laurabork – Side 3

Happy B-day

Til min store forbavselse, så bliver sømanden 50 år i denne uge.

50.

Jeg er ikke ret godt til at huske fødselsdage, hverken min egen eller andres.

Det kommer bag på mig hver gang.

Og udløser omgående gavepanik.

For hvad dælen giver du lige en mand på 50.

Især når han er den lidt sparsommelige type, der helst køber cowboybukser i genbrug og sætter en ære i at slide tingene helt op, inden de bliver udskiftet.

Også de fleste ting kan jo sagtens holde livet ud, hvis man passer på dem.

Og det er jo dejligt, bortset fra at det skaber en temmelig begrænset ønskeliste.

Han ønsker sig hverken køkkenting eller oplevelser.

Så ikke nogen tur i en Ferrari, et spa-ophold eller en designerkagerulle.

Indretning rager ham en høstblomst og han har det værktøj, som han skal bruge.

Han fik et nyt cykelstyr i julegave, så det er krydset af på listen.

Helt blottet for ideer endte jeg i Brugsen.

De havde flere gode forslag.

En airfryer for et eksempel.

Lufttørrede pomfritter er åbenbart det nye sort.

Hvad med en holder til bagekartofler?

Så kan du sætte fire bagekartofler på en dims, og putte hele herligheden i ovnen. Så er der også lidt mere opvask bagefter.

Måske en kobberfarvet tungeskraber?

Eller en strikhue med lys.

En termokop.

Man kunne selvfølgelig også give ham et hjemmelavet kort, med løfter om en forkælelsesdag, hvor ikke han ikke skulle løfte en finger.

Sådan en jeg-laver-mad-tager-opvasken-og henter-et-glas-vand-til-dig-dag, men det lyder altså også en lille smule anstrengende for mig.

Og det er jo vigtigt, at det er hyggeligt for os alle sammen.

Desuden vil ti vilde heste ikke kunne holde ham væk, hvis jeg begyndte at rumstere i køkkenet.

Han hader at spise på restaurant.

I virkeligheden ønsker han sig nok allermest en fødselsdag i al ubemærkethed, nye underbukser og en æske afbrændte tændstikker.

Så det får han.

Et morgenkys og en cykeltur rundt havnen.

Og det er jo ikke det samme, som at jeg ikke ønsker mig noget til min fødselsdag. For jeg kan altid klemme et par guldsko ind på ønskelisten, eller et par øreringe og en lysestage.

Vigtige ting.

Gode gaver.

Og imens kan jeg jo spekulere over, hvordan det føles at være gift med en mand på halvtreds.

Et halvt århundrede.

Jeg ved jo godt, hvor gammel han er, men det kommer alligevel lidt bag på mig.

Og alder betyder jo ingenting, men det gør dagene, hvis man begynder at lægge dem oven på hinanden.

18250 dage.

Lyder det af meget eller lidt?

Sømanden er fløjtende ligeglad, han studerer begejstret de grå skænk i skægget og tilbragte søndag aften med at lave badutspring i lange underbukser.

For livet er, hvad du gør det til, har altid været hans motto, og er der noget som han ikke gider at gøre livet til, så er det lange ønskelister med ting, som han ikke har brug for.

Og måske er det i virkeligheden det, som jeg ønsker mig allermest, når jeg snart fylder halvtreds.

Evnen til at være tilstede lige her og nu, tage livet som det kommer, og glæde mig over det, der er lige foran næsetippen.

Det og så en diller fremvisning.

-det sidste ønsker jeg mig egentligt ikke rigtigt, men jeg får det alligevel, og så kan jeg jo ligeså godt skrive det på listen.

Og imens kryber timerne tætter på det halve århundrede, sømanden håber inderligt på, at han er på overarbejde hele dagen og jeg har alligevel købt en gave til ham.

For traditionens skyld.

For hyggen.

Og kærligheden.

xxx

Iskold

Jeg er så træt af at gå i det samme tøj.

Når jeg vågner om morgenen, så lægger jeg altid lidt og gasser mig. Mit vækkeur ringer faktisk altid to mange, med ti minutters mellemrum, fordi jeg ved, at jeg har tendens til at falde i søvn igen.

Modsat sømanden, der slår dynen til side og sætter sig op, allerede inden vækketuret har nået at ringe ud.

Op, står han, liggende, bliver jeg.

