Laura – Side 3 – Laura Bork

Tik-tak

Så tog den yngste af tøserne på rygsæksrejse.

Vi satte hende på toget kl. 5.23 forleden morgen og vinkede stolte farvel igennem ruden.

Toget forlod raslende stationen, og efterlod os på perronen.

Vinden hylede koldt og jeg trak halstørklædet tættere om halsen, inden vi traskede tilbage til bilen og kørte hjem til matriklen.

Sømanden overvejede at køre i motionscenteret, når nu han alligevel var oppe.

Jeg spiste morgenmad, pakkede min taske og cyklede på arbejde.

Da jeg kom hjem igen, var der status quo.

Mig, sømanden, katten og stueurets sagte tikken.

Vi sad lidt i køkkenet.

-nåe, sagde sømanden og kiggede tomt ud i luften, -hvad kunne du så tænke dig til aftensmad?

Jeg foreslog halvhjertet en kyllingesalat.

Sømanden lavede svinekoteletter. Med salat og stegte kartofler.

Vi fik vand til.

Bagefter satte vi os ind foran fjernsynet.

Og det er jo vidunderligt, at ens døtre har mod på at flytte ud af byen, begynde på en uddannelse, rejse ud i verden med rygsæk, trives og starter deres eget liv.

Man kan jo kun blive helt stolt og glad.

Og så sidder man der stuen, og prøver på at huske, hvad man egentligt lavede, dengang man selv bestemte over sin kalender.

Før forældremøder, skolehjemsamtaler, skolefodboldsweekender og gymnastikopvisninger, kombineret med fødselsdage, Fårup sommerland og lektielæsning og hente og bringe seancer. Efterfulgt af gymnasietiden, med fester, eksamen og corona-lockdown.

Hvad lavede man egentligt dengang?

Hvad talte vi om?

Hvad fik vi tiden til at gå med?

Vi kan ikke rigtigt huske det, til gengæld minder kattens jamre os om, at vi nu er de primære omsorgspersoner i et luksusliv levet i varme børnedyner og med nus og kæleri i overflod. Og nu må den nøjes med sømanden, der forbarmer sig og tager den på skødet, mest for at slippe for det højlydte klynkeri.

Vi skal nu selv fylde kalenderen, samtalerne, weekenderne og aftenerne.

Så vi er begyndt at se Peaky Blinders.

En serie på Netflix, som yngste barnet satte os i sving med, ind hun smuttede til Indien.

Problemet var bare, at vi ikke havde Netflix, og sømanden, som har et meget anspændt forhold til streaming tjenesternes prisniveau, afviste kategorisk at installere endnu en app.

Efter benhårde forhandlingerne blev de enige om at afmelde Viaplay og installere Netflix.

Så nu er vi beskæftiget og hun er rejst.

Så sidder vi der, i hver vores lænestol og følger med i familien Shelbys kriminelle aktiviteter.

En imponerende energi den familie lægger for dagen.

Meget opfindsomt.

Og når stueuret slår 22, så går vi i seng.

Vi er helt udmattede af dagens strabadser og lægger som skudt, der i mørket.

Ind imellem varierer vi med programmer om kanalsejlads, Rick Stein og verdens smukkeste togrejser.

Så snakker vi lidt om vejret og lukker katten ind og ud, og ind og ud igen.

Jeg har undersøgt, hvor man kan gå til linedance og sømanden har været med konstablen i Frederikshavn.

Men lige nu, vi er lige der, hvor vi skal være, med en følelse af, at vi selv kan forme tiden og fremtiden.

Det er en ny dør, et nyt kapitel og der mange muligheder at vælge imellem.

Så vi ser Peaky Blinders og sidder lidt i sofaen.

Mærker efter og lytter efter lyde i stilheden.

Og så har vi besluttet, at vi ikke trækker det åndsvage stueur op mere, for det er da ikke til at holde ud at høre på det tikkeri.

xxx

Happy B-day

Til min store forbavselse, så bliver sømanden 50 år i denne uge.

50.

Jeg er ikke ret godt til at huske fødselsdage, hverken min egen eller andres.

Det kommer bag på mig hver gang.

Og udløser omgående gavepanik.

For hvad dælen giver du lige en mand på 50.

Især når han er den lidt sparsommelige type, der helst køber cowboybukser i genbrug og sætter en ære i at slide tingene helt op, inden de bliver udskiftet.

Også de fleste ting kan jo sagtens holde livet ud, hvis man passer på dem.

