har ikke hjulpet en skid.

– for som en klog person på et tidspunkt sagde til mig, så kommer anerkendelsen fra andre først, når vi ikke længere har brug for den.

Når man er et frit menneske, som ikke længere higer efter at blive inviteret med til festen.

Så kommer indbydelserne flyvende ind ad døren.

Det er en mærkelig regel, men sådan er det!

Lidt ligesom, hvis du ikke kan lide katte, så er det helt sikkert, at enhver kat elsker dig.

Ubetinget.

Og hvordan kan jeg så komme derhen, hvor jeg ikke længere har brug for andres anerkendelse. Men hviler i min egen?

Det er som et kort, af den gammeldags slags, hvor veje, stier og jernbanespor, rodes sammen i noget, der mest af alt minder om spaghetti på en lysegrøn tallerken.

Hvilken vej skal man vælge, hvilket spor skal man følge og fører alle vej til Rom, og er det der jeg gerne vil hen?

“Det som du ikke har fået, skal du give dig selv” – for der er ikke andre der kommer forbi og fylder dit indre op. Barndommen er forbi, løbet er kørt, og det er på tide at lukke hullerne og bygge et nyt fundament.

Så istedet for at vente på indbydelser til fester og indvielser i hemmeligheder, så må man jo skabe sine egne hemmeligheder, sine egne fester.

Men så var det, at jeg opdagede, at det ikke altid handler et dårligt selvværd, og personlig udvikling. Men ind imellem så støder man bare på folk, som ikke vil.

De har bare besluttet, at man ikke må være med.

Måske er det fordi, at ens mor fyrede deres mor engang i 80’erne, måske fordi man har de pæneste ben, måske fordi man er en trussel for deres eget selvbillede, måske er grunden så dybt begravet, at de ikke selv kan huske den længere.

Og uanset hvor sød du er, uanset hvor meget du griner af deres vittigheder, hjælper dem i pressede situationer og beundre deres frisure, så vil de dig ikke.

Men det gør faktisk ikke noget.

For der er masser af andre mennesker derude.

Som gerne vil.

Som griner af ens vittigheder, som smiler når man kommer ind af døren, som roser når det går godt, og som griber en, når der går skidt. Hvor relationen, kærligheden og omsorgen går begge veje, og bygger op i stedet for at rive ned.

Så næste gang usikkerheden, utrygheden og det dårlige selvværd banker på, så overvej lige, hvem der har fulgt det hen til døren.

Og man behøver ikke altid at lukke andre mennesker ind, og er de kommet indenfor døren, så må man faktisk godt følge dem ud, – og skifte låsen!

xxx

Hot silver fox

Uhh, jeg glæder mig til at sømanden får gråt hår.

Jeg forestiller mig; sådan lidt grå stænk i siderne og i skægget.

En hot silver fox.

Har faktisk set en hårvoks til mænd, som giver et sølv-gråt skær, der lige lægger ti år til alderen.

Og jeg kan lide det.

Jeg kan godt lide alderdom, visdom, erfaring og modenhed.

Vi lever i et samfund, hvor vi, som Johnny Madsen har udtrykt det, bruger en masse energi på at blive så gamle som muligt, og en masse energi på at se så unge ud som muligt.

Det er da mærkeligt!

Vi forsager cigaretter, alkohol, kager, fed mad, lykken ved at gå alt for sent i seng, og det komplet meningsløse, men også fantastiske, ved at drive en søndag væk på sofaen, iført grimt hår og uens sokker.

Alt det bytter vi ud med bjerge af motion, ( jeg føler mig sommetider som den eneste i hele verden, der ikke har ordnet mindst to maratonløb og en ironman, inden jeg blev fyrre), sund kost, grønne juicer der smager af hø og en jahat presset så stramt ned om ørene, at man slet ikke kan mærke, hvor kedeligt det i virkeligheden er.

For vi skal nemlig blive så gamle som muligt. Gerne hundrede år, og i super fysik form.

Det eneste vi ikke må, og det er supervigtigt, – vi må ikke se gamle ud!

Der bliver indtaget tonsvis af vitaminer og kosttilskud, gået til diverse behandlinger, smurt cremer overalt og børster med stive hår køres koncentreret i urets retning. Løs hud klippes af, og hver en sprække og revne spartles ud med plastic.

Og jeg vil da give Johnny Madsen ret.

Det er da underligt.

Når man runder de halvtreds, i superform, sund og helt oppe at ringe på en aktiv livstil, så er det åbenbart forfærdeligt at ligne en på halvtreds!

Og kendisser fortæller vidt og bredt om at forbygge rynker, at fylde ansigtet med botox og andre gode sager, INDEN rynkerne indfinder sig!

Jeg synes bare, at de får sådan et underligt hævet ansigt.

Bevares, der er ikke en rynke, og det er et frit land vi lever i, men jeg kommer bare til at tænke på en tøjdukke, der er stoppet lidt for hårdt med pladevat.

Så kan jeg altså bedre lide en rynke eller to.

Eller tusind.

Mennesker smiler, græder, ler, sørger, griner til de får ondt i maven, er syge, har feber, bliver skuffede, vrede, glade, lykkelige og forelskede.

Alt muligt.

Og det sætter spor i ansigtet.

Og jeg kan lide det.

Jeg køber præmissen om, at vi skal leve et sundt og aktivt liv, og det er da ikke skide smart at ryge en pakke smøger om dagen, ligesom indtaget af alkohol og kage godt kan begrænses. Og jeg er en ubestridt tilhænger af menneskets frie valg, og har også forståelse for, at man kan få lyst til at ændre på noget, som man er ked af.

Men jeg fatter satme ikke, at det skal være fedt at ligne en på 23, når man er 52.

Verden er fuld af dejlige, smukke og lækre mennesker på 23, og den er altså også fuld af dejlige, smukke og lækre mennesker på 52.

Gråt hår, alderdom, erfaring og viden er da fedt. Samtalerne udvider sig, prioriteterne ændre sig og nye perspektiver og indfaldsvinkler kommer  til.

Og det må da gerne kunne ses.

xxx