Jeg kan nå min skabslåge med storetåen.

Det er en skydelåge.

Så her i vinter halvåret kan jeg blive liggende under dynen, imens jeg med venstre ben langsomt kan skubbe skabslågen til side og kigge ind i mængden af tilgængeligt tøj.

På bøjerne hænger der kjoler, skjorter og nederdele.

T-shirts ligger foldet skuffen.

Strømpebukser rullet sammen i en anden skuffe.

Men mit blik finder ikke hvile, før jeg har fundet det, som mit hjerte higer efter.

Strik.

Dejlig, varm, ulden strik.

Strikkjoler, veste, trøjer og cardigans.

Hvad kan jeg rulle mig ind i?

– gerne med høj hals og lange ærmer.

Normalt går jeg igennem vinteren med korte ærmer, strømpebukser og en medbragt cardigan, som jeg alligevel ikke rigtigt får brugt.

Men denne vinter, Putin, denne vinter..

Denne vinter har jeg gået i de samme tre strikkjoler.

Viklet tørklæder om halsen og gået på arbejde i en strikket vest, som jeg ellers havde svoret, ikke skulle bevæge sig udenfor matriklen.

Jeg plejer at cykle på arbejde i vinterstøvler og medbringe skiftesko, for hvem kan da holde ud at gå i varme støvler indenfor.

Hvem, Putin, hvem?

I sidste uge måtte jeg bringe sømanden i spil.

Få ham til at levere et par pædagoglilla termosokker på arbejdet, for jeg kunne ikke rigtigt få liv i mine tæer.

De blev bare ved med at være kolde, uanset uldtæppe og gymnastiske øvelser.

De var iskolde, Putin.

Og nu er det mandag i morgen, og min garderobe står på repeat.

Strikkjoler, strikveste og uldne cardigans.

Og jeg, som hele mit liv har haft en forkærlighed for store dekorative øreringe, må nu gå med små diskrete smykker, for de andre sætter sig fast i ulden og de varme tørklæder, og forhindre mig i at dreje hovedet.

Så der går jeg, rullet ind i uld, med bittesmå øreringe og fornuftige støvler og længtes efter varmere tider, fine kjoler og små sko.

Eller i det mindste bare lidt variation.

Eller lidt varme.

For det er som om januar har fået 77 dage, som alle sammen består af arbejde, regnvejr og fællesamling foran fjernsynet og brændeovnen.

Og så sidder man der og spekulerer på, om man er ved at blive gammel eller om der altid har været så meget træk fra det lukkede vindue.

Henter et tørklæde og fryder sig over, at man har været for fornuftig at tage strikkede strømper på i de uldne hjemmesko.

Drikker spandevis af te med honning, og undre sig over, at man nogensinde har kunne se fidusen i sodavandsis.

Og når klokken når ti, så kan man da heldigvis tillade sig at gå i seng. Kravle ned mellem de to dyner og frotté-lagnet, holde hænderne under dynerne og spekulere på, om man kan stjæle lidt kropsvarme fra sømanden.

Men ved du hvad, Putin, der er i hvert fald en ting, som jeg ikke behøver at spekulere over.

Nemlig hvad jeg skal have på i morgen.

For det er allerede afgjort.

xxx

Nytår

-se, sagde jeg til sømanden og pegede på bordet.

-jae, svarede han tøvende, tydeligvis lidt i tvivl om, hvad det var han skulle se.

Jeg besluttede mig for at hjælpe ham lidt på vej.

-er det ikke fint pyntet?

-jo, hold da op, sagde han med sit mest venlige ansigt, tydeligvis imponerende uinteresseret i glimmer og serpentiner.

Men glad, fordi konen var glad.

Jeg har dækket op til tre.

Mig, sømanden og den yngste af tøserne, som forlader os senere på aftenen for at deltage i en anden fest.

Så er det mig, sømanden, fjernsynet og kransekagen.

Og dronningen.

Vores allesammens mor, som sømanden kalder hende.

Vi har holdt nytår på mange måder.

Alene, sammen med andre, i små hold og store grupper.

Vi har ikke rigtigt nogen fast tradition, bortset fra min insisteren på kransekage.

Sommetider har sømanden vagt, sommetider ikke.

Den eneste tilbagevendende tradition er folks høflige og omsorgsfulde venlighed, når man oplyser, at vi skal være alene nytårsaften.