Og det er jo dejligt, bortset fra at det skaber en temmelig begrænset ønskeliste.

Han ønsker sig hverken køkkenting eller oplevelser.

Så ikke nogen tur i en Ferrari, et spa-ophold eller en designerkagerulle.

Indretning rager ham en høstblomst og han har det værktøj, som han skal bruge.

Han fik et nyt cykelstyr i julegave, så det er krydset af på listen.

Helt blottet for ideer endte jeg i Brugsen.

De havde flere gode forslag.

En airfryer for et eksempel.

Lufttørrede pomfritter er åbenbart det nye sort.

Hvad med en holder til bagekartofler?

Så kan du sætte fire bagekartofler på en dims, og putte hele herligheden i ovnen. Så er der også lidt mere opvask bagefter.

Måske en kobberfarvet tungeskraber?

Eller en strikhue med lys.

En termokop.

Man kunne selvfølgelig også give ham et hjemmelavet kort, med løfter om en forkælelsesdag, hvor ikke han ikke skulle løfte en finger.

Sådan en jeg-laver-mad-tager-opvasken-og henter-et-glas-vand-til-dig-dag, men det lyder altså også en lille smule anstrengende for mig.

Og det er jo vigtigt, at det er hyggeligt for os alle sammen.

Desuden vil ti vilde heste ikke kunne holde ham væk, hvis jeg begyndte at rumstere i køkkenet.

Han hader at spise på restaurant.

I virkeligheden ønsker han sig nok allermest en fødselsdag i al ubemærkethed, nye underbukser og en æske afbrændte tændstikker.

Så det får han.

Et morgenkys og en cykeltur rundt havnen.

Og det er jo ikke det samme, som at jeg ikke ønsker mig noget til min fødselsdag. For jeg kan altid klemme et par guldsko ind på ønskelisten, eller et par øreringe og en lysestage.

Vigtige ting.

Gode gaver.

Og imens kan jeg jo spekulere over, hvordan det føles at være gift med en mand på halvtreds.

Et halvt århundrede.

Jeg ved jo godt, hvor gammel han er, men det kommer alligevel lidt bag på mig.

Og alder betyder jo ingenting, men det gør dagene, hvis man begynder at lægge dem oven på hinanden.

18250 dage.

Lyder det af meget eller lidt?

Sømanden er fløjtende ligeglad, han studerer begejstret de grå skænk i skægget og tilbragte søndag aften med at lave badutspring i lange underbukser.

For livet er, hvad du gør det til, har altid været hans motto, og er der noget som han ikke gider at gøre livet til, så er det lange ønskelister med ting, som han ikke har brug for.

Og måske er det i virkeligheden det, som jeg ønsker mig allermest, når jeg snart fylder halvtreds.

Evnen til at være tilstede lige her og nu, tage livet som det kommer, og glæde mig over det, der er lige foran næsetippen.

Det og så en diller fremvisning.

-det sidste ønsker jeg mig egentligt ikke rigtigt, men jeg får det alligevel, og så kan jeg jo ligeså godt skrive det på listen.

Og imens kryber timerne tætter på det halve århundrede, sømanden håber inderligt på, at han er på overarbejde hele dagen og jeg har alligevel købt en gave til ham.

For traditionens skyld.

For hyggen.

Og kærligheden.

xxx

Iskold

Jeg er så træt af at gå i det samme tøj.

Når jeg vågner om morgenen, så lægger jeg altid lidt og gasser mig. Mit vækkeur ringer faktisk altid to mange, med ti minutters mellemrum, fordi jeg ved, at jeg har tendens til at falde i søvn igen.

Modsat sømanden, der slår dynen til side og sætter sig op, allerede inden vækketuret har nået at ringe ud.

Op, står han, liggende, bliver jeg.

Jeg kan nå min skabslåge med storetåen.

Det er en skydelåge.

Så her i vinter halvåret kan jeg blive liggende under dynen, imens jeg med venstre ben langsomt kan skubbe skabslågen til side og kigge ind i mængden af tilgængeligt tøj.

På bøjerne hænger der kjoler, skjorter og nederdele.

T-shirts ligger foldet skuffen.

Strømpebukser rullet sammen i en anden skuffe.

Men mit blik finder ikke hvile, før jeg har fundet det, som mit hjerte higer efter.

Strik.

Dejlig, varm, ulden strik.

Strikkjoler, veste, trøjer og cardigans.

Hvad kan jeg rulle mig ind i?

– gerne med høj hals og lange ærmer.