-åh, siger de så og har tydeligvis fortrudt, at de spurgte, -det er da sikkert også hyggeligt.

For det der med familiejul og nytårsfester er jo forbundet med en vis social status.

En målepind for din sociale succes.

At kunne lægge billeder op på sociale medier, fine veldækkede borde med mange tallerkner og snabel-a’er med navne på de kommende gæster.

Nytår med de bedste.

Og det er jo dejligt og hyggeligt med selskab og gæster. Skønt at folk glæder sig.

Men det er jo sjældent, at folk deler billeder af en alene jul eller et solo nytår.

Heller ikke selvom det er selvvalgt.

Nu er alenehed og ensomhed ikke det samme, men de bliver tit forvekslet og blandet sammen, og begge dele får folk til at træde et skridt tilbage.

Men det kan faktisk også være rigtigt rart at holde nytår og jul i al fredsommelighed.

Så det gør vi i år.

Sømanden er ved at putte en steg ovnen og har lige vist mig et fad ristede pinjekerner, hvilket tydeligvis var betydeligt mere imponerende end det pyntede spisebord.

Gadens unger fyrer festligt krudt af, mørket er ved at falde på og katten er gået i hi.

Også vil jeg bare benytte lejligheden til at takke jer, der følger med herinde.

Jeg ved faktisk ikke rigtigt hvor mange I er, for jeg kan ikke finde ud af at aktivere en åndsforladt google-funktion, der kan tælle antal besøgende på hjemmesiden.

Til gengæld kan man jo se tilbage på et år, hvor vi endelige begyndte at få styr på corona og kunne bevæge os udenfor matriklen uden mundbind og håndsprit.

Mulighederne har budt sig til og vi har da både været i Berlin, København og på Rømø.

Og i Århus, hvor skolelæreren og jeg pludselig befandt os i den forkerte kørselsretning på en ensrettet gade.

Lettere paniske og temmeligt forvirrede.

-hvad gør vi nu? Spurgte hun og knugede rettet, imens mødre hev deres børn i land og bilen kantede sig forbi de runde cafeborde.

-kør, bare kør, svarede jeg med blikket fastlåst på horisonten.

Så det gjorde vi.

Kørte og følte os meget nordjyske i storbyen.

Men vi var på tur.

Så modsat sidste nytår, hvor hele familien var isoleret med corona, så vil jeg nyde at se ind i 2023 uden restriktioner og afstandsregler.

Jeg vil melde mig til ting, deltage i ting og tage på tur.

Fordi jeg kan.

Og jeg er allerede i gang.

Jeg er nemlig tilmeldt en uge højskole i korstingsbroderi i Tyskland.

Det bliver famne fedt.

Og sjovt.

xxx

Hængt op

Sømanden har slået søm i.

Altså rigtige søm.

I væggen.

Og hængt en lysekrone op.

Jeg har plaget ham længe.

Faktisk tror jeg, at jeg købte lysekronen for 8 år siden.

Det var et bagagerums marked i Ålborg.

Den yngste af pigerne købte en stak “Basserne” og jeg købte lysekronen.

Sømanden meddelte, at det var den grimmeste lampe, som han nogen siden havde set.

Nu skal man jo ikke lade sig slå ud af andres holdninger, men alligevel havnede lysekronen i depot ude i værkstedet.

I lang tid.

Jeg glemte den måske lidt.

Men så fandt jeg den, og i går fik jeg sømanden trukket i smækbukserne.

Dem, som han bruger, når han skruer ting i væggen.

Og når man bor sammen med en, der altid er ved at flytte en lille smule om, så er det godt at have sådan nogle nu-skruer-vi-ting-i-væggen-og hænger-lamper-op-bukser.

Den største smerte var nok at pille PH-lampen ned.

Sømanden er nemlig PH-entusiast.

Fan.

Men vi stadigvæk 8 PH-lamper hængende, plus reserverne på loftet, så det er jo ikke fordi, at PH er sat uden for døren.

Vi hang også kuk-kuk-uret op.

Det fandt sømanden på facebook i foråret.

Der er dingleværk, udskårne blomster og en lille gruppe mennesker, der begejstret kommer ud hver time og danser til en lille melodi.

Der er tolv forskellige melodier.

Det er genialt.

Efter at have dobbelttjekket, om jeg nu var helt sikker på, at der ikke var flere opgaver, pakkede sømanden værktøjskassen og gik ind for at tage smækbukserne af.

Jeg beundrede værket.

Lysekronen lyste så fint og kuk-kuk-uret spillede en munter popmelodi.

-åh, sagde jeg henført til sømanden,- jeg ville ønske, at vi var sådan nogle der inviterede gæster i lange baner.

Det forstod sømanden ikke lige.

-altså, forklarede jeg, -vi kunne invitere en masse mennesker, så kunne de stille sig op i en kø ude foran, få udleveret et glas sherry i køkkenet og langsomt defilere forbi lysekronen, imens de sagde “næh” “uhh” og sådan. Aflevere glasset og gå ud af havedøren.

-hvorfor skal de have et glas sherry?

Sømanden ledte efter sin cowboybukser.

Han var kun i ført longjohns.

-fordi, forklarede jeg i mit allermest pædagogiske tonefald, -så kan de jo også lige beundre mine fine antikke glas. Du ved, dem jeg samler på.

Sømanden gik ud i skuret for at ordne noget, det forhåbentligt var lidt mindre fimset end lysekroner og sherryglas.

Imens grublede jeg over, om man kunne lave sådan en event på Facebook.

Ville der være nok tilmeldinger?

Har jeg nok sherryglas?

Kan folk selv kunne finde ud af haven igen?

Eller vil vi være nødt til at involvere hjemmeværnet?

Og hvad med parkeringspladser?

Jeg lagde ud med at sende et foto af lysekronen til studievejlederen.

Hun sendte straks en positiv beskæftigelse retur.

That’s what friends are for.

xxx

Hverdagsperler

Som en anden buddhistisk munk er jeg gået i mentaltræning.

Jeg øver mig i at se de små bitte ting.

De små bitte glæder.

Lyden af børnelatter.

Måden lyset glimter på, når jeg vander mine potteplanter med tepotten, hvor hældetuden er belagt med guld.

En varm kattemave.

Tag over hovedet, ild i brændeovnen og mad i maven.

Og det lyder jo helt frelst, men som så mange andre, bruger jeg sommetider rigtig meget tid på at kigge ud af mine egne vinduer og ind af andres.

Og det kommer der jo bare aldrig rigtigt noget godt ud af.

Så jeg øver mig.

Kigger på sømanden, der føler sig som verdens rigeste mand, når han sidder foran fjernsynet og gumler hjemmebrændte mandler.

Tilfreds med at være lige her, lige nu.

Særligt fordi han kan streame den nye sæson af “Folk og Fæ”.

Den er nemlig blevet genindspillet.

Hvor heldig kan man lige være.

Så nu har jeg spist en dejlig rugbrødstoast, imens jeg har beundret den flotteste juledekoration, som jeg set i flere år.

Med kalenderlys, mos, skagens roser og en julekugle.

Produceret af tre glade drenge, og modtaget som tak for de Tinkakort, jeg fik udleveret i A-Z og hjembragte til deres samling.

Og så nemt var det at gøre hinanden glade.

Og det er vel der, at den gode hverdagslykke ligger.

Gemt i de små hverdagslommer.

En gåtur med studievejlederen, varm kaffe og sneen, der falder på de dyner, som man lige har lagt til luftning på terrassen.

Og selvom jeg måtte hive dynerne ind igen efter 10 minutters lufteri, så er der jo ikke noget så fint, som den første sne.

Selvom om det er koldt og katten har holdt sig i så bekymrende mange timer, at jeg til sidst hældte hende ud af døren, så hun kunne få ordnet sit business.

Det tog halvandet minut, så pressede hun en lille kold snue mod ruden og jamrede håbefuldt.

Og der kunne jeg jo hjælpe.

Åbne døren og lempe katten ind i varmen.

For det er det, som jeg øver mig i.

At have fokus på der hvor jeg kan gøre noget, se de små fine hverdagsperler og lægge de ting i haveskuret, som jeg ikke rigtigt kan ændre.

For jeg kunne også vælge at samle på utilfredshed, mukkeri og skuddermudder.

Det er et nemmeste i verden.

Det er ganske gratis, og man kan få det i spandevis.

Slæbe det hjem og gemme det i skabe og skuffer.

På loftet og i kælderen.

Men man kan jo også vælge at lade de spande stå.

Så er hænderne nemlig frie til at samle de små fine hverdagsperler op og putte den i lommen.