Normalt går jeg igennem vinteren med korte ærmer, strømpebukser og en medbragt cardigan, som jeg alligevel ikke rigtigt får brugt.

Men denne vinter, Putin, denne vinter..

Denne vinter har jeg gået i de samme tre strikkjoler.

Viklet tørklæder om halsen og gået på arbejde i en strikket vest, som jeg ellers havde svoret, ikke skulle bevæge sig udenfor matriklen.

Jeg plejer at cykle på arbejde i vinterstøvler og medbringe skiftesko, for hvem kan da holde ud at gå i varme støvler indenfor.

Hvem, Putin, hvem?

I sidste uge måtte jeg bringe sømanden i spil.

Få ham til at levere et par pædagoglilla termosokker på arbejdet, for jeg kunne ikke rigtigt få liv i mine tæer.

De blev bare ved med at være kolde, uanset uldtæppe og gymnastiske øvelser.

De var iskolde, Putin.

Og nu er det mandag i morgen, og min garderobe står på repeat.

Strikkjoler, strikveste og uldne cardigans.

Og jeg, som hele mit liv har haft en forkærlighed for store dekorative øreringe, må nu gå med små diskrete smykker, for de andre sætter sig fast i ulden og de varme tørklæder, og forhindre mig i at dreje hovedet.

Så der går jeg, rullet ind i uld, med bittesmå øreringe og fornuftige støvler og længtes efter varmere tider, fine kjoler og små sko.

Eller i det mindste bare lidt variation.

Eller lidt varme.

For det er som om januar har fået 77 dage, som alle sammen består af arbejde, regnvejr og fællesamling foran fjernsynet og brændeovnen.

Og så sidder man der og spekulerer på, om man er ved at blive gammel eller om der altid har været så meget træk fra det lukkede vindue.

Henter et tørklæde og fryder sig over, at man har været for fornuftig at tage strikkede strømper på i de uldne hjemmesko.

Drikker spandevis af te med honning, og undre sig over, at man nogensinde har kunne se fidusen i sodavandsis.

Og når klokken når ti, så kan man da heldigvis tillade sig at gå i seng. Kravle ned mellem de to dyner og frotté-lagnet, holde hænderne under dynerne og spekulere på, om man kan stjæle lidt kropsvarme fra sømanden.

Men ved du hvad, Putin, der er i hvert fald en ting, som jeg ikke behøver at spekulere over.

Nemlig hvad jeg skal have på i morgen.

For det er allerede afgjort.

xxx

Nytår

-se, sagde jeg til sømanden og pegede på bordet.

-jae, svarede han tøvende, tydeligvis lidt i tvivl om, hvad det var han skulle se.

Jeg besluttede mig for at hjælpe ham lidt på vej.

-er det ikke fint pyntet?

-jo, hold da op, sagde han med sit mest venlige ansigt, tydeligvis imponerende uinteresseret i glimmer og serpentiner.

Men glad, fordi konen var glad.

Jeg har dækket op til tre.

Mig, sømanden og den yngste af tøserne, som forlader os senere på aftenen for at deltage i en anden fest.

Så er det mig, sømanden, fjernsynet og kransekagen.

Og dronningen.

Vores allesammens mor, som sømanden kalder hende.

Vi har holdt nytår på mange måder.

Alene, sammen med andre, i små hold og store grupper.

Vi har ikke rigtigt nogen fast tradition, bortset fra min insisteren på kransekage.

Sommetider har sømanden vagt, sommetider ikke.

Den eneste tilbagevendende tradition er folks høflige og omsorgsfulde venlighed, når man oplyser, at vi skal være alene nytårsaften.

-åh, siger de så og har tydeligvis fortrudt, at de spurgte, -det er da sikkert også hyggeligt.

For det der med familiejul og nytårsfester er jo forbundet med en vis social status.

En målepind for din sociale succes.

At kunne lægge billeder op på sociale medier, fine veldækkede borde med mange tallerkner og snabel-a’er med navne på de kommende gæster.

Nytår med de bedste.

Og det er jo dejligt og hyggeligt med selskab og gæster. Skønt at folk glæder sig.

Men det er jo sjældent, at folk deler billeder af en alene jul eller et solo nytår.

Heller ikke selvom det er selvvalgt.

Nu er alenehed og ensomhed ikke det samme, men de bliver tit forvekslet og blandet sammen, og begge dele får folk til at træde et skridt tilbage.

Men det kan faktisk også være rigtigt rart at holde nytår og jul i al fredsommelighed.

Så det gør vi i år.