Høre sømanden synge, imens han steger frikadeller, se yngste barnet komme ind af døren med røde kinder, og glæde sig over, at lørdag formiddag blev brugt helt alene i A-Z, hvor der blev kigget på gavebånd og julepapir.

Hørte julemusik i bilradioen, imens jeg kun dryssede en lille smule med den indkøbte københavnerbirkes og spildte en lille smule kaffe.

Bare lige en sjat.

Tullede rundt med indkøbsvognen i mit eget tempo, imens jeg fandt strømpebukser, vatrondeller og hårshampoo.

Kiggede på juledekorationer.

Spiste en fransk hotdog.

Nød formiddagen i mit helt eget selskab.

For selvom indkøb af vaskepulver og deodoranter ikke lyder som den mest inspirerende formiddag, så var det ganske hyggeligt.

Og udløste en stak Tinka-kort, der blev vekslet til en fin dekoration, som nu står på bordet ved siden af skålen med klementiner og en ny indkøbt julerose, som et hyggeligt varsel om den december, der lurer lige rundt om hjørnet.

Og tænk, hvis man kunne få en omvendt julekalender, hvor man hver dag samlede en lille hverdagsperle op og hang den på træet.

Så kunne man sidde der juleaften og se tilbage på 24 fine minder, 24 små glimt af lykke.

Det må da være verdens bedste julegave.

xxx

Det stikker af

Jeg har broderet korssting hele mit liv.

Sat kryds efter kryds.

Møjsommeligt arbejdet mig igennem det ene åndsforladte blomstermønster efter det andet.

Lavet juleklokkestrenge.

Puder.

Rekorden er en buket blomster, hvor mønsteret fyldte 34 A4-ark.

34.

Så syede jeg det.

Som en anden tvangsidiot.

Kryds efter kryds.

Nåede lige at blive færdig inden fødslen af mit første barn.

Det var sjovt at lave.

Fint håndværk.

Og jeg husker tydeligt følelsen, da jeg helt tyk og forpustet bredte det færdige broderi ud på gulvet.

Det var for stort til, at jeg kunne lægge det på spisebordet.

Så stod jeg lidt og nød det færdige resultat.

Så mange korssting.

Krydser.

Arbejdstimer.

Jeg var helt stolt.

Så gik jeg i panik.

For hvad fa’en stiller man op med 1 kvadratmeter broderede markblomster.

Jeg fik kvalme ved tanken om at få den gigantiske blomsterdusk indrammet og hængt op i stuen.

Over sofaen.

Det havde jeg overhovedet ikke lyst til.

Jeg tænkte faktisk, at det ville komme til at se rigtigt, rigtigt grimt ud.

Stygt.

Min mor overtog gesjeften.

Fik skidtet indrammet og det har nu hængt i et af hendes gæsteværelser i mere end 20 år.

For når man er mor, så er det flot, fordi ens barn har lavet det.

Sådan er morreglen.

Og det har netop været problemet med korstingsbroderi.

Det er saftsusme sjovt at lave, og dælme grimt, når det er færdigt.

Så har jeg freestylet, opfundet mine egne mønstre og designet selv.

Lidt skamfuld og diskret i et hjørnet af stuen, for lysten til korstingsbroderi er ikke noget, som der tales om i offentligheden.

Så dukkede der en norsk gruppe op på facebook.

Den handlede om aggressivt korstingsbroderi.

Jeg var på med det samme.

Fandt ny inspiration og fattede nålen.

Så lukkede gruppen og jeg syede videre alene hjemme i stuen.

Broderede “Pas dit overskæg, tykke Dorte” og pyntede med en lille rose.

Sømanden beundrede lidt fortabt værket, som jeg tappert indrammede og hang op på væggen.

Gik i gang med et nyt produkt.

Lagde lidt puslespil for variationens skyld.

Men så skete der noget.

Nede i Århus blev der pludseligt broderet dåsemad, tarteletter og John Mogensen.

Drukket Top-øl og spist Blommer i Madeira.

Nogen fra et fjernsyn filmede noget og ting gik viralt.

Så var jeg pludselig ikke alene længere.

Det var lige før, at jeg blev lidt moderne.

Altså bare lidt.

Broderisten fra Århus lavede en facebook-gruppe med højt til loftet og plads til skæve indfald.

Jeg blev medlem.

Finn-Oles mor fik lært at brodere og vi tog til foredrag med broderisten.

Finn-Ole blev hjemme, hunde broderer ikke så meget.

Og vi fik grinet, fik nye ideer, broderet lidt og hilst på et menneske, der også bare synes, at korssting er noget af det fedeste.

For håndarbejde er fedt.

Det giver ro og mening at lade hænderne arbejde, telefonen lægge og se produktet vokse frem.

Og man kan jo vælge imellem mange forskellige ting. Strikkeri, hækling, knipling, porcelænsmaling og rya-tæpper.

Og guderne skal vide, at jeg har været forbi de fleste.

Produceret en islandsk sweater til sømanden, hæklet karklude, kniplet på en spisebordsdug til 12 personer og malet 28 tallerkner til min konfirmation.

28.

Det var alt sammen sjovt, lærerigt og produktivt.

Men størst af alt er korssting.

xxx

Ud & Se med DSB

Sømanden og jeg tager til København et par dage.

Fordi vi kan, har lyst til at komme lidt hjemmefra og fordi der er en udstilling på Louisiana, som jeg gerne vil se.

Sømanden vil helst ikke se Louisiana, han bliver sådan lidt tør i munden bare ved tanken.

Så han har en aftale med den københavnske havnefront.

Alle mulige spændende både, tilbygninger og sådan.

Vi tager toget derover.

Det er nemt, hyggeligt og billigt.

Nærmest som et kinderæg.

Bare uden legetøjet i midten.

Og chokoladen.

Men jeg er bare glad for at køre tog.

Der er noget ganske særligt, når rejsen starter hjemme foran hoveddøren, med en rullekuffert og en lille gåtur over på trinbrættet.

Så er vi på vej.

Det er selvfølgelig nemt at være kysk, når man er impotent, for vi har jo en dejlig bil stående i indkørslen.

Og det er ikke fordi, at jeg er bange for at køre i en storby, utryg ved motorvejskørsel eller ikke bryder mig om at flyve.

Jeg kan bare godt lide at køre i tog.

Den særlige stemning der er, når man deler et stykke af rejsen med fremmede, udsigten og tiden til at kigge på alle de fine små stationsbyer, der minder om fordums tider og dengang en landsby var sit eget mikrokosmos.

Forskellen i rejsetid mellem tog og bil er ikke særlig stor, og skal der indlægges tissepause og ventetid ved færgen, så er forskellen hurtigt udlignet.

Og til sømandens udprægede fornøjelse er toget den billige løsning.

Den orange togpris fra trinbrættet til hovedbanegården er 614 kr. inklusiv pladsbilletter fra Ålleren.

Bilen ville koste lidt mere i benzin, plus tilkøb af færgebillet og parkering.

Så vi tager toget.

Nyder mangfoldigheden, friheden fra motorvejen og de fine små indblik i medpassagernes liv.

Fragmenter af samtaler, en opgraderet firserjakke, spændte børn og pendlere med cykler og fastspændte tasker.

Alt sammen en del af det der gør en rejse, alle de små oplevelser, små erindringer, der skaber turen.

Tog vi bilen og motorvejen fik vi sikkert nogle andre oplevelser, om ikke andet, så fik vi nok set en masse biler, besøgt en tankstation og hørt noget radio.

Men jeg foretrækker toget.

Det er muligt, at jeg er en gammel sjæl, oldschool og er rimelig nichepræget, men forskellen imellem at fræse afsted på motorvejen eller sidde i toget og skrive et blogindlæg, er for mig kæmpe stor.

Og så er der selvfølgelig altid klimaet.

Og broen.

For jeg holder faktisk mere af broer end af toge.

Men kan delene kombineres, så kan det næsten ikke blive bedre.

Så mangler vi bare, at de genindfører togkiosken.

xxx

Vandhund

Så er jeg begyndt at svømme om onsdagen.

Simpelthen.

Iført solidt badetøj har jeg møjsommeligt svømmet brystsvømning i Frederikshavn svømmehal.

Frem og tilbage.

Der er fem baner i den svømmehal.

Bane 5 er reserveret til crawl.

Folk der suser intenst frem og tilbage, iført dykkerbriller og en meget avanceret vejrtrækningsteknik, hvor hovedet systematisk drejes, sådan at frisk luft kan hives indenbords og det høje tempo kan fastholdes.

De er meget dygtige.

Og hurtige.

Jeg holder mig fra bane 5.