Sømanden er ved at putte en steg ovnen og har lige vist mig et fad ristede pinjekerner, hvilket tydeligvis var betydeligt mere imponerende end det pyntede spisebord.

Gadens unger fyrer festligt krudt af, mørket er ved at falde på og katten er gået i hi.

Også vil jeg bare benytte lejligheden til at takke jer, der følger med herinde.

Jeg ved faktisk ikke rigtigt hvor mange I er, for jeg kan ikke finde ud af at aktivere en åndsforladt google-funktion, der kan tælle antal besøgende på hjemmesiden.

Til gengæld kan man jo se tilbage på et år, hvor vi endelige begyndte at få styr på corona og kunne bevæge os udenfor matriklen uden mundbind og håndsprit.

Mulighederne har budt sig til og vi har da både været i Berlin, København og på Rømø.

Og i Århus, hvor skolelæreren og jeg pludselig befandt os i den forkerte kørselsretning på en ensrettet gade.

Lettere paniske og temmeligt forvirrede.

-hvad gør vi nu? Spurgte hun og knugede rettet, imens mødre hev deres børn i land og bilen kantede sig forbi de runde cafeborde.

-kør, bare kør, svarede jeg med blikket fastlåst på horisonten.

Så det gjorde vi.

Kørte og følte os meget nordjyske i storbyen.

Men vi var på tur.

Så modsat sidste nytår, hvor hele familien var isoleret med corona, så vil jeg nyde at se ind i 2023 uden restriktioner og afstandsregler.

Jeg vil melde mig til ting, deltage i ting og tage på tur.

Fordi jeg kan.

Og jeg er allerede i gang.

Jeg er nemlig tilmeldt en uge højskole i korstingsbroderi i Tyskland.

Det bliver famne fedt.

Og sjovt.

xxx

Hængt op

Sømanden har slået søm i.

Altså rigtige søm.

I væggen.

Og hængt en lysekrone op.

Jeg har plaget ham længe.

Faktisk tror jeg, at jeg købte lysekronen for 8 år siden.

Det var et bagagerums marked i Ålborg.

Den yngste af pigerne købte en stak “Basserne” og jeg købte lysekronen.

Sømanden meddelte, at det var den grimmeste lampe, som han nogen siden havde set.

Nu skal man jo ikke lade sig slå ud af andres holdninger, men alligevel havnede lysekronen i depot ude i værkstedet.

I lang tid.

Jeg glemte den måske lidt.

Men så fandt jeg den, og i går fik jeg sømanden trukket i smækbukserne.

Dem, som han bruger, når han skruer ting i væggen.

Og når man bor sammen med en, der altid er ved at flytte en lille smule om, så er det godt at have sådan nogle nu-skruer-vi-ting-i-væggen-og hænger-lamper-op-bukser.

Den største smerte var nok at pille PH-lampen ned.

Sømanden er nemlig PH-entusiast.

Fan.

Men vi stadigvæk 8 PH-lamper hængende, plus reserverne på loftet, så det er jo ikke fordi, at PH er sat uden for døren.

Vi hang også kuk-kuk-uret op.

Det fandt sømanden på facebook i foråret.

Der er dingleværk, udskårne blomster og en lille gruppe mennesker, der begejstret kommer ud hver time og danser til en lille melodi.

Der er tolv forskellige melodier.

Det er genialt.

Efter at have dobbelttjekket, om jeg nu var helt sikker på, at der ikke var flere opgaver, pakkede sømanden værktøjskassen og gik ind for at tage smækbukserne af.

Jeg beundrede værket.

Lysekronen lyste så fint og kuk-kuk-uret spillede en munter popmelodi.

-åh, sagde jeg henført til sømanden,- jeg ville ønske, at vi var sådan nogle der inviterede gæster i lange baner.

Det forstod sømanden ikke lige.

-altså, forklarede jeg, -vi kunne invitere en masse mennesker, så kunne de stille sig op i en kø ude foran, få udleveret et glas sherry i køkkenet og langsomt defilere forbi lysekronen, imens de sagde “næh” “uhh” og sådan. Aflevere glasset og gå ud af havedøren.

-hvorfor skal de have et glas sherry?

Sømanden ledte efter sin cowboybukser.

Han var kun i ført longjohns.

-fordi, forklarede jeg i mit allermest pædagogiske tonefald, -så kan de jo også lige beundre mine fine antikke glas. Du ved, dem jeg samler på.

Sømanden gik ud i skuret for at ordne noget, det forhåbentligt var lidt mindre fimset end lysekroner og sherryglas.

Imens grublede jeg over, om man kunne lave sådan en event på Facebook.

Ville der være nok tilmeldinger?

Har jeg nok sherryglas?

Kan folk selv kunne finde ud af haven igen?

Eller vil vi være nødt til at involvere hjemmeværnet?

Og hvad med parkeringspladser?

Jeg lagde ud med at sende et foto af lysekronen til studievejlederen.

Hun sendte straks en positiv beskæftigelse retur.

That’s what friends are for.

xxx

Hverdagsperler

Som en anden buddhistisk munk er jeg gået i mentaltræning.

Jeg øver mig i at se de små bitte ting.

De små bitte glæder.

Lyden af børnelatter.

Måden lyset glimter på, når jeg vander mine potteplanter med tepotten, hvor hældetuden er belagt med guld.

En varm kattemave.

Tag over hovedet, ild i brændeovnen og mad i maven.

Og det lyder jo helt frelst, men som så mange andre, bruger jeg sommetider rigtig meget tid på at kigge ud af mine egne vinduer og ind af andres.

Og det kommer der jo bare aldrig rigtigt noget godt ud af.

Så jeg øver mig.

Kigger på sømanden, der føler sig som verdens rigeste mand, når han sidder foran fjernsynet og gumler hjemmebrændte mandler.

Tilfreds med at være lige her, lige nu.

Særligt fordi han kan streame den nye sæson af “Folk og Fæ”.

Den er nemlig blevet genindspillet.

Hvor heldig kan man lige være.

Så nu har jeg spist en dejlig rugbrødstoast, imens jeg har beundret den flotteste juledekoration, som jeg set i flere år.

Med kalenderlys, mos, skagens roser og en julekugle.

Produceret af tre glade drenge, og modtaget som tak for de Tinkakort, jeg fik udleveret i A-Z og hjembragte til deres samling.

Og så nemt var det at gøre hinanden glade.

Og det er vel der, at den gode hverdagslykke ligger.

Gemt i de små hverdagslommer.

En gåtur med studievejlederen, varm kaffe og sneen, der falder på de dyner, som man lige har lagt til luftning på terrassen.

Og selvom jeg måtte hive dynerne ind igen efter 10 minutters lufteri, så er der jo ikke noget så fint, som den første sne.

Selvom om det er koldt og katten har holdt sig i så bekymrende mange timer, at jeg til sidst hældte hende ud af døren, så hun kunne få ordnet sit business.

Det tog halvandet minut, så pressede hun en lille kold snue mod ruden og jamrede håbefuldt.

Og der kunne jeg jo hjælpe.

Åbne døren og lempe katten ind i varmen.

For det er det, som jeg øver mig i.

At have fokus på der hvor jeg kan gøre noget, se de små fine hverdagsperler og lægge de ting i haveskuret, som jeg ikke rigtigt kan ændre.

For jeg kunne også vælge at samle på utilfredshed, mukkeri og skuddermudder.

Det er et nemmeste i verden.

Det er ganske gratis, og man kan få det i spandevis.

Slæbe det hjem og gemme det i skabe og skuffer.

På loftet og i kælderen.

Men man kan jo også vælge at lade de spande stå.

Så er hænderne nemlig frie til at samle de små fine hverdagsperler op og putte den i lommen.

Høre sømanden synge, imens han steger frikadeller, se yngste barnet komme ind af døren med røde kinder, og glæde sig over, at lørdag formiddag blev brugt helt alene i A-Z, hvor der blev kigget på gavebånd og julepapir.

Hørte julemusik i bilradioen, imens jeg kun dryssede en lille smule med den indkøbte københavnerbirkes og spildte en lille smule kaffe.

Bare lige en sjat.

Tullede rundt med indkøbsvognen i mit eget tempo, imens jeg fandt strømpebukser, vatrondeller og hårshampoo.

Kiggede på juledekorationer.

Spiste en fransk hotdog.

Nød formiddagen i mit helt eget selskab.

For selvom indkøb af vaskepulver og deodoranter ikke lyder som den mest inspirerende formiddag, så var det ganske hyggeligt.

Og udløste en stak Tinka-kort, der blev vekslet til en fin dekoration, som nu står på bordet ved siden af skålen med klementiner og en ny indkøbt julerose, som et hyggeligt varsel om den december, der lurer lige rundt om hjørnet.

Og tænk, hvis man kunne få en omvendt julekalender, hvor man hver dag samlede en lille hverdagsperle op og hang den på træet.