Bane 1 er reserveret til vandgang.

Det vidste jeg slet ikke fandtes.

Det betyder, at man tager en svømmevest på og går frem og tilbage i bassinet. Akkurat som hvis du spadserende en tur på Langelinie en hyggelig eftermiddag.

Bare i Frederikshavn svømmehal.

Jeg lagde ud i bassin 2.

I et adstadigt og værdigt tempo.

Jeg blev overhalet en del gange.

Især da der kom flere til, og jeg måtte dele bane med en anden motionist.

En af de hurtige.

Men jeg holdt fast i mit og svømmede stædigt frem og tilbage.

Så opstod behovet for en badehætte.

Jeg har et tykt hår, der er lang tid om at tørre og desuden har håret jo ikke godt af alt det klorvand.

Så jeg googlede.

Og googlede.

For mit hoved er til den store side, og mit hår fylder en del, så jeg stirrede bekymret på de forslag, som google bragte på banen.

En hjemmeside lovede, at det ville sætte min hastighed gevaldigt op, hvis jeg købte deres produkt.

En badehætte, hvor der oven i købet skulle bruges talkum, for rigtigt at kunne skrue hætten på hovedet.

Det så en lille smule besværligt ud.

Til trods for den lovede hastighedsforøgelse.

Jeg besluttede mig for, at hastigheden ikke var det vigtigste.

Komfort er nok mere mig.

Jeg brokkede mig til min storebror, lagerforvalteren.

Han kender problemet med stort hoved og tykt hår på egen krop.

Vi husker stadigvæk den dag i 80’erne, hvor han ved et uheld kom til at bruge balsam, og fik voksenskæld ud på arbejdet, fordi den påkrævede hovedbeklædning ikke kunne fastholdes på hovedet.

-nåe, sagde han lettere bekymret, – har du så købt en Yvonne-badehætte?

Jeg sagde ikke rigtigt noget.

-har du? Spurgte han igen, -sådan en med store kulørte blomster?

Jeg måtte indrømme, at jeg havde kigget på dem.

Et sejt og festligt indslag i den grå hverdag.

Men her var også bekymret for størrelsen.

Hvor meget kan sådan noget gummi give sig?

Til sidst fandt jeg en hætte med velcrolukning.

De påstod, at den var ekstra stor.

Det vil jeg nu ikke give dem ret i.

Men det går, og håret var kun en lille smule fugtigt bagefter.

Og så skal jeg lige regne ud, hvordan jeg undgår luftboblen ovenpå hovedet.

Jeg anede ikke, at så meget luft kunne samle sig på det sted.

Det var først, da jeg fik hovedet under vand, at jeg kunne mærke hulrummet imellem isse og hætte.

En helt ny følelse.

Så hvis du kommer forbi svømmehallen, og kan se en lille sort kugle langsomt bevæge sig henover vandet, så bare mig.

Med badehætte, brystsvømning og god tid.

xxx

–

Skrald

Så er den seriøse affaldssortering ved at nå til Nordjylland.

Vi skal simpelthen til at sortere revl og krat i nøje opdelte kategorier, omhyggeligt fordele det i korrekte affaldsspande og der med afhjælpe klimaet, vores egen samvittighed og diverse politiske ambitioner.

Alt er godt og jeg deltager med glæde i oprydningen af Moder Jord.

Nu er systemet ikke nået helt op til Skagen endnu, men derfor kan man jo godt tænke fremad.

Så det gjorde jeg.

Ude på toilettet.

Der sad jeg og havde lige brugt det sidste toiletpapir på rullen.

Jeg havde heldigvis en ekstra rulle, men sad så lidt og funderede over det nu tomme paprør.

Vi har faktisk allerede tre skraldespande.

Mad, pap/papir og restaffald.

Men når man nu har brugt sådan en rulle toiletpapir, så er det i hvert fald sjældent, at jeg omgående piler hele vejen ud i indkørslen med det tomme rør.

Drøner afsted med bukserne nede om hælene, for at gøre det helt rigtige.

Jeg er nok lidt mere typen, der husker mig selv på, at den skal sorteres i pap-skralderen, sætter den på bordet og bliver opslugt af andre ting.

Så står røret der på bordet, indtil en af os bliver tilpas irriteret og smider det i skraldespanden ude på toilettet, og dermed ender røret jo så i kategorien restaffald.