Så kunne man sidde der juleaften og se tilbage på 24 fine minder, 24 små glimt af lykke.

Det må da være verdens bedste julegave.

xxx

Det stikker af

Jeg har broderet korssting hele mit liv.

Sat kryds efter kryds.

Møjsommeligt arbejdet mig igennem det ene åndsforladte blomstermønster efter det andet.

Lavet juleklokkestrenge.

Puder.

Rekorden er en buket blomster, hvor mønsteret fyldte 34 A4-ark.

34.

Så syede jeg det.

Som en anden tvangsidiot.

Kryds efter kryds.

Nåede lige at blive færdig inden fødslen af mit første barn.

Det var sjovt at lave.

Fint håndværk.

Og jeg husker tydeligt følelsen, da jeg helt tyk og forpustet bredte det færdige broderi ud på gulvet.

Det var for stort til, at jeg kunne lægge det på spisebordet.

Så stod jeg lidt og nød det færdige resultat.

Så mange korssting.

Krydser.

Arbejdstimer.

Jeg var helt stolt.

Så gik jeg i panik.

For hvad fa’en stiller man op med 1 kvadratmeter broderede markblomster.

Jeg fik kvalme ved tanken om at få den gigantiske blomsterdusk indrammet og hængt op i stuen.

Over sofaen.

Det havde jeg overhovedet ikke lyst til.

Jeg tænkte faktisk, at det ville komme til at se rigtigt, rigtigt grimt ud.

Stygt.

Min mor overtog gesjeften.

Fik skidtet indrammet og det har nu hængt i et af hendes gæsteværelser i mere end 20 år.

For når man er mor, så er det flot, fordi ens barn har lavet det.

Sådan er morreglen.

Og det har netop været problemet med korstingsbroderi.

Det er saftsusme sjovt at lave, og dælme grimt, når det er færdigt.

Så har jeg freestylet, opfundet mine egne mønstre og designet selv.

Lidt skamfuld og diskret i et hjørnet af stuen, for lysten til korstingsbroderi er ikke noget, som der tales om i offentligheden.

Så dukkede der en norsk gruppe op på facebook.

Den handlede om aggressivt korstingsbroderi.

Jeg var på med det samme.

Fandt ny inspiration og fattede nålen.

Så lukkede gruppen og jeg syede videre alene hjemme i stuen.

Broderede “Pas dit overskæg, tykke Dorte” og pyntede med en lille rose.

Sømanden beundrede lidt fortabt værket, som jeg tappert indrammede og hang op på væggen.

Gik i gang med et nyt produkt.

Lagde lidt puslespil for variationens skyld.

Men så skete der noget.

Nede i Århus blev der pludseligt broderet dåsemad, tarteletter og John Mogensen.

Drukket Top-øl og spist Blommer i Madeira.

Nogen fra et fjernsyn filmede noget og ting gik viralt.

Så var jeg pludselig ikke alene længere.

Det var lige før, at jeg blev lidt moderne.

Altså bare lidt.

Broderisten fra Århus lavede en facebook-gruppe med højt til loftet og plads til skæve indfald.

Jeg blev medlem.

Finn-Oles mor fik lært at brodere og vi tog til foredrag med broderisten.

Finn-Ole blev hjemme, hunde broderer ikke så meget.

Og vi fik grinet, fik nye ideer, broderet lidt og hilst på et menneske, der også bare synes, at korssting er noget af det fedeste.

For håndarbejde er fedt.

Det giver ro og mening at lade hænderne arbejde, telefonen lægge og se produktet vokse frem.

Og man kan jo vælge imellem mange forskellige ting. Strikkeri, hækling, knipling, porcelænsmaling og rya-tæpper.

Og guderne skal vide, at jeg har været forbi de fleste.

Produceret en islandsk sweater til sømanden, hæklet karklude, kniplet på en spisebordsdug til 12 personer og malet 28 tallerkner til min konfirmation.

28.

Det var alt sammen sjovt, lærerigt og produktivt.

Men størst af alt er korssting.

xxx

Gang i løjerne

Så kom sømanden og jeg til at rode os ud i en partileder-debat.

Helt blåøjede og lidt naive havde vi tændt for fjernsynet i håbet om lidt uforpligtende underholdning.

Smækket benene op og tændt et par stearinlys.

Mærkelig nok var der ikke en hysterisk kendisquiz på plakaten, det fylder jo ellers efterhånden stor procentdel af sendefladen.

Der var heller ikke håndbold.

Til gengæld var der optakt til partilederdebat.