Så var det, at jeg fik en ide, derude imellem klinker, håndklæder og paprør.

Lidt genialt i al beskedenhed.

Jeg ville sørge for en opsamlingskurv på badeværelset.

Til paprør, tomme plastikdunke og andet emballage.

Så er det jo bare at tømme kurven, når badeværelset alligevel får en overhaling.

Da jeg var færdig på toilettet, gik jeg straks ud for at finde sømanden, så han omågende kunne blive informeret om mit geniale indfald.

Han var ikke så imponeret, og mente, at det var en af det mest åndsvage ideer, han længe havde fået kendskab til.

Men jeg holdt på mit og fandt en aflagt hvid plastikkasse, som tidlige havde været brugt til pigernes legetøj.

Den blev fyldt i løbet af fem dage.

Tomme shampoodunke, cremetuber, paprør, tandpastakasser, tomme poser fra vatrondeller, en tom vatpindekasse og alt muligt andet.

Sådan et badeværelse laver godt nok meget affald.

Jeg tog kassen og gik ud for at sortere pappet fra.

Plastikken havde jeg ikke rigtigt nogen mulighed for at sortere.

Endnu.

Men ideen er hermed givet videre.

Helt gratis.

Og min kollega opgraderede endda ideen, ved at foreslå, at man kunne rydde en skuffe, og bruge den som affaldsopsamler.

Diskret og elegant.

For uanset hvordan vi vender og drejer det, så er affaldssortering og genbrug jo nok en god ide.

Så mens vi venter på Godot og de nye sorteringsspande, så øver jeg mig.

Tænker mig om, og spekulerer i løsninger, der kan hjælpe min egen hverdag og skraldespandssortering.

For ligesom så meget andet, så er det jo spørgsmål om nye vaner og rutiner.

Og vilje.

Og sømanden?

Han måtte overgive sig.

Ideen var jo ikke så åndsvag alligevel.

xxx

Lys over land

-vi skal have en samtale, meddelte jeg sømanden.

Han fik omgående små nervøse tics.

-en samtale, mumlede han og tog en forsigtig tår af den varme kaffe.

Han skævede til mig.

-om hvad? spurgte han og satte omhyggeligt kaffekoppen tilbage på bordet.

-om julebelysning.

Jeg kiggede opfordrende på han.

-kom med din mening!

-åh, jeg har ikke rigtigt nogen mening, forsøgte han og var tydeligvis rædselsslagen for, at jeg ville tvinge ham til at deltage i julepyntningsseancen.

Så var det, at jeg lige måtte udfylde paletten for ham. Minde ham om det plasticjuletræ, som jeg pynter hvert år med min store samling af glaskugler.

Og lyskæder.

Minde ham om de kulørte lyskæder, som jeg plejer at hænge op udenfor.

Minde ham om lyskæder OG strømforbrug.

Så havde jeg hans interesse.

For jeg gider ikke at hænge lyskæder op og pynte træet, hvis de kun må være tændte i det nøjagtige tidsrum, hvor jeg opholde mig i stuen.

I en normal december, så tænder jeg for kæderne omkring klokken fire om eftermiddagen, og slukker når jeg går i seng.

Jeg slukker ikke for kæderne, hvis jeg går ud af rummet, fordi jeg skal ordne vasketøj eller på toilettet.

Så er jeg sådan en vanvittig type, der lader lyset brænde.

Sømanden er mere lyseslukker typen.

Forleden slukkede han for lyset, fordi jeg var gået ud af stuen.

Jeg skulle bare hente en læbepomade i soveværelset.

Det tog cirka 11 sekunder.

Så var stuen mørklagt.

Og det er jo både godt og fornuftigt af spare på strøm og varme i den kommende Putin-vinter.

Men hvis det bliver et tænden og slukken for de lyskæder, så bliver det jo en stressfaktor, i stedet for et supplement til hyggen.

-så, spurgte jeg og kiggede ham lige i øjnene, -kan du lade være med at slukke for de lyskæder, hver gang jeg går ud af rummet?

Vi blev enige om, at de lyskæder ikke skal op i år.

Julen skal jo først og fremmest være hyggelig.

Bivirkningen er så, at plastictræet og kuglerne også kommer til at overvintre.

Så vi rider stormen af og går oldschool.

Et par stearinlys, ild i brændeovnen og uldsokker.

Og sjælefred.

xxx