Den røde løber var rullet ud, og eksperter udtalte sig om løst og fast.

Programmet var ikke rigtigt gået i gang endnu, det var sådan mere programmet om programmet.

For lige at sætte stemningen.

Det mindede lidt om et set up til en større sportsbegivenhed.

Journalisterne spillede hele tiden hinanden gode, og sagde ting som: -tilbage til dig, eller -hvordan går det ude foran?

Også skiftede vi ellers lokation.

Og partilederne driblede ind på den røde løber med passende mellemrum.

Imponerende mange partiledere faktisk.

14 styks.

Jeg vidste ikke lige, at der var så mange.

Velsmurte, velformulerede, velfriserede og klar til kamp.

Der var også et par tidligere partiledere backstage, der udtalte sig om, hvordan man forberedte sig til sådan en kamp.

Så var det en af eksperterne fik lidt mikrofontid.

Og forklarede, at med 14 partier, så ville det sandsynligvis blive en regering sammensat af mange forskellige partier, holdninger og fokuspunkter.

Hun gav den kommende regering to år, så ville der sandsynligvis blive udskrevet valg igen.

Og igen.

Så skiftede vi kanal.

Tanken om mistillidsvotum, afgående statsministre, sure oppositioner og medier fyldt af valglir gav mig simpelthen helt utroligt lange løg.

Vi så “Unge Mose” i stedet for.

Der blev myrdet 4 personer indenfor 48 timer i en lille engelsk landsby med tilhørende nudistlejr.

På en eller anden måde virkede det mere virkelighedsnært og vedkomne end 14 voksne mennesker med hvæssede kløer og knivskarpe oneliners.

Og fotoshoppede valgplakater med friske slogans.

Mere af det, mindre af noget andet, veganer, landbrug og ældre eller børnefamilier.

En enkelt kandidat havde bare valgt at skrive: [indsæt valgfri tekst]

På en eller anden måde, synes han alligevel at have fanget grundstemningen i dette valg.

Men jeg har allerede glemt, hvem han var, og hvilket parti han stillede op for.

For det hele flyder lidt sammen og dagens mest interessante nyhed var alligevel, at det parti der har krævet valget udskrevet, måske ender under spærregrænsen.

Hovmod står for fald, fristes man til at tænke, og samtidigt er jeg fuld af beundring over dem har overskud til stille op på øretævernes holdeplads.

Som er klar til at få vasket deres undertøj offentligt, sætte alt på spil og kaste sig ind i kampen.

Så er det jo alligevel lidt nemmere og en lille smule gratis at se en seriemorder slå sig løs i en lille engelsk landsby.

xxx

Sammen og hver for sig

Jeg har været på Louisiana.

Tog toget fra hovedbanegården til Humlebæk.

Traskede afsted på fortovet sammen med andre pilgrimme.

Familiegrupper, venindepar, ægtepar og unge rygsækrejsende.

Jeg var der præcis til åbningstid.

Kl.11.

Sammen med en masse andre.

Jeg elsker at gå på kunstmuseum, det er pissefedt, men vi må jo konstatere, at det er de grå hjelmes territorium.

Man skal faktisk stå lidt fast, hvis man ikke sådan vil mases ud af køen.

Især hvis man ikke er klubkortindehaver.

Der var åbenbart en særlig kø til klubkortindehavere, hvilket tydeligt bekymrede dem en hel del.

For stod de nu i den rigtige kø.

Og stod andre måske i den forkerte.

Enkelte ikke-klubkortindehavere kom i forvirringen til at stå det forkerte sted.

Det var ikke med vilje.

De undskyldte og smuttede hurtigt over i køen til os andre dødelige, sådan at tempoet og retfærdigheden i klubindehaverkøen kunne opretholdes.

For det gik selvretfærdigt og stærkt til i den kø.

De susede ind af døren og fordi kontrollen, imens andre blev overladt til at købe billetter ved kasse 1.

Den unge pige ved skranken tog betaling for to billetter, fuldstændigt overbevist om, at jeg da måtte følges med nogen.

Men det gjorde jeg ikke.

Jeg fulgtes med mig selv.

Helt i mit eget selskab, og det var fantastisk.

Jeg kunne fordybe mit i de billeder, som jeg havde lyst til, læse skilte, gå tilbage, stå længe det samme sted og gå forbi det, som ikke havde så meget interesse.

Nyde summen at samtaler omkring mig, få plads til mine egne tanker og spørge om vej, da det lykkedes mig at fare vild.

Jeg havde også besluttet mig for at nyde en dejlig frokost i mit eget selskab, men der var ikke en eneste ledig plads i cafeen.

Måske var der et særligt tilbud, hvis man var klubkortindehaver.

I stedet supplerede jeg dagen med en fotoudstilling om Elsabeth Taylors hjem.

Nogle gange er det rart at gøre ting sammen, andre gange fedt at gøre noget alene.

Det er selvfølgelig svært at dele oplevelsen bagefter, og sømanden var da heller ikke specielt imponeret over min gengivelse af portrætter fra Tyskland i 1920’erne.

Han lyttede høfligt og en anelse distræt, men på den andens side, så gjorde jeg jo det samme, da han genfortalte om den havnefront, som han skridtede af tidligere på dagen.

Og det er jo som det skal være, bortset fra, at jeg glemte at tjekke ud på rejsekortet ved Humlebæk Station.

Det opdagede jeg ført tre timer senere, da jeg kom ud fra Louisiana.

Jeg benyttede mig af den funktion, hvor man kan tjekke ud via internettet, i tilfælde af akut glemsomhed.

Rejsekortet står i sømandens navn.

Så det udløste en mail til han, hvor han blev høfligt informeret om det uhørte sjuskeri.

Det viste sig, at det ikke var første gang.

Åbenbart.

Nu synes han, at jeg skal have mit eget rejsekort.

I mit eget navn.

-så kan du satme passe din egen rodebutik, som han utrykte det, inden han ivrigt spurgte mig om, hvornår jeg kom tilbage, så vi kunne mødes på hovedbanegården.

Under uret.

Sammen og hver for sig

xxx

Ud & Se med DSB

Sømanden og jeg tager til København et par dage.

Fordi vi kan, har lyst til at komme lidt hjemmefra og fordi der er en udstilling på Louisiana, som jeg gerne vil se.

Sømanden vil helst ikke se Louisiana, han bliver sådan lidt tør i munden bare ved tanken.

Så han har en aftale med den københavnske havnefront.

Alle mulige spændende både, tilbygninger og sådan.

Vi tager toget derover.

Det er nemt, hyggeligt og billigt.

Nærmest som et kinderæg.

Bare uden legetøjet i midten.

Og chokoladen.

Men jeg er bare glad for at køre tog.

Der er noget ganske særligt, når rejsen starter hjemme foran hoveddøren, med en rullekuffert og en lille gåtur over på trinbrættet.

Så er vi på vej.

Det er selvfølgelig nemt at være kysk, når man er impotent, for vi har jo en dejlig bil stående i indkørslen.

Og det er ikke fordi, at jeg er bange for at køre i en storby, utryg ved motorvejskørsel eller ikke bryder mig om at flyve.

Jeg kan bare godt lide at køre i tog.

Den særlige stemning der er, når man deler et stykke af rejsen med fremmede, udsigten og tiden til at kigge på alle de fine små stationsbyer, der minder om fordums tider og dengang en landsby var sit eget mikrokosmos.

Forskellen i rejsetid mellem tog og bil er ikke særlig stor, og skal der indlægges tissepause og ventetid ved færgen, så er forskellen hurtigt udlignet.

Og til sømandens udprægede fornøjelse er toget den billige løsning.

Den orange togpris fra trinbrættet til hovedbanegården er 614 kr. inklusiv pladsbilletter fra Ålleren.

Bilen ville koste lidt mere i benzin, plus tilkøb af færgebillet og parkering.

Så vi tager toget.

Nyder mangfoldigheden, friheden fra motorvejen og de fine små indblik i medpassagernes liv.

Fragmenter af samtaler, en opgraderet firserjakke, spændte børn og pendlere med cykler og fastspændte tasker.

Alt sammen en del af det der gør en rejse, alle de små oplevelser, små erindringer, der skaber turen.

Tog vi bilen og motorvejen fik vi sikkert nogle andre oplevelser, om ikke andet, så fik vi nok set en masse biler, besøgt en tankstation og hørt noget radio.

Men jeg foretrækker toget.

Det er muligt, at jeg er en gammel sjæl, oldschool og er rimelig nichepræget, men forskellen imellem at fræse afsted på motorvejen eller sidde i toget og skrive et blogindlæg, er for mig kæmpe stor.

Og så er der selvfølgelig altid klimaet.

Og broen.

For jeg holder faktisk mere af broer end af toge.

Men kan delene kombineres, så kan det næsten ikke blive bedre.

Så mangler vi bare, at de genindfører togkiosken.

xxx